“Hustlet i Kuala Lumpur” af Mads Larsen

Ankommet lidt i midnat som førstegangs-backpacker i Kuala Lumpur lufthavn, intet værelse booket på forhånd, og med mindre end ingen idé om hvor jeg skal tage hen, tager jeg bussen fra lufthavnen ind til Kuala Lumpur station, som ligger nogle kilometer (fandt jeg ud af) fra selve Kuala Lumpur by.
Jeg var på forhånd blevet advaret om, at tage mig i agt for de største af de største hustlere i hele Malaysia: taxachaufførerne.
Og ganske rigtigt – jeg når knap nok at træde ud af bussen med min rygsæk på, før jeg bliver overrumplet af vel 9-10 forskellige chauffører, som på mere end almindelig vis insisterer på, at jeg skal tage med netop deres taxa.
Det skal lige siges, at på dette tidspunkt har jeg rejst rundt i Asien i 2 måneder, og trods det, så overgår taxachaufførerne her stadig de værste jeg hidtil har stiftet bekendtskab med…

Jeg kæmper mig igennem kødranden af insisterende mænd, og tager mig et lille pit-stop et kort stykke derfra, for lige at få et overblik over situationen.
Jeg havde på forhånd fået fortalt, at der ikke er længere fra Kuala Lumpurs station og ind til byen, end at man kan gå – men blot lige for at sikre mig, spørger jeg venligt en af de få taxachauffører, som rent faktisk ikke – umiddelbart – forsøger at hustle intetanende turister, om der er længere til byen, end at man kan tage sig en rask gåtur derind.
Han farer straks op og – ikke overraskende – forsøger at overbevise mig om, at der er alt, alt for langt til, at man kan tage turen på gåben, og at jeg derfor bør lade ham køre mig derind.
Jeg tænkte med det samme: “Nåh, så var han sgu nok ikke en af dem, som ikke forsøger at tage røven på turisterne alligevel…”
Jeg bestemmer mig så for, at tage udfordringen op, til trods for at mit ur på dette tidspunkt fortæller mig, at klokken 00.30, der er kulsort kort fra stationens område, og at jeg reelt set ikke har nogen idé om hvor jeg er på vej hen…

Jeg begynder at gå ind mod byen i et, for mig, raskt tempo, og da jeg har gået i en times tid, uden at ramme byen får det mig til at tænke på, at de taxachauffører måske havde ret, og at jeg måske skulle have hørt efter…
Jeg prejer den næste taxa jeg ser ind til vejkanten, og ham spørger jeg så, hvor langt der er ind til byen. Uden at angive distancen, insisterer han – selvfølgelig – på, at der også herfra er alt for langt ind til byen, til at jeg kan gå
– og denne gang vælger jeg så at lytte efter, og hopper ind.
Chaufføren sætter bilen i 1. gear, kører afsted – og jeg tvivler egentlig på han når til meget mere end 3. gear, før vi har rundet et stort sving, og faktisk er inde ved byen – 5-10 minutters yderligere gang fra hvor jeg stod på.

Med følelsen af at være blevet “hustlet” bare en lille smule, vælger jeg at gå rundt i det område, jeg er blevet sat af i, for at lede efter et sted at overnatte.
Samtlige steder jeg spørger, er der fuldt booket, og det er derfor ikke sådan lige at finde en soveplads – måske man alligevel skulle have booket et sted på forhånd…
Jeg finder ét sted, som har en seng ledig, men det var nok det allermest beskidte, uhumske og snuskede sted jeg nogensinde havde set – og så gjorde de heller ikke alverden i skadedyrsbekæmpelse.
Normalt ville jeg ikke have et problem med at overnatte sådan et sted, da det var en del af det eventyr jeg havde sat mig for hjemmefra – problemet var, at manden som jeg skulle betale krævede en fuldstændig urimelig pris; $20 for en overnatning!
I andre tilfælde ville jeg sagtens kunne overkomme, at skulle betale mere end det gennemsnitlige for en enkelt overnatning – men det blev en komplet principiel sag for mit vedkommende. Han kunne se, at jeg var desperat, og derfor forlangte han 300% oveni den normale pris for et værelse af den standard, og det nægtede jeg simpelthen – jeg ville ikke hustles to gange på samme nat!

Jeg besluttede derfor, at søge videre efter et sted at overnatte. Kl. var efterhånden blevet 02.30, og jeg havde mere eller mindre opgivet at finde et seng, og havde stort set bestemt mig for at trodse mine principper og betale for lorte-værelset fra før.
Jeg gav dog min søgen en sidste chance…
Jeg ringede på en dørtelefon til et hostel, som jeg tidligere havde spurgt efter en soveplads, og denne gang fik jeg så lov til at komme op i receptionen, for lige at snakke ansigt til ansigt med receptionisten.

Receptionisten i dette tilfælde, var en ung fyr på ikke meget mere end 20 år, som mig selv på det tidspunkt, og jeg kunne nemt spotte medlidenheden i hans øjne, da jeg forklarede ham min situation.
Foran skranken, hvor den ugen fyr sad, stod der en stol, som jeg vurderede, at jeg sagtens kunne presse mig ned i – og jeg spurgte den unge fyr, om jeg måtte have lov til at smide mine tasker hos ham, og så overnatte i stolen, og at jeg selvfølgelig ville betale den fulde pris for en seng på et af værelserne.
Han tøvede kort, hvorefter han gav mig sin accept. Da jeg ville betale ham for hans venlighed, nægtede han at tage imod mine penge – selvom jeg adskillige gange insisterede.
Han sagde, at jeg kunne få lov at sove i stolen, gratis, og så kunne jeg få en seng næste dag, som jeg skulle betale for.
Jeg var meget berørt over hans gæstfrihed, og ikke mindst ydmyghed – og kunne ikke lade være med at give ham et kram inden jeg lagde mig i min “seng” for natten.
Næste dag, da jeg stadig lå og snorkboblede i stolen, kom den samme receptionist og vækkede mig, da der var blevet en seng ledig på et af værelserne.

Historiens morale: Sæt pris på de små ting, især når du rejser i fremmede kulture – de “små” oplevelser er oftest dem, som bliver de største.

Indlægget er skrevet af Mads Larsen, der har medsendt et billede af den stol, han overnattede i på hotellet i Kuala Lumpur – en rigtig sjov og beskrivende detalje. Mads er i gang med at lave en rejseblog, som jeg håber, vi alle sammen snart får at se. Spændende er det i hvert fald.

Tekst og billeder er copyright Mads Larsen.