“En rejse til toppen af Afrika” af Kathrine Schmidt

Om morgenen på vores 5. dag på Kilimanjaro stod vi endelig på toppen, Uhuru Peak, i 5895 meters højde. Efter 4 ½ dag, 40 km og 4084 højdemeter var målet nået, og vi stod på toppen af Afrika, eller Afrikas tag, som nogle ynder at kalde det. Det var en fantastisk oplevelse, men faktisk havde jeg mest af alt lyst til at komme ned igen. 

En våd begyndelse i regnskoven
Den første bestigningsdag begyndte i regnskoven ved Machame Gate. Lige siden vi ankom til Tanzania dagen før, havde det været overskyet, og vi havde endnu ikke haft mulighed for at se Kilimanjaro rejse sig over det omgivende landskab. Machame-ruten statede i 1800 m.o.h., og på dagen for vores start var dette altså også højden for skyerne. Turen startede derfor med tåge, regnvejr og regntøj. Det første stykke af turen op af bjerget foregik på noget, der mindede om en rigtig vej – det var i hvert fald muligt at køre på den i 4×4-biler. Derefter blev stien en pæn, menneskeskabt sti. Den var nok omkring 1 meter bred og afgrænset af tykke grene på hver side. Nogle steder var der lavet afvandingskanaler på tværs af stien, og når det rigtigt gik opad, var der lavet trappetrin. Det var en fin måde at starte bestigningen på, men ærligt talt så var det ikke så udfordrende, som jeg havde regnet med. Efter en lidt sen frokost var vejret klaret op og regntøjet lagt tilbage i rygsækken. Vi gik stadig i regnskoven med træer på alle sider, men gennem en åbning i træerne fik vi endelig lov til at se den solbeskinnede top af Kilimanjaro – målet for bestigningen. 

Vi er ikke alene
På andendagen nåede vi op over trægrænsen og havde en formidabel udsigt ud over skyerne. Solskin hele dagen og klar blå himmel resulterede i godt humør. Benene havde det efter 2 dages bestigning stadig utroligt godt, og der var – takket være forebyggende sportstape – endnu ikke kommet vabler. Fra anden lejr, Shira Camp, havde vi en fantastisk udsigt til toppen og udover skyerne og Mount Meru. Det var også på andendagen, at det for alvor gik op for os, hvor mange mennesker der befinder sig på bjerget. Dagens vandring foregik på en forholdsvis smal og lidt stejl sti, så der blev hurtigt dannet propper, og man lagde mærke til, hvor mange portere (bærere) der passerede én på vejen. Shira Camp var også den første åbne camp, hvor det store antal af telte vidnede om, at rigtigt mange mennesker havde valgt at bestige Kilimanjaro samtidig med os. 

Lidt af en luksustur
Når man tænker på at bestige Kilimanjaro, vil mange måske tænke, at det er en smule primitivt, men på mange måder syntes jeg, at det var lidt af en luksustur. Vi rejste i en gruppe med i alt 15 deltagere og en dansk guide. Vores gruppe havde derudover følgeskab af i alt 1 chefguide, 5 assistentguider, 50 portere og 2 kokke. Mindst to guider fulgtes med os hver dag – antallet afhang lidt af, hvor svær eller krævende dagens etape var. De 50 portere bar vores bagage, telte og alt hvad der ellers hørte sig med. Det eneste, vi selv bar på, var en dagstursrygsæk med det tøj, vand og snacks, vi havde brug for i løbet af dagen. Porterne sørgede også for, at der var spisetelt og rigtige stole og borde til måltiderne. Derudover bar de 2 toiletter, så vi ikke behøvede at bruge de mere tvivlsomme, der var bygget på lejrpladserne. Jeg havde nok regnet med, at der var et hul i jorden inde i de små telte, men det viste sig at være en spand med ’rigtigt’ toiletsæde – totalt luksus. Vores kokke lavede mad til os morgen, middag og aften, så heller ikke der skulle vi spekulere på noget som helt. Det var for resten super god mad alle dage, og glæden var stor, da der den ene dag stod pandekager på bordet til aftensmaden. 

