“Anna ligger begravet under Elbrus” af Bjørn Harvig

I dag fortæller Bjørn Harvig videre om sin fantastiske rejse til fods i Kaukasus. Han er nu i den russiske republik Kabardino-Balkarien, ved landsbyen Kuba, som han skrev om i sin rejsebog "Kaukasus & Kildevand".   

Efter at have samlet de mere eller mindre tørre ting sammen og fundet en sti op af skranten til Kuba, stødte jeg ind i Salim og hans ven. De var på vej ned til floden med fiskestænger, og vi røg en cigaret sammen. De kiggede uimponeret på mig, da jeg fortalte, at jeg netop havde krydset Kura fra Marinskaya. ”Kuba, eta Bad Boys Town”, sagde Salim, og lod som om han skar sin egen hals over. Endnu én burde jeg have tilføjet. ”Her ser da rimelig roligt ud”, sagde jeg, da de gjorde mig selskab ind i byen. Den lignede Marinskaya og alle de andre landsbyer på den anden side af floden. Et par høns løb forvirrede over vejen, og en mand stoppede sit arbejde et minuts tid, mens han kiggede efter os fra sin have. Der skete ingenting. Absolut ingenting. ”Du skal ikke gå gennem byen – vi kører dig ud”, sagde Salim, mens vennen, der gik et par meter foran os, gabte højlydt, tog sig til nakken og skar en grimasse. Han så vejrbidt ud, af russisk familie, og lignede en fyr, der havde levet et barsk liv. Salim var kaukasisk, med stor mave, håret redt tilbage og cremet godt til. De fleste af hans tænder var af guld. Guldtænder holder bedre, tænkte jeg. Efter en kaffe i Salims have, kørte vi ud af byen i hans ramponerede bil, hvor et billede af Mekka hang i bakspejlet. Det var ikke mange mennesker, vi så på vej ud. Hvorfor skulle det have været farligt for mig at gå her? Frygtede gutterne, at byen ville blive klistret til i militær, hvis der skulle ske en udlænding noget netop her? Måske var et udtryk for gæstfrihed at hjælpe en fremmed på vej, eller også deres lidt akavede måde at vise at de gerne ville tilbringe tid sammen med mig, nu når der alligevel ikke skete så meget andet. Salim stoppede, da vi passerede byskiltet. Vejen delte sig i to, han pegede på den der, langt ude i horisonten, løb over en bakketop. Den slog ikke en krølle, ikke et sving, men fortsatte lige ud, så langt vi kunne se. Det så ud, som vejen var blevet tegnet på et stykke papir og derefter bygget efter blyantstregen. Den skar sig igennem høje marker og jord, der lå brak. Salim rystede på hovedet af mig, og de stod begge længe og kiggede efter mig, inden de blev forvandlet til to prikker – endnu to små bump – på min rejse. 

Da jeg senere på dagen satte mig på bænken ved siden af Mohammed og hans kone Dzhuleta i Baksan, var jeg ikke klar over, at det var i rundkørslen nogle hundrede meter fra deres hus, at de tre russiske turister en februar dag i 2011 blev hevet ud af deres bil og skudt på stedet. Dalen, der løber fra Baksan til foden af Mt. Elbrus, er fortsat lukket pga. episoden. Mohammed var klædt i joggingbukser – i søndagstøjet  – men var barberet og velfriseret. Han var en smuk mand i slutningen af 50’erne. Hans kone var i en blomstret kjole, og hun var stor, fed og dårligt gående, men hendes ansigt var velsignet med et pragtfuldt smil. De sad på en rød træbænk foran deres hus, da jeg kom spadserende forbi. Mohammed råbte efter mig, spurgte, hvor jeg var på vej hen, hvem jeg var og bad mig tage plads. Den ene time tog snart den næste, og før vi vidste af det, faldt skyggerne langt på vejen foran os. Mohammed havde hentet bær fra haven, og børnebørnene, Damir og Amina, legede på fortovet. Damir, der snart var stor nok til at starte i skole, var en ranglet knægt og manglede den ene fortand. Lillesøster Amina prøvede at imponere os med bamser og dukker, og det var herligt at dumpe ned i familieidyl, især et sted som Baksan, hvis ry var styrtdykket til bunds det seneste år. Det var i det hele taget en fin vane familien havde, som mange andre, at sidde på deres bænk foran huset, hvor de holdt øje med gaden og hilste på naboer og venner, der passerede.

