“Mændene med økserne” af Bjørn Harvig

Det regnede voldsomt nu. Vinden tog til, og tordenen rullede hen over bjerget. Jeg gik i en blanding af vand, grus og mudder. I tusmørket og tågen dukkede Gornje bare op. På kortet en landsby. I virkeligheden en håndfuld huse, der lå kastet ud i det barske landskab, hvorfra der var lys i to af dem. De var svære at se, kun silhuetten af de to huse med liv skimtede jeg. Et af dem måtte være redningen.

De seneste timer var vejen blevet smallere og smallere, havde klynget sig til skråningerne og kravlet op gennem skoven. Nu stod den mørke skov faretruende bag mig, mens jeg nåede toppen af bjerget. Det første hus langs vejen lå smadret og forladt. Det næste må have været landsbyens købmand. En aflang bygning med en trappe langs facaden, hvor jeg forestiller mig, at folk i sin tid hang ud. Bygningen lå delvist sunket sammen, midten af tagryggen rakte ud efter ukrudtet, der voksede fra midten af gulvet, og taget faldt ned bag hoveddøren, hvor rammen gabte.

På den anden side af vejen stod det første hus, hvor det lod til, at der var nogen, der boede. Ud fra haven kom to glubske hunde farende. De løb direkte mod mig. Jeg havde en træpind på mig, som jeg havde anvendt som stok og slog ud efter dem. Med mit regnsjal over hovedet og mudrede ben må jeg have lignet en sindssyg. Ud af tågen hørte jeg en stemme. En mand, der råbte. Hundene forsvandt. Manden gik mig i møde. Hvor han kom fra, ved jeg ikke. Han så sagnagtig ud, han lignede en skikkelse fra en anden tid. Han var iført en ankellang, mørkegrøn regnjakke, og bag hætten skimtede jeg to sorte øjne og et brystlangt skæg. Jeg gav ham hånden. Han sagde ikke noget. Jeg spurgte, om der var et sted at overnatte i byen. Han pegede på huset, vi stod ud for, et orangemalet hus i to etager. ”Du kan bo der i nat”, svarede han. ”Er det dit hus?”, spurgte jeg. ”Nej”, svarede han. Jeg spurgte, om han kunne hjælpe mig, og vi gik ind i haven. De to hunde stod ved haveindgangen, de bakkede tilbage og knurrede fortsat. Dem var jeg ikke tryg ved. Han bankede på, og vi dukkede hovederne for regnen, som væltede ned over os. Lidt efter åbnede døren. En ung mand på omkring de 30 år kiggede undrende ud på os. Jeg forstod ikke, hvad de to mænd talte om, men manden i den grønne regnfrakke pegede et par gange op mod den mørke himmel, og den unge mand nikkede.

Efter lidt snak forlod manden i den mørkegrønne regnfrakke os. Den unge mand gav mig hånden og sagde: ”Hej, jeg hedder Nadim. Du kan bo ovenpå”. Han snakkede engelsk. Jeg svarede, at jeg virkelig var ked af at forstyrre, og at jeg gerne ville betale for min overnatning. Han slog ud med hånden, og vi gik op ad en trappe på siden af huset, som førte op til 1. salen, hvor der var tre soveværelser. Der var koldt nu, forbløffende koldt taget i betragtning af at det var juli måned. Der lå tæpper i to store bunker på gangen, Nadim åbnede døren ind til et værelse og fortalte, at jeg kunne sove på sofaen. Jeg lagde hånden på hjertet og takkede. Nadim var en mand af få ord, måske var han genert, eller også forstyrrede jeg ham. Jeg skiftede tøj og satte mig i den ene af to røde stofsofaer og spiste en banan.

Rummet lignede en dagligstue, og på væggene hang der flere sort/hvide familieportrætter i ramme samt et stort billede af Mekka. Heldet kommer til den, der forfølger det, hviskede jeg til mig selv. Sikke et smukt sted at sidde og høre stormen tage til udenfor. Lidt efter bankede det på, og i døren stod Nadim med en ældre dame med et blomstret tørklæde om hovedet. Han fortalte, at kvinden var hans mormor, og at det var hendes hus. Jeg gav hende hånden, og hun knugede den, som var jeg et barnebarn, hun ikke havde set længe. Den gamle dame så rar ud med hele ansigtet i rynker.

