“Magisk middag på São Miguel” af Bitten Holmsgaard

“Muit’quent’” – meget varm – siger tjeneren, idet han sætter den firkantede støbejernspande på bordet.

I dette øjeblik breder en varm, boblende fornemmelse sig langsomt fra maven ud i resten af kroppen for at slutte helt ude i fingerspidserne. Solen sejler højt på himmelen og bølgerne brager som tordenskrald mod molen bare 10 meter væk. Den lette vind bærer usynligt havsalt med sig, der kun antydningsvist kan smages og duftes. Mellem hoteller og huse inde på havnepromenaden kan jeg se en af de stejle, kegleformede vulkanske bakker, som den azoriske ø São Miguel er overstrøet med. På den anden side af havnebassinet i Ponta Delgadas friluftsbad poserer veltrænede solbrune unge fyre rastløst, snart siddende, snart stående, mens lyden af snakkende og hvinende badegæster når mig mellem bølgernes rabalder.

Jeg beruser mig i den kølige, lokale hvidvin, inden jeg forsigtigt løfter den første fine perlemorstallerken med dens delikate indhold fra støbejernspanden. Lapas. Jeg har glædet mig til dette måltid i lang tid. Dengang, jeg var så heldig at bo her midt i Atlanterhavet med daglig adgang til friskfanget fisk og skaldyr, var lapas en tilbagevendende lyksalighed. Nu nyder jeg igen disse forunderlige skaldyrs duft af hav, deres blødhed og milde smag, der bliver akkompagneret af hvidløg og persille.

Jeg nyder at være alene, så jeg kan koncentrere mig om alle indtrykkene, åbne mine sanser for al livets verdslige skønhed. Et veltillavet måltid i fremmede – og dog kendte – omgivelser. Engang krympede jeg mig ved at spise alene på restaurant. Nu er det sådan, jeg foretrækker det. Andre mennesker taler, stiller spørgsmål og forstyrrer den jomfruelige oplevelse af stedet og måltidet. Nuet – og erindringen – står skarpest, når jeg har mulighed for at vie det min hele og fulde opmærksomhed.

At dele oplevelser med andre er skønt og givende. Men det er netop at dele – at skære opmærksomheden i små stykker, der nemt ender med at blive fragmentariske. Fokus flytter fra oplevelsen af stedet, duften, smagen til oplevelsen af den anden person og samtalen. At udforske nye horisonter udelukkende i mit eget selskab er igennem årene blevet en af de smukkeste sansninger, jeg kender til.

Mågerne mod den blå himmel er reduceret til silhuetter og skrig, der blander sig med Elton Johns “Song for Guy” i restaurant O Mariñeiros højttalere. Jeg spiser den 33. og sidste lapa direkte af skallen. Jeg bliver altid rørt af den sang – også i dag. Vin, mad og ensomhed skræller pansret af følelserne. Jeg lader mig flyde med.

Mæt og let til lyden af panfløjte og “Når det bliver sommer igen” eller “A Banda”, som den hedder på portugisisk, svæver jeg hen ad kajen. Lige her overvældes jeg af kærlighed til familie, venner og verden. Der er vist magi i de lapas.

Blandt mange smukke rejseoplevelser er lige netop denne magiske middag en af dem, der står klarest i min erindring.

4. decembers indlæg er skrevet af Bitten Holmsgaard. Bitten er uddannet journalist, og hun arbejder til daglig som rejseleder i blandt andet Italien, Portugal og Indien.

Bitten har deltaget med indlæg til Rejsejulekalenderen i både 2013 – med indlægget: Farver, forvirring og fristelser – i 2014 med indlægget: Udsigt med indtryk og i 2015 med indlægget: Den Fjerklædte Slanges slot.

Du kan læse meget mere om Bittens rejser på hendes rejseblog: Stedkender – det er bare altid en fryd at læse Bittens tekster.

Tekst og billeder er copyright © Bitten Holmsgaard.