“Chaufføren i Gambia” af Carsten Gath

Jeg havde været der før, men Albert markedet i Gambias hovedstad Banjul, er et sted man gerne vender tilbage til. Batik, træfigurer, souvenirs, afrikanske trommer, sko, grøntsager, farvestrålende stoffer og færdigsyede kjoler og meget meget mere kan købes her i et utal af boder og forretninger. Min rejseledsager var ikke så heldig at have oplevet markedet, så en tur til en af Gambias største attraktioner var en selvfølge.

En morgen forlod vi vores hotel for at finde kørelejlighed ind til markedet, knap var vi kommet ud på gaden før en langlemmet fyr i strålende humør kom os i møde.
“Taxi” spurgte han, og jo, det var lige hvad vi manglede. Lidt henne ad vejen stod tre grønne taxier, to nyere ford-modeller og en gammel faldefærdig rustbunke der var så slidt, at det var umuligt at fastslå fabrikatet. Selvfølgelig var det den bil vi skulle med, indvendigt var den, om muligt, endnu mere medtaget, der var ingen bund i bilen, en tyk voksdug var lagt over de bærende dele, men flere steder kunne man se vejen.

Instrumentbordet var væk, det var al beklædning også, fuldstændig nøgen og skrællet stod bilen der og lignede mest af alt en udtjent stock-car. Bilen kan faktisk ikke beskrives og vi var begge enige om at bilerne på bilkirkegårdene hjemme i Danmark var i væsentligt bedre stand end denne bunke jern.

Vi tøffede derudaf og nåede efter et par kilometer hovedvejen, chaufføren lyste pludselig op og fortalte stolt, at nu ville vi snart køre gennem landets første og eneste lyskryds. Da vi nåede frem undrede det mig at der stod to mand og dirigerede trafikken i det fuldt funktionsdygtige lyskryds. Jeg spurgte selvfølgelig chaufføren hvorfor, men ifølge ham var det logik, der var jo ingen der vidste hvad farverne betød…

Inden vi nåede Albert markedet ville vi besøge krokodilleparken i Katchikally, chaufføren bakkede ind på parkeringspladsen, men af en eller anden grund overså han den næsten 10 meter høje mur som han med stor fart kørte lige ind i. Han fortrak ikke en mine, det virkede som om at det var en helt almindelig parkering for ham, men det fortalte måske noget om hvorfor bilen så ud som den gjorde.

Da vi havde gået lidt rundt i parken, hvor jeg desværre kom til at jogge i en krokodillebæ til stor morskab for chaufføren, kørte vi mod Banjul og Albert-markedet. Undervejs spurgte han om det var i orden at han lige holdt ind til siden for at købe fisk med hjem til aftensmaden. Selvfølgelig kunne han det, men de mange små fisk, viklet ind i avispapir, lå resten af dagen i den bagende varme bil, stanken var i perioder uudholdelig, men heldigvis havde bilen så mange revner og huller at den naturlige aircondition kom os til hjælp.

Vi parkerede ved markedets bagindgang og tilbragte et par gode timer i de små gyder og gader, Albert-markedet skuffede heller ikke denne gang. Da vi kom ud til bilen efter endt shopping ville den selvfølgelig ikke starte, vi sad på bagsædet mens de lokale børn samlede sig, de der stod forrest trykkede snuderne flade mod vinduet, og med snotten løbende ud af næserne kæmpede de for at få et glimt af de hvide mennesker. Chaufføren travede frem og tilbage udenfor bilen, pludselig tog han en hammer som han knaldede ned i motoren, og vupti, bilen startede og vi kunne komme hjemad.

Vi kørte gennem Banjuls gader, det er en lille by og der er ikke megen trafik, alligevel lykkedes det vores chauffør at køre ind i en cyklist. Han kom ikke noget til, men blev naturligvis godt vred, chaufføren undskyldte og cyklisten satte i gang igen, men et par hundrede meter længere fremme kørte han den samme cyklist ned en gang til! Det var tydeligvis ikke med vilje, men vi begyndte ærligt talt at blive lidt nervøse over mandens køreegenskaber.

Trængslerne var dog ikke forbi, nu var bilen ved at løbe tør for benzin meddelte den stadig storsmilende chauffør, vi kørte på dampene, men uheldigvis havde det været helligdag dagen før, så alle tankstationer havde udsolgt. Men på hjørnet af den lange vej der førte ned til byen og vores hotel lå Gambias største tankstation, her var der benzin. Ca.100 meter derfra gik bilen ud og vi trillede lige så langsomt ind i den lange kø af biler. Vi havde fået nok, stak ham nogle penge og begyndte at gå hjem til hotellet, da vi havde gået et kvarters tid kunne vi høre en gammel spand komme kørende bagfra, det var vores chauffør der med et dyt og et vink var klar til at transportere os det sidste stykke vej hjem, men vi følte begge at de afrikanske veje var mere sikre til fods end i bil.

Indlægget er skrevet af Carsten Gath. Carsten har rejst rundt i verden siden 1980, hvor han blandt andet har besøgt lande som Tyrkiet, Indien, Kina, Kenya, Mexico og som sagt Gambia. Du kan læse Carstens rejseguider og -beskrivelser på hans flotte hjemmeside: Gaths Rejseside 

Tekst er copyright Carsten Gath.