“Mit Georgien” af Bjørn Harvig

"Da Abkhasien stadig var præget af usikkerhed, valgte jeg at cykle nordpå op langs dets grænse på den georgiske side. Mod den russiske grænse og derfra ind i Svanetien. Svanetien er ikke kun kendt for sine høje bjerge, store floder og stærke traditioner, men også berygtet for banditter, væbnede overfald og voldelig retshåndhævelse." Dagens indlæg er et uddrag af Bjørn Harvigs rejsebog "Igors æblehave".

Svanetien ligger gemt væk, og dets indbyggere (the Svans) har selv under sovjetisk herredømme kunnet bevare deres traditioner og måde at leve på. Selv deres sprog har overlevet, og de taler Svan den dag i dag. Jeg havde hørt en del argumenter for og imod at besøge Svanetien. Selvom det var nogle år siden, turister sidst var blevet kidnappet i området, frarådede alle UN-folk, jeg mødte i Zugdidi, mig kraftigt fra at tage der op. Ingen af dem havde selv været der, og UN tillod ikke nogen af sine medarbejdere at besøge området. Jeg kom i tanke om en georgisk mand, jeg mødte på skibet over Sortehavet. Han sagde til mig: ”Tag ikke op i Svanetien. Bjergmændene vil røve dig.” 
Jeg havde dog hjemmefra fået kontakt til Anders Tharsgaard, som arbejdede for Dansk Flygtningehjælp i Tbilisi. Jeg havde løbende kontakt til ham via mail, og han mente ikke, der var nogen væsentlig sikkerhedsrisiko ved at besøge området. Det var det, jeg havde brug for at høre –  jeg skulle derop.

Kort uden for Zugdidi stoppede jeg ved en gravplads. Et ægtepar var afbilledet på gravstenen. Med alvorlige ansigter. Jeg tog et billede. Pludselig råbte tre mænd af mig og viftede mig hen til sig. Var de i familie med de afdøde? Havde jeg handlet respektløst? 
De tre mænd viste mig hen til en anden grav, hvor et billede af en ung, smilende dreng var skåret ind i en sten. 
”Det er min dreng,” sagde Rami. Rami var en tynd, kort mand, omkring 50 år gammel og han havde et fast håndtryk. ”Han døde for to år siden i en bilulykke uden for Poti. Han studerede på universitetet. Bliv lidt – jeg er straks tilbage,” sagde han og forsvandt rundt om hjørnet. 
Den ene af Ramis to venner satte en skål med nødder og vindruer foran mig og bad mig tage plads på en stol, mens han selv gik i gang med at hælde vin ud over de sorte sten foran graven. Han tændte to lys og slog korsets tegn for sig. 
”Vi kommer her hver dag,” fortalte han mig. ”For at mindes.” Han vendte sig om mod billedet af Ramis søn og fortsatte: ”Han var en begavet dreng, så rolig.” 
Jeg havde ingen anelse om, hvad jeg skulle tage mig til. Sad og kiggede ned i jorden, en masse tårer meldte sig, men de fik ikke lov at komme frem. 
Rami kom tilbage, og han serverede vin. Jeg rejste mig. Prøvede at fortælle ham, at jeg var så forfærdelig ked af det. Han nikkede forstående, og vi satte os tavse.   

To mænd sad og spiste hasselnødder under et træ. Jeg var omtrent halvvejs på min vej mod Mestia, der er den største by i Svanetien. Vejene var blevet dårlige men dog til at cykle på, selvom det gik langsomt. Opad og opad, rundt i sving – så igen op. Undveg endnu et gabende hul i asfalten. De to mænd piftede efter mig, og jeg standsede. Den ene havde militærbukser på, den anden en sort hue trukket godt ned i panden. Hver af dem havde en pistol i bukselinningen. Jeg kunne se skæftet stikke op, hver gang deres jakke gled lidt til siden. De tilbød mig nogle nødder. 
”Tag nu lidt flere, min ven,” sagde manden med huen. 
Jeg ville nødigt virke uhøflig og tog imod, hvad jeg havde plads til i hænderne. 
”Hvor skal du hen?,” spurgte han. 
”Mestia,” svarede jeg. Hvad ville han? Var jeg blevet paranoid af, at alle andre havde været det? ”Mestia er vidunderlig, men er der langt derop,” svarede han med et smil og så spørgende på min cykel. 
”Jeg har rigeligt med tid og en masse reservedele,” svarede jeg. Min tilbageholdenhed efterlod jeg derefter nede i den dybe dal, og vi sludrede et par minutter, inden jeg fortsatte. 