Jeg havde fået for vane at spørge folk, hvad de var mest stolte af. I Kabardino-Balkarien kom mange, med stærk røst, til at svare: ”Elbrus, selvfølgelig”. Det oprindelige balkariske navn Mingi-Taw, som betyder ”det evige bjerg”, bliver ikke anvendt mere. Det store bjerg repræsenterer styrke, og bjerget bliver brugt som reklame for området, for alt fra at pryde etikken på den lokale øl, ved navn ”5642” – med reference til bjergets høje – til baggrundsbillede, når de lokale skolebørn skal fotograferes. Mohammed var ingen undtagelse i forhold til mange andre, jeg spurgte, og han pralede med, at familien kan se bjerget fra haven om morgenen, hvis vejret er klart. Dzhuleta spurgte mig, om jeg viste, at Ivan Den Grusomme i sin tid havde været gift med en smuk, ung kabardin kvinde fra republikkens hovedstad Nalchik. ”Hun hed Fatima”, tilføjede hun. Mohammed fundere et stykke tid over det og tilføjede: ”Nej, hun hed Maria”. De blev ikke enige, men stolte var de over giftermålet, selvom jeg havde svært ved at forstå, at det var noget at prale af. 

Mohammed hentede et lektion, og vi sad længe og kiggede på kort. Han spurgte ind til Danmark, til tro og tradition. Dzhuleta hentede familiealbummet, og Mohammed viste mig gamle portrætfotos af bedsteforældre i nationaldragt, billeder fra da hans børn var små og fra mange af deres ferierejser rundt om i Sovjet. Billederne fortalte, hvordan det engang var. For meget har forandret sig siden dengang. Flere af stederne havde jeg besøgt på tidligere rejser; Minsk, Odessa, Kiev, Tbilisi og Tasjkent, men Mohammeds billeder fra 60’erne og 70’erne havde en helt anden glød, en helt anden stemning – på godt og ondt – som aldrig kommer igen. Vi snakkede om familie, og Mohammed kunne ikke forstå, at jeg rejste alene. Og så til fods. ”Tror det er vigtigt, at man er langsom engang imellem – selvom det er svært. Og at man rejser væk fra dem man holder af – hvis man vil holde fast, må man også give slip”, sagde jeg. Er i tvivl om, at han helt forstod mig. Jeg var forvandlet til man, måske for at bilde mig selv ind, at andre også har det på samme måde. 

Mens vi snakkede, havde jeg bidt mærke i, at Mohammed havde en tatovering på sin venstre hånd. Det passede slet ikke med hans type, han var en pæn og høflig mand, og jeg undrede mig over, hvorfor han havde den. Rigtig mange russiske mænd, der har aftjent værnepligt, har fået deres blodtype tatoveret på hånden, og jeg havde mødt flere, der på en eller anden måde havde forsøgt at gemme den med nyere, ofte hjemmelavede og forfærdelig grimme tatoveringer. Men under Mohammeds tatovering lå der noget andet begravet. Jeg tog mig sammen og spurgte: ”Mohammed, undskyld jeg spørger, men må jeg ikke se din tattoo på hånden”. Mohammed knyttede hånden og lagde den på låret. Med hakket sort blæk var Elbrus’ karakteristiske to toppe tatoveret på hans hånd. Nedenunder stod der med store bogstaver: ”KAVKAZ”. Elbrus var ikke tegnet helt op, og det så ud til, at tatovøren havde opgivet at farvelægge hele bjerget og i stedet klattet bjergmassivet til med streger fra væg til væg. Jeg kunne ikke lægge skjul på min overraskelse og entusiasme. Selvom tatoveringen var dårligt håndværk, så ustrålede den noget ægte, noget råt, som jeg var svært begejstret over. ”Du vil sikkert gerne høre, hvorfor jeg har fået den, ik?”, spurgte Mohammed og kiggede sig over skulderen. Jeg fornemmede, at han skulle til at fortælle en hemmelighed. Dzhuleta var gået ind med Amina, og Damir ræsede fortsat ufortrødent frem og tilbage på sin trehjulede cykel. Mohammed gav ham løbende rosende kommentarer, som en stolt bedstefar skal. ”Da jeg var 18 år gammel, var jeg forelsket i en pige, der hed Anna”, fortalte Mohammed. ”Hun var den smukkeste pige i byen, med langt, mørkt hår. Alle mine venner jagtede hende. Vi blev kærester og var sammen ét år”. Mohammed lyste op, da han fortalte om Anna. ”Jeg var så vild med hende, at jeg fik tatoveret hendes navn på hånden,” sagde han og grinte selv ved tanken. ”Men vi slog op, da hun flyttede for at studere i Moskva, og selvom jeg forsøgte, fandt vi aldrig sammen igen. Da jeg nogle år senere fandt sammen med Dzhuleta, måtte Anna definitivt forsvinde ud af mit liv. Gode råd var dyre. Jeg besluttede at få lavet en ny tatovering, der dækkede hendes navn. Og hvad var bedre end Elbrus?” Mohammed havde simpelthen gravet den smukke pige ned under det store bjerg, republikkens stolthed. Sikke en eventyrlig historie, og sikke en begravelse hun havde fået. Men det må betyde, at han ikke kun tænker på Anna, hver gang han ser på sin hånd, men også hver gang han ser bjerget. Han må blive mindet om sin teenagekæreste hver eneste dag. 

