Julekalenderindlæg
0

“Hjælpeløs i et fremmed land” af Caroline og Michael

De fleste vil sikkert nikke genkendende til følelsen af at føle sig rimelig hjælpeløs i et fremmed land. I sommer var vi på roadtrip i Østeuropa. Vi begynder i Polen og ender i Kroatien 19 dage senere. I alt besøger vi ni forskellige lande. Fantastisk. Intet mindre. Men, og selvfølgelig er der et men. Meget […]

De fleste vil sikkert nikke genkendende til følelsen af at føle sig rimelig hjælpeløs i et fremmed land. I sommer var vi på roadtrip i Østeuropa.

Vi begynder i Polen og ender i Kroatien 19 dage senere. I alt besøger vi ni forskellige lande. Fantastisk. Intet mindre. Men, og selvfølgelig er der et men. Meget hurtigt går det op for os, hvorfor roadtrip i USA er så hot. Det er smart det der med, at der ikke er så mange landegrænser. Meget hurtigt finder vi ud af, at det mildest talt er umuligt at køre særlig mange kilometer i træk i det østeuropæiske landskab. Der er grænser og mange af dem. Og ingen lande stoler så meget på hinanden, at de ikke er overbeviste om, at de aldrig nogensinde får deres bil med hjem i god behold. Derfor bliver vores roadtrip til traintrip. Det er rigtig fedt; giver mulighed for at tilbagelægge mange kilometer – også om natten.

Efter at have været på farten i en lille uge når vi til Bukarest i Rumænien, hvor vi satser på at tage nattoget til Beograd i Serbien. Men, og her kommer endnu et men. Toget er blevet suspenderet. Et par dage før. Vi kan ikke tale et ord rumænsk, og det er pænt besværligt, når vi meget gerne vil finde ud af, hvad vi så gør, når vi ikke kan tage toget. Og ærlig talt, ingen ved det. En følelse af stor hjælpeløs og træthed i et meget fremmed land, melder sig. Hvad gør vi?

Først går vi på McDonalds. Det virker, der er internet. Og vi googler og googler. Google ved det heller ikke. Så vi spørger. Alle dem vi ikke kender. De er søde. Men kommunikation er svær uden et fælles sprog. Vi tegner, vi fortæller. De smiler sødt og ryster på hovedet. På togstationen finder vi ud af, at eneste mulighed for at komme til Beograd fra Bukarest er med bil, som vi ikke har, og ellers med et tog til Timisoara og derefter et nyt tog til Beograd.

Efter at have “konsulteret” fire rumænske billetdamer via et engelsktalende rumænsk ægtepar får vi et sæt billetter til denne eftersigende smukke rumænske by. Så langt så godt. Ændringerne gør, at vi nyder dagen i den rumænske hovedstad.

Efter lidt forvirring, mindre end sædvanlig, finder vi vores pladser. De er på 2.klasse. Det kan godt være godt. Vi satser på, at når man skal af sted om aftenen og køre hele natten, så står den på sovepladser. Sådan har det været indtil nu. Men vi må tro om. Det er siddepladser. Små siddepladser, hvor man sidder over for andre kun adskilt af et bord. Der er ikke meget plads til benene. Slet ikke når man ikke har verdens korteste ben. Og slet ikke, når dem, der sidder over for en er godt solide. Puha. Vi er trætte, vi er pressede, vi vil sove. Pludselig finder vores ”genboer” ud af, at de sidder på de forkerte pladser. Yes, tænker vi. Men det viser sig, at de nye ”genboer”, vi bytter os til, er små, men fylder rigtig rigtig meget. Snakketøjet har de også med sig. Natten bliver lang.

Timisoara er fin og varm. Næste tog går først om aftenen, men en ny by kan udforskes. Til vores skræk går toget om aftenen ikke til Beograd, men til en lille serbisk flække på den anden side af grænsen. En bus herfra kører dog direkte til Beograd, forsikrer damen ved skranken om. Fint fint, vi kaster os ud i endnu et transporteventyr. Ruten er helt ny, og det samme viser toget sig at være. Vi er fem personer i toget, og turen er den diametrale modsætning til vores foregående tur. Der er helt stille, og vi kan fylde.

Pludselig er vi fremme. Det går næsten alt for godt. I den lille serbiske by møder en spontan/intermistisk paskontrol os. Efter et obligatorisk nej til spørgsmålet om alkohol og stoffer i rygsækken, er vi klar til den videre færd. Nu skal vi bare finde bussen. Men hvor er den? Damen i skranken taler ikke engelsk. Vagterne taler ikke engelsk. Faktisk taler ingen engelsk udover en irer, som var med på toget. Via fagter fortæller damen, at der ikke findes en bus til Beograd. En anden siger, at den går fra togstationen. En tredje siger, at den går fra busstationen i centrum. Forvirringen er total. I samråd med ireren beslutter vi at tage en taxa til busstationen.  Vi har ingen lokal valuta, men har lige præcis nok euro. Dem får taxachaufføren. Fremme ved busstationen går der en bus om en time. Nu skal vi bare købe en billet, det er nemmere sagt end gjort. Vi kan ikke betale med kort, vi kan ikke veksle. De har ikke overvejet en hæveautomat. Tålmodigheden er tyndslidt. Mirakuløst kan vi pludselig godt bruge vores kort. Men kun visa-kort. Ireren har pungen fuld af gyldige betalingskort, dog ikke visa. Pres. Vi køber to billetter og er klar til afgang, mens vi krydser fingre for, at ireren kommer med. Det lykkes. Alle kommer med den gamle gamle bus. Fire timer senere kører vi ind i Beograd, fremme ved mål.

Indlægget er skrevet af Caroline og Michael. Caroline og Michael elsker at opleve verden, og de har blandt andet rejst vandret i Georgiens bjerge, rejst i Østeuropa, samt været ulandsfrivillige i Kenya og Tanzania. De står desuden bag rejsebloggen, tomorrowgetushigher, som du kan se her.

Tekst og billede er copyright Caroline og Michael.

 

 

Caroline og Michael

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!