På vej ind i en landsby stoppede en militærvogn mig. Ud hoppede de to mænd, jeg tidligere havde sludret med, og snart var jeg inviteret til at overnatte hos dem. 
”Du er dansker – du er vores ven,” fortalte fyren med militærbukserne. 
”Jeg trænger til at ligge ned,” sagde jeg. ”Jeg er træt.” 
Jeg lånte en seng i et værelse, hvor der var klemt tre senge sammen. Bortset fra en stor plakat med en militærtank på var væggene bare og gulvet koldt. Min seng ryddedes, og fire skarpladte Kalashnikov AK- 47 blev flyttet og lagt ind under sidemandens madras. Imens gryntede et par grise i affaldsbunken, der hobede sig op ude foran vinduet. 
Jeg vågnede en time senere. Krøbet sammen i fosterstilling med hovedet vendt ind mod væggen. Følte mig sløj. Havde drukket for lidt vand. Hovedpine og ondt i benene. To militærjakker var blevet lagt over mig, som dække, mens jeg har sovet. På værelsets eneste bord boblede en gryderet. Ved siden af, på gulvet, stod en stol, hvor mine cykelshorts hang og lufttørrede. Det var efterhånden nogle dage siden, de var blevet skyllet op i vand, og de stank surt. 

Sasa i militærbukser og Roma, nu uden hue, var udstationeret her, primært for at kontrollere bjergene mellem Abkhasien og Svanetien. 
”Din rute i morgen er helt sikker,” sagde Roma. ”Men fra Mestia og videre østpå kan det blive problematisk. Du er tæt på grænsen til den russiske løsrivelsesrepublik Kabardino-Balkarien. Der en risiko for, at der er banditter på vejen,” fortalte han i et alvorligt tonefald. 
Selvom hans engelske var dårligt, forstod jeg, hvad han mente. 
”Hvor stor en risiko er der for overfald?,” spurgte jeg. 
”Fifty fifty” svarede han. 
”Vi må arrangere en eskorte, eller også skal du vende om,” sagde Sasa. 
Tanken om at vende om og ikke se Mestia var ikke til at bære. Det var en af de få destinationer, jeg hjemmefra havde planlagt, at jeg skulle se. Men for enhver pris? De gamle vagttårne i sten, som alle byerne fortsat havde stående? De sneklædte tinder på Mount Shkhara? Landsbyen Ushguli for foden af bjerget? Måske et glimt af Elbrus? Det her kunne være et af de steder på min tur, hvor jeg kunne overveje, om risikoen var for stor til at fortsætte. Burde jeg sige stop? Jeg gjorde det ikke. Måske lå det, et eller andet sted i min underbevidsthed, at spørgsmålet nok skulle blive stillet igen senere. 
”Kan vi arrangere en eskorte?,” hørte jeg mig selv spørge. Roma åbnede sin mobil. Ringede op. Han gjorde det kort. 
”Intet problem – de venter på dig i Mestia,” sagde han med et stort, velfornøjet smil. 
Han havde lige arrangeret, at jeg tog kontakt til politiet i Mestia, og at de ville hjælpe mig med min videre færden. Hvorfor bad han mig ikke om at vende om? Kunne han fornemme min skuffelse? Min nysgerrighed? At han hjalp mig med noget meget vigtigt, og jeg havde intet at give ham til gengæld? Han fik et klap på skulderen og et kram. Sådan et, hvor jeg havde lyst til at give ham et stort, men var usikker på, hvordan det ville blive modtaget. Samtidig overvejede jeg, hvad det var, jeg kastede mig ud i. Nu fik jeg i hvert fald også oplevet det, sagde jeg til mig selv. 

Aftenen forsvandt i sang. Roma elskede at synge, og den samme sang blev gentaget så mange gange, at jeg til sidst lærte den, selvom jeg ikke havde den fjerneste ide om indholdet. Sasa viste mig et par videooptagelser på sin mobiltelefon. På den første optagelse var han i bjergene sammen med nogle andre soldater. Ved en lille å stoppede han svedende op, bukkede sig ned og vaskede sit ansigt. På den anden optagelse stod han med en bazooka og skød raketter ind mod husene i en lille efterladt bjergby. Romas uendelige snakken med sin kone over telefonen holdt mig vågen natten igennem. Jeg vendte og drejede mig. Tænkte på næste dag. Hvad ville mine venner sige, hvis de vidste, hvad jeg rodede mig ud i?   