Da Mohammed afsluttede sin historie, sagde han, at det nok var bedst, at jeg sov hos dem i aften. Byens hotel var lukket, og han var ikke tryg ved, at jeg sov på en mark uden for byen. Hans ældste søn, Beka, børnenes far, var kommet hjem fra arbejde, og efter en rundtur i huset arrangerede han et varmt bad til mig. Der stod en brusekabine midt i køkkenhaven, og Beka fyldte varmt vand i spanden og lagde sæbe og håndklæde frem til mig. Så stod jeg der, midt i familiens have, mens der blev lavet mad og dækket op i gæsteværelset til mig. Mohammed, der havde boet i huset i 40 år, havde for nylig sat det i stand sammen med Beka, det var et stort flot et af slagsen, hvor tre generationer boede side om side. Toilettet, der stod i bunden af haven, var et slidt das, hvor toiletpapiret var gamle aviser klippet i stykker, og det stank noget så grusomt. Men ellers var der rent og pænt. Beka havde vist mig rundt og fortalte, at de netop havde fået internet og et nyt fladskærms tv. Toiletpapiret og fladskærmen repræsenterede for mig to vidt forskellige levestandarter, men her udelukkede det ene ikke det andet. Jeg havde fået plads i gæsteværelset, hvor der stod to senge. Mohammed skulle også sove der, for han var begyndt at snorke så meget, at ingen andre i huset fik nattero. Jeg fortalte, at jeg ikke havde noget problem med det, men da vidste jeg heller ikke, hvor voldsomt det stod til med snorkeriet. 

Efter badet spiste Mohammed og jeg sammen i gården, mens resten af familien spiste i køkkenet. Aftensolen farvede gården rød, da Dzhuleta bragte os suppe og kylling i tyk brun sovs, som smagte sødt. Vores tallerkner var fyldt med friske grønsager fra haven, og vi tyggede på hvidløg, purløg, tomat og selleri, og til dessert kom en vandmelon på bordet. Endnu engang blev jeg behandlet som æresgæst uden på nogen måde at have fortjent det. Jeg tænker stadig på, om Mohammed behandler alle fremmede på samme måde. Hvor kommer hans gæstfrihed fra? De spørgsmål stillede jeg mig selv dagene efter, men de var svære at få svar på. Måske var Mohammed ked af det ry, byen havde fået efter drabet på de tre russiske turister, og ønskede nu at vise byens gode sider frem? Eller også er gæstfriheden en så integreret del af hans kultur, at han sætter en stolthed i at invitere en fremmed på gennemrejse indenfor?  

