“Forbandelsen i Odessa” af Maria Erica Jensen – ekstra Rejsejulekalenderindlæg

Det skulle bare være et stille og fredligt besøg i Odessa, men det gik da helt galt for Maria, da hun besøgte byens store katedral.

Hvad er nu det?
Jeg vågner efter en noget urolig første nat på hotellet (et af de utallige hoteller i byen med ”røde lamper”) i Odessa, og det klør over alt på mine ben. Store røde plamager har meldt deres ulidelige ankomst, og jeg aner ikke, hvorfor de er der.

Min mand og jeg bliver enige om, at det nok ikke er farligt, for jeg har ikke feber eller føler mig dårlig på nogen måde. Det klør bare, så jeg er ved at blive sindssyg.

Odessa – en smuk men brysk by
Vi kommer ud på gaden og går ind mod centrum af Odessa, en grøn og tidligere storslået by, men samtidig har byen den der rå og bryske stemning af gammel østeuropæisk indelukkethed.

Det er egentlig mange seværdigheder rundt om i byen, og hovedstrøgene myldrer med små hyggelige caféer med fine kager, som man kan nyde med en god kop kaffe eller et lille glas koldt hvidvin til.

De mennesker, der er i Odessa denne dag, er nok primært nyrige russiske turister, der går rundt med en mine i ansigtet, som om de ejer det hele, eller i hvert fald kan købe det hele, hvis de vil det. Så er der enkelte vesteuropæiske eller amerikanske turister, der bare gerne vil se lidt andet, end de sædvanlige badestrande, storbyer (eller, som for vores vedkommende, er i Odessa, fordi det er den billigste mellemstation på vej til Ukraines naboland, Moldova). Og endelig er der de lokale, mørke, tætte, indelukkede mænd, samt de slanke og utroligt chikke piger, der elegant balancerer på de højeste stilletter i verden.

Katedralen, vi bare MÅ opleve …
Min mand og jeg nærmer os byens absolutte ”must-see” seværdighed, den store katedral, der ligger helt centralt i byen. Vi går ind i katedralen hver for sig og ser de ting derinde, som vi hver især synes om. På vej ud stopper jeg et par meter fra døren og tager et billede af kirkerummet.

Jeg står lidt tid og ser mig om og lægger så mærke til, at der stiller sig en person LIGE bag ved mig.
”Nå ja,” tænker jeg, ”jeg stod her jo først, så hende der står der bag mig, må jo vente med at tage sit billede, til jeg går. Og det gør jeg jo snart.”
Men damen der har stillet sig bag ved mig, har desværre bare ingen tålmodighed. Da der i det samme kommer en af kirkens opsynspersoner, en lille, mørk og meget svær dame (garanteret med et kæmpe sort overskæg!), forbi, brokker damen bag mig tilsyneladende sig over, at jeg er gået ind foran hende, så hun ikke kan komme til at tage sit billede.

Jeg tænker, at jeg ikke bare vil gå, for jeg stod der altså først, og det er så typisk at folk ikke har kø-kultur, når det gælder om at tage billeder af seværdigheder. Så fandme om jeg vil give mig!

Østeuropæisk urkraft
Med en kraft, der er en ægte ukrainsk vægtløfter værdig, får jeg en kæmpe lammer på min højre overarm af hende den tykke kirkeopsynsdame – hun har i hvert fald besluttet sig for at drive den onde dæmon af en lille, spinkel, blegnæbet turist ud af sin kirke!

Hun råber og skriger af mig på ukrainsk (nej, det er nok nærmere på det sprog, som eksorcister bruger …), og jeg prøver først at berolige hende, men da hun er ved at springe på mig igen, kan jeg ikke gøre andet end at forsvare mig ved at råbe tilbage af hende (på dansk …), hvilket får hende helt op i det røde felt. Heldigvis kommer min mand ilende til, og som en anden tyrefægter får han drejet kirkedamen væk fra mig og tilbage ind i sin kirke.
Jeg står lige ved indgangen af kirken og ryster af skræk over den lille, tykke dames opførsel.

Forbandelsen slår til
”Kom,” siger min mand og får mig ud af kirken. Vi står lidt og puster ud på toppen af trappen udenfor kirken, inden vi vil gå videre. Da jeg træder ud på trappen, glider mig ene fod, og jeg falder hele vejen ned, tæsker kameraet, jeg har i den ene hånd, ned i fliserne, og jeg slår mine fingre så voldsomt, at de hæver op og bliver helt blå.

Av, for en oplevelse! Jeg er helt overbevidst om, at den lille, tykke kirkeopsynsdame kastede forbandelser ned over mig, så jeg faldt ned af trappen, efter at hun havde tæsket mig inde i kirken!

Så med røde ustyrligt kløende plamager (som, jeg efterfølgende har fundet ud af, var soleksem), en enorm lammer på armen og forstuvede fingre havde jeg ikke min bedste dag i Odessa :0(

Indlægget er skrevet af Maria Erica Jensen, der står bag denne rejsejulekalender. Hun er tekstforfatter, forfatter og verdensrejsende, og hun står bag siderne: www.ericas-verden.dk, www.ifirenze.dk, samt www.deglemtesvogter.dk

Tekst er copyright Maria Erica Jensen

Læs mere