Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Millioner af stjerner og det støvede spor af Mælkevejen, som ligger over Grand Canyon. Udover lyset fra vores billygter er her kulsort, så himlens lys brager ned. Men vi nyder det ikke. Vi er rædselsslagne. Begge to. Klokken er 21 denne septemberaften i 2015. GPS’en har ført […]
Det er det smukkeste, jeg nogensinde har set. Millioner af stjerner og det støvede spor af Mælkevejen, som ligger over Grand Canyon. Udover lyset fra vores billygter er her kulsort, så himlens lys brager ned. Men vi nyder det ikke. Vi er rædselsslagne. Begge to.
Klokken er 21 denne septemberaften i 2015. GPS’en har ført os på afveje og en time har vi kørt rundt i bælgragende mørke på små grusstier, som bare bliver smallere og smallere. Flere gange er vores sænkede lejebil, en Camaro, stødt på klippestykker på stien. Den ene gang må vi gasse op, for at komme fri af en sten.
Jeg er kun ude af bilen for at se stiforløbet an, inden vi prøver at køre ud igen. Bilen brummer kraftigt og er brandvarm, men der er ikke andet at gøre, end at prøve at få vendt bilen og komme ud af det, som i det øjeblik føles som Helvede på jord. For mobilsignalet er ikke eksisterende og vi er trætte, sultne og bange.
Vi får lavet en “50-punktsvending” og kører tilbage hvor vi kom fra. Endelig er vi tilbage på en asfalteret vej. Vi kommer ud på den store hovedvej igen og skal vælge: Vil vi prøve at køre videre ud af hovedvejen og se om vi kan finde en anden indgang til nationalparken, eller skal vi køre til hovedbyen Flagstaff. Vi vælger at køre mod en anden indgang til parken, som vi finder efter ti minutter.
Der er hurtigt skilte, som viser vej til vores overnatningssted, Bright Angel Lodge:
En gammel og meget autentisk bjælkehytte. Ved siden af ligger andre små hytter med værelser.
Ved hovedbygningen er der et fint skilt, som gør opmærksom på, at man ikke må tage våben med derind. Fair nok.
Næste morgen da vi vågner, står vi op. Vi går kun rundt om hjørnet og lige dér er kanten til “kløften”. Det er svært at få fremstammet noget, da vi står der og kigger ud mod horisonten.
Blå, grønne og røde nuancer så langt øjet rækker. Vi hiver vores telefoner frem, og begynder at tage billeder. Selvfølgelig – hvorfor nyde nuet. Men det er svært overhovedet at komme i nærheden af at indfange hvor smukt der er.
Det føles som om, vi står ved verdens ende.
Efter morgenmaden begynder vi at gå imod bunden. Undervejs bliver vi mødt af skilte, som advarer imod at overvurdere egne evner: Du kan højst sandsynligt ikke nå ned og op igen på en dag. Det er heller ikke meningen, så vi beslutter at se hvor langt vi når.
Det er varmt og tørt, men det er som om, landskabet hele tiden ændrer sig i takt med at vi går nedad og solen bevæger sig hen over himlen.
Vi respekterer skiltene og overvurderer ikke vores evner, og bevæger os derfor mod overfladen igen efter et par timer og forlader Grand Canyon for køre mod kysten og Highway One, hvor andre smukke oplevelser venter.
Dagens indlæg er skrevet af Rasmus Lind.
Rasmus er uddannet journalist, og til daglig arbejder han som video-journalist. Rasmus bruger en stor del af sin fritid på at rejse, og han har det sådan, at der altid skal være en ny ferie at se frem til! – Og den tanke er jo meget let at være enig i ;0)
Rasmus står bag rejsebloggen One small step for a man, og du kan også følge Rasmus på Twitter, hvor han tweeter under brugernavnet: @Rasmuslind
Rasmus er uddannet journalist, og til daglig arbejder han som video-journalist. Rasmus bruger en stor del af sin fritid på at rejse, og han har det sådan, at der altid skal være en ny ferie at se frem til!
There are 0 comments
Leave a comment
Want to express your opinion?
Leave a reply!