“Mit Istanbul” af Maria Erica Jensen

Der er så mange steder, lande og byer rundt om i verden, som jeg synes er helt fantastiske at besøge, så det er meget svært for mig at vælge ét sted, som er mit favoritrejsemål. Men den tyrkiske storby Istanbul er i den grad en by, jeg vender tilbage til igen og igen – både i mine rejser og i mine tanker.

Jeg har en utrolig varm og rar fornemmelse i maven, nu hvor jeg sidder tænker over, hvordan jeg har det med Istanbul. For mig er Istanbul indbegrebet af skønhed, historisk og kulturel storhed og af en overstrømmende imødekommenhed fra byens indbyggere.

Den tyrkiske metropol, Istanbul, har igennem alle tider været en smeltedigel for kulturelle og religiøse strømninger, og for livsstil og mennesker fra Østen og fra Vesten.
Jeg tror, at denne konstante påvirkning fra fremmede steder har gjort byen og dens befolkning til de åbenhjertede og utroligt hjælpsomme mennesker, de er. I Istanbul er man altid velkommen (ligesom i resten af Tyrkiet), uanset hvem man er, og hvor man kommer fra; det er i hvert fald sådan, jeg altid oplever det.

Istanbul er en meget levende by, hvor der hele tiden sker noget nyt, og hvor man gang på gang overvældes af smukke bygninger, markeder, moskeer, parker – eller kæmpestore romerske akvædukter, der helt uventet venter én rundt om et gadehjørne. Akvædukter, som ville være store tilløbsstykker, hvis de stod i en mindre seværdighedsspækket by, men som let bliver overset blandt de utallige andre storslåede oplevelser i Istanbul.

Så snart jeg hopper af metroen fra lufthavnen ved Cemberlitas eller Sultanahmet i hjertet af Istanbul, føler jeg, at jeg på en eller anden måde er kommet hjem. Sådan har jeg det efterhånden i en god håndfuld byer og lande rundt om i verden, for det er som om, at når jeg har været et sted nogle gange, og jeg holder af det, jeg oplever der, så kryber stederne ind under min hud og bosætter sig i mit hjerte. Så bliver de til hjem for mig ude i verden.
Og sådan har jeg det i høj grad med Istanbul.

Tyrkisk mad og te-kultur
Jeg kan godt lide mad. Dejlig mad, spændende mad, ny mad, jeg aldrig har smagt før, men som mine øjne og min nysgerrighed fortæller mig, at jeg absolut må smage.
Det tyrkiske køkken er efter min mening et af de lækreste i verden. Jeg elsker mad med mange krydderier og smagsindtryk – om det så er stærkt eller ej, det er ikke så væsentligt for mig – og jeg glæder mig altid til at skulle spise et tyrkisk aftensmåltid.

I løbet af dagen er der mange forskellige steder, man kan gå hen for at få stillet sulten. Man kan købe en friskgrillet majskolbe ved en gadebod, finde en god börek-bager og spise den skønne butterdejs-lignende ret med fyld til en kop te, købe en enkel eller to af de dejlige simit-brødringe fra en gadesælger, snuppe en kebab på farten, eller du kan besøge byens basarer og smage et hav af forskellige smagsprøver på tørret frugt, nødder og slik, hvis du har en sød tand.

For en te-entusiast som mig er Istanbul et lille mekka. Alle steder, man kommer hen, kan man købe et glas te, enten i en lokal café, på restauranter, af gadesælgere med store samovarer på ryggen – eller du får et glas serveret af tæppehandleren, hvis forretning ligger nede af en lille sidegade; han byder på te, fordi han er høflig og venlig, fordi han gerne vil snakke med dig, og han er ligeglad med, at du ikke engang får så meget som kigget på hans tæpper. For ham er det samtalen og hyggen med dig, det er det vigtige. Det er dig som menneske og som besøgende i hans by og ikke dine penge, han er interesseret i, og han behandler dig som sin ven.

Hos tæppehandleren får du et glas sort te, gerne med et par sukkerknalder til, og det er denne slags te, tyrkerne selv drikker. Den gule, søde æblete, elma çayı, er noget, der serveres for turister, og den fås næsten ikke i Istanbul.
Jeg kan godt lide begge slags te, både den lokale og elma çayı’en, også selvom sidstnævnte nok aldrig vinder priser for noget som helst andet end ”turist-te” ved en te-prisuddeling.