Nadim fortalte, at han er veterinær, bor i Sarajevo, men de næste par uger hjælper familien med at kastrere deres får. Jeg havde godt set dem, da jeg kom. De stod klemt sammen og skuttede sig under et halvtag til det træhus, der ligger i haven. Bag det stod nabohuset – det andet hus i byen, hvor der fortsat bor nogen. Fra vinduet i værelset kunne man se flere andre huse, der lå i mørke. Nadims mormor havde medbragt et stort stykke kage, en hovedpude og ønskede mig en god nats søvn.

Næste morgen vågner jeg til lyden af får, der bræger. Det har været en kølig nat, men nu varmer solen rummet op. Jeg kigger ud af vinduet. Rundt om et bord i haven sidder Nadim og drikker kaffe sammen med mormoren og to mænd. Naboen står ved deres fælles hegn og ordner noget med en stor økse i hånden. Jeg går ud til dem. Jeg siger godmorgen, takker for husly og sætter min taske på jorden. Den ene af mændene er Nadims ven fra Sarajevo, som skal hjælpe til med dyrene. Han er en slank fyr, iført sorte joggingbukser og en sort hættetrøje. Han kæderyger hjemmerullede smøger. Den anden mand er Nadims storebror. Han virker fjern, ikke nødvendigvis fjendtlig, men ikke synderligt glad for at jeg er der. Han siger som det første: ”Hello NATO”, da jeg sætter mig.

Nadim fortæller, at broren i en periode også har boet i Sarajevo, hvor han læste medicin, men var nødt til at afbryde studiet, og nu bor han hos familien i bjergene. Broren bider sig i læben og roder sig i håret. Mormoren er i højt humør, hun underholder, fortæller historier og henter kaffe, brød og ost, mens Nadims ven rækker mig en smøg.

Jeg lægger mærke til, at Nadim flere gange skuler over til naboen. En stor, fed fyr i bar mave med en guldkæde om halsen. Naboen er nu begyndt at tage dele af det hegn ned, som adskiller de to grunde. Jeg nikker over til Nadim og spørger, om han har tænkt sig at reparere eller male det. ”Lad os ikke snakke om det”, siger Nadim. Vennen fortæller, at naboen er træt af, at dyrene stinker og larmer. De er bange for, at han vil flytte hegnet.

Mormoren rejser sig, ønsker at vi skal komme på andre tanker, og da hun kort efter er tilbage, er det med et kogt fårehoved på en tallerken. Hun begynder at pille kødet af, tager øjnene ud, og skærer fedtet ud i øjenåbningen. Folk spiser, drikker kaffe. Alt kan bruges, hun tager til slut tungen ud og skærer den i fine små skiver. Gæsten bliver tilbudt det første stykke. ”Okay NATO?”, spørger Nadims bror. Jeg nikker og stikker tommelfingeren i vejret.

Naboens arbejde ved hegnet er ved at være for meget for Nadim. Han rejser sig og råber et eller andet. Naboen svarer igen. Ikke aggressivt, fortsat med øksen i hånden. Han plukker stille og roligt bræt for bræt af. Nadim ringer til sin onkel. Om han også bor i huset, ved jeg ikke, men han er nede i lavlandet et sted, ikke langt væk. Stemmen i den anden ende af røret er helt hysterisk, og jeg gætter på, at den skriger noget i retning af: ”Lad ham ikke gøre det. Stop ham!!”.

Nadim fortæller, at hans onkel er på vej til landsbyen i bil, og at han er vred. Rigtig vred. Naboen har vist nok over en periode truet med at rive hegnet ned for at flytte det længere ind på deres grund. Det virker vanvittigt. Begge huse har ikke andet end marker og forladte grunde omkring, og det sidste, de mangler, er plads. ”Hvor meget vil han flytte det?”, spørger jeg. ”Vi ved det ikke helt – måske en meter!”, svarer Nadim. Det er ikke til at tro på.

Nadim rejser sig og råber igen af naboen. Naboen er fortsat rolig, han sætter hænderne i siden og svarer Nadim et eller andet, mens han peger på jorden. Han er vel 50 meter væk. Mellem ham og os er dyrene, som intet begriber. Nadims bror tager situationen mindre behersket. Han er ildrød i hovedet, går rundt for sig selv og siger mærkelige lyde. Han er speciel, det kan ikke udelukkes, at han er en smule tilbagestående. Han går adskillige omgange omkring bordet og er så ophidset, at han næsten græder. Omsider sætter han sig på trappen på til 1.salen og stirrer frem for sig.