Tidligt næste morgen fulgte Roma og Sasa mig på vej langs Inguri-flodens brusen. De havde åbenbart ikke meget andet at tage sig til, og det var hyggeligt med selskab op ad bjerget. Jeg tror også, de syntes, det var skønt med lidt underholdning. Flere gange hang Roma ud af vinduet i gang med at tænde sig en smøg. 
”Du kommer jo aldrig til Mestia i det der tempo,” skreg han af grin. ”Skal vi ikke køre dig i stedet?,” fortsatte han, mens jeg afværgende rystede på hovedet.

I landsbyen Lenashi så jeg de første tårne. Middelalderlige, 20 meter høje, velbevarede. I sten. Det var, som om jeg cyklede ind i en anden verden. Træerne på bjergsiderne på den anden side af dalen var langt væk, men de hvide tinder over dem føltes så tæt på, at jeg kunne have strakt min hånd ud og rørt ved dem. Naturen føltes enorm – uendelig. Byerne fjerne og skrøbelige. Med deres høje tårne placeret tæt op ad husene. Tårnene blev i sin tid bygget for at forsvare en klan mod en anden. Opstod der blodfejde eller interne opgør i de små samfund, kunne klanen flygte op i et af de høje tårne og forsvare sig. Jeg havde hørt historier om, at man til langt op i det 19. århundrede sloges med sværd på disse kanter. Så fjernt og afsides ligger nogle af byerne. 

Jeg cyklede på den største vej i Svanetien mod Mestia, og den var ofte ikke andet end en støvet og hullet grusvej. Forårets vandmasser havde flere steder revet vejen væk. Var urolig ved tanken om, hvordan det så ud længere østpå. Roma mente, at jeg var nødt til at trække cyklen, efter jeg havde passeret Ushguli. 
”Der er jo ikke nogen vej,” havde han fortalt.
I Mestia boede jeg hos Nana Nischaradze. Hun udlejede et par senge i sine forældres hus og lavede fantastisk mad. Pølser, skinke, suppe, brød fyldt med ost og blåbær til dessert. Blåbærrene mindede mig i et glimt om Mari. Vi havde hver aften i Sverige, efter vi havde sat teltet op, plukket bær i skoven, og jeg kom i tanke om, at vores hænder til sidst var blevet helt mørkerøde af bærrenes saft.

Nana var i gang med at bygge byens første hotel. Det stod snart færdigt, flot placeret på torvet i den gamle bydel. 
”Kommer der mange turister?” spurgte jeg. 
”Turismen er svingende. Den afhænger af de politiske forhold i området,” sagde hun og fortsatte: ”Der har været roligt i nogle år, så jeg tror, det ser lovende ud for fremtiden.” Hun fortalte, at hun talte både engelsk, tysk, georgisk og svan som sine forældre. 
”Der tales over 30 sprog i Kaukasus. Det er vigtigt, at vi holder fast i vores sprog. Kultur og traditioner er fortsat stærke, og de er vidt forskellige fra dal til dal,” sagde hun. 
Nana bad mig om at besøge Ushguli, for hun mente, at det var det smukkeste sted i Svanetien, og hun spurgte, om jeg skulle have et lift. Hun kunne arrangere en jeep, der ikke ville koste ret meget. Jeg fortalte, at jeg allerede havde lavet en aftale med politiet om, at de ville køre mig derop næste morgen.
 
Uddrag fra dagbog
Dag 100 – 10. oktober
Khaishi – Mestia
70,3 km – 4.821 km i alt.

