Julekalenderindlæg
0

“Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget” af Louise Falden

D. 7 februar kl. 23.30 landede jeg i Accra, Ghanas lufthavn. Jeg var selvfølgelig spændt og ikke mindst nervøs. Da jeg lagde mig til og sove den nat, lå jeg og spekulerede. Spekulerede over, om jeg overhovedet kunne klare 3 måneder alene, ville jeg kunne kommunikere med de indfødte og ikke mindst, hvad de næste 3 måneder […]

D. 7 februar kl. 23.30 landede jeg i Accra, Ghanas lufthavn. Jeg var selvfølgelig spændt og ikke mindst nervøs. Da jeg lagde mig til og sove den nat, lå jeg og spekulerede. Spekulerede over, om jeg overhovedet kunne klare 3 måneder alene, ville jeg kunne kommunikere med de indfødte og ikke mindst, hvad de næste 3 måneder ville byde på.

Dagen efter kom jeg til den by, hvor jeg skulle bo, og blev vist hen til det børnehjem, jeg skulle være på. Nå nej, det var så alligevel ikke lige et børnehjem, jeg skulle være på, eftersom børnene fra børnehjemmet gik i skole på det pågældende tidspunkt, jeg skulle være der. Og derfor blev det besluttet, at jeg skulle være lærer.
Dette passede mig rigtig dårlig, og jeg havde rigtig ondt i maven i flere dage. Men der var ikke noget og gøre, jeg måtte bare kaste mig ud i det. 

Jeg fik den klasse, hvor de yngst børn (1-5 år ) var, og derfor skulle de lære alt det grundlæggende, så som tal, farver, ord på engelsk og deres national sprog.
Deres national sprog var Twi, og jeg kunne derfor ikke forstå, alt hvad de søde børn fortalte mig.
Derfor var de nødt til og ansatte en lærerinde, som kunne være oversætter i ny og næ og ikke mindst hjælpe med undervisningen.
Mange af børnene kunne dog forholdsvis meget engelsk, men der var en dreng, der særligt havde sine problemer, og ham vil jeg aldrig glemme. 

Johnson var 5 år og kom fra en meget fattig familie. Familien havde kun lige penge til, at han kunne gå i skolen, men ikke mere end det. Ingen blyanter, hæfter, bøger, skoletaske eller uniform.
Den første dag han kom, trådte han ind i klassen, kiggede dårlig rundt, men satse sig bare på den bagerste bænk, med et trist udtryk i ansigtet.
Jeg havde det skidt med at se ham så trist, og derfor satte jeg mig ned og talte med ham i frikvarteret.
Jeg spurgte, hvad han hed, hvor gammel han var og hvem hans familie var osv.
Men der kom intet svar. Han sad blot og kiggede ned på maven, samtidig med at hans hænder var lagt over kors. Jeg agede ham på skulderen og sagde, at jeg var glad for, at han var kommet til skolen.

Jeg blev ved med dette i nogle uger, men Johnson sagde stadig intet til mig. Derfor prøvede jeg en anden taktik og satte mig ved siden af ham i undervisningen, mens den anden lærerinde underviste. Jeg gentog nogle af de ord, hun fortalte, og Johnson kiggede interesseret på mig, dog uden at gentage noget af det jeg sagde.
Jeg syntes, det var frustrerende og følte, at det var ligegyldigt, det arbejde jeg gjorde på skolen; jeg valgte dog at give arbejdet endnu en chance og mødte selvfølgelig op dagen efter igen.

Den dag skulle børnene lave nogle tegne opgaver, og der blev delt kladdehæfter ud til dem. Når de havde tegner færdigt, ville de få et klistermærke.
Johnson sad endnu engang for sig selv og tegnede. Jeg kom hen til ham, og han kiggede på mig og viste tegn til, at han var færdig. Jeg roste ham og gav ham et klistermærke med Pluto.
Jeg sagde til ham, at det var Pluto, der var på billedet, og jeg fortalte en lille historie om ”den lille hund”.

Johnson var så stolt over sit klistermærke, og viste det til de andre børn.
Jeg var så stolt og ikke mindst glad for, at han endelig kom med en reaktion, og også lettet over at jeg alligevel havde givet skolen en chance til.
Johnson havde uden tvivl rykket sig, men han ville stadig ikke tale med mig.

Det blev fredag ugen efter, og vi samledes alle i skolen, før børnene så småt begyndte at gå mod børnehjemmet – altså hjem.
Jeg gik selvfølgelig med på rækken og holdte en pige i min venstre hånd. Pludselig blev min højre hånd omfavnet, og jeg så, at det var Johnson.
Han kiggede på mig og smilte. Så løftede han sin venstre hånd og viste mig sit kladdehæfte, og samtidig med sagde han: ”Pluto”.
ENDELIG! Efter næsten 1 måned sagde han sit første ord!
Jeg kiggede på Johnson, gav ham et kys på panden og sagde: ”Yes it´s Pluto”.

Jeg glemmer aldrig Johnson, og jeg er så glad for, at jeg valgte at fortsætte på skolen, på trods af at jeg flere gange syntes, det var noget skidt.
Efterfølgende har jeg flere gange sagt til mig selv: Der er intet, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.

Indlægget er skrevet af Louise Falden. Louise oplever, som mange andre rejsende, at de forudsætninger og planer hun havde, før hun tog til Ghana, ikke kom til at gå som forventet. Tilgengæld er hun ikke er person, der giver op, når hun står i en svær situation, og det blev i dén grad belønnet – Louise oplevede nemlig at komme helt tæt på et andet menneske, der kom til at betyde utroligt meget for hende, og det var ikke sket, hvis hun havde givet op. Rigtig godt klaret, Louise!

Louise Falden

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!