Vi triller på hver vores cykel gennem Bangkoks vilde trafik og ud gennem junglen. Lige med et er her stille, grønt og smuk, som jeg altid har forestillet mig Thailand. Mødrene går og fejer med deres bambuskoste, børnene leger med en sten de har fundet i vejkanten, smiler og vinker til alle der kommer forbi. […]
Vi triller på hver vores cykel gennem Bangkoks vilde trafik og ud gennem junglen. Lige med et er her stille, grønt og smuk, som jeg altid har forestillet mig Thailand.
Mødrene går og fejer med deres bambuskoste, børnene leger med en sten de har fundet i vejkanten, smiler og vinker til alle der kommer forbi. Der er ingen tvivl om at de er lykkelige. Lykkelige over det liv de er blevet givet, lykkelige over at have hinanden, og måske endda lykkelige over at leve i det uvisse.
Vi er på guidet cykeltur igennem Bangkok. Da jeg foreslog Kenneth det kiggede han straks op og udbrød: ”Det får du mig ikke til, det gør jeg simpelthen ikke!”. Efter at have ladet ham summe over det nogle uger og læst endnu flere inspirerende beretninger herom, fik jeg ham alligevel overtalt.
Vi cykler bogstaveligt talt igennem folks hjem på godt og ondt. Nogle har ikke mere end 10 kvm til en hel familie. Madrasser er ikke noget de gør i og maden laves over et lille blus udenfor. Ude i junglen bor familier i store huse med kæmpe hegn omkring. Til sammenligning ligner det små fort der ligger herude i skoven. Forskellene er enorme og det sætter virkelig tingene lidt i perspektiv. Længere nede ad vejen arbejdes der på at gøre det nyopførte tempel færdig. Troen er noget af det vigtigste de har. Thailændere samles ved deres templer og her er alle lige.
Vi gør et stop ved en lille lokal købmand hvor vi sætter os og får en sodavand.
Vores guide fortæller åbent omkring hvordan hendes liv har udformet sig, og hvordan det er at være thailænder. Om rig og fattig. Om hvordan de vælger bevidst at bo centralt og minimalistisk, men at nogen selvom de bor sådan har en fin bil stående ude ved vejen. Hun fortæller om hvor heldig hun føler sig, over at have et job og dermed kunne sende penge hjem til hendes familie i Nordthailand hver måned. Men også om hvor hårdt det er for hende når sønnen ringer hjem og spørger om hun heller ikke kommer hjem til hans fødselsdag i år? Han har fødselsdag i december, hvor de har mest travlt, så det er simpelthen ikke en mulighed. Noget der påvirkede mig meget og selv den dag i dag har fået mig til at tænke ekstra godt over hvordan jeg ønsker at leve mit liv, var da hun fortalte om hendes bryllup. Det var en festdag i allerhøjeste grad, og hun fortæller stolt om denne store bisonokse de fik i gave. Det er opsparingen hvis nogen i familien skulle blive syge, så kan de sælge den og komme på hospitalet.
For os danskere handler det om at spare op så vi købe hus eller rejse ud i verden. Thailændere går på arbejde for at overleve og sikre familien.
Trods det at vi flere gange er blevet kåret til verdens lykkeligste land føler jeg personligt tit vi har svært ved at stille os tilfredse. Denne lille samtale er et eksempel på oplevelser man får når man møder andre kulturer. For mig danner der et smukt billede at se et folkefærd der er så taknemlige for det de er blevet givet, og virkelig værdsætter livet fuld ud. Grundet den store forskel på rig og fattig kan det ikke undgås at der er mange andre udfordringer og andre thailændere ser måske anderledes på tilværelsen. Jeg blev nu alligevel utrolig bevæget over hendes fortællinger fra det virkelige liv, og tænker tit tilbage på det når livet i ny og næ tages op til revurdering.
5. decembers indlæg er skrevet af Helle Mikkelsen.
Helle fortæller om sig selv: “Hej jeg hedder Helle og er en rejselysten pige på 29 somre. Sammen med min kæreste Kenneth forsøger jeg på bedst mulig vis at få set så meget af verden som overhovedet muligt. Jeg elsker at opleve, overskride grænser og lade mig give hen til verden og særligt dens imponerende natur. Det giver mig en frihedsfølelse og udvikler mig som menneske. For bedre at kunne dele mine oplevelser blev Helles-Univers.dk en realitet. Her ynder jeg at fortælle om store som små oplevelser i ind- og udland. Jeg deler alt fra storbyferie, til aktiv ferie, rundrejser og charterferie mm. For mig handler det ikke om måden man rejser på, men måden man oplever og ser verden på.
Eventyrlysten har indtil videre ført os til Thailand, Indonesien, Singapore, USA og utallige af skønne steder i Europa. Seneste var vi på roadtrip til Østrig, Slovenien og Kroatien samt på familieferie til Costa del sol i Spanien. Der er ingen tvivl om at Asien har vundet mit hjerte, men drømmene for at komme til Afrika og se dyrene i sit rette element sniger sig efterhånden også højt op på listen. Jeg rejser på budget, men grundet helbredet er det ikke muligt for mig at bære rygsæk og sove i telt. Mit store ønske er at inspirere alle aldre til at rejse ud i vores vidunderlige og forskellige verden og få nogle oplevelser for livet.”
Helle står bag rejsebloggen Helles Univers
Tekst og billeder er copyright © Helle Mikkelsen.
There are 0 comments
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!