Nadims ven skænker kaffe og stikker mig en ny smøg. Han kigger på mig, som for at undskylde, men blander sig ikke. Det her er ikke hans problem, og han har tydeligvis ikke tænkt sig at involvere sig. Nadim havde fortalt, at familien har boet her i fire generationer og altid har holdt dyr. Det har man på landet, det kommer ikke bag på nogen. ”Kender du det bosniske folkesagn, der fortæller, at to brødre kan slå hinanden ihjel på grund af et får?”, spørger vennen. ”Du ved, når faren i en familie dør, og boet skal gøres op. Hvis de to brødre arver et ulige antal dyr, så kommer de op at skændes om, hvem der skal have det sidste dyr og ja, så slår den ene den anden ihjel til sidst. Det samme gælder, når de skal dele grunden op, og de ikke kan blive enige om, hvor meget jord hver især skal have. Det er typisk for landsbyfolk at diskutere, hvor hegnet skal stå! Det kan ende galt”.

Jeg har lyst til at spørge ham, om det her bunder i en gammel nabostrid, som er blusset op igen, eller om det er naboens måde at bevise, at det er ham, der bestemmer i byen. Men jeg når det ikke. For Nadim har rejst sig, råber endnu en gang nogle ting til naboen, og denne gang står hans mormor og forsøger at tysse på ham. Naboen er ligeglad, han har efterhånden revet hele hegnet ned og er nu i gang med at banke den første stolpe ned dér, hvor hegnet skal rykkes til.

Det er svært at sige, men det ser ikke ud til at være mere end en meter fra, hvor hegnet stod før. Nadim er, som hans bror var tidligere, rigtig oppe og køre og skriger: ”Allahu Akbar – Allahu Akbar” ud i dalen, mens han med hænderne løftet over hovedet drejer rundt om sig selv. ”Er det fordi, han er serber, at du råber det der? Ønsker du at provokere ham?”, spørger jeg Nadim, da han igen er kommet hen til bordet. ”Nej, nej, han er også muslim. Men nu er det kun Gud, der kan redde os”, svarer han uden at fortrække en mine.

Ude på gaden er en lastbil stoppet op. Det er dagens første bil; hvordan det er lykkedes den at klatre op ad bjergvejen vides ikke. Den holder foran den forladte købmand, og ladet er stablet med hvad der ligner hø i plastikballer i tre gange lastbilens højde. Tre mænd står lænet op ad den og griner. De nyder optrinet i haven. Mormoren har pakket en pose med brød og kage til mig og undskylder alt det råberi. Hvor Nadims storebror er, ved jeg ikke, han er ikke til at se, men vennen har vist set det, for han siger nu: ”Du bør gå nu – lige nu!”, og han henter min taske. Nadim synes, det er noget pjat og fortæller, at jeg kan bo hos dem, så længe jeg vil.

Pludselig hører jeg et skrig bag mig. Jeg vender mig og ser Nadims bror komme løbende ud af brændeskuret, der står tæt på vejen. I hænderne over hovedet strækker han en meter lang økse. Han har lagt kurs mod naboen. Grunden hælder lidt, og han har fuld fart frem. Mormoren løber efter. Nadim ryster på hovedet. Naboen vender sig og strækker ligeledes sin økse op over hovedet. Den er lige så stor. Vennen og jeg står og måber.

Jeg forestiller mig allerede, hvordan vi om lidt skal ned og hive en økse ud af brystet på en af de to. Jeg er sikker på, at jeg nu omsider kommer til at se mit første drab – fra første række. Jeg er ikke i stand til at forklare, eller fatte, hvorfor ingen af dem slår den anden, men da Nadims bror kort efter når hen til naboen, stopper han op og skriger. De to mænd står med økserne løftet over hovedet, men ingen af dem slår, ingen af dem rører sig. Mormoren løber ind imellem dem, forsøger at få fat i deres arme, så de kan sænke våbnene.

”Jeg følger dig på vej”, siger vennen. Jeg griber fat i Nadim. Bliver nødt til at sige noget til ham – et eller andet – selvom jeg ved, at det ikke er klogt at blande sig. Det her er ikke mit problem. ”Jeg har lagt penge på sofabordet. Tak for at jeg måtte overnatte”, siger jeg og fortsætter: ”Kan I ikke vente, til jeres onkel kommer? Det er jo vanvittigt, hvis nogen skal dø på grund af et hegn, som er blevet rykket en meter. Må jeg sige farvel til din bror?”, spørger jeg. Nadim giver mig hånden og ønsker mig god rejse. Han stirrer frem for sig.