Og så er et godt glas varm te dejligt svalende på en varm sommerdag, hvor utroligt det end lyder, og det er skønt at varme hænderne om på en råkold marts dag, hvor en frisk brise går gennem byen ude fra Bosporusstrædet.

Mine yndlingssteder i Istanbul
Det lyder nok som en ret slidt kliche, men den tidligere kirke, moske og nu museum Aya Sofya er et af mine absolut favoritsteder i Istanbul. Magen til storhed og skønhed skal man lede længe efter. Udefra synes Aya Sofya (som den hedder på tyrkisk, Hagia Sofia er bygningens græske navn) ikke prangende, men inde i den store, hvælvede hovedsal er Aya Sofya mageløs. Som i alle andre religiøse bygninger er her en dyb ro, og alle steder er der billeder, udskæringer eller dekorationer, der vidner om Aya Sofyas fantastiske historie.

Selvfølgelig er Grand Bazaar, Istanbuls verdensberømte overdækkede marked en stor oplevelse, som jeg besøger hver gang, jeg er i byen. Men faktisk er det mindre krydderimarked, Spice Bazaar, efter min mening bedre. Jeg elsker at gå rundt imellem boderne med farvestrålende og kraftigt duftende krydderier, teer og de mange slags lokalfremstillet slik og tørret frugt. Og udenfor basarbygningen afholdes der blomster- og plantemarked, som fryder ethvert øje med hang til grønt. Her har jeg med stor fornøjelse købt forskellige blomsterløg med hjem til mine havekrukker – en virkelig skøn rejsesouvenir.

Der er en dejlig stemning ved Istanbuls universitet, som ligger blot et stenkast fra de største attraktioner i byen. På pladsen udenfor universitetet samles unge studenter, familier med børn samt gamle ægtepar om aftenen for at snakke og hygge med hinanden, og det er et fint sted at få en snak med de lokale.

Jeg holder meget af at besøge religiøse bygninger, når jeg rejser rundt i verden, både fordi det er glimrende steder at hvile øjne, ører og fødder, men måske nok endnu mere fordi disse steder betyder rigtig meget for de lokale.
Jeg mener, at for at kunne få en bedre forståelse for dem, der bor de steder, jeg besøger, så er det vigtigt, at jeg oplever så meget af deres liv og kultur – og dermed også deres religion og religiøse bygninger – som overhovedet muligt. Religion betyder utroligt meget for rigtig mange mennesker rundt om i verden, og det bliver jeg nødt til at sætte mig ind i for at kunne forstå andre mennesker.
Istanbul har mange smukke moskeer, og den mest kendte er Den Blå Moske. Det er virkelig også en flot bygning, men jeg kan også rigtig godt lide Nusretiye-moskeen, med den smukt dekorerede kuppel og store lysekrone. Her er ikke så mange besøgende, som i Den Blå Moske, så det er et glimrende sted at holde en rolig pause fra storbyens liv.

Og så er der selvfølgelig Bosporus! Det fascinerende stræde, som deler Istanbul i to, og deler hele Tyrkiet imellem Europa og Asien.
Der er mange steder med havneområder i Istanbul, og hjertet af byen, med blandt andet Sultanahmet-delen, er delt fra Beyoglu-området af Det Gyldne Horn, en lang, smal bugt, som mange let forveksler med Bosporus. Og uanset hvilket stræde eller bugt du er ved, så er en bådtur på vandet altid en dejlig oplevelse.
Men Bosporus er bare noget helt særligt, og jeg kan kun være enig med de mange andre rejsende, der ligesom jeg siger, at hvis man én gang har set Bosporus vande, så vil man vende tilbage igen og igen. Så kig på et kort over Istanbul, find Bosporus og nyd så udsigten over vandet – jeg vil nærmest garantere dig for, at du også vil være enig med mig og komme igen den ene gang efter den anden.

Indlægget er skrevet af Maria Erica Jensen, der er stifter og redaktør på Rejsejulekalenderen. Hun er forfatter, rejseblogger, tekstforfatter og verdensrejsende. Maria har rejst i mere end 30 lande – primært som backpacker, og hun har rejst i Europa, Indien, Kaukasus, Egypten, Sydøstasien og altså også Tyrkiet.
Maria står blandt andet bag siderne: Horsens and Beyond, www.ifirenze.dk og Ericas verden