Julekalenderindlæg
0

“Grønland – mit favoritrejsemål” af Kasper Trojlsgaard

Siden jeg var 12 år gammel og med mine bedsteforældre på charterrejse til Spanien, var min vej beseglet. Den fremmed kultur, dufte og smagen af en noget fremmed gjorde stort indtryk på en skoledreng – der var ingen tvivl, rejser skulle være en stor del af mit liv! Her 30 år senere kan jeg se […]

“Grønland – mit favoritrejsemål” af Kasper Trojlsgaard

Siden jeg var 12 år gammel og med mine bedsteforældre på charterrejse til Spanien, var min vej beseglet. Den fremmed kultur, dufte og smagen af en noget fremmed gjorde stort indtryk på en skoledreng – der var ingen tvivl, rejser skulle være en stor del af mit liv!

Her 30 år senere kan jeg se tilbage på masser af rejser til alle verdensdele, fra den klassiske rygsæksrejse i Asien til 5000 km på tommelfinger gennem Alaska og Canada. Jeg har kørt min gamle Cherokee Jeep fra Vancouver til Panama, rejst over Andesbjergene i Peru og Bolivia, og boet i USA og Grønland.

Hele mit voksne liv har jeg arbejdet med rejser, som rejsekonsulent, som guide, og jeg har siden 2001 haft mit eget rejsebureau, så jo, rejser har fyldt en del i mit liv.

Der findes så mange fantastiske steder i denne verden, og at hive en enkelt favorit ud er næsten som at skulle vælge mellem sine egne børn, men for mig må favoritrejsemålet blive Grønland!

Første møde med Grønland
Min kærlighed til Grønland startede i 1996, hvor jeg flyttede til Grønland for at starte et rejsebureau op sammen med fem grønlændere i Nuuk for min daværende arbejdsplads. Det blev startskuddet på et livslangt kærlighedsforhold til Arktis og de mennesker, der bor der.

Det skal ikke være en hemmelighed, at den første tid krævede lidt tilvænning, inden jeg forstod at navigere socialt og arbejdsmæssigt i den nye verden. Selvom Grønland er en del af Rigsfællesskabet, så er der store forskelle imellem København og Nuuk.

Jeg fandt mig dog hurtigt til rette i Grønland. Jeg spillede basketball og fik nye venner. Der var kun én basketball-klub i byen, så vi spillede aldrig kamp. For at skaffe spillere nok til to hold blandede vi piger og drenge fra 14 til 40 år. Noget anderledes end dansk foreningsliv, men hyggeligt var det. Weekenderne blev brugt i fjeldet og med venner. Du møder hurtigt mange nye mennesker i små samfund, og grønlænderne er gæstfrie og sociale. Ofte bliver du inviteret til fest eller kaffemik, og stemning er altid sjov og hjertelig.

Hvorfor rejse til Grønland?
Grønland har næsten noget religiøst over sig. Når man vandrer gennem den arktiske tundra, føler man sig ydmyg og sårbar. Her er ingen mobildækning, ingen forstyrrende elementer, og en travl hverdag i Danmark synes uendelig langt væk. Det er tankevækkende, at der forude på ens vandretur er 500 kilometer vildmark, hvor der ikke er andre mennesker end dig! Stilheden i fjeldet er larmende, og lyden af en skarv, der letter, eller en brølende smeltevandselv fremstår kniv skarpt, når der ikke er andre forstyrrende elementer.

Min fascination af inuit, som igennem årtusinde har overlevet som fangere i arktiske områder, er stor, og flere steder på fjeldtur i Grønland kan man se levn fra tidligere kulturer i form af grav- og bopladser.
Hovederhvervet i Grønland er stadig fangst og fiskeri, og jeg har stor respekt for de lokale, som mestrer hundeslæde og jagt i disse barske områder.

En sidegevinst ved at besøge Grønland er det lokale spisekammer. Her finder du de bedste råvarer, fra frisk fanget fisk og rejer til rensdyr og moskusokser. Intet smager så skønt som veltilberedt sneharer i fjeldet efter en god dags vandring eller en 5 retters gourmetmiddag på Restaurant Ulo i Ilulissat med udsigt til isfjorden.

Vil du opleve Grønland, kræver det lidt mere forberedelse end til andre destinationer. Her er en lille miniguide til Grønland for begyndere.

Hvornår rejser man til Grønland?
Der er to primære sæsoner i Grønland, sommer og vinter. De er vidt forskellige og fantastiske på hver sin måde.

