“CouchSurfing i Vietnam” af Mads Larsen

Min største rejseoplevelse var, da jeg havde min allerførste CouchSurfing oplevelse, som fandt sted i det nordlige Vietnam.

Mine første CouchSurfing-venner var Luisa og Doan
Under et ophold i Mekong Deltaet i Vietnam var jeg blevet præsenteret for CouchSurfing og konceptet bag – og jeg syntes, det lød som en helt fantastisk idé sådan at tilbyde overnatninger til rejsende for at give dem muligheden for at komme tættere på lokalbefolkningen. Så det blev jeg naturligvis nødt til at prøve.

Luisa boede med sin mor og sine søstre i Vietnams hovedstad, Hanoi, og hun tilbød mig straks hjælp til at finde et sted, jeg kunne være. Luisa havde en rigtig god ven, Doan, som selv boede med sin familie ude på landet et stykke udenfor Hanoi.
Luisa fik hurtigt arrangeret sådan, at jeg kunne bo hos Doans familie, og jeg glædede mig helt enormt! Tænk sig, sådan bare uden videre at blive tilbudt den mest autentiske oplevelse som man overhovedet kan få i et land: At bo hos en lokal familie. Ingen bureauer, ingen mellemled, ingen pyntede eller turistvenlige forhold – bare et land, kulturen og befolkningen helt som det er, og helt som det bør opleves.

Efter at have fejret nytår på en lokal bar nær vores hostel i Hué i Vietnam, havde jeg en lang bustur foran mig næste dag. Allerede kl. 11.00 var der afgang, og busturen blev ikke nemmere at overskue af, at tømmermændene havde fået et godt tag i mig, så jeg var mildest talt presset.
Jeg ankom til Hanoi tidligt næste morgen. Luisa havde givet mig Doans telefonnummer, så jeg kunne holde ham opdateret undervejs. Det var ikke blevet til meget søvn, så da jeg trådte ud af bussen, hjalp det ikke ligefrem, at det bare stod ned i lårfede stråler, som når det regner allerværst – selv taget standarden af voldsom regn i Sydøstasien i betragtning.
Så der stod jeg, midt i enorme Hanoi, intet sted at tage hen, regnen bankende ned, som et tykt tæppe af vand, og som om det ikke var nok, så var min telefon også løbet tør for strøm, så jeg kunne ikke få fat på Doan … 
Det var så tidligt på dagen, at der ikke var noget i nærheden, som havde åbent, så jeg havde heller ikke mulighed for at opladt min telefon.
Heldigvis kunne jeg stå lidt i læ under en altan, der var et par etager oppe, så det hjalp lidt.
En ældre herre kom kørende forbi på sin scooter. Han talte ikke et ord engelsk, så vi gjorde brug af fagter og tegnsprog. Jeg pegede på min telefon, imens jeg rystede på hovedet og sagde: "kaput!", hvorefter vi begge grinede. Han forstod tilsyneladende godt budskabet, og jeg tror, han fik ondt af mig. Han lånte mig i hvert fald sin telefon, og der var heldigvis nok strøm på min, til at jeg lige kunne nå at taste Doans telefonnummer, inden den igen døde ud.
Den vietnamesiske herre fik fortalt Doan, hvor jeg befandt mig, og en rum tid efter kom Doan kørende på sin scooter for at hente mig. Jeg takkede den vietnamesiske mand, og til trods for at jeg insisterede, ville han ikke tage imod penge for sin venlighed.

Jeg hoppede bag på scooteren, fik udleveret en hjelm af Doan, og så var det ellers afsted ud på landet. Da vi ankom til Doans hjem, fik jeg hilst på hele familien, og de var alle sammen meget spændte på at skulle have besøg af "sådan en som mig" – det havde de aldrig prøvet før.
Det var tydeligt at se, at Doans familie var fattige. Der var de meget basale fornødenheder og ikke spor andet, og jeg var vild med det!

De buddhistiske templer
Kort efter ankomst hos familien spiste vi en let frokost, og derefter havde Doan allerede planer for, hvad vi skulle lave. Han fortalte mig, at han havde et sted, som han ville vise mig, men jeg måtte ikke få af vide, hvor eller hvad det var.
Jeg var med på den. Selvfølgelig!
Igen sprang jeg bag på Doans scooter, og afsted gik det. Vi kørte op mod bjergene. Undervejs stoppede Doan ved en tankstation for at tanke scooteren, og jeg tilbød at betale for benzinen, hvilket Doan blankt afviste. Jeg forsøgte flere gange, men der var ikke noget at gøre – den vietnamesiske stolthed var ikke til at trænge igennem.
Vi fortsatte opad, så lidt nedad. Så lidt opad igen. Jeg ved faktisk ikke, hvor langt vi kørte, men det føltes langt. De stejle veje og utallige sving gjorde det svært at vurdere distancen, men til slut nåede vi frem. Vi var kommet til et område med små templer, hvor buddhisterne tager til for at bede for deres nære og kære.
Doan havde medbragt røgelsespinde, som buddhisterne benytter, når de beder til Buddha. Jeg ser ikke mig selv som en spirituel person, men der var bare et eller andet ved stedet … Jeg kan ikke beskrive det med ord, for det var ikke noget, jeg før havde oplevet. Det var nærmest … magisk!

