“Søvnløs i Azerbaijan” af Maria Erica Jensen

Ankomst til Baku og en skrækkelig telefon
Ankommer til Baku kl. 4 om natten sommeren 2008. Det bureaukratiske system ved visa- og paskontrollen er som forventet, altså ikke gearet til at modtage passagerer på dette tidspunkt af natten. Efter timers venten kommer vi, min mand og jeg, igennem, og af sted går det til vores overnatningssted: det eneste hostel på daværende tidspunkt i Azerbaijans hovedstad.

Hostlet er pænt, rent og næsten helt nyt. Men det består blot af ét soverum med to køjesenge, et fællesrum/hostlets kontor, samt et m/k badeværelse.
Jeg er dødtræt efter flyveturen og ventetiden i lufthavnen, så jeg ser frem til at komme til køjs. Desværre er hostlets eneste telefonstik inde i vores soverum, og (endnu mere) desværre ringer telefonen konstant natten igennem. Det bliver ikke til mange timers søvn.

Vestlige Baku og noget med en aircon
Dagen går med sightseeing i det overraskende vestligt-prægede Baku, hvor piger i kortærmede t-shirts og løst hår går side om side med smarte businessmænd i gadebilledet – dog vil billedet nok være et helt andet, hvis man tager væk fra Baku og ind i landet, hvor mere traditionelle kønsroller bliver fastholdt blandt den utroligt fattige landbefolkning.

Da vi om aftenen kommer tilbage til hostlet, har endnu en rejsende indlogeret sig. Der er hundekoldt i soverummet, da aircon´en åbenbart har kørt det meste af dagen. Min mand og jeg bliver enige om at slukke aircon´en, så kan vi altid tænde den igen, hvis den anden rejsende ønsker det. Vi har ikke sovet ret lang tid før vores værelseskammerat ankommer og straks tænder for aircon’ nen igen og insisterer på at have den kørende natten igennem. Jeg sover i øverste køje i min mands og min køjeseng, og den kolde luft blæser lige ned i sengen til mig. Desperat hiver jeg vores to håndklæder og min sarong over min lagenpose, men pga. airconkulden får jeg heller ikke rigtig lukket et øje denne nat.

Sightseeing og sorte prikker
Det går simpelthen bare ikke længere. Jeg føler mig som en zombie, for jeg kan ikke klare ikke at få sovet i flere nætter. Så mens vi går rundt i byen og ser det eventyrligt smukke jomfrutårn, det fine palads, samt nyder udsigten ud over det blågrøn-olierede Kaspiske Hav, ser vi os om efter et nyt overnatningssted. Der er jo ikke flere hostels i Baku, men der er mange hoteller. Store gamle hoteller, der havde deres storhedstid for mange år siden. Vi finder et ok hotel, der engang har været smukt på den der overdrevne russisk-aristokratiske måde. Og resten af dagen glæder jeg mig til at sove en hel nats søvn.
Vi henter vores ting fra hostlet, da det bliver aften, og vi har købt en flaske lokal vin, som vi deler over et spil kort.
Alle de sorte prikker på væggen fanger ikke synderligt vores opmærksomhed mens vi spiller …

Jeg hører straks den summende lyd, da vi har slukket lyset. Nå ja, en enkelt myg, det er vel hvad vi kan forvente her så tæt på havet … Jeg mærker det kun som et lille prik, da jeg får det første myggestik … Åh, jamen glasset mangler da også i et lille vindue ovenover døren til vores lille balkon, der vender ud mod Det Kaspiske Hav. Nå pyt, et par myg skader jo heller ikke …

Som ved et tæppebombardement kommer myggene drønende igennem ruden og de kredser og suser ned mod mig – min mand smager åbenbart ikke lige så godt, som mig!

Næste morgen er jeg slået hjem. Lyden af de evigt svirrende myg og de konstante prik af deres snabel på min krop har holdt mig i en delvis vågen og delvis nærmest trætheds-besvimet tilstand hele natten igennem. Og oven i købet har jeg fået utallige myggestik (vi stoppede med at tælle stik, da vi kom til 130 …), der får min krop til at ligne en der har fået kopper.

Smukke seværdigheder og overdreven olieforurening
Vi bliver enige om, at denne dag bliver den sidste i Azerbaijan på denne tur. Vi skal også til Georgien og Armenien, og jeg SKAL se at få sovet, så vi vil med toget til Georgiens hovedstad, Tbilisi, senere samme dag. Vi har bestilt en biltur ud til de fantastiske seværdigheder, der ligger i nærheden af Baku, og den tur vil vi for alt i verden ikke undvære. Husene, gaderne og menneskene er betagende at kigge på mens vi kører igennem byen, og da vi kommer et stykke væk fra Baku mødes vi af synet af det, der gør Azerbaijan til det velhavende land, det er. Kilometer efter kilometer kører vi forbi tårne og maskiner der trækker olie op fra undergrunden, og hele det ørkenagtige landskab flyder med oliesøer og massiv olieforurening. Det er både enormt gruopvækkende og fascinerende at opleve – det er sådan, det er, og det nytter ikke noget hverken at fordømme oliesvineriet eller at lukke øjnene for det.

Vi ser pragtfuldt plubbende og pludrende muddervulkaner, og fantastisk spændende flere tusind år gamle helleristninger, som ligner dem, der findes på Bornholm. Vi ser et smukt sikh ildtempel og evigt brændende ild pga. naturgas, der stiger op gennem jorden. Og vi har den venligste guide, der taler udmærket engelsk og som holder af at tale med de rejsende, som han viser sit fantastiske land frem for. Da vi kommer tilbage til Baku efter den dejlige biltur, hjælper guiden os med at købe billetter til togturen til Tbilisi, og vi er ham evigt taknemmelige.

Togturen til Tbilisi
Toget ligner et levn fra Sovjet-tiden, og inden i ligner og lugter det ligesådan. Jeg er normalt ikke sart, men her vil jeg ikke sætte mine bare fødder på gulvet, da jeg frygter, hvad der vil sætte sig på dem, hvis de rammer det klistrede gulvtæppe, der ligger i vores kupé. Toiletforholdene er umenneskelige, og heller ikke på det punkt plejer jeg at være sart.

Toget sætter i gang og vores to kupé-kammerater kommer ind og sætter sig. De er ganske fredelige georgiere, der nok deler en flaske vodka, men som er meget venlige og, gudskelov, ikke-larmende.

Mørket sænker sig over togkupéen, og jeg glæder mig som et lille barn juleaften lige før pakkerne åbnes, til at komme i seng. Jeg har ikke de store forhåbninger til komforten, men jeg tager helt fejl.

Aldrig før har en togkøje føltes så rar, blød og imødekommende, som den jeg nu skal sove i. Jeg kryber i min lagenpose (har ikke lyst til at røre ved de mølædte brune tæpper der ligger i køjens fodende), og jeg lægger mig tilrette i samme køje, som mange hundrede før mig har formet og blødgjort med deres kroppe. Og jeg sover den bedste søvn hele den dejlige lange nat!

Alle de strabadser for at komme til at erfare det sande udtryk: Man skal ikke dømme noget på forhånd – selvom et tog ligner noget der er løgn, kan det godt have nærmest guddommelige køjer :0)

Indlægget er skrevet af Maria Erica Jensen, der står bag denne rejsejulekalender. Hun er tekstforfatter, forfatter og verdensrejsende, og hun står bag siderne: www.ericas-verden.dk, www.ifirenze.dk, samt www.deglemtesvogter.dk

Tekst og billeder er copyright Maria Erica Jensen