Sommeren er kort i Grønland, og det bedste tidspunkt at besøge landet om sommeren er midt juni til august måned. Her står de mere end 600 plantearter i fuld flor, og vejret er stabil. Frem til slut juli kan man opleve midnatsolen lige nord for polarcirklen. Sommeren er perfekt til vandreture, kajak og sejlture, og det “grønne” Grønland står i skærende kontrast til isen.

Vinteren sætter ind fra ca. oktober måned, men går du efter hundeslædeture, så er sæsonen bedst fra februar til april måned. Lyset er tilbage i januar måned, og allerede i februar er dagene længere end i Danmark. Her kan du også opleve det smukke nordlys og tage på tur til indlandsisen.

Hvad skal man se i Grønland?
Grønland er kæmpe stort, helt præcis 2.670 kilometer fra syd til nord. Størstedelen af Grønland er dækket af indlandsisen, og sammen med iskappen i Antarktis udgør isen tilsammen 99% af alt is i hele verden. Så størrelsen af Grønland gør, at man bliver nødt til at vælge, hvad man vil se. Helt færdig med Grønland bliver man aldrig, og har du først været der én gang, går det i blodet!

Grønland er ikke bare Grønland. Ligesom alle andre steder er der stor forskel på, om man står ved det sydlige Kap Farvel eller nord for polarcirklen.

Sydgrønland
Det var her Erik Den Røde i år 982 som første nordbo trak sit skib i land, og det blev starten på bosættelse af landet, der tidligere kun havde være et sagn i Island. Besøger du Sydgrønland, kan du stadig se levn fra de gamle nordboer, blandt andet Erik Den Rødes boplads i Qassiarsuk, bispesædet i Igaliku og Hvalsø Kirkeruin.

Sydgrønland ligger på samme breddegrad som Oslo, så klimaet er mildt, og terrænet er bakket. Der findes landbrug og fåreavlerbygder, som er forbundet af små stier, hvilket gør området perfekt til vandreferie. Byerne i Sydgrønland ligger tæt på hinanden, og indenfor et par timers sejlads er du fremme ved næste by, så du kan nemt besøge flere byer på samme ferie.

De sydgrønlandske fjorde er fyldt med is om sommeren, og fjordene ligger beskyttet af høje fjelde, hvilket gør det perfekt til egne eller guidede kajakture. Der findes flere imponerende gletsjere i Sydgrønland, men min ynglings gletsjer er Qalleraliq, hvor hele tre gletsjer tunger løber ud i bunden af fjorden. Her kan du overnatte i en stationær telt camp med udsigt til indlandsis og tusindvis af havfugle, og om aftenen kan du hakke isstykker til din drink af strandede isbjerge. Eller du kan bade i de varme kilder ved Uunartoq, imens du nyder synet af isbjerge, der driver forbi.

Der findes ikke slædehunde i Sydgrønland, så det er en primær sommerdestination.

Midtgrønland
Her finder du de største byer som for eksempel hovedstaden, Nuuk, med ca. 17.000 indbyggere og næst største by, Sisimiut. Udover Det Urbane Grønland finder du ikke store gletsjere og isbjerge her, så jeg anbefaler at springe “storbyferien” over, hvis det er første gang, du er i Grønland.

I samme område ligger Kangerlussuaq, der indtil 1992 var Amerikansk militærbase. Dette er hovedindfaldsvejen til Grønland. Basen er ikke køn, men den er et spændende stykke historie, og det er som at træde ind i en gammel filmkulisse. Området omkring basen byder på fantastisk arktisk tundra, og det er hjem for ca. 20.000 moskusokser, den største bestand i Grønland.

Byen ligger for enden af den 200 km lange Kangerlussuaq-fjord, og det arktiske fastlandsklima gør, at temperaturen om sommeren sniger sig op over 25 grader!
Er du klimanørd, er dette det perfekte sted at opleve klimaændringerne på tætteste hold. Smeltevandsfloder og søer på indlandsisen er i konstant bevægelse. Du kan vandre på egen hånd eller opleve hele herligheden med guide, sågar overnatte på indlandsisen under midnatssolens skær.

Vinteren i Kangerlussuaq er en anden verden med temperature, der let sniger sig ned på minus 30 grader. Fjeldene er klædt i hvidt, og nu er vandrestøvler skiftet ud med snesko og hundeslæde. Der ligger et nordlysforskningscenter i Kangerlussuaq, og det er et af de bedste steder at opleve nordlys i Grønland, en oplevelse du aldrig glemmer!

Nordgrønland
Her er du nord for polarcirklen, og for mange det rigtige Grønland. Her lever fangerkulturen i bedste velgående, og der bruges stadig hundeslæde, når langelinerne ved fangstpladserne skal tømmes inde i isfjorden.