Har netop været forbi politiet. De kører mig til Ushguli i morgen. De har ikke tid til at køre bag mig de 44 km derop, hvilket jeg godt kan forstå. Så jeg må pakke cyklen sammen. Det er første gang, jeg skal rejse med cyklen i et bagagerum. Det er en smule ærgerligt, men undskyldningen er vist ok. Sidder med te i Nanas dagligstue. Hendes gamle mor er lige faldet i søvn foran fjernsynet, og hendes snorken høres med jævne mellemrum. Over sofaen, hvor Nanas mor bobler, hænger et sort-hvidt fotografi af en mand med en hvid filthat. Han smiler, mens han kigger lidt væk fra kameraet. Det er Nanas far. Fra terrassen og ind til mit værelse skal man igennem familiens anden stue. Det lader ikke til, at de bruger den, men den er skinnende ren. Her er alt deres pæne porcelæn og deres fine sofa placeret til at vise frem for gæster. Væggene i mit soveværelse er klistret til med idolplakater af tidligere fodboldstjerner som Roberto Baggio og Jürgen Klinsmann, og der er såmænd også et af Ebbe Sand. Det må være underligt at have en plakat af sig selv hængende i en by, i et område, man aldrig selv har hørt om? 

Det praktiske stjæler en del af mine tanker. Jeg glemmer dog ikke, at jeg er alene. Men jeg holder af at være mig selv. Det er måske en af grundene til, at jeg rejser. Ikke kun fordi jeg er nysgerrig for at se, hvordan verden hænger sammen, men måske fordi jeg holder af at være mig selv. Netop fordi jeg er alene, kan jeg ikke ”gemme” mig i andres selskab. Desuden husker jeg mig selv på, at menneskers reaktion på min tilstedeværelse altid afhænger af, hvordan jeg opfører mig.

Næste morgen stod jeg foran Mestias politistation. Mestia havde, til trods for at den var Svanetiens største by, ikke mere end omkring 2.300 indbyggere. Mestiachala-floden skar sig igennem byen, således, at den nyere sovjetprægede betondel lå på den ene side af floden. På den anden side lå den gamle bydel, den var smukkere, med adskillige tårne, der rejste sig. Ved indgangen til politistationen mødte jeg Mamuka, som var i slutningen af 20’erne. Jeg troede, han var militærmand, men var stadig i tvivl. Måske betjent. Han var iført camouflagebukser og T-shirt, brune læderstøvler, havde et bandana om hovedet og sorte læderhandsker, der var klippet til, således at det yderste af finderspidserne kunne ses. Han havde et varmt smil og en næse, der så ud, som om den var blevet brækket et par gange. Hans to kollegaer, Dato og Ilia, var med. Dato havde en blå vindjakke på, hvor der på ryggen med gule bogstaver stod ”Criminal Police”. Ilia var mindre end de to andre. Tynd og sportstrænet. Han smed en flaske vand og to AK-47’ere ind i bilen. Vi fik proppet min cykel og bagage ind, og så var vi klar til at køre.

Selv om afstanden i kilometer ikke var overvældende, tog det en evighed. Vejene snoede sig op ad bjerget, og vi stoppede ofte. Mine nye venner syntes, at jeg skulle tage et par billeder. Fem minutter efter skulle vi strække benene og have os en smøg. Dato havde ikke noget problem med at sidde og aflade sin pistol inde i jeepen, selvom vi bumpede op og ned på bagsædet og slog hovedet i taget. Lidt skræmmende, når man tænkte på, at Ilia sad lige der, hvor pistolens munding pegede. Og det var Ilia, der kørte! Dato ville vise mig kaliberen på patronerne, alt imens løbet af de to AK-47’ere, der lå mellem de to førersæder, stirrede faretruende tilbage på os. 
”Den her kaliber kan gå igennem alt,” sagde han og fortsatte: ”Flere husvægge ad gangen, hvis det skal være,” mens han viste mig en 50mm patron til den ene af AK-47’erne.

Det var så første uddrag af Bjørns rejsebog, "Igors æblehave". Men du kan godt glæde dig til i morgen, hvor andet uddrag af rejsebogen kommer her på Rejsejulekalenderen.  

Dagens indlæg er skrevet af Bjørn Harvig. Bjørn er medlem af De Berejstes Klub, han holder glimrende rejseforedrag, og han er lidt af en eventyrer. Han har blandt andet rejst i lande som Iran, Ukraine, Finland, Usbekistan, Georigien og mindre republikker som Tjetjenien og her Kabardino-Balkarien. Hvis du er én af indlægsskribenterne på Rejsejulekalenderen, kan du være heldig at vinde en rejsebog, skrevet og signeret af Bjørn Harvig, og vil du gerne købe en af hans bøger, kan du blandt andet finde dem her på Saxo.