Året er 1991. Det er en sommerdag i starten af august. Min gode ven, Torben, og jeg er på cykeltur gennem Letland, Estland, Rusland, Finland og Polen. Vi nærmer os den russiske grænse. Solen bager og humøret er højt. Vi har lige siddet på en café og forsøgt at bruge de sidste pengesedler og det […]
Året er 1991. Det er en sommerdag i starten af august. Min gode ven, Torben, og jeg er på cykeltur gennem Letland, Estland, Rusland, Finland og Polen. Vi nærmer os den russiske grænse. Solen bager og humøret er højt. Vi har lige siddet på en café og forsøgt at bruge de sidste pengesedler og det gik som smurt, for en øl kostede 35 rubler.
Foran os, i horisonten, ligger en grå bygning. En firkantet klods. Det er grænsestationen. Langs med vejen strækker pigtråden sig – ligeså lang den er. Militærklædte mænd kniber øjnene sammen under kasketternes skygger. De har hunde med og store knive hænger fra deres bælter. Vi træder godt til i pedalerne. Vi er begyndt at glæde os til at cykle ind i Finland. Spørgsmålene rejser sig som kirkespir. Er der mon tusinde søer? Hvordan med myggene? Er der mere civiliseret end der er i Rusland?
En håndfuld mænd i uniformer hænger ud i solen. De snakker lavmælt. Vi sagtner farten, trækker passet op af styrtasken og viser det frem, mens vi ruller frem mod tolderen.
“Stop”, råber han, vist nok, og strækker sin arm ud foran kroppen, som vil han stoppe os ved håndkraft, hvis ikke vi hører efter.
Han bladrer i vores pas. Kollegaerne stimler sammen omkring ham. De mumler lidt frem og tilbage. Kikker på os og cyklerne. Tolderen ryster på hovedet og ser opgivende på os. Så siger han noget til os på russisk. Jeg trækker på skuldrene og spørger om han taler engelsk. Han ryster på hovedet og viser os med hånden at vi skal blive hvor vi er. Han vender omkring og skridter ind i den grå bygning.
Fandens til grå klods, tænker jeg. En stopklods på vejen mod det forjættede land Finland, der ligger på den anden side af stregen. Hvorfor nu det her?
En ny uniformeret mand træder ud ad døren og går med faste skridt hen til os. Han gnubber sit hageskæg og kikker nøje på os – to fremmede iført cykeltøj, allerhelvedes langt ude for lands lov og ret. Sært. Han bladrer i vores pas, som var det jumbobøger. Smiler irriterende. Løfter øjenbrynene og vinker et par kollegaer hen til sig.
Han finder stemplet i passet, som vi fik på det russiske konsulat i Riga. Det stempel som den russiske ambassade i København, ikke ville give os. Tilladelsen til at køre ind i Rusland. Da vi cyklede ind i Rusland, viste vi ikke vores pas. Tolderne var optaget af de biler der var på vej ind i Rusland. De summede omkring dem, som møl.
“Stemplet er ugyldigt” fortæller han os på et nogenlunde forståeligt engelsk. “I må tilbage til den russiske ambassade i Leningrad efter et nyt. Desuden er det forbudt at krydse grænsen på cykel.”
Det er svært at forstå. At blive udvist af et land er hverdagskost, men at blive indvist – det har jeg aldrig hørt om før. 250 km. tilbage – på cykel. Pis!
“Derefter kan I tage toget, køre i bil eller flyve når i skal ud af landet. Forstået?” Han kikker på os med sine stålgrå øjne, nikker stift, vender sig om og forsvinder ind i den grå klods.
“Det er fan´me løgn, det her,” siger jeg til Torben. Men det er det overhovedet ikke. Torben klapper mig på skulderen og fortæller mig at det hele nok ska gå.
“Måske kommer der en trucker vi kan køre med til Leningrad,” fortsætter Torben.
“Fuck bureaukratiet,” svarer jeg.
Vi sætter os på en bænk. Jeg skummer som frisktappet øl. Jeg vil frem, ikke tilbage. Punktum. Torben synes det er en fed udfordring. Han smiler. Tolderne stimler sammen omkring vores cykler, går i knæ. Kører pedalerne rundt. Kikker på gearene. Løfter på cyklerne. Taler venligt til os og stiller spørgsmål på et sprog vi slet ikke forstår. Stemningen er vendt, jeg tror de har ondt af os.
“Hello, how are you?”
Jeg skygger for solen med min hånd og ser en kraftig, firskåren mand i skovmandsskjorte der kikker venligt på os. Han rækker hånden frem og smiler med hele fuldskægget. De få tænder han har er spredt, som var de kastet ind i gabet med en skovl.
“Vladimir,” siger han. Vi giver ham hånden, “Søren”, “Torben”.
“I´ve heard about your problem. I can help you. This is my family.” Han nikker hen mod en mindre bilkortege. Et folkevognsrugbrød med en trailer, hvorpå en slidt Lada står. Efter traileren, en Opel på slæb. I rugbrødet sidder Vladimirs kone og deres datter, storebror er styrmand i Opelen. De holder nøje øje med os.
“I have to do som paperwork. It will take an hour or two. You can go with us back to Leningrad, and I will help you. Are you interested?”
“Øhhh, yes we are. Thanks a lot.”
