“At være blaffer” af Thomas Bidstrup

Som blaffer er det en selvfølge, at man på et eller andet tidspunkt nok skal nå at opleve det at være ”uheldig”. Men det at være uheldig, kan jo være mange ting. Deriblandt er der den altid varierende blaffer-ventetid, når man står der i vejkanten med tommelfingeren ude.

Man kan have været uheldig at placere sig (eller blive smidt af) et sted som mest af alt kan minde om jordens røvhul efter fire timers ventetid. Efter ni timers ventetid har man for længst forsonet sig med at det er her man skal dø – og det er omtrent dér det næste lift altid kommer og får en til at glemme de mange timer i vejkanten.

Selv om jeg nu har tre års erfaring med at blaffe inden for Danmark, og også lidt udenfor, så kan jeg gang på gang blive overrasket over ventetiden, som er lige så skiftende som DMI’s vejrprognoser. En tur til København fra Viborg kan tage mig 12 timer, og den kan også tage 5 timer.

Selv om jeg ved at ventetiden kan være noget så svingende, så forholder jeg mig næsten altid optimistisk og tænker ”Det skal sgu nok gå”. Det var med den overbevisning at jeg mente det var en skidegod idé at blaffe fra Viborg og til en lille by, ved navn Vemb, der ligger på den anden side af Holstebro. Anledningen var ingen anden end min Farmors 70 års fødselsdag, som hun holdt derude i stor stil.

Så jeg drager ud i god tid, søndag morgen, med planer om at komme til Holstebros togstation og derefter tage toget til Vemb (for hvem kører lige til Vemb en søndag formiddag?), så jeg kan komme til tiden til min Farmors fødselsdag. Så der står Holstebro på skiltet og jeg smiler bredt. Efter den første time bliver jeg en smule nervøs, for om det her nu også var klogt? Jeg slår tanken væk med at den offentlige transport jo alligevel ikke havde været bedre. Alligevel nager det mig, for jeg havde egentlig ikke overvejet muligheden for at jeg kom for sent, eller alternativet: at jeg slet ikke kom af sted fra Viborg. Jeg er simpelthen blevet vant til at alting nok skal gå.

Da tiden nærmer sig klokkeslættet for at jeg nu kun kan nå at komme til fødselsdagen i en bil der skal direkte til Vemb, er jeg ved at gå i panik. Hvordan skal jeg komme fra vejkanten i udkanten af Viborg og til Vemb? Pludselig holder der ud af det blå en bil ind til siden. Jeg springer ind og introducerer mig selv. Det er et ældre ægtepar der sidder bag rattet og de spørger med det samme hvor jeg skal hen. Jeg viser dem skiltet og kvinden spørger om jeg ikke skal længere end det. Vemb, siger jeg så med tøvende stemme og hun siger ”Pudsigt, der skal vi også til – vi skal ud at købe os en lille hundehvalp”. Min kæbe rammer bunden af bilen – hvad er chancen? Så præcist på klokkeslættet vader jeg ind til min Farmors fødselsdag, i Vemb.

Der er dog de gange hvor det ikke går lige så godt, og jeg har én gang opgivet at komme videre. Det var så sent som her i sommers, efter dette års Roskilde Festival, sammen med en veninde som var flad efter selvsamme festival. Så efter have smidt bagagen af hos et par kammerater der kunne køre det tilbage til Viborg, stiller vi os ud til vejen. Der står ”Jylland” på skiltet, og vi står begge med tomlen ude.

Efter fem minutter holder den første bil ind, en rigtig god start. Det er en flok frivillige arbejdere der er på vej hjem. Vi deler en masse Roskilde-historier og bliver smidt af efter en halv time. Efter en billist mere rammer vi motorvejen, og der går vi i stå. Regnen pisker ned og blæsten smadrer vores eneste paraply. Regntøjet hjælper, men min veninde har mistet sine regnbukser, så det er specielt slemt for hende (og specielt synd, da dette er hendes første tur). Og så at skulle stå der, time efter time i dette vejr. Der er ikke noget at sige til at efter flere timers optimisme, forsvandt vores håb for at komme hjem til Viborg den dag og få de tre ting vi havde allermest brug for: et bad, et rent toilet og en seng.

En bilist mere og vi ender ved en Føtex hvor vi går ind og hentede proviant. Efter en times ventetid mere kommer vi videre og lidt tættere på Jylland, og sådan forsætter det.

6½ time senere står vi i Middelfart, fuldstændigt smadrede og uden nogen optimisme tilbage. Vi bliver lykkelige efter ét enkelt opkald, da der viser sig at være plads i en bil med nogle kammerater der er på vej tilbage fra København.

Så vi kom trods alt hjem!

Indlægget er skrevet af Thomas Bidstrup. Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe. Han har blaffet meget rundt i Danmark, men har også været i Grækenland, Italien og Tyskland. Thomas har en fed blaffer-blog, som du kan se ved at klikker her.
Og så har Thomas skrevet to indlæg til Rejsejulekalenderen, hans sidste indlæg kom på Rejsejulekalenderen d. 23. december.

Tekst er copyright Thomas Bidstrup.