Julekalenderindlæg
0

“Bestigningen af Mount Kenya” af Oline Erfurth Eskebjerg

Frygt i alle hjørner af kroppen. Kulde og sne, frost og is. Ubehag. Svimmelhed, kvalme, næsten-forfrysninger, summen i alle lemmer. Jeg kommer aldrig op. Jeg kommer aldrig ned igen. Ikke se bagud. Ikke se opad. Følg de andre og lade være med at glide. Hold opstillingen. Pole-pole*. Vi er der næsten. Nu – nu er […]

“Bestigningen af Mount Kenya” af Oline Erfurth Eskebjerg

Frygt i alle hjørner af kroppen. Kulde og sne, frost og is. Ubehag. Svimmelhed, kvalme, næsten-forfrysninger, summen i alle lemmer. Jeg kommer aldrig op. Jeg kommer aldrig ned igen. Ikke se bagud. Ikke se opad. Følg de andre og lade være med at glide. Hold opstillingen. Pole-pole*. Vi er der næsten.

Nu – nu er vi der næsten. Træk vejret dybt, og få så meget ud af den ilt, der er langt fra tilstrækkelig og næsten ikke tilstedeværende. Vi er der lige straks. Sved og kulde på én og samme tid. Mere svimmelhed, og jeg må takke ja til hjælp. Jeg ser ved en fejl op, og der er langt endnu. Pole-pole. Øv. Jeg mister fodfæstet, og straks er der en støttende hånd med godt greb i mig. Den eneste vej er op. Selvom jeg har givet op syv gange allerede, går jeg stadig – jeg har ikke noget valg. Jeg tvinges op af egen viljestyrke og tanken om, at vi kommer til at stå der sammen. De ti af os. Vi har oplevelsen sammen. Og nu er vi der rent faktisk.

Forklaring:
Pole-pole betyder ”langsomt” på Swahili.

Indledningen her beskriver, hvordan jeg havde det de sidste to timer, inden jeg nåede toppen af Mount Kenya. Jeg var for nylig på et længere ophold i Kenya og Tanzania. Her var jeg del af en Global Højskole, hvor jeg brugte 3,5 måneder sammen med i alt 11 danskere og 9 østafrikanere. På denne tid lærte vi hinanden rigtig godt at kende, og jeg betragter nu dem alle som familie.

Den største oplevelse jeg havde på min tur, var en jeg desværre kun delte med danskerne, og det var netop, da vi besteg Mount Kenya. Det tog i alt tre dage at komme både op og ned.

Vi startede med at tage fra Daraja (pigeskolen vi boede på) og til foden af Mount Kenya. På vejen fik vi kort tid til at købe sukker og snacks til turen og også til at leje tøj og sko, der passede bedre til bjerget end det tøj, vi havde med til Kenya.

Så gik turen ellers derudaf. Ved foden af bjerget spiste vi frokost, og i støvregn begyndte vi at gå. Der var små syv km vej den første dag – i alt 700 meters opstigning.

Turen gik smertefrit, og vi kom frem til Old Moses Camp med en følelse af, at det hele nok skulle gå fint.
Vi fik indlogeret os på nogle få værelser, fik varmt tøj på og så stod den ellers på afslapning resten af aftenen. 

Klokken 20 var de fleste af os allerede gået i seng.

Vi stod op dagen efter klokken 05.45, så vi kunne pakke og være klar til morgenmad klokken 06.30.
Til alles glæde stod den på brød, æg og pandekager samt te og kaffe, der slet ikke var så dårligt, som man kunne gå ud fra, det ville være på sådan en bjergside.

07.40 (lettere forsinkede) var vi klar til at gå. Med dagsrygsækken på vandrede vi af sted. De fleste af os havde lejet bærere, så vi kun skulle tænke på at have kamera, regnjakke, vand og masser af sukker på os. Vi havde 14 km at gå på den anden dag, så det var egentlig rart ikke at skulle tænke på at have mange sæt tøj i rygsækken også.

Turen virkede overskuelig til at starte med – en let stigning i landskabet og ikke svært terræn. Men da vi kom over den første bakke, ændrede det sig. Vegetationen blev mindre og terrænet hårdere. Det lignede ørken og så alligevel ikke. Da vi var på vej ned af den første bakke, blev vi indhyllet i fugtige og kølige skyer. Man kunne kun se omkring 10 meter fremad, hvilket gjorde det hele noget mere mystisk og skræmmende, end det var i forvejen.

