“Berlin & jeg” af Sissel-Jo Gazan

For ti år siden rejste forfatteren Sissel-Jo Gazan til Berlin for at bo og arbejde der et par måneder. Med sig havde hun en ufærdig roman, et knust hjerte og sin lille datter. Nu bor hun på tiende år med sine tre børn og sin australske mand midt i Berlin. Her fortæller hun om ankomsten til Berlin og hvordan den spirende nyforelskelse er blevet til en dybere og mere realistisk kærlighed til den spraglede, progressive og inkluderende hovedstad.

Som de fleste store kærlighedshistorier begyndte Berlin & jeg som en tilfældighed. Året var 2005, jeg var nyuddannet, enlig mor til Lola på dengang tre år, og det eneste, jeg ejede, var en uskrevet roman på cirka syv sider og en pludselig opstået lede ved København, hvor hver café mindede mig om en forlist kærlighed. Jeg ville væk, helst et halvt år og helst i går. Kom til London, skrev en ven allerede dagen efter, jeg havde sendt en fortvivlet mail ud i mit netværk, du kan bo hos mig, men jeg var ikke rigtig tændt. Portugal, skrev en anden, men i et hus langt ude på bøhlandet, alene med mit lille barn? Duede heller ikke. Hamburg så? Her nåede jeg næsten at slå til. Lola er halvt tysk, og jeg havde tidligere været i Hamburg på et skriveophold og været vild med det. Buddet fra Berlin kom først i 11. time, men jeg slog intuitivt til. Jeg kendte intet til Tysklands hovedstad, men ud over helt lavpraktisk at have råd til den lejlighed, jeg var blevet tilbudt, havde jeg naturligvis hørt de inciterende rygter om byen, der efter sigende sydede mere, end den kogte. Da jeg valgte Berlin, anede jeg naturligvis intet om, hvor livsforandrende tilsagnet var. En uge senere ankom jeg med toget til Ostbahnhof, iført kuffert og barnevogn og let svedige hænder. Jeg kunne jo ikke engang tale tysk! Jeg kendte ingen! Min datter gik i en børnehave på Nørrebro, en plads, jeg havde stået på venteliste til i to år, og nu skulle hun passes af … Ja, det havde jeg sådan set ikke helt fundet ud af endnu. Den aften, interimistisk installeret i vores nye hjem, var jeg meget i tvivl om, hvad jeg havde gang i.

Næste aften var en af de der dårende dejlige midteuropæiske juniaftener, man læser om i litteraturen, og jeg skubbede lidt fortabt min barnevogn rundt på den forkerte side af Prenzlauer Allee. Pludselig befandt jeg mig på en legeplads under et løvtag af enorme popler. Jeg var landet på Spielplatz Marienburger Straße eller i folkemunde bare der Marie. Luften stod stille i kontrast til jorden, der myldrede af liv. Børn pilede rundt på Laufräder, afslappet overvåget af sludrende forældre, der drak kaffe eller prosecco af pap, og på en boldbane midt i det hele skød en flok teenagere – tilsyneladende uanfægtede af, at der også var pinlige aldersgrupper til stede – en læderbold til hinanden. Der herskede en ustresset, imødekommende og på en gang urban og idyllisk stemning. Da en ældre mand i det samme rullede sin hjemmeflikkede isvogn ind på legepladsen og gav sig til at sælge isvafler til 50 cent stykket, måtte jeg le. En lidt overstadig latter, som man får, når Amors pile har ramt. Jeg var pladask verliebt i en stemning, jeg ikke troede fandtes.

De første dage i Berlin blev hurtigt til uger, så måneder, og forelskelsen bredte sig fra der Marie, først til hele Prenzlauer Berg og derefter som en steppebrand til resten af byen. I flere måneder var jeg ikke til at skyde igennem af urban lykke, og solen skinnede selvfølgelig 24-7. Jeg fandt verdens bedste barnepige til min datter, jeg fandt en endnu billigere, men skønnere lejlighed med en fælles tagterrasse og dertilhørende biograflærred, og sommeren blev ved med at være helt urealistisk konstant og endeløs, men hvad gjorde det, når Berlin og omegn var – og er – spækket med dybe, rene søer, man kunne springe i, når varmen blev ulidelig? Jeg så interessante kunstfilm på hustaget med mine nye, coole naboer, jeg spiste uovertrufne Döner-kebabber, jeg blev en haj til at gå på loppemarkeder, jeg gik til aparte ferniseringer i kældre og bizarre happenings i forladte pakhuse, jeg spiste brezler og drak Radler til, og med min leende datter på skødet gyngede jeg ud over ingenmandsland. Jeg havde aldrig i mit liv følt mig så frisat.

