“Brev fra steppen” af Mette Holm og Søren Zeuth

På længere ture skriver jeg ofte rejsebreve hjem til familie og venner af en anden og langt mere personlig karakter end mit generelle journalistiske virke. Disse går under navnet hoplanoter. Denne er fra maj 2002 og afspejler forhåbentlig, hvorfor og hvordan mongolerne og deres land sætter sig dybt i én. Omtalte rundrejse var første del af et længere besøg og fejrede den vellykkede afslutning på Dansk Mongolsk Selskabs projektuddannelse af socialarbejdere.

BREV FRA STEPPEN 24. MAJ 2002
Kære Venner; nu er jeg atter i Ulaanbaatar. Møgbeskidt, sønderslynget i dagevis i en minibus og i højt humør efter en hvirvlende tur i de nordlige aimag’er (provinser).
Her er præcis så vidunderligt som altid (bortset fra, at her er mange flere fattige end før). Folk er gæstfri langt ud over det forventelige – jeg har fået vodka til velkomst, afsked, almindelig underholdning, til sang & til fest – oftest i det fri, på steppen.
Og så har jeg fået får! Hele tiden kogt – i supper, tykke, klæge nudler, fra ben (et helt kogt får fik vi!), i theen. You name it, I’ve eaten it. Suppen kan faktisk være ret velsmagende, så måske har jeg allerede været her for længe! Mongolerne er ganske tilfredse med, at jeg ikke kan spise al mit kød, for så får de det, og de kan indtage enorme mængder. Jeg kan stadigvæk lugte, at andre lugter af får, så det er endnu ikke slået helt igennem i mig.

Her er helt fantastisk; vi har fartet vidt omkring i gudesmukke landskaber, som – vel sammen med den tynde luft – fuldstændig tager pusten og pippet fra mig. Vi forlod Ulaanbaatar kl. seks mandag morgen, det føles som evigheder siden. Det var frost og en bidende vind, så al polartøjet kom til sin ret. Og så ellers 14 timer gennem himlen – de endeløse vidder, flokke af får, geder, heste – alle med den yndigste yngel. Jeg har set kæmpestore ørne, traner danse, murmeldyr og jordegern. Yakokser og sågar kameler, selvom de ellers ikke holder til meget i denne del af landet. De sejler arrogant gennem landskabet, som er de skabt til noget større. Lærkerne kvidrer forførerisk. Det er fuldkommen fortryllende.
Ørnenes flugt gør mig helt misundelig; de svæver så højt og så storslået. De indtager og besidder landskabet – hvor ville jeg ønske, jeg kunne følge dem i deres grænseløse frihed.

Det har også været glohedt – eller hvert fald +30. Her i Ulaanbataar er det meget behageligt nu – sådan 20-25 grader. Men hvem ved, hvornår frosten atter sætter ind – og den frygtede vind fra Sibirien.
Forleden fik vi vodka allerede kl. 8:30. Først med den obligatoriske hyldest – samt naturligvis et par dråber – til himlen og ånderne, og så rundt til os mennesker. Vi deler kop. Det gør man her. Vældig rituelt altsammen, men præcis lige så hårdtslående som derhjemme. Eller næsten. For vodkaen er altså både bedre og renere her, slår ikke én omkuld selv i betydelige mængder, og forfølger heller ikke én næste dag.
Mongolerne er nærmest ubegribeligt festlige, og jeg er røget ind i en stime, fordi mine medrejsende har undervist her med mellemrum i flere år, og alle er – oven i den traditionelle overvældende gæstfrihed – fuldkommen henrykte over gensynet.

En dag tog vore værter i familiecentret Kærlighed & Familie i Darkhan fx afsked med os oppe ved byens ovoo (hellig stenbunke, varde, som man skal gå tre gange rundt om (med uret) og smide småsten på, mens man ønsker. Eller man smider sin krykke, hvis man har gået med sådan én og er blevet helbredt. Eller kraniet af yndlingshesten eller yakoksen) med vodka. Afskeden ved ovoo’en var slet ikke rigtig, for de tog med os ud i en tom børnesommerlejr, som blev åbnet kun for os (med udendørs lokum og udendørs fælles vasketrug i børnehøjde. Jeg var ikke i bad i flere dage) med lidt vodka, som blev drukket på en klippe med udsigt, hvor jeg undtagelsesvis afstod for selv at gå tur nede ved floden og se på dyr og solnedgang.
Den gik bare ikke, for en meget vred og ondt udseende mand forbød mig truende at forlade lejren; låste endog gitterlågen, så jeg ikke kunne komme ud. Mine mange medrejsende (tre danskere og til enhver tid mellem tre og otte mongolske venner og værter) var draget op på udsigtsklippen for at gnave fåreben. Den onde mand er den eneste ublide person, jeg nogensinde har mødt her i landet, og det kan jo være, han blot var bange for, at jeg skulle blive bidt af en hund eller lignende (jeg havde ellers taget en stok med). Nå, men så fik jeg da arbejdet i stedet, og det er også OK, for der er så meget fart på, at jeg dårligt kan nå at få orden i noter, optagelser, billeder, osv. Men jeg blev saftsuseme sur, da jeg ikke fik lov at gå min vej. Det viste sig, at det var én af vore værter, en kraftkarl af en kvinde, der havde givet ham besked på, at han ikke måtte lade mig komme ud. Hun var bange for, at jeg ville blive bidt af en hund, fortalte hun senere.

