Rejsejulekalenderen 2015
0

”En verden af mennesker” af Maria Erica Jensen

En af de vigtigste grunde til, at jeg elsker at rejse ud i verden, er at møde andre mennesker. Det er, som om min verden bliver større og mere meningsfuld, når jeg taler med mennesker fra andre lande og andre kulturer, end den danske. Ikke fordi jeg altid har lange, dybe samtaler med fremmede mennesker, […]

”En verden af mennesker” af Maria Erica Jensen

En af de vigtigste grunde til, at jeg elsker at rejse ud i verden, er at møde andre mennesker.

Det er, som om min verden bliver større og mere meningsfuld, når jeg taler med mennesker fra andre lande og andre kulturer, end den danske. Ikke fordi jeg altid har lange, dybe samtaler med fremmede mennesker, når jeg er ude at rejse, det har jeg langt fra. Men nogle af mine mest mindeværdige rejseoplevelser er opstået i mødet med mennesker, jeg ikke kender, men som har fået en særlig plads i mit hjerte.

Det er ikke altid fordi, jeg taler samme sprog som alle dem, jeg taler med, når jeg er ude at rejse. Men vi taler jo allesammen med vores kroppe. Og når man virkelig gerne vil fortælle noget til en person, som virkelig gerne vil forstå det, man fortæller, så kan man sagtens tale sammen. Det handler bare om, at man er åben og respektfuld overfor den person, man taler med, så er grænser – uanset om de er geografiske eller sproglige – ofte ligegyldige.

Jeg vil gerne fortælle dig lidt om nogle af de mennesker, jeg har talt med på mine rejser, bare et par stykker af dem. De er mennesker, der har gjort mine rejser og min verden mere levende, menneskelig og hjertevarm.

Rose – min medsøster i Marmaris, Tyrkiet
Jeg sidder en tidlig aften på en bænk på havnen i charterbyen Marmaris. Solen er ved at gå ned i bjergene bag mig, og flokke af fjantede, solskoldede turister begynder at samle sig på havnens barer og restauranter.
Det er mit første besøg i Tyrkiet (og en af mine første rejser ud i verden), og jeg er foreløbig ikke imponeret af landet.

Et ungt ægtepar sætter sig på bænken ved siden af mig, og lidt efter hører jeg et lille: ”Hello”. Det er den unge, tørklædeindhyldede kvinde, som prikker mig venligt på armen.
Hun hedder Rose, er på min egen alder, og så er hun på bryllupsrejse med sin mand. Deres bil er gået i stykker, hvorfor de må blive her i byen i nat.
Hun er så sød og smilende og interesseret i at finde ud af lidt om mig, som sidder ved siden af hende, og vi sidder der på bænken i den tiltagende skumring og har en dejlig lille time sammen, hvor vi taler om uddannelse, ægteskab, fremtiden og meget andet.

Den aften forandrer Rose min opfattelse af Tyrkiet som rejseland. Hun er bare den første af en lang række tyrkere, der med deres helt utrolige venlighed, hjælpsomhed og overordentlige imødekommenhed har været med til at gøre Tyrkiet til et af mine absolutte favoritlande i verden.
Og Rose forandrer min forståelse af ”fremmede mennesker” fra at være mennesker, der tilfældigvis bor de steder, jeg rejser til, til at være en af de store grunde til, at jeg i det hele taget rejser så meget, som jeg gør.

Refik – vores ven i Kappadokien, Tyrkiet
Nogle år efter mit møde med Rose får min mand og jeg en ny ven.

Vi kommer gående i den lille by Göreme i månelandskabsområdet Kappadokien i det indre Tyrkiet. Vi går og småsnakker, og pludselig hører vi et råb bag os.
”Halløj, er I fra Danmark?”
Åh nej, tænker vi, det er sikkert en eller anden restaurantsmedarbejder, der har lært et par danske gloser og tror, at det vil imponere os. Så vi ignorerer ham fuldstændig og går videre.
”Jamen, halløj!” Manden løber efter os og får os til at stoppe op.
Det er Refik, vi har mødt. Søde, søde Refik, der har boet tæt på Kolding i mange år, men som lige er flyttet tilbage til sin fødeby. Refik, som inviterer os på frokost lige nu og til middag i aften, og som tegner et kort til os over området, så vi ikke farer vild på den tur, vi har planlagt at gå i eftermiddag.
Refik, som lige kommer til at tænke på os et par minutter før VM-finalen i fodbold den efterfølgende sommer, og som derfor ringer fra Tyrkiet for at sige hej.