Det lette spring
Sammen med min datter tilbragte jeg timer på byens mange legepladser den sommer. Her lærte jeg masser af folk at kende. Spraglede, internationale, sammensatte, kreative, anderledes forældre, der var enten gift, separeret, biseksuelle, enlige, Wessies eller Ossies (hhv. tidligere østtyskere eller tidligere vesttyskere), russere eller amerikanere, kunstnere eller diplomater, operasangere, smede eller noget helt syvende, man aldrig helt fandt ud af, fordi alt det der med stand og rang alligevel ikke betyder noget, når man står i køen til gyngerne. Der blev ikke talt privat, for dertil er det offentlige rum i Berlin alt for høfligt, men der blev talt åbent, venligt og personligt. Omgangsformen gav mig nye muligheder. Jeg bestemte selv, hvem jeg var, og hvilken historie jeg ville fortælle om mig selv, og desuden kunne jeg konstatere, at min historie hverken var unik eller sjælden. Enlig mor og fattig som en kirkerotte betød bare, at jeg var som flest. Pludselig havde jeg det som en fisk i vandet. Aldrig er et halvt år gået så hurtigt, og aldrig har jeg været så sikker i min sag, som da datoen for vores planlagte hjemrejse nærmede sig. Jeg kunne ikke rejse tilbage til København, og hvorfor skulle jeg egentlig også det? Berlin føltes som noget, jeg allerede kendte fra min opvækst i Aarhus i halvfjerdserne. Spraglet, progressivt, inkluderende. Berlin føltes som at komme hjem. Så jeg tog springet, som i sig selv var simpelt nok. Jeg fremlejede min lejlighed i København, jeg meddelte den ellers attråværdige børnehave på Nørrebro, at min datter desværre ikke kom tilbage, og jeg tog et job som boganmelder for ugebladet Femina, et job der kunne udføres overalt, og som gav nok til Tysklands billige smør på brødet. Gennem en ny veninde fandt jeg en tysk børnehaveplads, og efter tre timers venten på Bürgeramt Berlin-Mitte var det officielt: Jeg var udvandret. Jeg var blevet berliner.

Ti ar senere
Næsten ti år senere bor vi stadig i Berlin, og min stormende forelskelse i byen er blevet til en dyb og mere realistisk kærlighed. Berlin er nemlig også grim, beskidt og larmende. Det er sandelig heller ikke alle berlinere, der er høflige, skulle jeg hilse og sige! Folk kan være så uforskammede, at man tror, de tager pis på én, og skrankepaverne i den offentlige sektor så krakilske, at man tror, det er skjult kamera. Don’t get me started! Berlin er et provinshul, en trafikal jammerdal, en uforbederlig byggeplads, en vintersmattets vugge, millimeterdemokratiets udklækningsrede, byen med den endeløse vinter, byen, hvis himmel kan hænge så tungt ned over et menneske, at det må krumme ryggen.

Alligevel er der stadig ikke noget andet sted i denne verden, jeg hellere vil bo. Ingen anden storby, jeg ville forlade Danmark for, opgive min stemmeret for. Og smørrebrød! Intet andet sted, hvor friheden er så allestedsnærværende, den civile ulydighed så inspirerende, historiens vingesus så præsent og stemningen så ladet med kreativitet. Jer, der allerede har været i Berlin, ved lige præcis, hvad jeg mener. Det er jo derfor, I bliver ved med at vende tilbage! Men hvordan forklarer jeg det til jer, der endnu ikke kender byen? Det kan næsten kun blive en påstand, og derfor denne guide. 359 sider om mit elskede Berlin, min by, til dig, hvad enten du har været her før, eller er så heldig, at rejsen begynder nu.

Dagens indlæg er skrevet af Sissel-Jo Gazan. Sissel-Jo er en af tidens mest succesfulde danske forfattere, og siden 2005 har hun boet og arbejdet i den tyske hovedstad, Berlin. Sissel-Jo er uddannet biolog med speciale i dinosaurer, og i 1995 debuterede debuterede hun med romanen “Når man kysser i August”.
Sissel-Jo står bag bloggen “Vi elsker Berlin”, som er en personlig guide til Berlin, der er blevet til i kærlighed til den by, hvor hun i dag bor på 10. år med sin australske mand, Mark, og deres tre børn Lola, Willow og Frankie. “Vi elsker Berlin” er også titlen på den nye bog, som Sissel-Jo har skrevet, og som vi har været så heldige at få 2 eksemplarer af til Rejsejulekalenderen 2015.

Topbilledet: Fotograf og copyright © Joachim Gern
1. billede: Fotograf og copyright © Joachim Gern
2. billede: Fotograf og copyright © Joachim Gern
3. billede: Fotograf og copyright © Joachim Gern
4. billede: Fotograf og copyright © Joachim Gern

Tekst og billeder er copyright © Sissel-Jo Gazan og Joachim Gern.