Apropos kraftkarle: jeg har også mødt den blidest tænkelige mongol. Munkbayar (Evig Lykke). Han var stukket af fra hospitalet og sine daglige indsprøjtninger (jeg fandt aldrig ud af for hvad) for at mødes med sine danske undervisere (han havde lungebetændelse!). Han havde de dejligste brune øjne og et blik som fløjl. Og hænder så store som Muhammed Alis. Og så påtog han sig ellers at gøre mit liv lettere. Han vimsede omkring mig og rakte mig sin store lab, hver gang jeg skulle hoppe over selv den mindste kløft – ved Selenge Floden helt oppe ved grænsen til Rusland og Sibirien. Jeg blev aldeles reduceret til hjælpeløs, men han var umådelig sød i sin omsorg. Sådan en slags Tyren Ferdinand (han fyrede op i geren (filtteltet) om aftenen og forlod os først kl. 1:30, og det var fordi han skulle hente nogle folk fra centralregeringen på stationen kl. fire om morgenen. Gad vidst, hvornår han tog tilbage til hospitalet?). Vi var alle mulige festlige folk deroppe. Blandt dem Sukhbaatars guvernør, der tabte sine nøgler ned mellem to klipper og nær havde smidt sine sko helt ned fra bjerget. Den grænsevagt, der havde sluppet os ud i ingenmandsland til det aldeles storslåede udsigtspunkt, blev stort begavet med bolsjer og cigaretter. Han var vel knap 18 år og så meget lidt farlig ud.

Og så har jeg været ved alle mulige ovoo’er; et kærlighedstræ, som man også går tre gange rundtom, et Modertræ, hvor man beder Moder Jord om frugtbarhed, lykke, regn og alt mulig andet godt. Så får træerne vodka og slik, mens man støder hovedet mod træet og ønsker. Her ofrer de mælk og meget andet godt. Det lyder måske fjollet, men det er faktisk smukt, som de hele tiden hylder naturen.

En stor del af turen var at besøge de projekter, som de nye socialarbejdere laver i deres aimag’s. Det er led i uddannelsen, at de skal tage fat i sociale problemer i deres hjemby. Og de
har fundet på alskens imponerende initiativer, der involverer de børn (ofte også deres familier), som er ramt af de nye tider.
Det er små hårdkogte gadebørn (det vil de helst ikke kaldes, så de hedder “uden for kontrol”) på fem, otte, 15 år, som de ihærdigt sluser tilbage til familierne – eller samfundet i det mindste – gennem musik, leg, kunst, undervisning, grøntsagsdyrkning o.m.a. Det er små, værdige mennesker, der har fundet det nødvendigt at stikke af og klare sig selv, fordi hjemmene er i fuldstændig opløsning pga. arbejdsløshed, druk, osv. Det ligner så meget andet – blot ligner børnene ikke de andre hårdt ramte, jeg har mødt rundt omkring. De er meget stærkere, langt mere handlekraftige og omsorgsfulde over for hinanden. Så selvom det er sørgeligt, er det også livsbekræftende at se de små rødder. Jeg mødte f.eks. en pige på 13 år, Batayanengel eller noget i den stil, som var så glad for familiecentret, fordi her kunne hun læse avis og skrive digte! Og da vi siden besøgte hende på hendes børnehjem, undskyldte hun sig, fordi hun skulle med én af sine små medbeboere til forældremøde som erstatning for forældrene.

Det rimer ikke, det der med de stærke mennesker og de nedbrudte familier, men det har at gøre med “demokratiseringen,” som er en blandet affære med markedsøkonomi, masser af korruption og elendighed. Voksende rigdom og dertil hørende voksende fattigdom. I gamle dage (før 1990) var det forbudt ikke at have arbejde. Til gengæld sørgede staten for, at det var der. Ude på landet er de ramt af tre hårde vintre i træk og to knasende tørre somre. Det har betydet millioner af døde dyr, og det driver folk til byerne, hvor det kan være vanskeligere at overleve end på landet.

