“Iran – et persisk eventyr” af Signe Skamris Pedersen

“Skal vi ikke tage til Iran?”
Første gang min lillesøster Sofie kom med dette forslag som rejsedestination, skal jeg ærligt indrømme, at jeg var noget skeptisk. For som så mange andre var jeg også fyldt af fordomme, der umiddelbart afskrækkede mig mod at opsøge et så radikalt anderledes og vel også farligt land! I mine tanker, et land med kvindeundertrykkelse, tildækkede kroppe, politi på gaden osv. – troede jeg. Men mine fordomme blev hurtigt gjort til skamme.

I foråret 2015, midt i Nowruz, som er det traditionelle persiske nytår, ankom vi til Teheran. Vi tog af sted som familie: mor, far, lillesøster Sofie og jeg. Thomas, min yngste bror, blev hjemme for at koncentrere sig om sin Ph.d.

Allerede i flyet i luftrummet over Teheran måtte vi begynde at iklæde os tørklædet, som alle kvinder skal bære – uanset race eller religion. Det skal blot dække håret og halsen. Jeg tror, vi var til stor morskab for mange i flyet, for det var slet ikke så let sådan lige at svinge et tørklæde om hovedet, så det sad bare nogenlunde smart. Men i løbet af vores rejse rundt i landet skal jeg love for, vi blev øvede i at sætte det – næsten lige så godt som de lokale.

Aladdin og tæpperne
Iran er et utroligt smukt land, og det er i dén grad en overset perle. Som turist i landet bliver man behandlet som en anden rockstar, for turister er der desværre ikke mange af. Iranerne er et helt utroligt varmt, hjælpsomt og gæstfrit folkefærd, der fx gerne afsætter en hel dag til at vise dig rundt i byen eller byde dig indenfor i hjemmet til te og lækkerier. De er nysgerrige på at vide mere om, hvor man kommer fra, hvad man godt kan lide ved deres land, ja – og ikke mindst hvorfor man er kommet til Iran, for de er så udmærkede klar over Vestens syn på deres land.
Jeg har rejst en del rundt i verden og kan med den største overbevisning sige, at jeg aldrig før har følt mig så tryg, tilpas og imødekommet som i Iran 🙂

Iran er som at kigge ind i en bog fra Aladdins verden eller 1001 nats eventyr. De små labyrintiske gyder og basarer vrimler med smukke tæpper, klæder, olielamper, håndværk af alskens art, krydderier og meget mere. Der holdes picnic i parkerne, ældre mænd sidder over et brætspil – og samtidig ses også en flok herligt fjantende skolepiger i traditionel skoleuniform og tørklæde – men ligeså optagede af deres iPhones, som var det i en klassisk dansk skolegård.

Teheran
Vi havde et par overnatninger i hovedstaden Teheran, hvor vi bl.a. mødte den sødeste mor, Gohar, og hendes ligeså søde datter, Eli. De var meget hjælpsomme, da de kunne se min mor, søster og jeg kæmpe med at iføre os en chador (fuldt tildækket klæde), da vi gerne ville besøge en moske.
Derudover viste de os bagefter et hyggeligt lokalt spisested, hvor vi fik smagt diverse iranske specialiteter. Derfra videre med bybussen til en smuk park.

I busserne er kvinder og mænd opdelt. Kvinderne sidder bagerst, og når man således som kvinde skal betale, må man derfor gå ud af bussen og op foran til chaufføren ad denne vej. Er man et ægtepar, må man godt sidde sammen. Selvom det på mange måder virker enormt stringent og gammeldags, så er det blevet hverdag for det iranske folk, og det forhindrer ikke unge mænd og kvinder i at sende hinanden flirtende blikke henover stoleryggene.

Teheran ligger nordligt og tæt på bjergene. Det er derfor også muligt at stå på ski der. Vi havde som sagt kun et par dage i Teheran, men af dem prioriterede vi alligevel at tage svævebanen op til Tochal-bjerget, hvor vi på under en halv time pludselig stod med fødderne i sne. Noget af en kontrast til de 28 graders varme nede i byen. Men for pokker en bjergtagende udsigt vi havde over hele Teheran.

Vores rejse rundt i Iran havde vi stort set selv planlagt, lige bortset fra booking af hotellerne. Det havde en kvinde i den iranske ambassade i København været behjælpelig med. Men derudover rejste vi rundt på egen hånd, og det var ikke noget problem.
Vi var afsted i 12 dage og nåede i grunden at se og opleve helt utroligt meget på den tid.
Hjemmefra bookede vi et nattog fra Teheran til Shiraz, en tur på omtrent 15 timer. Toget var et gammelt lokomotiv, og vi fik en fin kupé med soveplads til fire personer.
Undervejs blev der serveret kiks og te, og skulle man få lyst til at sidde og spise sin aftensmad i en fin gammel spisevogn, så var der også mulighed for det.