Efter nogen timers gang nåede vi til en ægte forhindring – næsten lodret opstigning. Men så længe man fokuserede på naturen omkring sig, var det ikke det store problem. De mindre planter blev en smule større igen, og der blev pludselig meget grønt. Overalt kunne man spotte planter, der lignede, at de burde stå på bunden af et akvarium i stedet.

Efter at have gået op ad det meste af dagen, begyndte det efter frokost at gå en smule ned igen (til min frustration – hvorfor gå så meget op, for så at gå ned igen, for så at gå op igen?). Vi gik gennem en lang dal og kunne se op til den rigtige top af Mount Kenya – eller, det vil sige kun næsten, for toppen var komplet indhyllet i skyer. Vi nåede frem til vores camp cirka klokken 15, hvor vi skyndte os at få noget varmere tøj på, for temperaturen var meget brat faldet nogle grader. Desuden var det også meget hurtigere i seng på denne dag, for vi skulle gøre klar til at blive vækket klokken 02.00.

Gennem dalen var det gået op for mig, hvad det rent faktisk var, jeg var ved at rode mig ud i. Jeg skulle bestige et bjerg. Jeg var i gang med at bestige et bjerg. Et højt et af slagsen. Næsten 5000 meter. Og det slog mig, at jeg var ret bange for at nå toppen. Derfor blev jeg også mødt af spørgsmål, da jeg blev vækket om natten.
”Skal du med op og klatre nu?”
Jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg endte med at tage tøj på og stige ud af sengen, for det var det alle andre gjorde. Jeg sagde til mig selv, at det var noget nemmere bare at følge med de andre og ikke rigtig tage stilling til noget. Vi lignede en mindre gruppe soldater på vej i krig med alt vores udstyr på. Det føltes også sådan. Vi var ved at nå toppen. 700 meter op på 3,5 timer. Lyder overkommeligt, men ikke når man hører, at distancen kun er 3,5 km. Av. Det var næsten lodret op. Jeg var ufatteligt bange, men fik ikke lov til at tænke. Vi gik.

Følelsen af at stå deroppe var utrolig. Jeg græd enormt meget og længe og kunne slet ikke rigtig begribe, hvad det var, jeg netop havde bedrevet. Jeg stod der – på toppen af et bjerg – med mine danske højskolekammerater. Jeg oplevede et kort øjebliks lykke.

Selvom der var tåget, gjorde det ikke noget – det gav endnu mere fornemmelsen af, at man var helt på toppen, selvom det egentlig kun var den anden højeste top på bjerget. Man var alene med hinanden, og der var kun bjerget at tage stilling til. Det var lykke, til det gik op for mig, at vi skulle ned igen. Det viste sig at være en nem proces, da der lå et tykt lag nyfalden sne og derunder et tykt lag løst jord, som man kunne løbe gennem uden at falde. Og hvis man endelig faldt, landede man på bagdelen og kunne rejse sig op igen hurtigt. Det tog den halve tid at komme ned igen.

Efter morgenmad i campen var vi nødsaget til at gå de 14 km tilbage til Old Moses Camp. Det var hårdt og sejt, men vi gjorde det. Flere af os komplet udmattede. Vi fik frokost og blev så hentet af en bil, der kørte os direkte hjem fra bjerget.

Jeg overlevede trods overbevisning om, at det nok ville gå galt undervejs. Det gjorde det ikke, og jeg er så taknemmelig for, at jeg rent faktisk klarede det. Jeg overkom min frygt og gik videre, og jeg stod der, og jeg kom ned igen. En kæmpe personlig sejr. Og en oplevelse som jeg aldrig vil glemme, og som jeg altid vil dele med mine højskolekammerater. 

Dagens indlæg er skrevet af Oline Erfurth Eskebjerg. Olines fantastiske rejseoplevelse handler i dén grad om at afprøve sig selv og sine grænser, og se hvor langt man kan komme, selvom man egentligt har sagt til sig selv, at man ikke kan klare den udfordring, man har kastet sig ud i. Virkelig flot gået af Oline! 

Oline Erfurth Eskebjerg

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!