Men da vi landede forleden, regnede det. Og over alt (hvor jeg har været) har græsset begærligt suget til sig, så landskabet er den spædeste grønne, med oceaner af små bitte blomster som den tætteste karseklip – lilla og gule iris, minimale mælkebøtter og en hel masse andre bedårende vækster, som jeg ikke kender.
Og så alle føllene, lammene, kiddene og kalvene, der fjoller rundt i deres mødres skørter.
Og de prægtige kvinder og mænd til hest i støvskyer hen over steppen. Og de små hjulbenede nomadeunger, der kan klynge sig til en hest, så de ser ud som om, de er vokset fast til den. Himlen er dybblå. Om natten lyser stjernerne. Månen ligger ned og er halv. Her er store smukke floder, hvor kvæget og hestene søger hen for at drikke. Og blikket farer frit og endeløst hen over de bløde, fløjlsklædte landskaber.
Vi kører på vejene, men ikke mere end højst nødvendigt. Hvis vi skal hen at se noget, eller hvis vejen er for sandet, kører vi bare hen over steppen i den grønne minibus, der var vort hjem de fem forrygende dage på farten. Salatslyngen, kaldte jeg den, fordi man blev rystet sådan.

Her i Ulaanbaatar deler jeg en lejlighed med en anden kvinde. Den tilhører en bedrestillet familie, som har pakket sammen og forføjet sig. Det er ganske almindeligt, for det kan give mange måneders løn sådan at leje sin lejlighed ud. Lejligheden er fornem & ligger centralt. Mit værelse har balkon & skrivebord, mens min sambo bor i stuen med fjernsyn og fransk altan ud til hovedgaden. Men mens gaderne er blevet fine og rene, har myndighederne intet at skulle have sagt i de private boligkarreer (de fleste bygget i sovjetisk stil), så det sviner ganske kolossalt i opgangen, idet somme åbenbart bruger den til toilet. Der er ellers kommet (nogle helt fantastisk upraktiske og besværlige) gadedørslåse, som skal forhindre den slags. De betjenes med tre fingre, samtidig med, at man skal trække døren op. Det er meget underholdende og stort set umuligt. Vi har også en del små kakerlakker i lejligheden. Men ingen af dem større end min lillefingernegl.

Det bugner med varer i Ulaanbaatar – de mangler ikke noget, hvis de ellers har penge at købe for, og det er et alvorligt problem for de fleste. Men forsyningssituationen er fantastisk i forhold til sidst, og her er dukket masser af cafeer og restauranter op. Jeg har bare ikke nået så mange af dem endnu. Men da vi kom, blev vi fragtet direkte på tysk pølserestaurant, hvor øllen – helt i overensstemmelse med markedskræfterne – hele tiden ændrede pris som aktierne på børsen, så det gjaldt om at slå til på det rette tidspunkt.

Meget lang hoplanote, kan jeg godt se, men her sker virkelig meget. Fx har jeg erhvervet mig en lille skov (meget lille) oppe i Selenge aimag, som har været hårdt ramt af skovbrande. Godt 300 træer for blot fem dollars. Jeg ser det for mig, når den er vokset til, Mette-Lunden. Og så skal jeg til velgørenhedsbal i en lokal afdeling af Rotary! Det eneste gode ved den er, at kvinderne er med her. Ikke noget med Inner Wheel og andenrangsmennesker i Mongoliet. Her er kvinderne så stærke, at man bliver helt forpustet.
Det er nat nu, og jeg må i seng. Skal op at interviewe tv-direktøren i morgen. Skriver igen, når/hvis jeg får et ledigt øjeblik.
Hav det godt, Kære Venner. Vi ses.

Dagens indlæg er skrevet af Mette Holm og med billeder af Søren Zeuth, og det er en tekst fra deres fælles bog, “Mongoliet – Stemmer fra steppen”, som også er præmie på Rejsejulekalenderen. Mette og Søren står også bag Rejsejulekalenderens indlæg fra d. 10. december: “Mongoliet – Stemmer fra steppen”.
Mette Holm er journalist og forfatter, og hun har arbejdet rundt om i verden med en særlig forkærlighed for Asien; Sydøstasien har været et centralt område for Mette, men Mongoliet er lidt af et yndlingsland for hende. Mette bor i øjeblikket i New York, hvorfra hun skriver om sine oplevelser på bloggen Incidental & Temporary New Yorker. Du kan også se mere om Mette på hendes hjemmeside: http://www.metteholm.com/.
Søren Zeuth er fotograf og har arbejdet som selvstændig siden 1984. Søren har rejst og arbejdet i mange lande rundt om i verden, og han har taget de fleste af de helt fantastiske billeder, du kan se i “Mongoliet – Stemmer fra Steppen”. Se Sørens hjemmeside her: http://www.zeuth.dk/.

Topbilledet: Fotograf og copyright © Søren Zeuth
1. billede: Fotograf og copyright © Mette Holm
2. billede: Fotograf og copyright © Søren Zeuth
3. billede: Fotograf og copyright © Søren Zeuth
4. billede: Fotograf og copyright © Søren Zeuth

Tekst og billeder er copyright © Mette Holm og Søren Zeuth.