“Himmelråbende tårne og bidske hunde” af Bjørn harvig

Da vi omsider nåede Ushguli, hang der en tung grå sky hen over byen, og den bumpede tur havde efterladt et hold i nakken. Jeg blev en smule skuffet over mit første indtryk af byen. Den virkede fuldstændig forladt. 
Dette 19. decembers indlæg er en del af kapitlet "Himmelråbende tårne og bidske hunde" fra et uddrag af Bjørn Harvigs rejsebog "Igors æblehave".

De snørklede og beskidte veje lå, som om de var smidt ud i det grå landskab. På grund af det dårlige vejr kunne jeg ikke se mere end et par meter frem, og både bjergene og den gamle by skjulte sig for mig. Ushguli ligger i 2.000 meters højde over havet og er Europas højest beliggende by, der er beboet året rundt. Her skifter vejret hurtigt. 

Inden vi nåede at pakke min bagage ud af militærjeepen, blev vi mødt af Bodi. Nana, som jeg boede hos i Mestia, havde givet mig en adresse på ham, og det lod til, at han allerede vidste, at jeg var på vej. 
Bodi bor i Ushguli sammen med sin familie og har to gæstesenge, som han lejer ud, når rejsende dukker op. Han er i slutningen af 40’erne, har et rødmosset og slidt ansigt og nogle dybsindige øjne. Da han åbenbart kender Mamuka, Dato og Ilia, fik de ikke bare lov at køre videre. Bodi drejede nøglen om til et lille skur bygget i sten, som stod ved siden af byens aflåste kirke. Derinde stod der et bord og seks stole og ventede på os. Væggene var tapetserede med lyseblå blomster på en hvid baggrund. Hurtigt fik vi fyldt bordet med kød, ost og brød. Jeg supplerede med en flaske vodka og en æske chokolade, som jeg havde købt i Mestia. Det var min måde at sige tak for turen på.

Bodi begyndte med at byde os velkommen, eller det lod det i hvert fald til. Jeg forstod intet af, hvad han sagde, det lød, som om han snakkede svan-sprog, men de andre smilede, og jeg var glad for at være fremme. Bodi talte længe, de andre lyttede intenst, mens vi spiste brød med indbagt ost. Da Bodi var færdig, blev der skålet. 
Nu var det Datos tur. Han rejste sig op og fortsatte, hvor Bodi havde sluppet. Da han var færdig, rejste den næste sig op, og sådan blev talen ved med at gå rundt om bordet, alt imens der blev drukket tæt. Hver eneste taler henvendte sig på et eller anden tidspunkt til mig og strakte glasset i vejret. De var glade for mit selskab, og jeg for deres. 
Min vodka var som mineralvand i forhold til Bodis hjemmebrændte, som sved i øjnene og fik dem til at løbe i vand. Mamuka smilede til mig, dyppede sin pegefinger ned i sit glas og satte derefter ild til fingeren. 
Dato var begyndt på en alvorlig samtale med Bodi. Jeg ved ikke, hvad det drejede sig om. De holdt hinanden om skulderen, og Dato tørrede en tåre væk fra øjenkrogen. Jeg syntes, det var tid til at få lidt luft, klokken var ikke meget mere end tre om eftermiddagen, og jeg var allerede blevet beruset. Himlen over byen var klaret op, men Mount Shkhara havde stadig sin tykke, hvide dyne af skyer over sig. 

Da jeg kom ud på gårdspladsen, var et par hunde i gang med mine cykeltasker. Jeg havde glemt at lukke dem, og nu stod der fem store hunde med hovedet nede i mit lille depot. Chokoladepapir, halve æbler og resterne af to poser nødder lå spredt ud på pladsen. Jeg fór hen mod hundene, fik dem væk og nåede at redde det sidste. Det ville have været meget kritisk, hvis de havde spist al min mad, for der var langt til næste købmand.

Ushguli by var ikke andet end et par parallelle gader med stenhuse på hver side. Her havde dagene et anderledes tempo. Sin egen gang. Moderniteten var tilsyneladende på stand-by. Grusvejen fra Mestia skar byen over og steg frygtindgydende op mod et pas, der kun lå få kilometer fra den russiske grænse. Jeg følte mig helt høj af at være her. Der var intet, jeg skulle nå, og jeg vandrede ned igennem de små, skæve gader. En bonde stod foran sit hus og stablede hø. Nogle børn legede. De stoppede op og kiggede undersøgende på mig. De troede, de havde gemt sig, da de kiggede ud over et lille stakit, men jeg kunne se den øverste del af deres ansigter. Foran en lade lå en gris og snorkede, mens 30 får stoppede op og trippede nervøst, da jeg gik imod dem. Himlen var nu fuldstændig blå, vagttårnene stod tættere end de gjorde i Mestia, og et par store hunde fulgte mig med deres blikke. 