Bedstemor i Jodhpur, Indien
Min mand, Kenneth, og jeg er i Indien. Jeg er meget syg med dårlig mave – det har været sådan på næsten hele rejsen – vi er byen Jodhpur i ørkenstaten Rajasthan, lige nu er der tæt på 50 graders varme, jeg kan ikke forlade vores værelse, og jeg lever af kogte ris og flade chapatis.

Vi bor hos en lille familie (ung mand, ung kone, lille barn og gammel bedstemor) på et værelse i deres hus, som de har lavet om til en B&B lige midt i labyrinten af byens gamle, farverige og meget levende markedsgader.

Da gamle bedstemor hører, at jeg er syg, og hvor slemt jeg har det, vil hun straks gøre noget godt for mig. Hun blander mig en portion hjemmelavet yoghurt fyldt med velduftende krydderier. Hun forklarer, at det er det bedste middel mod dårlig mave, og at det er det, hun altid laver til sin familie, når de er syge.

Åh, hvor jeg elsker hende for det. Hun er så god og så hjælpsom, og hun passer på mig. Og hun er ikke klar over, at man som udlænding ikke kan tåle hjemmelavet indisk yoghurt. Det ved jeg heller ikke på det tidspunkt. Men det ved jeg nu.

Jeg fortæller ikke bedstemor, at min mave ikke fik det spor bedre, efter at jeg havde spist hele portionen, for hun har taget hånd om mig på den der dejlige måde, som kun en bedstemor kan gøre det.
Og da vi rejser, får jeg en lille æske af hende, hvor jeg kan gemme mine fingerringe og min næsering i. Hendes næsering er stor og af tungt guld, sådan som kvinderne i Rajasthan bærer dem, mens min næsering bare er en lille, grøn prik.
Vi taler sammen, ikke på engelsk (det kan hun ikke tale) og ikke på indisk (det kan jeg ikke tale), men vi taler sammen som mennesker.

Mennesker på min vej
Og så er der jo hotelejeren i Luxor (Egypten), Jay og Raju i Cameron Highlands (Malaysia), drengene og deres tæppehandler- og tedrikkende onkel i Konya (Tyrkiet), de to buddhistiske munke i Phnom Penh (Cambodia), chaufføren fra Baku (Azerbaijan), vores guide Oleg fra Chisinau (Moldova), vandrerhjemsparret fra Ribe og hende fra Hadsund (Danmark), pottemageren fra Chiang Mai (Thailand), de indiske pilgrimme i Rajasthan (Indien), guiderne Loe og Soe fra Laos, Ahn fra toget i Thailand og alle de andre fantastiske mennesker, som jeg kunne skrive flere bøger om, men som der ikke er plads til at nævne i et enkelt indlæg på Rejsejulekalenderen.

Nogle af dem, jeg møder ude i verden, har jeg som sagt lange samtaler med, og nogle af dem er mennesker, som jeg vil kalde mine venner, mens jeg med andre blot taler med i 5 minutter, men som jeg alligevel vil huske på resten af mit liv.

Jeg elsker mennesker, også mennesker, jeg ikke kender, for de har allesammen potentialet for at give mig dejlige rejseminder for livet.

Indlægget er skrevet af Maria Erica Jensen – stifter og redaktør på Rejsejulekalenderen. Maria er forfatter, rejseblogger, tekstforfatter og verdensrejsende. Maria har rejst i mere end 30 lande – primært som backpacker, og hun har rejst i Europa, Kaukasus, Egypten, mange lande i Sydøstasien og altså i Tyrkiet og Indien.

Maria står blandt andet bag siderne: Globetrotters, Live from Denmark og Maria Erica Jensen.

Tekst og billeder er copyright © Maria Erica Jensen.

Maria Erica Jensen

Stifter og redaktør på Rejsejulekalenderen - Jeg rejser rundt i hele verden med rygsækken på ryggen og computeren ved siden, så det altid er muligt at skrive om store og små oplevelser til forskellige rejseblogs. Desuden er jeg tekstforfatter, forfatter, blogger og idémager til mange spændende projekter.

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!