Mohammed havde netop fået ny parabol, og han bladrede rundt i tv-kanalerne, da vi lagde os til ro i gæsteværelset. Familien var gået i seng, det samme var byen, og der var stille og roligt udenfor. Enkelte hunde hylede, men det var jeg efterhånden vandt til. Det var en del kulissen. ”Jeg elsker at se fjernsyn”, sagde han. Fjernsynet viste først et nyhedsindslag om en græshoppeepidemi, der hærgede Kalmykien, den buddhistiske republik nord for Tjetjenien, som jeg kom til besøge senere på min rejse. Det næste indslag fortalte en historie om en kendt russisk fotomodel, der under et photo shoot, var blevet bidt af en slange, som hun poserede med rundt om halsen. Mohammed og jeg hylede af grin. Mohammed bladrede videre i kanalerne, og vi så ca. 10 sek. af hver udseendelse, før han skiftede kanal, og sådan fortsatte det langt ud på natten. Jeg mistænker ham lidt for, at han mest af alt gjorde det for at vise mig de utallige kanaler, og jeg var ikke bleg for at give ham roser med på vejen. Da jeg skulle finde toilettet i bunden af haven efter at have børstet tænder, hviskede en stemme efter mig: ”Misha, Misha”. Det var Beka, der sammen med to venner stod rundt om et bord længst nede i haven. ”Ryger du marihuana?” spurgte han og hostede. Den ene af gutterne tændte op i et pibehoved, som var sat ned i toppen af en halvanden liters sodavandsflaske uden bund. Flaskens top stak op af en balje vand, og jo længere han trak den op af vandet, jo mere blev den fyldt med røg. Da han fjernede pibehovedet, satte munden på og dukkede flasken ned i vandet igen, bankede røgen ned i lungerne på ham. Han vaklede tilbage, rystede på hovedet og pustede en tung hvid røg ud af både mund og næse, mens han grinede fjoget. ”Nej tak – ikke lige nu”, svarede jeg. Det så voldsomt ud. Beka stak mig en smøg, og vi stod og snakkede et stykke tid. Bekas kammerat dyrkede selv potten i baghaven, og det sås tydeligt på deres ansigter og kropssprog, at de røg alt for meget. ”Baksan er et farligt sted”, sagde naboen. ”Det er ikke terroristerne, men myndighederne, der er problemet. De kommer midt om natten iført elefanthuer. Med våben fjerner de folk, som de har beskyldt for diverse ting uden grundlag. Og kun sjældent dukker de anholdte op igen”. ”Du skal have klippet det skæg der”, sagde naboen. ”Du kan blive opfattet som sympatisør med de militante, hvis du lader det gro længere”. Det var ikke sidste gang, jeg fik det råd. Efter lidt tid kom Mohammed ud i undertrøje og sine hvide morfar-underbusker for at kigge efter mig. Han ville høre, hvor jeg blev af, og ænsede ikke at luften var fyldt med den karakteristiske krydrede duft af cannabis.     

Næsten morgen fulgte Mohammed mig ud af byen. Beka havde tilbudt at køre mig til Nalchik, men jeg havde takket nej. Jeg tror ikke, jeg havde sovet mere end et kvarter sammenhængende, for Mohammed havde snorket som en dampmaskine. Nej, som et kraftværk, der havde røget hash af en spand. Det havde lyt, som han rallede, at han i ryk, bid for bid, blev kvalt. I de perioder, hvor han ikke snorkede, lå jeg i et vakuum. Var faktisk en smule bekymret for ham, for det lød som om, han havde slugt sin egen tunge. Samtidig var tiden en venten på den næste omgang i ringen. Mohammed var her til morgen klædt i strøget skjorte og pressede hørbukser, da vi gik ned mod centrum. Der lå skyer over bjergene, og Elbrus lå skjult under dets hvide dyne. Mohammed kiggede flere gange på sit ur, så jeg ikke kunne overse, at det var et armbåndsur af guld. ”Det blev hun glad for, Misha”, sagde han, og refererede til at jeg, som tak for husly, havde købt chokolade til Dzhuleta. Det var nok ikke det, hun havde mest brug for, men det var umiddelbart det bedste bud hos den lokale købmand og den dyreste æske, jeg kunne finde. Nogle gange tilbød jeg at betale for overnatningen, men i det her tilfælde, da Mohammed selv havde inviteret mig indenfor, tænkte jeg, at det var bedre med en ting til familien. 