Da jeg en time senere kom tilbage til skuret tæt på Bodis hus, var Mamuka, Dato og Ilia væk. Skuret var låst, og op af det stod min cykel, som jeg efterlod den. Hvor var de alle sammen henne? Jeg satte mig i skyggen og ærgrede mig over, at jeg ikke nåede at sige farvel. Og så pludselig så jeg dem. I deres slidte, grønne militærjeep på vej ned ad en bjergside til højre fra vejen. I et øjeblik troede jeg, de faldt ned af bjergsiden – at Ilia havde mistet kontrollen, og at de snart vil blive knust mod grusvejen. Men det gik op for mig, at de faktisk kørte. Utroligt at de kunne styre jeepen på en sådan hældning. Og så i en sådan kolossal beruselse! Mamuka fik øje på mig og råbte ud af vinduet. Jeg gik dem i møde. De havde åbenbart været ude og lede efter mig. De ville også sige ordentligt farvel. 

Om aftenen fulgte Bodis hunde mig over alt. Hver gang jeg skulle ind i Bodis hus for at hente en kop kaffe, eller når jeg gik rundt i gården med mit kamera, luntede de bag mig. Også når jeg sad på trappen foran mit værelse og skrev i min dagbog, var de der med det samme. Om natten var jeg lige ved at falde over tre af dem, da jeg skulle ud og tisse. Jeg var langt fra tryg ved dem. De var større end store schæferhunde, og de havde glubske blikke, som jeg havde svært ved at definere. 
Jeg pakkede mig godt ind, før jeg igen faldt i søvn. På med lange underbukser og hue. Jeg lynede soveposen helt op over hovedet. To store billeder af Jesus og et hjorteskind hang der på væggen over min seng og holdt øje med mig natten igennem.
   
Bodi boede sammen med sin kone. Hun var en sød kvinde med et handicap, der bevirkede, at hun næsten ikke kunne snakke. Hun serverede suppe og te til morgenmad, og det tog mig lang tid at overbevise Bodi om, at jeg ikke ønskede at drikke hans hjemmebrændte sprit klokken syv om morgenen. Hvad havde han regnet med? Han vidste jo, jeg var på cykel! Netop derfor ville han måske dulme mine nerver? Han vidste trods alt hvilken vej, der lå foran mig. Bodis lille datter blev helt lamslået, da jeg viste hende nogle billeder, jeg havde taget af Nana i Mestia. Bodis datter var Nanas guddatter, men trods den relativt korte afstand var det flere år siden, de sidst havde set hinanden. 

Samme morgen fulgte to af Bodis hunde mig ud af byen. På adskillige gårdspladser stod der aggressive hunde og gøede af mig og min cykel. Vejen, der førte mig ud af Ushguli, var for stejl at cykle på. Jeg trak cyklen og havde svært ved at få fodfæste, da gruset var løst. Et par meter efter min cykeltrailer luntede de to hunde. De kiggede sig et par gange over skulderen og lettede i ny og næ et af bagbenene op ad et par sten i vejkanten. Jeg var overbevist om, at de var den eneste grund til, at der ikke kom andre hunde efter mig. De beskyttede mig simpelthen. 

Da jeg nåede toppen af bakken, begyndte mit hjerte at slå voldsomt. Det var uden tvivl det mest overvældende syn, jeg havde haft de seneste måneder. Hele horisonten, der forekom tæt på, var fyldt til bristepunktet af Mount Shkhara. Hun sprængte næsten rammerne. Jeg var cyklet hele vejen her til! Og nu viste bjerget sig fra den smukkeste side. Bjergets 5.068 meter gjorde det til det tredje højeste bjerg i Kaukasus, og hun prikkede næsten hul i himlen. Selv om jeg lige var begyndt på dagen, var det tid til pause. Jeg stillede cyklen fra mig og satte mig i græsset. På vejen foran mig red en mand forbi på hest. To verdener mødtes. Jeg på min cykel. Han på sin hest. 

Det var sidste del af de glimrende uddrag, som Bjørn har været så sød at bidrage med til Rejsejulekalenderen 2013 – MANGE TAK til Bjørn for at deltage.

Dagens indlæg er skrevet af Bjørn Harvig. Bjørn er medlem af De Berejstes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Han har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georigien og mindre republikker som Tjetjenien og her Kabardino-Balkarien. Hvis du er én af indlægsskribenterne på Rejsejulekalenderen, kan du være heldig at vinde en rejsebog, skrevet og signeret af Bjørn Harvig, og vil du gerne købe en af hans bøger, kan du blandt andet finde dem her på Saxo.