“Broen til Kuba” af Bjørn Harvig

Bjørn Harvig har skrevet nogle fantastiske rejsebøger, og han har sendt et par kapitler fra dem som indlæg til Rejsejulekalenderen 2013. Dagens indlæg kommer fra Bjørns bog "Kaukasus & Kildevand", hvor han fortæller om sin rejse, som han foretog til fods i Kaukasus. Og om hvor svært det var for ham at komme til landsbyen Kuba i Kabardino-Balkarien.

"Det tager mig to dage at komme frem til landsbyen Marinskaya langs floden Kura, der udgør grænsen til republikken Kabardino-Balkarien. Jeg blev rastløs i større byer. Det var ikke fordi, jeg ikke trives i dem, jeg gik ud og spiste, drak kaffe på cafeerne, men der dukker sjældent virkelig uventede ting op, når jeg ikke bevæger mig. Folk har travlt i de store byer, jeg faldt mere i ét omgivelserne og følte mig underligt nok meget mere alene i Kislovodsk og Pjatigorsk, end jeg havde gjort på landevejen. Jeg var nu på mindre veje, for de sidste dage på hovedvejen fra Pjatigorsk havde flere steder været en motorvej, og det er ikke specielt ophidsende til fods. På mit kort havde jeg fundet et netværk af små veje, som kunne bringe mig sydover mod Nalchik. Men jeg havde ikke helt gennemtænkt, hvad jeg ville gøre, hvis det var tilfældet, at der ikke var nogen bro over floden Kura. Google Maps viste, at der var en bro, men mit eget detaljerede kort over Kaukasus gjorde det ikke. Det var i det hele taget mærkeligt.

Asfalten blev til grus, da vejen snoede sig ind gennem byen. Marinskaya lignede noget, der var skyllet op med flodvandet og mindede om hvilken som helst anden russisk landsby, med sine lave huse i blå og grønne farver, med stakitter og fyldte køkkenhaver, med en kirke i centrum og en støvet plads foran byens forsamlingshus. Jeg henvendte mig til damen i købmanden. ”Gdje ja magu naijti most v Kuba pashulsta? – hvor finder jeg broen til Kuba?”, spurgte jeg. Landsbyen Kuba ligger på den anden side af floden, og jeg funderede på, om den var blevet opkaldt efter landet med samme navn tilbage i kommunisttiden. Kvinden kiggede undersøgende på mig. ”Der er ingen bro til Kuba”, svarede hun. Hvis det var sandt, hvilket jeg frygtede det var, ville det tage mig mere end et døgn, at gå tilbage til hovedvejen for at finde et andet sted at krydse. ”Jamen, jeg har set et kort, hvor der er en bro”, sagde jeg. ”Den blev skullet væk i et uvejr for mere end 20 år siden”, svarede hun. Hun måtte tage fejl! Længere nede af vejen stoppede jeg en mand på cykel. Han svarede det samme, men foreslog, at jeg kunne svømme over. Det var ikke en behagelig tanke. Han pegede på en sti bag købmanden, og spurgte om vi skulle gå ned og se på floden sammen.

Vi gik nogle minutter af et dyrespor fyldt med kokager og ukrudt. Da stien faldt ned til flodbredden, så jeg Kura for første gang. Jeg blev overrasket over, hvor kraftig den var, selvom den langt fra var lige så voldsom som Kodori eller nogle af de andre bjergfloder, hvor det ville have været med livet som indsats at forsøge at krydse. Men det så ud til, at der var ret meget vand i den her også. Da Kura ligger i et mindre kuperet landskab har den haft mulighed for at brede sig, og den løb nu som et delta foran mig. Strømmen var alligevel flere steder kraftig og havde revet mindre træer og buske op, som nu flød med god fart gennem vandet. Det afgørende spørgsmål måtte være: hvor dyb var den? Vi fik øje på en mand med et par køer længere nede af floden og gik ned til ham for at høre, hvor det var bedst at krydse. Manden sad under et træ og slappede af med et langt græsstrå i munden, mens hans køer spiste frisk græs. Efter et par høflighedsfraser spurgte jeg, om han kendte et sted at krydse floden. Han kiggede op og ned af mig et par gange og sagde uden større bekymring, at det ikke ville blive noget problem at gå over. ”Du har jo lange ben. Jeg vil tro, at vandet vil nå dig til navlen”, sagde han, og vi gik hen til vandkanten for at se nærmere. Han sparkede løst jord i vandet, som hurtigt forsvandt ned af strømmen. Der var virkelig tryk på. Ved siden af ham stod der et to meter højt, tyndt træ, der var ved at blive ædt af floden. Jeg rev det op, knækkene de længste rødder af og havde nu en god vandrestok, jeg kunne støtte mig til. Jeg pakkede kamera og penge ned i en vandtæt kajakpose, tog bukser og sko af og spændte tasken godt op i nakken. Jeg takkede de to herrer, hyrden korsede sig, jeg kiggede mod himlen og stak tommelfingeren i vejret.

