Knap var jeg kommet ned fra mit første trek i Himalaya, før jeg igen var på vej op i bjergene. Jeg havde teamet op med to andre danskere, og vi mente alle 3, at vi var i superform. Vi havde valgt trekket op til Annapurna Basecamp i 4.230 meters højde. Normalt tog trekket 10-14 dage […]
Knap var jeg kommet ned fra mit første trek i Himalaya, før jeg igen var på vej op i bjergene. Jeg havde teamet op med to andre danskere, og vi mente alle 3, at vi var i superform.
Vi havde valgt trekket op til Annapurna Basecamp i 4.230 meters højde. Normalt tog trekket 10-14 dage – vi håbede at kunne gøre det på 6 dage.
Dag 1
Phedi til Hot Springs – Fra 900 til 1.760 meters højde // 9,5 time
Første dag på trekket tog vi allerede godt fat.
Vi startede tidligt om morgenen med bil til trekkets starts ved landsbyen Phedi, herfra gik det stejlt opad igennem skov.
Det var et super smukt landskab at vandre i, da vi gik igennem skov og jungle og så flere vandfald.
Hver gang vi spurgte nogen om, hvor lang tid det tog til næste sted, gik vi turen på den halve tid, af hvad vi fik at vide. Vi har helt smadrede, da vi nåede frem til Hot Springs, men følte os også lidt seje.
Dag 2
Hot Springs til Bamboo Lodge – Fra 1.760 til 2.320 meters højde // 7 timer
Vi besluttede os til at starte dagen med at løsne musklerne i de varme kilder, som stedet her var opkaldt efter, og det var supergodt.
Derefter startede vi på dagens march, som kort efter første stigning bød på en flot udsigt til Annapurna South (på 7.219 m). Herfra gik det nedad en meget lang trappe, hvorfra det igen gik op imod Bamboo Lodge. En meget hård tur i voldsomt regnvejr, hvor vi virkeligt måtte slide.
Dag 3
Bamboo Lodge til Deurali – Fra 2.320 til 3.230 meters højde // 3 timer
Selvom vi gerne ville være gået længere den dag, valgte vi at stoppe på grund af risikoen for højdesyge. Turen gik igennem en hellig skov med et vandfald, som nepaleserne troede på, at der boede guder i. Solen skinnede hele dagen, humøret var højt og vi jokede med hinanden hele dagen.
Dag 4
Deurali til Deurali – En ikke planlagt hviledag
Midt om natten vågnede jeg og havde kvalme. Jeg kastede op gentagne gange, og flere gange med blod i opkastningen. Heldigvis var der en tysk læge på trek, som sagde, at det nok bare var en maveinfektion. Jeg var dog totalt afkræftet, og vi måtte desværre indstille os på ikke at komme videre den dag. Jeg beklagede overfor mine vandrekammerater, som dog tog det med et smil :).
Dag 5
Deurali til Machapuchare Basecamp // 4 timer – Fra 3.230 til 3.740 meters højde
Selvom jeg stadig var afkræftet, sagde jeg, at jeg var helt ok, og vi startede dagens vandring. Det blev vildt anstrengende for mig, selvom turen den dag hverken var specielt stejlt eller specielt hård – jeg måtte kæmpe for at følge med de to andre.
Udsigten fra Machapuchare Basecamp var dog det hele værd, og i løbet af aftenen blev jeg igen helt frisk og var klar til den endelige opstigning til Annapurna Basecamp næste dag.
Dag 6
Fra Machapuchare Basecamp til Annapurna Basecamp – og bagefter ned til Chomrong // 10,5 time – Fra 3.740 til 4.230 meter, og bagefter ned til 2.050 meter
Vi stod op tidligt kl. 5.30, og vi var allerede på vej med Annapurna Basecamp inden klokken var 6.00. Opstigningen var ikke særlig hård, eller også var vi så spændte, at vi bare ikke mærkede det. Og det fantastiske panorama view fra toppen af Annapurna Basecamp var totalt overvældende: Vi var nærmest omringet af gigantiske bjerge, og vi følte os meget små.
Det imponerende Annapurna 1 (i 8.091 m) virkede til at være helt tæt på, og det grinede nærmest ned mod os, som om vi var små insekter. Vi følte os omringet af bjerge, og det var her, jeg for første gang fuldt ud forstod, at nepaleserne betragtede bjergene som guder.
Efter et par timer i ydmygt selskab med adskillige af verdens højeste bjerge startede vores tur nedad bjerget. Vi kom til at vandre i både haglvejr og regnvejr, inden vi efter mange timer nåede frem byen Chomrong. Vi var gennemblødte, men til gengæld følte vi os igen uovervindelige.
Dag 7
Chomrong til Pokhara
Det var sidste dag på vores trek, og vi valgte at starte vores vandring på samme tid, som solen gled bagom bjerget, således at den lyste ned i dalen foran os. Det var et fantastisk syn!
Turen nedad gik igennem Ghandruk, der var den største by i området, og videre stejlt ned til floden, som vi fulgte ud til landevejen. Den lange nedtur betød, at vi nu havde ondt i vores knæ. Heldigvis kom der en lokal bus forbi, som vi tog tilbage til Pokhara.
I Pokhara fejrede vi vores triumf. Vi var lidt ærgerlige over min sygedag, da vi ellers havde taget trekket på 6 dage. Vi aftalte at komme tilbage om nogle få år og prøve igen. Men personligt har jeg ikke gjort det endnu.
Jeg vil aldrig glemme trekking-turen til Annapurna Basecamp – og specielt den helt fantastiske udsigt fra toppen står for mig, som det mest imponerende, jeg nogensinde har set.
Du kan læse min artikel med gode råd til trekking i Nepal på Backpacker Planet (http://blog.backpackerplanet.dk/guide-til-trekking-i-nepal/)
Indlægget er skrevet af Kenneth Karl Nielsen. Kenneth er rejseblogger, onlinemarketingekspert, forlægger m.m.. Han er én af de tre ophavsmænd til Backpacker Planet, og hans hjerte banker for at rejse og opleve verden. Kenneth har været i mere end 40 lande i verden, og foruden Firenze og Italien, er hans favoritlande Thailand, Nepal og Indonesien. Udover Backpacker Planet står Kenneth blandt andet bag rejsebloggen iFirenze.dk sammen med mig, Maria Erica Jensen.
Billedet i indlægget er copyright (c) iStockphoto.com / chrisgon
Indlægget er skrevet af Kenneth Karl Nielsen. Kenneth er en af stifterne bag rejsehjemmesiden Backpackerplanet.dk, som er med i samarbejdet om at lave Rejsejulekalenderen. Kenneth har rejst i mere end 40 lande, og han er i øjeblikket i gang med at lave flere forskellige og meget spændende rejseprojekter.
There are 0 comments
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!