“Latinamerika – del 2” af Mads Larsen

Indlægget er 2. del af Mads Larsens indlæg om Latinamerika, hvor 1. del var på Rejsejulekalenderen d. 14. december.

Hvor jeg i del 1 fortalte om mine årsager til, at valget for min nuværende rejse faldt på netop Latinamerika, vil jeg i denne del fortælle om, hvilke ting, der har overrasket mig i forhold til mine egne forventninger, samt hvor anderledes tingene egentlig er hernede, i forhold til hvad folk derhjemme går og tror.

Inden jeg besluttede mig for at rejse til Latinamerika, kendte jeg faktisk ikke en helt masse til det. Naturligvis kendte jeg til Galapagos i Ecuador, Machu Picchu i Peru, Påskeøen ud for Chiles kyst og nogle enkelte andre steder – men som sagt ikke en helt masse.

Det tog mig ikke længe, før det gik op for mig, at Latinamerika var en del af verden, som jeg ville komme til at synes enormt godt om. Fra allerførste øjeblik i denne, for mange, ukendte del af verden, har jeg følt mig velkommen. Jeg er blevet mødt med smil, hjælpsomhed og gæstfrihed. Jeg har før hørt, at de latinamerikanske folk er nogle af verdens lykkeligste – at de altid smiler og er i godt humør og altid har en udstrakt hånd klar, hvis man skulle få brug for det – også selv hvis man ikke har.

For at komme ind på punkterne, som er nævnt i forrige indlæg om årsagerne til, jeg valgte Latinamerika, vil jeg nu forklare, hvordan jeg har oplevet og fortsat oplever det at rejse rundt på egen hånd, ofte som eneste hvide menneske i miles omkreds, med en tendens til altid at rode mig ud i uforudsigelige situationer.

Jeg har helt klart fået fornemmelsen af, hvilket også synes at være en generel opfattelse blandt de mennesker, jeg har mødt, at mange af landene her i Latinamerika er i en rivende udvikling, samfundsmæssigt såvel som turistmæssigt. Økonomierne er generelt voksende, og det samme er turismen – og drømmer man om at opleve fjerne dele af verden, inden turismen ødelægger store dele af det autentiske ved at rejse i disse, så er det bare med at komme afsted. Dog tror jeg på, at man altid vil være i stand til at finde steder, som ikke er fyldt med turister, men der er ingen tvivl om, at de bliver færre.

De dårlige ry, som mange af landene hernede har, er ganske ufortjent. Inden jeg kom herned, havde jeg hørt en del om, at netop grundet det dårlige omdømme, så sætter latinamerikanerne en ære i, at besøgende i deres land får en god oplevelse – hvilket jeg kun har fået bekræftet i min tid hernede.
Jeg har flere gange spurgt lokale, om de lige vil passe på mine ting et kort øjeblik, hvis jeg skal ind og hente et eller andet i en butik, købe noget mad eller hvad det nu har været, og hver gang har jeg fået den hjælp, jeg håbede på, og ikke så meget som en enkelt gang har jeg haft grund til andet end at stole på de mennesker, jeg har spurgt om hjælp.
En hel del gange har jeg også oplevet, at når jeg har spurgt en person om vej, så står der i løbet af ganske kort tid yderligere 2-3 personer omkring for at hjælpe mig på vej mod det, jeg søger.

Mit generelle indtryk af forholdene hernede, i forhold til at komme galt afsted som rejsende, er, at så længe man ikke opsøger de situationer, som potentielt kan få en i knibe (typisk narkotika), så er risikoen for at få en dårlig oplevelse hernede minimal. I øvrigt, de historier, som jeg har hørt om udlændinge, som er kommet galt afsted hernede, har netop været i forbindelse med narko på den ene eller den anden måde.

Det tog mig lidt længere tid, end jeg havde troet, at tage mig sammen til at forsøge mig med at blaffe hernede. Dels fordi det var en meget grænseoverskridende ting, jeg havde sat mig for, og dels fordi, jeg tror, at min krop og mit sind lige skulle bruge en lille måneds tid på at komme tilbage i “travel-mode”. Stort set al den tid, der gik, inden jeg endelig fik blaffet første gang, havde jeg alligevel brugt på spanskundervisning, så egentlig kunne jeg nok ikke have gjort det meget anderledes.