Her finder du også Ilulissat Isfjord, der er på UNESCO´s Verdensarvsliste, og den nordlige halvkugles mest produktive gletsjer, Sermeq Kujalleq!
Isfjorden ligger kun 2 kilometers vandring fra byen Ilulissat, hvor du har den smukkeste udsyn over hele herligheden. Isstrømmen fra gletsjeren er om sommeren op til 40 meter i døgnet, så det er enorme mængder is, der presses ud gennem fjordsystemet.

Man mener, at det var et isbjerg fra netop denne gletsjer, der sænkede Titanic i 1912!

Udover isfjorden kan du opleve små, maleriske bygder med farvestrålende træhuse, hvor der ikke findes veje, eller der stadig ikke er lagt vand ind i husene. Du kan overnatte i flere af bygderne, fiske dagen lang eller bare spejde efter hvaler i Diskobugten. Der findes op til tretten forskellige arter af hvaler i de grønlandske farvande, hvor pukkel- og vågehval er de mest typiske.

Mine egne favoritsteder at overnatte er i hytterne ved Eqi, hvor du har udsigt direkte til den kælvende gletsjer. På Diskoøen kan du overnatte i hytte på toppen af Lyngmarksbræen i ca. 900 meters højde med en fantastisk udsigt over Diskobugten. Her kan du også som det eneste sted køre hundeslæde om sommeren.

Hvad koster det at rejse til Grønland?
Vil du snuse til Grønland uden at brænde hele opsparingen af, så kan du starte med en vintertur til Kangerlussuaq med fuldt turprogram og forplejning for ca. kr. 10.000,- hvor du får masser af arktiske oplevelser. Skal du af sted om sommeren, så vil det typisk være en lidt længere tur fra 8 til 15 dage. Prisen er dyrere om sommeren på grund af den korte sæson og få hotelsenge. Skal du have en tur, hvor du har fuldt turprogram, så skal du forvente at betale fra ca. 17.000,- og opefter.

Husk at bestille din ferie i god tid. Fly og overnatninger bliver hurtigt udsolgt til Grønland i højsæsonen.

Hvordan kommer jeg rundt i Grønland?
Der findes ingen veje mellem byerne i Grønland, så alt transport foregår med fly, helikopter og båd. Der findes en kystbåd, der forbinder Nordgrønland med Sydgrønland. Båden ligger til I alle større byer, og vil du sejle hele turen, har du 4 nætter ombord. Byer og bygder forbindes med mindre kystbåde, der typiske sejler et par gange om ugen.

Kom af sted!
Grønland står i skærende kontrast til en travl hverdag i Danmark. Her kan du sætte blikket på uendelig, og der er ro til at tænke tankerne til ende!

Du glemmer aldrig mødet med en kælvende gletsjer, en hval, der dykker foran båden i midnatssolens skær, eller hundeslæde under blafrende nordlys.

Som dansker har du også vores fælles historie med Grønland som er et ekstra krydderi på rejsen … og så kommer julemanden jo fra Grønland!

God jul!

Dagens indlæg er skrevet af Kasper Trojlsgaard. Kasper er ejer af Culture Adventure og Arctic Friend og sover nærmest med et atlas under hovedpuden. Han har siden 1992 arbejdet med turplanlægning og guidet flere steder i verden. Kasper har blandt andet rejst hele Pan American Highway fra Alaska til Chile (25.000 km), men vender dog altid tilbage til sit elskede Grønland. Han elsker at tage på tur i sin kajak og er uddannet havkajakinstruktør. Kasper deltog også i Rejsejulekalenderen 2013 med et glimrende indlæg om USA.

Topbilledet: “Hundeslæde under nordlys” – fotograf og copyright © Andre Schoenherr
1. billede: “Pukkelhval ved Ilulissat Isfjord” – fotograf og copyright © Julie Skotte
2. billede: “Igaliku – bygd Sydgrønland” – fotograf og copyright © David Trood
3. billede: “De varme kilder ved Uunartoq” – fotograf og copyright © Mads Pihl
4. billede: “Nordlys over Kangerlussuaq” – fotograf og copyright © David Trood
5. billede: “Kystbåden der forbinder Grønland” – fotograf og copyright © Mads Pihl

Kasper Foged Trojlsgaard

Kasper er ejer af Culture Adventure og sover nærmest med et atlas under hovedpuden. Han har siden 1992 arbejdet med turplanlægning og guidet flere steder i verden. Kasper har blandt andet rejst hele Pan American Highway fra Alaska til Chile (25.000 km), men vender dog altid tilbage til sit elskede Grønland.

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!