I det sydvestlige Bolivias gudsforladte bjerge ligger vindblæste højsletter, kegleformede vulkaner, kridhvide ørkener, surrealistiske klippeformationer og rustrøde søer med spankulerende flamingoer og storsnudede lamaer. Jeg pakkede cykeltaskerne, mødtes med min belgiske kammerat, Filip, der var på vej fra Alaska til Tierra del Fuego, og trampede ud på en tur, der bød på nogle af de […]
I det sydvestlige Bolivias gudsforladte bjerge ligger vindblæste højsletter, kegleformede vulkaner, kridhvide ørkener, surrealistiske klippeformationer og rustrøde søer med spankulerende flamingoer og storsnudede lamaer.
Jeg pakkede cykeltaskerne, mødtes med min belgiske kammerat, Filip, der var på vej fra Alaska til Tierra del Fuego, og trampede ud på en tur, der bød på nogle af de mest fantastiske bjerglandskaber, Sydamerika har at byde på. En tur, der var hvert eneste af de ti kilo, jeg tabte, værd.
På vej over verdens største saltslette, Salar de Uyuni. Sletten strækker sig over et areal på 10.582 km², ligger i 3656 meters højde, og vi overnatter midt i det hvide, hvor natten er isnende. På hele turen vågner vi med dybfrosne vandflasker i teltet, når morgenen gryr, men så snart solen stiger op på himmelen, begynder den at brænde.
Turens højeste punkt ligger i 4900 meters højde, vinden hyler konstant, og nogle gange er der så meget sand, at vi kun kommer frem med en hastighed på et par kilometer i timen. Vej er der ingen af. Af og til bliver sandet så dybt, at vi må trække, skubbe og hive cyklerne gennem det. Giver vi slip fra dem, bliver de stående i sandet. Men skidt med det. Landskaberne og følelsen af at være her ude helt alene opvejer det så rigeligt.
Landskaberne skifter dagligt farve, og fælles for dem er, at der er knald på. Her er ingen mennesker. Ingen landsbyer. Ingen andre lyde end dem, vi laver. For hver dag, der går, kommer vi længere og længere væk, og selvom jeg knokler som en gal, falder alt inden i mig til ro.
Tæt på vejs ende. Som et flydende monument over den uforlignelige skønhed i det sydvestlige Bolivia rammer vi Laguna Verde – en grønlig, hvidskummende sø så fuld af bly, svovl, arsenik og kalk, at dens vande først fryser ved -55 grader. På de sidste 10 dage har jeg tabt 10 kilo, men på den anden side af vulkanen Licancabur falder landskabet, og snart krydser vi ind i Chile og drøner ned til Atacama-ørkenen, hvor vi kan tanke op på energi igen.
Dagens indlæg er skrevet af Tore Grønne. Tore Grønne har cyklet 50.000 kilometer rundt om i verden, arbejdet som kriminalreporter på en indisk avis i Bombay, som chefredaktør på magasinet Opdag Verden, og han leverer artikler til diverse magasiner i f.eks. Danmark og Norge, England og USA. Han bor i Californien det meste af året.
Tore er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University, er forfatter til bogen “Farvel Tibet – På sporet af et tabt land” (Gyldendal 2012), som han har været så sød at donere 2 eksemplarer af til dette års udgave af Rejsejulekalenderen, og så holder foredrag om bl.a. sine eventyr på cykel, Indien og USA. Du kan se meget mere om Tore på hans hjemmeside: Tore Grønne. Tore skrev også 9. decembers indlæg “På tværs af Zanskar” her på Rejsejulekalenderen..
Tore Grønne har cyklet 50.000 kilometer rundt om i verden, arbejdet som kriminalreporter på en indisk avis i Bombay, som chefredaktør på magasinet Opdag Verden, og han leverer artikler til diverse magasiner i f.eks. Danmark og Norge, England og USA.
There are 0 comments
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!