Shiraz
En meget romantisk by, som er kendt som byen af digte, roser og vin. Vin har man siden den islamiske revolution i 1979 ikke måttet nyde. Men den kendte Shiraz drue dyrkes nu i stedet i bl.a. Australien.

I Shiraz er der en helt anden ro end i Teheran, og man kan få masser af timer til at gå med at dagdrømme i de paradisiske parker og smukke paladser, drikke gulerodsjuice og spise is.
I denne poeternes hovedstad hviler de to mest berømte poeter i landet, Hafez og Saadi.

Ca. 70 km nordøst for Shiraz ligger Persepolis, som er et must see, når man er på disse kanter.
Persepolis var en ældgammel ceremoniel hovedstad fra det andet iranske dynasti, dvs. omkring 500 f.kr. En religiøs by, der kun blev anvendt aktivt 3 uger om året. Relieffer, søjler og monumenter er så velbevarede, at man får en fin indsigt i, hvordan man på den tid gik klædt, spiste og arbejdede.

Ørkenvandring og vandpibe
Fra Shiraz fortsatte vi med bus til byen Esfahan, hvor nok en af verdens allersmukkeste pladser ligger, Iman Square. Det er også verdens 2. største plads, næstefter Den Himmelske Fredsplads i Kina.
Derudover har byen nogle meget maleriske broer.

Herfra atter videre med bus til ørkenbyen Kashan, hvor vi boede på det hyggeligt nyrestaurerede Ehsan Guest House, som er et velbevaret herskabspalads med smukke rum, finurlige krummelurer, planter og springvand.

På vores ørkentur far far away i det mest øde og golde område af Iran, oplevede vi en skjult underjordisk by, hilste på snakkesalige kameler, smagte på saltet i saltørkenen, vandrede på store bølgende sandbanker og holdt hvil ved en lille oase.
Her var der bygget et lille bosted op, og da adrenalinen fik lov at finde sit normale leje efter de mange pulserende oplevelser, blev der i aftenskumringen tid og ro til en snak om lidt af hvert over en kop dampende varm te og ikke mindst en omgang vandpibe, som vores chauffør, Medi, havde liggende i bilens baggagerum.
Og nej, kvinder må ikke ryge vandpibe, men derude i ørkenen var der jo ikke nogen til at vogte over os med lovens lange arm, så der blev der lindet på tørklædet, røget vandpibe og talt om de forbudte emner, som om bagsiden ved landets regering, straffene i form af piskeslag, de unges protester osv.

Flere gange oplevede vi i sådanne stunder eller sene aftentimer at komme tættere på de lokale iranere og høre dem fortælle om deres meninger, tro, håb og ønsker for et mere frit Iran.

For selvfølgelig er alt ikke såre rosenrødt, som jeg her har beskrevet, men som turist er man rimelig forskånet, og der ses også mere igennem fingre med, om man nu fx bærer sit tørklæde helt korrekt.

Mht. kvindesynet i Iran, så kan man ikke undgå at føle sig anderledes som kvinde i og med, at man skal gå klædt på en bestemt måde, men den undertrykkelse af kønnet, som jeg forventede at opleve, oplevede jeg ikke. Tværtimod værdsætter mændene deres kvinder. Kvinderne er overhovedet i hjemmet og har en stor rolle at spille i familielivet. Desuden er kvinderne også yderst veluddannede, må køre bil, deltage i snakken blandt mændene, og de opfører sig langt hen ad vejen også som andre unge kvinder. Men de kan ikke slå sig løs og leve det frie liv på samme måde, som man gør i Vesten. Jeg er dog overbevist om, at det nok skal komme en dag, for jeg mødte mange stærke, modebevidste, kloge og moderne kvinder på min rejse rundt i et af verdens smukkeste perler.

En perle, der skal ses og opleves.

Dagens indlæg er skrevet af Signe Skamris Pedersen. Signe har rejst lige siden, hun var helt lille, og hun har besøgt det meste af Europa. Derudover har hun blandt andet været i Grønland, Egypten, Kina, Rusland, USA, Israel og Kenya/Tanzania. Signe arbejder til dagligt som neonatal sygeplejerske, og hun læser i fritiden teologi for voksne.

Tekst og billeder er copyright © Signe Skamris Pedersen.