“Første nat i en ukendt by” af Simon Hilstrøm

Det var januar 2009, og jeg havde lige haft en helt uforglemmelig rejse på 3 måneder op ad Australiens østkyst, fra Sydney til Cairns.
Jeg havde stadig 3 måneders tid tilbage af min rejse, og der var ingen hjemve at spore hos mig.
Jeg besluttede mig for at flyve fra Cairns til Melbourne og se hvilke eventyr, der ventede mig sydpå. Jeg havde aftalt med 2 veninder, jeg havde mødt tidligere på min rejse, at ses den samme aften jeg landede i Melbourne.

Efter at have indlogeret mig på et hostel, tog jeg direkte ud i bylivet for at finde den bar, mine veninder var på.
Det var rart at se nogle velkendte ansigter, og vi kom hurtigt i gang med at tylle gensynsbajere ned i lange baner.
Efter baren lukkede fandt vi et andet sted at fortsætte vores fest. En irsk pub inde i et indkøbscenter.

Ved 3 tiden kunne jeg mærke, at den ikke gik længere. Jeg var meget fuld og var fast besluttet på at tage hjem. Jeg vadede ud af pubben og søgte for udgangen.
Pubben lå på 3. etage i centeret, der for længst var lukket ned. Centeret var bælgmørkt, og rulletrapperne var spærret af med gitre, jeg kunne ikke komme ud …

Jeg ledte desperat videre og fandt så endelig en nødudgang/branddør.
Jeg var lykkelig, nu kunne jeg endelig komme hjem i seng, tænkte jeg, og skyndte mig ned af trappen.
Døren forneden viste sig dog at være lukket, jeg hev og bankede på den, men den ville ikke op.
”Hmm, mærkeligt” tænkte jeg og traskede tilbage op af trappen til døren, jeg var kommet fra.

Døren, jeg kom fra, var også låst, den kunne kun åbnes indefra centeret.
Jeg var nu fanget i nødudgangstrappen. Jeg var stadig rolig, min mobil lå i min lomme, og mine veninder sad i pubben inde på den anden side.
Jeg ringede til dem 1 gang, 2 gange, 3 gange. Intet svar. Jeg begyndte at lægge desperate telefonbeskeder på deres mobil og startede langsomt med at banke på døren med forhåbning om, at en tilfældig sjæl kunne høre mig fra den anden side.

Jeg var stadig godt fuld og satte mig ned for at vente på svar.
Der gik en time. Jeg var rådvild. Hvad fanden skulle jeg gøre?! Skulle jeg virkelig sidde her resten af natten?

Som et håbløst sidste nødråb ringede jeg til politiet.
”Help me I am trapped in the emergency exit in a mall!”
“Where is your location?”
“I don’t know. It is a mall with an Irish pub inside but I don’t know the street name”
Det var pinligt, men hvad kunne jeg ellers sige?!

Jeg var lige ankommet til en total ukendt by og i fuld tilstand fulgt efter mine veninder, der kendte byen. Jeg indså, at de ikke kunne hjælpe, og lagde røret på.

Endnu en time gik, og nu var jeg godt nok frustreret, sur og træt. Jeg ville hjem, om jeg så skulle smadre døren. Jeg gik ned til døren i bunden og stod og kiggede ondt på den.
Jeg ruskede endnu engang i håndtaget, og denne gang kunne jeg mærke, at den gav sig. Jeg hev hårdere og døren gik op. Glæde strømmede ud i hele kroppen og jeg stavrede ud i den kolde morgenluft.
Døren havde hele tiden været åben …

Indlægget er skrevet af Simon Hilstrøm. Simons rigtig fine indlæg illustrerer godt, hvor uheldige man virkelig kan være på sine rejser – man kan føle sig så dum i situationen, men bagefter kan man heldigvis grine højt af det :0)

Tekst er copyright Simon Hilstrøm.