Jeg smider rygsækken på plads og går med vennen ud på vejen. De tre mænd ved lastbilen nikker og griner fortsat. Vejen løber langs deres grund, før den falder ned mod naboen. Kort efter er vi faktisk kommet endnu tættere på de to mænd med økserne, som fortsat står overfor hinanden og diskuterer. De har ikke økserne løftet mere, men med dem langs siden bliver der peget på jorden og råbt forbandelser. Nadim er kommet ned til sin bror og peger på mig. Jeg går ud fra, at han fortæller ham, at jeg gerne vil sige ordentligt farvel.

Broren går mig i møde. Nadims ven synes, at det er en dårlig ide, at vi skal snakke, og han forsøger at få mig væk derfra. Jeg står ved havelågen, som fører ind til dyrenes gårdsplads. ”Tusind tak for at jeg måtte bo hos jer i nat”, siger jeg og giver ham hånden. Han er stærk, hans næve lille og tæt. ”Men pas nu på jer selv. Håber ikke, der sker jer noget.” ”Okay”, svarer broren og nikker. Han er fortsat oppe og køre, adrenalinen pumper i blodet på ham, og hans krop sitrer.

Jeg vender mig og går væk derfra. Foran mig går Nadims ven. ”Hey NATO!”, hører jeg broren råbe. Jeg vender mig. Han står ti meter fra mig med øksen løftet i højre hånd, og han råber nu igen fuldstændig kobberrød i hovedet: ”I hjalp os ikke for 100 år siden, I hjalp os ikke for 20 år siden – så i dag er det heller ikke jeres fucking problem – er det?”. Jeg samler hænderne foran mig, siger ikke noget, og fortsætter med at gå baglæns. Jeg havde følt en stærk trang til at blande mig, som minimum sige et eller andet, men nu var jeg jogget direkte ned i en historisk og politisk erindring, som jeg ikke selv kendte meget til. Jeg blandede mig i en konflikt, som sikkert stak dybere end dette forbandede og latterlige hegn, og derved overskred jeg også en uudtalt lov om, at det er manden i huset, som bestemmer. At jeg samtidig, som vesteuropæer, for Nadims bror, symboliserer en magt, som svigtede ham og hans folk, gjorde ikke situationen mindre anspændt. En magt, som ikke hjalp, men som i stedet havde lukket øjnene, da man burde have blandet sig. Det gjorde, at han lige så let kunne afreagere på mig, hvis jeg bød op til det og brød uskrevne principper. Det havde jeg ikke fattet, da han for en time siden kaldte mig NATO.

Vennen og jeg gik nogle minutter uden at sige noget. Der blev ikke kastet nogen økse efter mig. Ikke flere råb fra haven. ”Jeg skulle ikke have blandet mig. Jeg ved det. Håber de finder en løsning”, sagde jeg ved vores afsked. ”Det ender nogle gange sådan her. Jeg er ikke overrasket”, sagde han på sin lidt sløve facon. Jeg kiggede mig et par gange over skulderen, da jeg vandrede videre. Han stod længe og stirrede efter mig, slog med hovedet og skød kæben frem, men vinkede ikke. Det lod ikke til, at han havde travlt med at komme tilbage til de andre i haven.

Dagens indlæg er skrevet af Bjørn Harvig.

Bjørn er medlem af De Berejstes Klub og Eventyrernes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Bjørn har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georgien og her Bosnien samt i mindre republikker som Tjetjenien og Kabardino-Balkarien.
Du kan læse mere om Bjørn på hans hjemmeside: Bjørn Harvig

“Mændene med økserne” er et kapitel fra Bjørns rejsebog “Bosniske Brødre”, hvorfra du også kan læse kapitlet “Technopræsten”, der var indlæg for d. 8. og 9. december på Rejsejulekalenderen, og som du kan finde her: Technopræsten – del 1 og Technopræsten del 2.

Som forfatter har Bjørn skrevet flere dejlige rejsebøger, og i 2013 fik vi lov til at bruge et par kapitler fra hans bøger “Igors æblehave” og “Kaukasus & Kildevand” som undlæg herpå Rejsejulekalenderen. Du kan læse kapitlerne her: Broen til Kuba, Mit Georgien, Anna ligger begravet under Elbrus og Himmelråbende tårne og bidske hunde.

Tekst og billeder er copyright © Bjørn Harvig.