“Jeg dummer mig aldrig på rejser, eller, øh – måske …” af Kenneth Karl Nielsen

Hjemme i Danmark er jeg kendt for at være en rolig og velovervejet mand. Når jeg er ude at rejse, kaster jeg lidt af forsigtigheden væk – nogle vil måske sige, at jeg dummer mig.

Man skal ikke kaste med sten … på et næsehorn, der sover
På min første store backpackerrejser var jeg landet i Nepal, og jeg tog ud og så på elefanter i Chitwan National Park.
På vejen derud trækker vores guide os væk fra vejen, da nogen har fortalt ham, at der er et næsehorn lige i nærheden.  Det lyder vildt  farligt at gå hen til et vildt næsehorn på en næsten åben slette, men vi tager med.

Vi har kun gået et kort stykke, da vores guide stopper op og beder os være stille. Kun 20 meter fra os ligger et vildt næsehorn og sover – det er en fantastisk oplevelse at se. Men så begynder det at gå galt.

”Stå stille – jeg kaster lige nogle sten på næsehornet,” siger guiden pludseligt. ”Hvis det løber efter jer, skal I bare løbe i forskellige retninger, så løber det kun efter én af jer!” Guiden kaster stenene, medens vi andre er stive af skræk.  Næsehornet vågner ikke. Heldigvis. Og vi slipper alle levende fra oplevelsen.

En fuld taxichauffør – eller?
Min kone jeg er på rejse på tværs af Kaukasus, og vi er kommet til Georgiens hovedstad, Tbilisi. Efter nogle vidunderlige dage er det tid til at komme videre, og sent på aftenen går vi ud på gaden for at kigge efter en taxichauffør, der kan køre os til lufthavnen. Hurtigt triller en  rusten taxi hen til os, og en russisk udseende mand med skægstubbe spørger os, om vi skal med. Jeg kan godt se, at min kone er skeptisk, men jeg overtaler hende til, at vi tager med denne taxi.

Vi har knap sat op til rette, før chaufføren trykker speederen i bund, og taxien suser afsted gennem gaderne. Det går meget hurtigt, og bilen hviner rundt i svingene. Pludselig opdager vi, at chaufføren sidder og drikker af en grøn flaske. Er han fuld, forklarer det jo den vilde kørsel … Vi bliver rigtigt bange og tror, at dette bliver vores sidste taxitur nogensinde.

Heldigvis er der også andre, der har lagt mærke til den vilde kørsel, og ud af bagruden ser vi de blå sirener fra en politibil. Politiet stopper os og kommer hen til taxien – de bliver også mistænksomme over den grønne flaske. Vores taxichauffør griner bare og viser politiet flaskens etikette – det er en appelsinsodavand.

Resten af turen er den rene søndagstur. Chaufføren har ikke lyst til at blive stoppet igen, og han kører stille og roligt.

Et lille bitte slag på en bil i Armenien
Senere på samme ferie er vi nået til Armeniens hovedstad Yerevan, en moderne og dejlig storby i skyggen af Araratbjerget.
Mens vi går over en fodgængerovergang, suser en bil forbi og er meget  tæt på at ramme os. I irritation banker jeg på bilen tag, medens den kører forbi os. Herefter kører bilen cirka 100 meter længere, hvorefter den stopper så hårdt at bremserne hviner. Vores hjerter pumper af skræk, og vi løber først ind i folkemængden og derefter ind på et lille russisk rejsebureau, hvor vi panisk kigger efter bagdøren. Den er der ikke – og i stedet gemmer vi os til, at faren er drevet over. Vi brugte aldrig det samme tøj igen i Armenien – Tænk, hvis vi blev genkendt.

Dette er bare 3 små historier om uheldige rejseoplevelser, som jeg aldrig glemmer. De uventede, og ubehagelige oplevelser (som man slipper godt fra) har det med at blive de bedste rejseminder, og dem som man fortæller igen og igen.

Tekst er copyright Kenneth Karl Nielsen og BackpackerPlanet.