Vandet var grumset, og selvom vandet kun gik mig til anklerne de første meter ud, var foden som forsvundet. Dernæst steg vandet til knæet. De to mænd kiggede nysgerrigt efter mig. Jeg følte mig frem med stokken og stak den i bunden foran mig, så jeg vidste, hvordan mit næste skridt så ud. Fem meter fra kanten stod jeg i vand til livet. Nu skulle det ikke blive meget dybere, for strømmen var kraftig nok til, at jeg strittede imod og lænede mig opstrøms. Skulle jeg vende om? Tre skridt senere stod jeg i vand til over navlen. Det var det, manden med køerne havde forventet. Jeg havde taget sandaler på for at undgå de skarpe sten på bunden, men de var tunge at sparke frem under vand. Pludselig gled foden væk under mig, og jeg røg under vand. Et kort sekund blev jeg revet med strømmen, slugte vand, før jeg igen fik fodfæste. Skinnebenet smertede voldsomt, efter jeg havde banket det mod en stor sten på bunden. Nu stod jeg i vand til brystet og kæmpede med min fortrolige vandrestok om ikke at tabe balancen igen. Den havde været god at føle sig frem med, men stærk var den ikke, og da jeg lagde vægt i, bøjede den under mig som en bue. Der var et par meter ind til en større sandbanke tæt på den anden bred, men den føltes langt væk, og i stedet for at forsætte med at gå stoppede jeg op, trak vejret dybt og vendte mig op mod strømmen. Jeg blev overvældet af den usynlige kraft, der rev i min krop, jeg knugede mine hænder om vandrestokken, som jeg pressede ned i bunden bag mig. Hvis jeg blev revet omkuld, måtte jeg vride rygsækken af mig for at kunne svømme i land. Med mindre jeg slog hovedet mod bunden, besvimede og slugte vand. Begge fødder gled på bunden, det var svært at holde balance, men ikke fokus. Det gjaldt om at være her og ingen andre steder. Hvad fanden var det, jeg havde begivet mig ud i?

Jeg rystede de dystre tanker ud af hovedet, drejede mig en smule tilbage væk fra strømmen, og tog nogle lange seje skridt, mens jeg klamrede mig til vandrestaven, hvis støtte var mere moralsk. Snart mærkedes vandet langsommere. Der blev mindre dybt, og da jeg var to skridt fra kanten, brugte jeg vandrestaven som en stangspringers og hoppede op på sandbanken. De to mænd stod stadig og stirrede efter mig på den anden side af floden, som for at sikre sig, at jeg klarede krydsningen. Jeg havde fuldstændig glemt, at de fortsat var der. Jeg strakte mine arme i vejret og signalerede, at mit hjerte sad i halsen. De grinede. Min ene sandal var revet af, men skyllet op længere nede af floden. Jeg forsatte gennem deltaet på bare fødder gennem sump og mudder og fandt til slut fast grund under fødderne. Jeg udbrød et lydløst brøl, og slog armene vildt omkring mig. Mine hænder rystede fortsat. Sikke en følelse at komme ind i ny republik på den måde. Et par hundrede meter bag mig, oppe på skranten, lå Kuba. Mine sko hang stadigvæk fast på ydersiden af tasken, de var bundet med dobbelt knude og den havde holdt. Men mit kort var væk. Det var klemt ned i rygsækkens sidelomme, og strømmen havde revet det ud. Det ville have været kritisk, hvis jeg ikke for et par dage siden – til alt held – havde taget billeder af mit kort, netop fordi jeg frygtede, at det kunne gå tabt. Alt mit tøj, min bog, sovepose, medicin var vådt. Et væltet træ blev til tørrestativ, et firben pillede forbi, og min dumdristige, naive og lykkelige krop lagde sig for at tørre i græsset."

I morgen kommer næste kapitel fra Bjørn Harvigs bog, "Kaukasus & Kildevand", som indlæg her på Rejsejulekalenderen – og du kan godt glæde dig til at læse det!

Dagens indlæg er som sagt skrevet af Bjørn Harvig. Bjørn er medlem af De Berejstes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Han har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georigien og mindre republikker som Tjetjenien og her Kabardino-Balkarien. Hvis du er én af indlægsskribenterne på Rejsejulekalenderen, kan du være heldig at vinde en rejsebog, skrevet og signeret af Bjørn Harvig, og vil du gerne købe en af hans bøger, kan du blandt andet finde dem her på Saxo.