“1 døgn på Ryokan med Onsen bade i De Japanske Alper” af Bettina Arknæs

“Mor jeg bader altså ikke nøgen med fremmede mænd,” sagde min datter Kristine, da jeg fortalte hende om vores planer om et ophold langt inde i De Japanske Alper på et Ryokan med naturlige varme kilder. Et Ryokan er en slags kro, hvor rejsende for flere hundrede år siden indlogerede sig og fik mad og badede i de berømte Onsen bade. Derfor findes Ryokaner primært på landet langs handelsruter eller nær havet. Onsen bade kan sagtens være for blandet køn, men mange steder er de også opdelte. Det var dette billede, som Kristine så for sig, og det skulle hun ikke nyde noget af, og sådan blev det heller ikke.

Efter et par timers rejse med Shinkansen-tog til Nagano og derfra til byen Matsumoto, hvor vi kørte videre i en udlejningsbil tværs ind over De Japanske Alper. En køretur på 67 kilometer med venstrekørsel ad en meget smal, trafikeret vej, som bugtede og snoede sig gennem det smukkeste naturlandskab.
Det var en drøj køretur, der krævede meget af både Lars, min mand, og mig, som co-pilot for at holde os på kørebanen, så det var kærkomment, at ankomme til vores Ryokan og blive budt velkommen med store smil, bukken og nejen.

Det næste døgn skulle vi bo i området Okuhida på Ryokan, som var ufattelig smukt og frodigt. Vi fik anvist vores 2 værelser, som lå dør-om-dør, og vi fik alle udleveret vores yukata (japansk kimono), som blev vores beklædning de næste 24 timer.
Kimono’en var ens uanset køn og alder, og det samme gjaldt for de udleverede slippers. Brune slippers med blød sål til indendørs brug og blå slippers med hærdet sål til udendørs brug.
Der var ingen tid at spilde, vi måtte i de varme kilder, så vi klædte straks om og begav os udenfor til de 3 udendørs onsener.

Usikre på hvad vi måtte og skulle, pakkede vi håndklæder og badetøj mv., men vi kom ikke længere end til døren til badet, hvor der mødte os endnu en udfordring – hvordan låste man døren?
Ejeren kom os i forkøbet og forklarede alle onsen badereglerne, og det skulle vise sig, at der ved receptionen hang 3 store træstykker med japanske tegn indgraveret, som skulle betyde “optaget”, hvis man hang den udenfor døren.

Vi delte os i 2 hold, et drengehold og pigehold, og optog 2 ud af de 3 bade. Kristine og jeg lagde straks alle kludene fra os og vaskede os, som forklaret af krofatter, inden vi gik i den varme kilde og badede. Jeg skal ikke kunne sige om drengeholdet var lige så frigjorte som os …
En gudeskøn oplevelse at ligge og meditere i en varm kilde langt ude på landet under åben himmel.

Klokken 18.00 mødte vi 5 mand stærke op i spisesalen, hvor vi forsøgte at blende ind med vores yukata, der er magen til krofatterens. Dagens største udfordring fulgte nu – hvordan vi skulle få plads til vores ben under bordet? Det var kun 25 centimeters i højden, og min mands søn på 2 meter var særlig udfordret.
De grinte så meget af vores højder, at der til sidst skulle måles ryg mod ryg, og som trøst, eller hvordan det skulle tolkes, fik Lars og jeg en sake og skulle skåle med ejeren.

Middagen kaldes for Kaiseki, som er Japansk madkunst, der nøje tager højde for både smag, konsistens og farver i balance med årstidens råvarer, selvfølgelig fra lokalområdet.
Der var miso-suppe, grillet fisk, rå fisk, frugt, tofu, grøntsags pickles, Hida-bøf, simremad og et par ting, jeg ikke aner, hvad var, men vi smagte på det hele og gik mætte derfra.

Det var i mellemtiden blevet bælgmørkt, og ligesom vi troede, vi skulle bade igen, ville ejeren fejre os med fyrværkeri på gårdspladsen. Der stod vi så 10-12 mennesker, alle iklædte kimonoer, på en mørk gårdsplads og kiggede på skiftevis på fyrværkeriet og på den stjerneklar himmel, mens alt andet omkring os stod helt stille.
Vi var ikke færdige med at bade i kilderne, så vi tog alle endnu et baderitual under stjernehimlen, inden vi gik i seng.

Efter en nat liggende på måtter på gulvet fik vi serveret en traditionel japansk morgenmad efterfulgt af en frisk lille gåtur i området og et Onsen-ritual for sidste gang, inden turen gik videre til Shinhotaka-kabelsvævebanen.

Dagens indlæg er skrevet af Bettina Arknæs. Bettina og hendes mand, Lars, og børnene Mathias og Kristine rejser flere gange om året. De elsker at rejse, og det er blevet en livsstil, for dem. De har været på mange rejser, blandt andet til Libanon, Israel, Thailand, Malaysia, USA, og jo også Japan, men de har også besøgt mange lande i Europa, som for eksempel Grækenland, Kroatien, Montenegro og Bosnien-Herzegovina, der er blevet besøgt for nylig. Familien har ikke som sådan et favoritland, men der skal helst være en eller flere UNESCO-sights, der skal udforskes, når de er afsted, og så foretrækker de den frie måde at rejse på. Indonesien er familiens næste store oplevelse. Bettina står bag rejsebloggen Danish Adventurer, hvor hun skriver om rejsebudgetter og rejseerfaringer for at inspirere andre danskere til at tage springet og at rejse ud på egen hånd, for at se verden og for at lære den at kende og få oplevelser for livet med hjem i bagagen.

Tekst og billeder er copyright © Bettina Arknæs.