Under armen bar Mohammed en mappe med dokumenter, som han skulle have stemplet et sted i byen. Det ville han få ordnet efter at have sent mig godt af sted, og mappen gav ham et formelt udtryk. Mohammed var pensioneret bilforhandler, og flere gange stoppede vi op for at beundre nye biler, som holdt langs vejen. Han gik så raskt til, at jeg havde svært ved at følge trop, og da jeg kommenterede det, svarede han: ”Du skal vide, at jeg er i god form, selvom jeg efterhånden er en ældre herre”. Gennem byen stødte vi ind i adskillige af Mohammeds venner, og han fortalte dem vidt og bredt om sin nye ven. ”Han var i vand til halsen, da han krydsede Kura. Han kunne have druknet”, fortalte Mohammed, mens vennerne kiggede skræmt på mig. Vi gik forbi markedet for forgæves at lede efter et nyt kort. Vi hilste på hans søster, som havde en bod under det hullede tag i basaren, hvor hun solgte honning, sukker og mel. Da vi en halv time senere nåede broen over Baksan floden, sagde vi farvel til hinanden og gav hinanden et kram. Jeg takkede ham for hans og familiens store venlighed og for vores gode tid sammen dagen forinden. Da jeg nåede over på den anden side af den trafikerede bro, vendte jeg mig om og kiggede tilbage. Mohammed stod der stadigvæk med sin mappe under armen. Han vinkede, rykkede sine briller på i panden og tørrede sig under det ene øje. Græd han? Det så sådan ud. Jeg strakte mine hænder i vejret og følte, at jeg sagde farvel til familie. Mohammed stod der, midt mellem forbipasserende og trafik, som et symbol på de stærke, hårdføre og følsomme mænd i Kaukasus. Det gik op for mig, at jeg i sind lignede dem mere og mere, for hver dag der gik. 

23 kilometer senere nærmede jeg mig Nalchik, hovedstaden i Kabardino-Balkarien. Det havde været en varm dag igen i dag, og vejen fortsatte i en uendelighed lige ud. Det var hårdt for hovedet at se den samme vej foran mig i timevis, uden en bakke, uden et sving til at afbryde monotonien. Der blev solgt vandmeloner og frugtsodavand langs vejen, og hver halve time havde jeg holdt pause. Nu var jeg på vej ind igennem den anden af to større politi- og militærcheckpoints i udkanten af Nalchik. Ligesom alle de andre steder blev folks biler tjekket, og jeg lagde mærke til en besynderlig ting. Hver gang en betjent henvendte sig, satte han hånden for panden og gjorde honnør. Flere gange steg chaufføren af bilen ud, gav betjenten hånden, og mens de stod og diskuterede, hold de fortsat hinanden i hånden. Giver man hinanden hånden, er det altid sværere at blive rigtig uvenner, tænkte jeg. Men lige fredsommeligt går det ikke altid. Jeg mødte senere på min rejse en taxachauffør, som fortalte, at han ved to lejligheder, hvor politiet – som sædvanligt – havde ønsket en skilling i bestikkelse for en fiktiv forseelse, havde banket politimanden i gulvet. Betjentene her i Nalchik ænsede mig ikke, og jeg vandrede ind igennem byen på vej til et nyt og stærkt venskab. 

Det var så sidste indlæg fra Bjørn Harvigs bog, "Kaukasus & Kildevand", som han har sendt til os. Fantastisk læsning, der giver én mod på at rejse til steder, man ikke kender på forhånd. Mange tak til Bjørn Harvig for at dele kapitlerne fra sin bog med os.

Dagens indlæg er skrevet af Bjørn Harvig. Bjørn er medlem af De Berejstes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Han har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georigien og mindre republikker som Tjetjenien og her Kabardino-Balkarien. Hvis du er én af indlægsskribenterne på Rejsejulekalenderen, kan du være heldig at vinde en rejsebog, skrevet og signeret af Bjørn Harvig, og vil du gerne købe en af hans bøger, kan du blandt andet finde dem her på Saxo.