“Et Amazonaseventyr” af Andreas Markert

Jeg elsker at rejse, men jeg har også altid haft en meget veludviklet ”katastrofefantasi”. Efter gymnasiet rejste jeg i 2010 rundt i Sydamerika med to venner, og fra La Paz i Bolivia besluttede vi at tage en tur ind i Amazonasjunglen.

La paz ligger i næsten 4000 meters højde, så for at komme til junglen havde vi valget mellem en halsbrækkende bustur af Death Road eller at flyve. Vi valgte at flyve.

Der var plads til 21 mennesker i flyet – inklusiv de to piloter. Fly kan selvfølgelig sagtens blive mindre end det, men på grund af højden var det her et fly med trykkabine. Som der stod over sæderne: ”I tilfælde af trykfald i kabinen, vil iltmasker blive uddelt af personalet.”

Jeg kan ikke sidde i et fly uden at gennemgå samtlige tænkelige og utænkelige scenarier for, hvad min fantasi forestiller sig, der kan gå galt. Jeg skal argument for argument overbevise den om, hvor usandsynligt det er. Man skulle næsten tro, det ville være en sværere opgave i sådan et miniaturefly, der flyver mellem Amazonasjunglen og det bolivianske højland, men flyveturen gik egentlig overraskende godt. Jeg var i hvert fald ikke den, der havde det værst. En amerikansk turist havde åbenbart ikke helt forstået, hvad han var gået ind til. Da vi lagde an til landing på en græsplæne udenfor junglebyen Rurrenabaque, begyndte han at gå helt i panik og råbe: ”Shit, shit, shiit! THIS IS THE AIRPORT!?”

I Rurrenabaque bestilte vi en tur ind i junglen. Vi sejlede op ad floden med vores to guider til en stor junglelodge, hvor også to kokke ventede. Vi var de eneste turister i lodgen på det tidspunkt. Det føltes som om, vi var tre hvide opdagelsesrejsende alene i junglen med vores indfødte hjælpere. Det var lidt sejt. Vores guide gik rundt med en machete, som han huggede mærker i træerne med, så vi kunne finde tilbage, når vi havde været på ekspedition. Vi så papegøjer og caymans (krokodiller), badede i junglefloden – og raftede på den, fiskede pirañaer (piratfisk) og plukkede kakao.

Det var alt sammen meget eventyrligt, men jeg kunne ikke slippe frygten for, at en giftslange eller edderkop pludselig ville falde fra et træ, eller krybe ned til os når vi holdt siesta i lodgens hængekøjer. Og så var der myggene. Vi havde alle sammen en sky af myg omkring os, hvor end vi gik, men de andre sagde, at min sky trak op til orkan. De små bæster har altid været meget gladere for mig, end jeg er for dem. I det mindste var det eftersigende en malaria-fri zone.

Vi sejlede også rundt i pampassen, som er et åbent vådområde. Der ledte vi blandt andet efter anakondaer. Det at vade gennem en sumpet sivmark og kigge efter 3 meter lange slanger er en lidt absurd beskæftigelse, hvis man tænker for meget over det. Hvilket jeg selvfølgelig gjorde. Jeg kan virkelig ikke fordrage slanger.

Sjovere var det at svømme med de lyserøde floddelfiner, som var legesyge, og i teorien ville beskytte os mod caymans. De kunne godt lide at nappe os i tæerne og trække os under vandet. Delfinerne altså. Jeg sad dog på bådkanten, da de prøvede, og så endte det med en skramme i min storetå. Det var absolut i småtingsafdelingen, men guiden frarådede mig bagefter at stikke fødderne i vandet igen. Vi skulle jo nødig have pirañaerne til at snuse sig frem til blodet. I stedet sejlede vi videre og så aber, der kravlede ned i båden, og fugle i alle afskygninger.

Helt fantastisk var natteturen. Ildfluer og flagermus sværmede mellem os og den overdådige stjernehimmel, og vi fik lov til at se et sjældent syn. Langs flodbredden lå en masse netop udklækkede baby-caymans.

Det var fede, næsten behagelige sejlture i pampassen. Og efter tilsammen knap en uge i junglen var min delfinkradser, vores værste skade sammen med insektbid og knobs fra en fodboldkamp, vi spillede med vores guider. Det må vist kategoriseres som jungleskrammer, man overlever. De var i hvert fald det hele værd. Eventyrene i Amazonas var virkelig en oplevelse for livet, som end ikke min katastrofefantasi ville have været foruden.

4. decembers indlæg på Rejsejulekalenderen er skrevet af Andreas Markert. For Andreas, der er halv tysk, har det at forholde sig til flere sprog, kulturer og lande altid været en del af hans liv. Og hans rejselyst har da også taget ham både fire måneder til Sydamerika og mange rejser rundt i Europa, hvor han efterhånden er godt kendt. Oplevelserne udenlands har meget vedvirket til, at Andreas efter en bachelor i filosofi (med tilvalg i geografi og international politik) som sin kandidatuddannelse har valgt at læse Advanced Migration Studies. Desuden var Andreas formand for foreningen Håbefulde Unge Forfattere i 2012-2014, og han er stadig meget aktiv i foreningen. Andreas har udgivet flere noveller i antologier, og han er i gang med at skrive løs på både en børnebog og et politisk-litterært blogprojekt.

Tekst og billeder er copyright © Andreas Markert.