To selvlysende grønne væsner bevæger sig i et fornuftigt tempo gennem den silende regn. Det går opad og opad på den mudrede og ufremkommelige vej med store sten og huller hist og pist. Hvem de grønne væsner er? Jo, det er såmænd ikke et par mystiske aliens med en stor pukkel på ryggen, men derimod […]
To selvlysende grønne væsner bevæger sig i et fornuftigt tempo gennem den silende regn. Det går opad og opad på den mudrede og ufremkommelige vej med store sten og huller hist og pist. Hvem de grønne væsner er? Jo, det er såmænd ikke et par mystiske aliens med en stor pukkel på ryggen, men derimod mine seje forældre iklædt regnslag over den 7 kg tunge rygsæk. En rygsæk, der indeholder alt nødvendigt for de næste 14 dage.
Jeg selv går også med raske skridt lidt bagved og betragter hele situationen, mens det fossende vand nu begynder at trænge igennem støvlernes imprægnering, og jeg længselsfuldt drømmer om at finde ly i den næste by.
Mange, rigtig mange mennesker har gennem tiden gået den klassiske pilgrimsvandring i Nordspanien, Camino De Santiago. Det være sig lige fra kongelige til skuespillere, troende til ikke troende, unge som gamle og helt almindelige jævne folk. I dag er det mere populært end nogensinde i nyere tid at begive sig ud på den udfordrende vandring. Den franske rute med start i, tadaaa – ja Frankring – er den mest benyttede og strækker sig over 800 km. Målet er katedralen i Santiago. I hvert fald det håndgribelige mål. Men målet er for langt de fleste lige så meget turen undervejs; at klare den fysiske præstation, at finde ro og finde ind til sig selv, at møde jævnbyrdige pilgrimme, at leve det simple liv osv. For mig – ja og også for mine forældre havde det længe været en drøm at gå pilgrimsruten, og vi besluttede os for, at nu skulle drømmen føres ud i livet.
Rygsækkene blev pakket med så lidt som muligt, for hvert eneste kilo går direkte i fødderne. Midt i september 2016 fløj vi til Madrid for derefter at køre det sidste stykke med bus til vores udgangspunkt. Nu er 800 km jo en pæn distance at gå, og det kræver i hvert fald, at man sætter mindst en måneds ferie/tid af til det. Vi valgte at afsætte 14 dage til vores pilgrimsvandring og således starte i Astorga, som ligger ca. 260 km fra Santiago. Med to rejsedage og en enkelt hel dag til afslapning i Santiago, så gav det os 11 vandredage. Lidt mere overkommeligt, syntes vi.
Mens vi gik der, tildækket af vores effektive regnslag, i den silende regn mellem Astorga og Rabanal på vores allerførste vandredag, kunne tanken godt slå ned i os: Hvad havde vi gang i? Da vi ankom dagen før, var der sol og 32 graders varme. Hvor var sommeren lige blevet af? Skulle det fortsætte sådan her? Men vi kunne godt efterlade vores bekymringer én for én på stien, for halvanden dages regn var hvad det blev til. Resten af turen havde vi lunt og godt vejr, sol og læ.
Aldrig har jeg været SÅ glad for at komme frem til en lille bjergby. Drivvåde entrede vi et engelsk refugium i byen Rabanal, hvor vi blev taget imod med åbne arme og inviteret indenfor til te og ckokoladekiks ved langbordet foran pejsen. Her sad allerede en 10-12 andre pilgrimme, og snakken gik om løst og fast. Her var pilgrimme fra Holland, USA, Polen, England osv.
Næste udfordring skulle blive at kravle til køjs i den store, men hyggelige sovesal sammen med 30 andre pilgrimme. Hvordan håndterer man at skulle sove i samme rum med så mange fremmede mennesker? Ville nogen snorke? Ville der komme til at lugte af prut og sure sokker? Kunne man overhovedet finde døren til toilettet i mørket, knirkede sengene? Men værst af alt: ville man få selskab af ganske ubudne gæster som fx bed bugs??? Igen, kunne vi godt begrave bekymringerne, for det gik ganske smertefrit. Ikke mindst, fordi man bare var så træt og udmattet, at man gik kold så snart man lagde hovedet på puden.
Nogen luksus ferie fornemmes det nok ikke at være. Sove længe kunne man også godt skyde en hvid (eller en gul camino-pil efter – haha). Alle står tidligt op. Nogen begynder allerede at pusle med pakkenellikerne ved 06.00 tiden, længe før lysets frembrud. Til tider spiste vi morgenmad inden afgang, men vi udviklede egentlig lidt en rutine, hvor vi stod op og gik i tusmørket en times tid, og når tiden så var til det, så fandt vi en lille cafe og fik brød og kaffe.
At gå, spise og sove blev vores dagsorden. Og det var fantastisk. For mit vedkommende var det allerbedste tidspunkt den tidlige morgenstund, hvor vi gik i dis og tåge, mens solen langsomt fik øjne. Her var det ideelt at gå i sin egen lille verden, lade tankerne flyve, indtage naturen med dens væld af dufte og lyde og bare mærke tyngden fra rygsækken, der groundede og forbandt én med jorden. Her var man bare. Her var plads og rum til at trække vejret frit og ubesværet. Hvert skridt tog dig nærmere målet, og det kunne ikke gå hverken hurtigere eller langsommere end et enkelt skridt ad gangen.
Nogen gange kunne man kun høre sit eget tunge åndedrag, når man forpustet måtte forcere en laaaaang og yderst anstrengende stigning. Kameraet lå i lommen klar til at forevige de mange indtryk, som alligevel ikke lader sig udtrykke fyldestgørende på et billede. Kobjældeklang i det fjerne, en summende bi, duften fra markerne, synet over landskabet fra bjergene, det rindende vand i floden, sagte mumlen fra landmandskonerne og smagen fra en moden figen. Alt sammen indtryk, man skal opleve på egen krop for at få den ægte oplevelse af at gå caminoen.
Ligesom man på herbergene får nye bekendtskaber, så møder man også mange under selve vandringen. Nogen gange passerer man en anden eller bliver selv passeret (læs overhalet 🙂 ), og så hilser man hinanden med et Buen Camino! (God Camino!). Men andre gange kan det også blive til en lidt længere samtale, hvor man går og taler om alt muligt mellem himmel og jord med et menneske fra den anden side af jorden. Det er enormt interessant og udviklende.
Vi gik mellem 20-30 km hver dag og takket være ordentligt fodtøj og pauser undervejs, så kom vi igennem uden vabler eller andre skavanker. Efter 11 dages vandring kunne vi sætte foden i Katedralen i Santiago de Compostela til den traditionelle pilgrimsmesse.
1. decembers indlæg er skrevet af Signe Skamris Pedersen. Signe har rejst lige siden, hun var helt lille, og hun har besøgt det meste af Europa. Derudover har hun blandt andet været i Grønland, Egypten, Kina, Rusland, USA, Israel og Kenya/Tanzania. Signe arbejder til dagligt som neonatal sygeplejerske, og hun læser i fritiden teologi for voksne.
Signe deltog også i Rejsejulekalenderen 2015, og det gjorde hun med det meget fine indlæg: Iran – et persisk eventyr
Tekst og billeder er copyright © Signe Skamris Pedersen.
There are 0 comments
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!