Akklimatisering og højdesyge
Akklimatiseringen er en af de vigtige ting, når man bevæger sig op i højden. Ved akklimatiseringen mindsker man risikoen for at blive ramt af højdesyge.  Lige siden vi bestemte os for at skulle bestige Kilimanjaro, havde højdesygen været min største bekymring. Det var ikke muligt for os, at forberede os på den, og skulle vi være så uheldig at blive slemt ramt, så ville eneste løsning være at gå ned igen. Jeg ville være så ærgerlig over at være kommet hele vejen til Tanzania for så ikke at nå helt op.
For at få den bedste akklimatisering bevægede vi os på tredjedagen fra 3800 meters højde og op til Lava Tower i 4800 meter højde og derefter ned igen til omkring 3900 meters højde. Det var først denne dag, at jeg rigtigt begyndte at mærke højden. Hovedpine og manglende appetit plagede mig omkring frokosttid, og det blev værre, jo tættere vi kom på Lava Tower. Derefter gik det ned igen, og jo længere vi kom ned, jo bedre fik jeg det igen. Efter den omgang mærkede jeg ikke mere til højdesygen før topnatten. 

Når man bevæger sig op i højden, skal man også tisse en del mere, end man plejer, og det betød derfor også mindst en tur til toiletteltet hver eneste nat. Selvom man umiddelbart skulle tro, at det var ret irriterende at skulle ud af den varme sovepose, så var det faktisk meget lækkert og med til at øge oplevelserne på turen. De gange jeg var ude om natten, blev jeg belønnet med den mest fantastiske stjernehimmel, jeg nogen siden havde set, og den oplevelse ville jeg nødigt være foruden.

Den berygtede Baranco Wall
Det var dag 4, og vi stod tidligt op. Der var frost på teltene. Foran os rejste den berygtede Baranco Wall sig, og som man stod og så på den fra lejren, var det svært at forestille, hvordan man skulle komme op der. I går, da vi kom gående til Baranco Camp, så den ellers ikke så slem ud, og man kunne tydeligt se, at der var en sti op af bjergsiden. Vi begav os af sted og startede med at gå en smule nedad, inden det for alvor gik opad. Vandrestavene var spændt på rygsækken, og flere steder måtte hænderne bruges som hjælp, når vi skulle op over bestemte klippestykke. Guiderne var gode til at hjælpe. De stod og tog imod, gav en støttende hånd og viste os, hvor vi skulle sætte fødderne. Det var sjovt og det var udfordrende. Og jeg elskede det.

På vej mod toppen
Egentligt var det stadig fjerde dag på vores bestigning. Kl. var 23:30, og vi stod klar med pandelamper og vores varmeste tøj. Jeg havde det fantastisk og følte mig rigtigt klar til topnatten. Jeg fik sovet lidt, da vi ankom til lejren, og jeg kunne slet ikke mærke højden, selvom vi befandt os i 4800 meters højde. Jeg var klar, og da vi begyndte at gå, satte jeg i gang med en guide foran mig og min kæreste bag mig. Allerede ved første stop måtte jeg tage et lag tøj af – det var alt for varmt, når man bevægede sig. Tempoet var langsomt, meget langsomt. Hvis jeg troede, at vi gik langsomt på de foregående dage, tog jeg helt fejl. Det her var sneglefart. Det var mørkt, og det eneste, jeg kunne se, var støvlerne på den person, der gik foran mig. Hvis jeg kiggede op (eller ned), så jeg slanger af lys fra andre, der også var på vej op. Timerne smeltede sammen, og jeg talte tiden på antallet af pauser. Rytmen hed 55 minutters gang, 5 minutters pause. Efter den tredje pause kunne jeg ikke længere holder styr på det. Jeg gik bare. 

Jeg begyndte at føle mig svimmel og var taknemmelig for mine vandrestave. De to ekstra støttepunkter holdt mig på benene. Jeg havde ikke styr på de andre i gruppen, jeg holdt fokus på at sætte den ene fod foran den anden. Vi var blevet advaret om, at man kunne få det dårligt ved 5200 meters højde, men det skulle gå over igen. Jeg ventede på at bliver klar i hovedet igen, men det skete ikke. Det var som sådan ikke fysisk hårdt, men mørket og svimmelheden gjorde det svært at holde styr på tiden, og på hvor langt vi var kommet. Vandet i mit drikkesystem var frossent, og de få gange jeg huskede at finde lidt sukker frem, var det også koldt og på grænsen til frossent. På et tidspunkt kom en af vores guider og ville tage min rygsæk. Jeg protesterede. Jeg ville gerne bære min egen rygsæk hele vejen. Han stod dog fast, og jeg havde ikke overskud til at sige mere fra. En flaske vand røg i lommen, og vi fortsatte opad. Ikke lang tid efter begyndte det at lysne i horisonten. Solen var på vej op. Det gav lidt ekstra energi, og så stod vi pludseligt ved Stella Point. Solen tittede frem og badede hele landskabet i et orange skær. Det var et ubeskriveligt syn. Vi holdt en kort pause. Kameraet kom frem, men batteriet var så koldt, at vi først måtte varme det op, før vi kunne tage et par enkelte billeder. Jeg syntes lige, vi var kommet op til Stella Point, da vores danske guide kom hen til os. Han pegede og sagde, at Uhuru Peak var deroppe, og om vi ville med, for de gik nu. ”Selvfølgelig,” sagde jeg på trods af svimmelheden. Nu ville jeg til tops. 