Jeg spurgte Doan, hvad jeg skulle gøre og sige. Han sagde, at jeg bare skulle gøre som ham, og hvad jeg sagde betød ikke så meget, så længe det var positivt, og at det ikke var rettet mod mig selv. ”For det betyder uheld,” fortalte han.
Faktisk behøvede jeg ikke sige spor. Den mest respektfulde måde at bede på, var ved at hviske for sig selv.
Men jeg kunne jo hverken kinesisk eller vietnamesisk, så hvad skulle jeg så sige? 
Doan sagde, at det ikke betød spor. Buddha forstod alle sprog, så om jeg ville bede på engelsk, dansk eller noget helt tredje var op til mig.

Vi tændte vores røgelsespinde, og efter de havde brændt i ganske kort tid, viftede vi dem frem og tilbage, sådan at ilden gik ud, og røgen dansede i luften omkring os.
Med røgelsespindende i hænderne samlede vi håndfladerne mod hinanden og løftede dem til hovedet, bukkede tre gange med fronten mod templet og drejede en kvart omgang mod højre. Dette gjorde vi i alle fire retninger, imens vi bad. Eller, jeg forsøgte mit allerbedste, men det blev mere til en masse usammenhængende ting og ord – jeg vidste simpelthen ikke, hvad jeg skulle sige. 
Det var svært for mig at acceptere at jeg følte, jeg ikke havde gjort det ordentligt, selvom jeg virkelig havde forsøgt.
Vi gik derefter ind i templet. Jeg var meget spændt. Jeg var bange for at komme til at gøre noget forkert. Jeg vidste, hvor højt vietnameserne (og asiatere generelt) gik op i, at man udviste respekt overfor hinanden og dem omkring sig, så jeg ville virkelig ikke gøre noget galt. Jeg fulgte troligt Doan og så nøje efter, ned til mindste detalje, hvordan han gjorde.
Vi satte vores fodtøj og fortsatte barfodet ind i templet. Højre fod først, det var vigtigt, da det udviste respekt for den højere magt inde i templet. Her satte vi os på knæ, samlede igen håndfladerne, rejste dem til hovedet og bukkede – og for første gang i mit liv bad jeg en bøn. En bøn som jeg mente. Jeg ville ikke (og vil stadig ikke) fortælle, hvem eller hvad jeg bad for, for så ville det ikke gå i opfyldelse, havde Doan fortalt.
Efter vi havde bedt, forlod vi templet. Altid med fronten mod Buddha, og med venstre fod ud af templet først, sådan så vi gik ind i templet med højre fod som den første, og ligeledes forlod templet med højre fod som den sidste.

Da vi kom ud fra templet, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige til Doan. Det var en stærk oplevelse for mig, og jeg var virkelig uden ord, hvilket sker rigtig sjældent for mig.
Jeg takkede ham mange gange for at have fået lov til at komme med ham og dele denne, for mig, følelsesmæssigt kæmpe store oplevelse.

Det vietnamesiske nytår, Tet Holiday
Vi kørte tilbage til Doans familie. Det var nu blevet aften og så småt ved at være spisetid. Inden det var tid til at gå til bords ("gulvs"?), havde Doans mor anrettet en fin portion frugt og andre lækre ting på en tallerken. Maden var dog ikke til hverken Doan eller jeg – eller nogen af de andre i familien. Eller jo, på en måde egentlig … 
Det vidste sig, at vi kun var et par dage fra det vietnamesiske nytår, Tet Holiday. Det vietnamesiske nytår, eller Tet, er den vigtigste af alle helligdagene i Vietnam. Tet markerer starten på foråret, og det fejres blandt andet ved, at hele familien samles, venner af familien kommer på besøg samt ved tilbedelse af familiens forfædre.
Omkring 100 meter ude ved markerne bag familiens hus, ligger Doan's bedsteforældre begravet. Vi gik ud til det lille alter, som familien havde bygget, hvorpå Doan satte tallerkenen med mad som en gave. Han bad en bøn. Jeg stod stille ved siden af, uden at sige et ord. Da Doan havde bedt, samlede jeg mine hænder og bukkede foran alteret for at vise min respekt.

Vi gik tilbage til resten af familien, og gjorde os klar til at skulle spise aftensmad. Et par af familiens venner havde hørt, at familien havde en uvant gæst, og de var derfor blevet inviteret forbi for at se, hvad jeg nu var for en. Vi satte os på gulvet på en form for tæppe lavet af bambus, og det var her, vi skulle nyde vores fælles måltid.