Som nævnt i del 1, så har medierne det med at fokusere på alle de negative ting, som sker rundt omkring i verden, imens solskinshistorierne af en eller anden årsag bliver sat mere i baggrunden.
Jeg har nu rejst rundt i Latinamerika i lidt over 3 måneder, og jeg har allerede oplevet adskillige gode, sjove, varme og fantastiske situationer.
Jeg har blandt andet krydset flere grænser til fods, hvilket jeg tidligere har hørt, skulle være fuldstændig uhørt og ikke mindst ekstremt farligt – men jeg er kun blevet mødt med smil og hjælpsomhed.
Eksempelvis da jeg krydsede grænsen mellem Honduras og Nicaragua til fods, hvor jeg fik hjælp af en grænsebetjent til at blaffe til min første destination, byen Leon, i Nicaragua. Jeg var faldet i snak med ham, da jeg krydsede grænsen, og jeg havde købt en flaske vand til ham, fordi han stod og bagte i solen hele dagen. Alle køretøjer, som skulle over grænsen, skulle alligevel stoppe ved ham, så han hjalp mig med at få et lift. Inden vi tog afsked, udvekslede vi Facebook-oplysninger, og det viste sig, at han boede i den by, jeg skulle til. Samme aften mødtes vi og gik ud og drak os fulde sammen.
Da jeg skulle krydse grænsen fra Costa Rica til Panama, løb jeg ind i problemer, da jeg ikke havde nogen dokumentation for, hvornår jeg ville forlade Panama. Men en Costa Ricaner kom mig til undsætning, og det lykkedes mig mod alle odds at krydse grænsen alligevel.
Eller hvad med da jeg stod i vejkanten i en lille by i Colombia i håb om at kunne blaffe min vej til en større by (det lykkedes i øvrigt), hvorfra jeg kunne hoppe på en bus til min næste destination – hvor jeg faldt i snak med en familie, og vi talte om, hvorfor pokker jeg ikke bare tog en bus, når de ikke kostede mere end de gjorde, i stedet for at stå der og glo. Jeg forklarede, at jeg ikke gjorde det for at spare penge men for oplevelsens skyld. Konen i familien gav mig 5000 Colombianske Pesos (mindre end 15 kr.), og selvom jeg forklarede hende, at jeg altså havde penge nok til at klare mig, insisterede hun på, at jeg tog imod dem og købte mig noget mad til min lange rejse.

Alle disse situationer er foregået med mennesker, som I sikkert nok kan regne ud, har så meget mindre at gøre med end den gennemsnitlige dansker, og alligevel gør de alt, hvad de kan for at hjælpe “en skide turist”, ene og alene fordi de er gode mennesker og sætter en ære i at kunne hjælpe en besøgende i deres land – hvor mange danskere tror I ville havde gjort det for en tilfældig turist?
Jeg ved godt, hvad jeg tror, eller nok nærmere ved: Ingen. Og hvis nogen, så ville det bestemt være et enestående tilfælde.

For at vende lidt tilbage til det med volden, overfald og andre grimme ting som sker hernede – for det sker da, er det heller ikke noget de lokale forsøger at dække over. Jeg prøver ikke at skabe et glansbillede af forholdene, for der er bestemt rigtig, rigtig mange mennesker, som har et ualmindeligt hårdt liv hernede, og der er også dele af de fleste byer hernede, som man bør holde sig fra, i særdeleshed efter mørkets frembrud. Når det så er sagt, skal man også lige tænke på, at det ikke ligefrem er anbefalet at gå alene rundt i Aalborg Øst eller visse andre steder i Danmark sent ude på aftenen eller natten – vel?

Jeg håber disse to indlæg har været med til at klargøre det lidt bedre, hvorfor jeg er så vild med Latinamerika, og det er uden tvivl en del af verden, som jeg kommer til at besøge igen fremover.
Her er de mest smilende og varme mennesker, man kan forestille sig, noget af den lækreste mad i verden, sammen med helt fantastisk natur, dyreliv og mystiske ruiner, som vil kunne stille selv den allerstørste eventyrer tilfreds.

Dagens indlæg er skrevet af Mads Larsen. Mads er i øjeblikket ude på en lang rejse i Latinamerika, og det er en fryd at følge med i rejsen på hans rejseblog: Mig og min rygsæk – han er nemlig én af de rejseskribenter, der reflekterer over sine oplevelser og hele tiden lærer nyt om sig selv og om verden. Du kan også følge hans rejseeventyr på Instagram: Mads på Instagram
Mads er en af de personer, der hvert år har skrevet til Rejsejulekalenderen, og det er altid en sand fornøjelse at læse hans tekster, både her og på hans blog. Rigtig god rejse til dig, Mads.