Jeg fortsatte og havde igen min egen rygsæk på ryggen. Solen havde givet fornyet energi. Der skulle være omkring en time til toppen, men det føltes som om, der var uendeligt langt. Guiden tog igen min taske, og jeg kæmpede mig op. Endelig så vi det grønne skilt og de mange andre mennesker, der stod forsamlet omkring det. Endnu et tegn på at vi ikke var de eneste, der havde fået idéen om at bestige Kilimanjaro. Vi kom op og stillede os i kø til at få taget det obligatoriske billede. Derefter havde jeg kun lige overskud til at tage et enkelt billede af den sydlige gletsjer. Jeg ville ned igen, og det kunne ikke gå hurtigt nok. 

Den svære tur ned
For mig var den største udfordring ikke at komme op. Det gik jo super godt, hvis man ser bort fra svimmelheden. Det var turen ned, der skulle overskride mine grænser. Vi blev vist ned ad en bjergside med utroligt mange små og rullende sten, og det fungerede bare slet ikke. Jeg var stadig svimmel, så mine fødder ikke stod fast, når jeg satte dem ned, og det var bestemt ikke sjovt. 
Det tog meget lang tid at komme ned til vores lejr igen. Flere gange måtte jeg stoppe op, sætte mig ned og få styr på nerverne, inden jeg fortsatte. Jeg kunne heller ikke sige mig fri for, at et par tårer forlod mine øjne indimellem. Jeg var utroligt taknemmelig for, at min kæreste fulgtes med mig hele vejen ned, og at vi var sammen om det. 
Vi nåede vores lejr omkring kl. 11 om formiddagen – små 12 timer efter vi begyndte opstigningen.

Tilbage til lavlandet 
Efter topnatten fik vi et par timers søvn, inden turen gik længere ned. Jeg havde fået det godt igen, og nu gik det jævnt nedad. Vi kom hurtigt ned, og terrænet skiftede også hurtigt. Først på aftenen ankom vi til den sidste camp. Den lå i samme højde som vores første camp, og der var masser af træer. Denne nat var den første, hvor jeg sov uden problemer hele natten igennem. 
Om morgenen blev der holdt en lille afslutningsceremoni med alle vores portere og guider. Vi sagde farvel, inden vi fortsatte på det sidste lille stykke ned. Vi sluttede, ligesom vi startede – i regnskoven. Det regnede dog ikke, men det var temmeligt tåget. Vi var heldige at se et par Blue Monkeys i træerne, inden vi nåede helt ned. 
Om aften samles vores gruppe, og vi fik overrakt diplomer og fik et par ord med på vejen fra vores danske guide. Ud af gruppen på 15 nåede 12 Uhuru Peak, 2 nåede Stella Point og 1 valgte at vende om efter et par timer af topnatten. 

Det var først efter, at vi var kommet ned igen, at vi rigtigt kunne forstå, hvor fantastisk det havde været at nå helt op på toppen af Kilimanjaro. Det blev lidt uvirkeligt, og vi glemte vist også lidt, hvor hårdt det i virkeligheden havde været. Jeg syntes dog ikke, at det havde været så slemt, jeg havde forventet, at det ville have været hårdt, så jeg var forberedt. Og hvis nogen spurgte mig, om jeg ville med igen, ville jeg uden tøven svare ja med det sammen.

Jeg kan på alle måder anbefale alle, der går med en lille bjergbestiger i maven, at tage af sted. 

Det var min beretning om bestigningen af Kilimanjaro i sommers. Efter bestigningen tog vi på 5 dages safari i Tanzanias fantastiske nationalparker, inden vi tog videre til Zanzibar. Hele rejsen var arrangeret af Topas Travel, og både vores danske guide, Thomas, og resten af gruppen skal have mange tak for at gøre rejsen til en fantastisk oplevelse. 

Indlægget erskrevet af Kathrine Schmidt. Katrine er meget glad for rejser med mulighed for vandreture, og hun har både vandret i Marokko og her Tanzania; og så har hun en drøm om en vandreferie i den fantastiske natur i Sverige og Norge – og det forstår man jo godt! Kathrine er desuden en erfaren blogger, og hun har da også reserveret en del af sin blog til sine rejser.