Menuen stod på ris, grøntsager og kogt kylling. I Vietnam kan maden, en vært serverer for en gæst, have forskellig betydning. Doan fortalte mig, at når man som gæst fik serveret kogt kylling, så betød det, at værten så det som en ære at have gæsten på besøg, og at man altid var velkommen i deres hjem. Jeg var enormt beæret. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Noget måtte jeg da have gjort rigtigt, siden jeg kunne blive præsenteret for så fornem en gestus, tænkte jeg. 
Ingen i familien, udover Doan, talte engelsk, så jeg bad ham om at oversætte for mig, da jeg ville takke for deres venlighed og gæstfrihed. I stedet for at oversætte, hviskede Doan noget på vietnamesisk til mig, som jeg selv skulle sige til familien. Det som jeg selv syntes lød som vietnamesisk, fik hele selskabet til at bryde ud i latter, da jeg sagde det – de morede sig gevaldigt over mine evner til at tale vietnamesisk, eller mangel på samme. Jeg havde ingen idé om, hvad jeg fik sagt, men Doan fortalte, at familien forstod, hvad jeg forsøgte at sige, og de takkede.
Da vi var færdige med at nyde den fantastiske mad, var det faktisk blevet sent. Vi var begge en smule trætte ovenpå den begivenhedsrige dag, og vi besluttede derfor at gå i seng og være friske til en ny dag.

De altid venlige vietnamesere
Næste dag skulle jeg ind til Hanoi for at mødes med Luisa. Hun havde lovet at vise mig lidt rundt i Hanoi, inden jeg skulle videre med bus til Sapa i det nordligste Vietnam.

Før Doan skulle agere scooter-taxa (igen), havde jeg lige lidt tid til at gå rundt i den lille landsby et kort stykke fra, hvor familien boede.
Jeg havde ikke tilbragt mere end 5 minutter inde i byen, før en mand kaldte på mig og vinkede mig hen mod sig. Det viste sig, at han var byens frisør. Han var rigtig venlig. Hele hans familie var på besøg i salonen: hans mor, hans kone og hans to sønner. Ikke overraskende var det også et uvant syn for dem at se en blegfis som mig traske rundt i deres lille by, og de var meget nysgerrige efter, hvad jeg dog lavede et sted som der. Frisøren, som i øvrigt talte ganske fornuftigt engelsk, spurgte, om jeg ville have noget imod at få taget et par billeder sammen med ham og hans sønner, og selvom det var ganske uvant for mig, sådan at blive spurgt om fotografering, sagde jeg naturligvis ja.
Jeg havde ikke været i salonen i mere end 10 minutter, før frisørens kone, med frisøren som tolk, tilbød mig deltage i familiens frokost. Selvom jeg rigtig gerne ville have været med, var jeg desværre nødt til at takke nej, da Doan og jeg havde en aftale med Luisa om ikke så længe.
Et stykke tid efter forlod jeg frisøren og hans familie – med smil og vink tog vi afsked, og jeg var endnu en god oplevelse rigere; og det lod til, at de havde det på samme måde!
Det var nu blevet tid til, at jeg skulle ind til Hanoi for at mødes med Luisa. Inden jeg fik sagt farvel og på gensyn til Doans familie, blev der uddelt kram og lykønskninger om alt godt i fremtiden – og det var da også ganske vemodigt at skulle tage afsked med min vietnamesiske familie.
Jeg forlod familiens hjem med en følelse af, at jeg virkelig havde en anden familie på den anden side af jorden. Deres venlighed og gæstfrihed, den måde de tog imod mig med åbne arme … Det var simpelthen ubeskriveligt. 
Jeg havde aldrig før i mit liv følt mig så godt modtaget af nogen, som jeg ikke på forhånd kendte, og det bekræftede virkelig min tro på, at der findes gode mennesker over alt i verden, uanset hvor langt væk fra turistområderne man måtte befinde sig.

Jeg har den dag i dag stadig regelmæssig kontakt til Doan, og jeg er ikke ét sekund i tvivl om, at jeg har fået mig en ven for livet i ham – det har han i hvert fald med mig.

Jeg har taget konsekvensen af at være blevet smittet med "rejse-syge" og har derfor sagt mit job op, og sælger alt hvad jeg ejer, for at rejse jorden rundt på ubestemt tid. Uden nogen som helst form for planlægning vil hver dag på min rejse være et eventyr, når jeg til sommer 2014 drager afsted i jagten på min allerstørste drøm. Formålet med min rejse er blandt andet at bevise, at uanset hvor i verden jeg befinder mig, så vil der altid være en udstrakt hånd. Dette er også årsagen til, at jeg har valgt, at min primære form for transport vil være min tommelfinger i vejret ud mod vejen, og derudover har jeg tænkt mig at gøre flittig brug af CouchSurfing.
Du kan følge mine eventyr her på min blog: "Explore. Dream. Discover"

Indlægget er skrevet af Mads Larsen. Mads har igen i år skrevet et rigtig dejligt indlæg til Rejsejulekalenderen, og det er en stor glæde, at han ville deltage igen i år (se her Mads' indlæg fra 2012). Mads er en ivrig rejsende, der ikke er bange for at prøve noget nyt, som det er at blive venner med lokale mennesker og følge med dem, hvor end de tager én med hen. Og det er lige netop denne respekt for andre mennesker og den åbenhjertige tiltro til dem, der kan give de helt store rejseoplevelser – det kender jeg selv rigtig godt. Godt gået, Mads, og godt skrevet! Og så glæder vi os alle til at følge med på din blog, når du tager ud på din store rejse :0)