Rejsejulekalenderen 2016
0

“Derfor er det fantastisk at rejse” af Kenneth Karl Nielsen

Jeg elsker at rejse. Jeg rejser så ofte som muligt, og jeg nyder det i fulde drag. Jeg er gladere, når jeg rejser. Jeg er mere åben, har mere energi, og straks efter jeg kommer hjem fra en rejse, så glæder jeg mig allerede til den næste. Men hvor kommer den rejselyst egentlig fra? .. […]

“Derfor er det fantastisk at rejse” af Kenneth Karl Nielsen

Jeg elsker at rejse. Jeg rejser så ofte som muligt, og jeg nyder det i fulde drag. Jeg er gladere, når jeg rejser. Jeg er mere åben, har mere energi, og straks efter jeg kommer hjem fra en rejse, så glæder jeg mig allerede til den næste.

Men hvor kommer den rejselyst egentlig fra?
.. Og hvorfor er det egentligt så fantastisk at rejse?

Min rejselyst kommer ikke hjemmefra. Mine barndomsferier blev alle afholdt i Danmark, Sverige og Norge. Det var gode og skønne ferier med mine forældre og mine to søstre, men det var ikke der, at min rejselængsel kommer fra.

Jeg har tænkt meget over det og er kommet frem til, at min rejselyst kommer fra folkeskolen. Fortællingerne om forskellige landskaber, forskellige folkeslag var fortællinger om eventyr, som jeg bare måtte se og opleve.

Mine forventninger var store – og med store forventninger kommer også ofte skuffelser. Men sådan er det aldrig gået for mig.

Fra min første backpackerrejse til Amsterdam med min ven, Tue, til min store jordomrejse med Torben, til mine mange ferier med Peter og senere mange rejser med min kone Maria, er jeg næsten hver eneste gang taget afsted og er blevet imponeret over vores fantastiske verden.

For mig gør det at rejse, at jeg ser verden og dagligdagen som et smukkere sted at være. Her er nogle af grundene til at jeg rejser.

Kenneth Karl Nielsen ved Wat Arun i Bangkok

Nysgerrighed og åbenhed

Når jeg rejser, så stiger min nysgerrighed og min åbenhed – og jeg er meget mere åben for nye indtryk.

Når jeg ser på naturens eller de mange menneskeskabte vidundere, så er det, ligesom om at nye områder af min hjerne og mit sind udfoldes.

I denne proces lærer jeg en masse nyt om vores verden, men jeg lærer også en masse om mig selv.

Hjemme i Danmark forsøger jeg at bruge samme metode, når jeg står overfor nye udfordringer og opgaver, og det hjælper mig meget i både mit arbejde og min dagligdag.

Glæde smitter af

Det er min bedste overbevisning, at folk smiler og griner utroligt meget rundt om i verden. Selvom mange af dem, som jeg møder, har jeg materielt dårligere end jeg har, så smiler de mere.

Det smitter af på mig – og det gør mig gladere, når jeg rejser. Og jeg forsøger altid at tage det med hjem til Danmark.

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige, at jeg altid var glad. Men det er det naturligvis ingen, der er – men mine rejser gør mig mere glad og gør, at jeg smiler mere.

Får koblet af fra dagligdagen hektiske liv

For nogle år siden rejste jeg til Thailand lige efter en periode, som både havde været svært privat, og hvor jeg havde meget at lave på arbejdet.

Strand på Koh Phangan

Jeg sad på en dejlig tropestrand, og det eneste jeg tænkte på var at skulle tjekke Facebook og min e-mail. På råd fra min kone, Maria, slukkede jeg fra telefonen og lagde den helt ned i bunden af rygsækken.

I de kommende dage fik jeg det meget bedre, og jeg fik koblet helt af. At bruge ferien til en digital detox kan varmt anbefales, og det fik mig hjem som en meget friskere person.

Nyd din partners selskab i fulde drag

Du kender det sikkert selv. Når hverdagen er over os, så glemmer vi ofte rigtigt at nyde selskabet med vores partnere. Sådan er også nogle gange for Maria og mig.

På vores rejser er det helt anderledes. Selvom vi af og til bliver udfordret og ikke er enige, om hvad vi skal gøre, så nyder vi hinandens selskab meget mere, når vi rejser, og vi er bedre til at bære over med hinanden.

Og det bedste af dette er, at vi tager disse erfaringer med os hjem, og på den måde får vi det endnu bedre i vores hverdag, hvor vi ikke er ude at rejse.

Kenneth og Maria ude i verden

Effekterne af rejser varer evigt

Når man læser ovenstående, så lyder det lidt, som om at effekterne ved at rejse forsvinder et stykke tid efter, at man er kommet hjem – og derfor bliver man bare nødt til at tage afsted igen.

Der er ingen tvivl om, at rejser er en slags narkotikum for mig. Men det er også på grund af de ting, som rejserne har gjort for mig helt permanent.

Jeg er blevet mere tolerant og har fået større forståelse for fremmede og fremmede kulturer, jeg har fået mere selvtillid, jeg er blevet en mere udadvendt person, og jeg har en række fantastiske minder, som jeg altid kan tænke tilbage på.

Og det gør mig alt i alt til en gladere person, og ikke mindst synes jeg, at både Danmark og hele verden er blevet et smukkere og skønnere sted at være.

Dagens indlæg er skrevet af Kenneth Karl Nielsen.

Kenneth er en af stifterne bag rejsehjemmesiden Backpackerplanet.dk, og rejsebloggen Globetrotters.dk.

Kenneth har rejst i mere end 40 lande, og han er i øjeblikket i gang med at lave flere forskellige og meget spændende rejseprojekter.

Tekst og billeder er copyright © Kenneth Karl Nielsen

Kenneth Karl Nielsen

Indlægget er skrevet af Kenneth Karl Nielsen. Kenneth er en af stifterne bag rejsehjemmesiden Backpackerplanet.dk, som er med i samarbejdet om at lave Rejsejulekalenderen. Kenneth har rejst i mere end 40 lande, og han er i øjeblikket i gang med at lave flere forskellige og meget spændende rejseprojekter.

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!