“Enestående Nagano” af Inger-Marie Shiraishi Nielsen

Jeg vil gerne fortælle om Nagano, som er et af mine yndlingssteder i Japan. Jeg har været der et par gange nu, og det er sådan et sted jeg kan vende tilbage til igen og igen uden at blive træt af det.

Sneaberne ved Jigokudani
Første gang jeg besøgte Nagano, kendte jeg kun til 1 ting der, sneaberne ved Jigokudani.
Om vinteren kommer de ned fra bjergene for at bade i de naturlige varmekilder. Man kan komme helt tæt på dem, og de er efterhånden blevet så vant til, at mennesker kommer og kigger på dem, at de egentlig er ligeglade. Selvfølgelig må man ikke røre ved dem eller fodre dem, det er trods alt stadig vilde aber.

Stedet ligger i bjergene lidt uden for Nagano by, og der kører busser dertil, men man må hike resten af vejen op til området, hvor de er, noget der ikke tager ret meget mere end 30 minutter.
Aberne bliver fodret et par gange om dagen af Jigokudani Dyrevenner, og derfor er disse aber større end andre aber, der lever højere oppe i bjergene og selv skal finde føde. Men de finder stadig størstedelen af deres føde selv.

Sneaberne ved Jigokudani er de eneste aber i verden, der kan dykke efter deres føde. Hvis der bliver smidt frø ud til dem, og frøene lander i vandet fra varmekilderne, har de lært sig selv at dykke ned efter frøene. Jeg har selv 1 gang oplevet at se en sneabe dykke ned efter noget, der lå på bunden.
Hver gang vi er i Nagano, vil jeg altid så gerne op til aberne, bare lige for at tjekke at de har det godt, og at de stadig er der. Vi ender altid med at være der et par timer, for det er virkelig morsomt bare at sidde og kigge på dem og se, hvordan de opfører sig. Og så selvfølgelig tage en masse billeder.

Hiking i Nagano
Men nu er der også andre ting ved Nagano end lige sneaber. Det er et helt fantastisk sted at hike, og Nagano er da også skyld i, at jeg i dag er totalt bidt af at hike.
De Japanske Alper går gennem Nagano, og specielt om efteråret er det en oplevelse, der kan være svær at sætte ord på.

Når man hiker i Nagano, skal man passe på bjørne. Jeg er aldrig selv stødt ind i en bjørn. Det skyldes nok, at vi mest hiker i områder, hvor der er andre hikere og derfor mere støj fra mennesker, der skræmmer dem væk. Men hvis man bevæger sig væk fra mængderne, skal man være ekstra opmærksom.

Matsumoto Slot – Krageslottet
Vi lejer altid en bil, når vi er i Nagano, så vi kan komme rundt til andre steder. Et af de steder er bl.a. Matsumoto, hvor der ligger et slot.
Matsumoto Slot er fra 1504, og så har det tilnavnet Krageslottet, fordi det er sort. Der er en rigtig flot udsigt fra toppen af slottet ud over Matsumoto by og bjergene, som omringer byen.
Parken rundt om slottet er ret stor, og om efteråret er træerne røde, gule og orange, og det klæder det sorte slot ret godt.
Om foråret er der selvfølgelig fyldt med kirsebærblomster, som det nu engang hører sig til ved alle store seværdigheder i Japan.

Togakushi Shrine
Det er Naganos skyld, at jeg i dag er vild med hiking. Den tur, der gjorde udslaget, var turen op til Togakushi Shrine (en Shinto Helligdom).
Togakushi består egentlig af 3 stadier. Et shrine, der er placeret lavt, et andet mellem, og det sidste er placeret højt oppe i bjergene.
Turen op til det højeste shrine tager cirka 1 1/2 til 2 timer at gå. Første halvdel er nem, og man går gennem noget, der mest minder om et skovområde. På hver side af stien er der cidertræer, der er så høje, at det er svært at se toppen; de er plantet i det 17. århundrede, og der er over 300 af dem. Man får virkelig en følelse af ydmyghed, når man går her.

Når man er cirka halvvejs, begynder det at gå opad. Det er en meget gammel sti fyldt med løse sten og høje trin, så man skal se efter, hvor man sætter foden, hvis man bare har almindelige sko på, så man ikke vrider om og evt. brækker foden. Specielt de sidste par 100 meter op husker jeg som meget ustabile og glatte jordtrapper med mange løse sten, der skulle gøre det ud som trin.

Men at komme op til det højeste shrine er så absolut hele turen værd. Det er ikke et særlig stort shrine, men udsigten derfra er svær at slå. Det øverste shrine ligger ved foden af et bjerg, der også hedder Togakushi (1904 meter højt).
Da vi var der, gik vi ikke længere end hertil. Men hvis jeg en dag skulle komme tilbage, ville jeg helt klart fortsætte op til toppen af bjerget, nu hvor jeg har mere erfaring med at hike og har udstyret til det.

Jeg har været mange steder i Japan, eftersom jeg har boet her i snart 4 år, men Nagano er for mig bare noget helt specielt. Mange vil nok foretrække Tokyo eller Kyoto, og begge steder har en masse at byde på, men for et naturmenneske som mig, der elsker at hike, er Nagano et område, som jeg har meget kært.

8. decembers indlæg er skrevet af Inger-Marie Shiraishi Nielsen. Inger-Marie bor i Japan sammen med sin mand, og hun har nu boet der i 5 år. Hun er virkelig faldet for Japan, og hun har rejst over det meste af landet.
Inger-Marie driver bloggen "Dagbog fra Japan", hvor hun skriver om sit liv og sin dagligdag i Japan – og hvis du har et spørgsmål om Japan, så besvarer Inger-Marie meget gerne på det.