Et par timer senere ruller vi tilbage mod Leningrad. Vi sidder i Folkevognsrugbrødet sammen med Vladimir og hans familie. Ordene løber ud af Vladimirs mund, som var de en russisk flod. Jeg hører ikke det hele, men mærker min krop vugge i takt med folkevognen. Jeg ser det landskab vi lige har cyklet igennem, og jeg ser lille Annas øjne under nakkestøtten. Hun følger os nysgerrigt. Torben og jeg skiftes til at smile til hende. Vladimirs kone hedder Nathalie. Chaufføren i den bagerste bil hedder Dimitri. Han er 10 år gammel.
Vladimir og Nathalie bor i en forstad til Leningrad. Det er sådan nogle smalle jordveje med huse på begge sider. Haverne er alle hegnet ind og husene er bygget i solidt træværk. Her og der står en ged og græsser. En slags svensk landidyl, i udkanten af Leningrad.
Et vennepar har passet huset mens familien var på ferie i Finland. De står ude foran huset. Han med armen om hendes skulder. Han ligner Sean Connery. Hun er indbegrebet russisk husmor, og ser nærmest lykkelig ud. Familien stimler ud ad bilen. Der bliver krammet, sludret og grinet, og vi præsenteres. Huset er stort, og det eneste i kvarteret med parabol. I haven er to både sat i stativ, en gammel vaskemaskine skvatter sammen op ad et skur. Vladimir smiler, tager os om skuldrene og skubber os i retning af hoveddøren. “Let´s have a party,” siger Vladimir. Hans øjne skinner som to rubiner.
“But first we have to fix your problem. Your problem is our problem. Thats it.” siger han på vej ind i stuen. Han placerer os i to store stole foran tv´et.
“I will call the english teacher from the school.” Han tænder for tv´et og med fjernbetjeningen prikker han os vej gennem programjunglen, frem til MTV. Vladimir blinker til os inden han forlader stuen. Anna trækker en stol hen over gulvet, så tæpperne krøller. Placerer den ved siden af mig og sætter sig godt til rette. Vi smiler til hinanden.
Det er ikke uden en hvis ærbødighed at vi sidder i de bløde stole. Vi er opslugt af alt omkring os. Det storblomstrede sofaarrangement, sofabordet, det mørkebrune reolsystem, de bladguldsbelagte ikoner på væggene, i loftet en strålende lysekrone og Vladimirs venlighed. Der er travlhed i køkkenet. Kvinderne laver mad. De leer under arbejdet.
Snart er engelsklæreren på plads. Vi fortæller hende vores historie. Hun oversætter for Vladimir. De leer så tårerne triller da vi fortæller at det er forbudt at krydse grænsen på cykel. Læreren fortæller at Vladimir vil hjælpe os i morgen. Ikke noget problem i det.
“And now we have to eat,” hun peger på to fløjdøre i stuen. Vladimir tager fat i den ene dør. Han kikker på os inden han åbner den. Jeg føler mig som det lille barn der venter på at juletræet åbenbarer sig bag døren ind til stadsstuen. Men det her er bedre end juleaften. Russiske venner, et langt bord med salater, sild, noget i gele, brød, øl, vodka og to store, friskfangede fisk, lige trukket ud af rygeovnen i baghaven.
Engelsklæreren deltager også i festmåltidet. Vi er de heldige gæster og aftenens absolutte centrum. Der er meget mad og masser af øl og vodka. Spørgsmål og kommentarer regner ned over os som ildkugler en nytårsaften. Vi snurrer rundt på stolene, beretter i øst og vest. Vores glas fyldes så snart indholdet nærmer sig bunden. Da fiskene er spist, kommer der kyllinger på bordet og bjerge af tilbehør. Vladimir fortæller at de er kunsthåndværkere. Vi kommer på rundtur i værkstedet, hvor håndmalede porcelænsæg, tekopper og kander. Vaser, sparebøsser og alt muligt andet står på hylder og i skabe. Temaet i deres arbejde er religiøst. De sælger rigtig godt, især i Tyskland og USA.
Min fornemmelse for tid og sted sløres, og en strøm af forskellige gæster glider gennem spisestuen i løbet af aftenen. Mænd kommer forbi med dunke med vodka og øl. Et par kvinder dukker op med deres døtre og slår på tromme for et godt parti. Det skorter ikke på magiske evner og huslige kundskaber, når Kirsten Giftekniv kikker forbi.
Da jeg vågner næste morgen kan jeg ikke åbne mine øjne. Bag min pande har nogen åbnet et tømrerværksted – de hamrer og banker. Tungen er hævet af alt for meget øl og vodka. Jeg bevæger mine tæer. Ok, jeg er i live. Men jeg fornemmer også at jeg ikke er alene i den smalle seng. Jeg husker ikke det sidste af aftenen i går. Hvordan var det nu den sluttede?
Læs anden del af Sørens uheldige rejsehistorie i morgen d. 9. december her på Rejsejulekalenderen.
Indlægget er skrevet af Søren Bramsted. Søren er historiefortæller, forfatter, foredragsholder, livsnyder og pædagog, som han selv beskriver det. Og så har Søren rejst rundt i mange lande, bl.a. på lange cykelture sammen med sin ven, Torben, og det er fra én af disse ture, Sørens indlæg til Rejsejulekalenderen kommer fra.
Tekst er copyright Søren Bramsted.
There are 3 comments
[…] Written by Soren Bramsted. Posted in Julekalenderindlæg Dette er anden del af en historie: Fortsat fra Rejsejulekalenderens indlæg d. 8. december. […]
[…] december Der må være en grænse – del 1 og del 2 “Stemplet er ugyldigt” fortæller han os på et nogenlunde forståeligt engelsk. “I […]
[…] at have Søren med i Rejsejulekalenderen 2012 – se hans indlæg fra 2012 her: "Der må være en grænse 1" og "Der må være en grænse […]
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!