“Mit thailandske paradis” af Camilla Roesen

Jeg var af sted med en af mine bedste venner. Tre uger i Thailand. Vi startede med et par dage i Bangkok og havde derefter aftalt at tage mod øen Koh Chang i det sydøstlige Thailand.

Som så tit i Thailand var der kaos omkring bussen mod Koh Chang. Vi havde bestilt plads i en stor bus, men endte i en minibus. Med i minibussen var også en svensker, som både min ven og jeg tippede til at være en kvindejagende partyabe (han viste sig at være en partyabende, men absolut ikke kvindejagende) – og så var der et tysk par (det viste det sig, at de var venner), som lignede noget fra en anden tidsalder.

Vi gjorde stop undervejs, og min ven faldt i snak med det tyske par. Vi endte i samme taxa alle sammen, da vi landede med færgen på Koh Chang. Den tyske mand fortalte om det her sted på Klong Phrao-strand, hvor han var kommet de sidste syv år – og som var helt specielt. Svenskeren havde dog booket hotel på White Sands på forhånd, og min ven og jeg havde besluttet, at vi ville til Lonely Beach – det var jo der, de unge tog hen. Vi satte tyskerne af ved en klynge primitive hytter ret langt fra hovedvejen og kørte videre mod Lonely Beach.
Og jeg skal love for at Lonely Beach var stedet for de unge. Altså helt unge. Med vores 27-28 år lå vi klart i den “ældre” ende af skalaen, og vi blev hurtigt enige om at unge, skrald over det hele og pulserende technomusik slet, slet ikke var det, vi var taget til øen for.

Vi fangede en taxa og kørte endnu sydligere ned på øen. Hoppede af et sted, hvor det så fint ud. Men det ene hotel, der lå lige der, var fuldt booket. Tilbage til hovedvejen og laaaaaang ventetid på en ny taxa den anden vej. På det tidspunkt var jeg gået helt og aldeles kold. Pludselig kom svenskeren drønende på en scooter. Han var kørt til det lille hytte resort, som den ene af tyskerne boede på, og havde booket en hytte fra dagen efter.

Jeg lod min ven beslutte, at vi skulle gøre det samme, og vi ankom en halv times tid senere, til hvad der skulle vise sig at være en lille del af paradis.

Resortet lå, som skrevet, et stykke væk fra øens hovedvej i en nedlagt kokosplantage helt ned til vandet. Der var fred og ro, og nabo-resortsene larmede ikke – det viste sig, at ejerens mand var ansat hos politiet. Hytterne var primitive, nogle af dem med eget toilet og kold hane. Andre med delt bad og toilet. Personalet var fantastisk, og maden var himmelsk. Ret hurtigt føltes det som et andet hjem.

Vi fandt ud af, at tyskeren ikke var den eneste der kom tilbage til stedet, faktisk var der nogle stykker. Og jeg forstår det.

Jeg selv var der i otte dage, min ven i 12, og det var de bedste otte dage længe. Vi slappede af, sejlede i havkajak, hang ud med vores nye venner, spiste god mad, drak øl, fortalte røverhistorier, kravlede gennem junglen til vandfald og slappede lidt mere af. For første gang i flere år smed jeg mit ur og lærte derudover en del ting om mig selv og det at slappe af. For hvad skal man med et ur når man er i paradis. Jeg havde på ingen måde lyst til at forlade stedet.

Men som med alle andre ferier kom der en afrejsedag. Jeg skulle nogle dage til det nordøstlige Thailand og besøge familie.

Men selv efter at jeg kom hjem til Danmark igen, blev jeg ved med at drømme om det lille stykke af Thailand, som virkelig havde stjålet mit hjerte. Og lidt over et år efter stod jeg der igen og var spændt på, om det nu også var, som jeg huskede det. Det var det. Det blev et gensyn med det bedste personale, vores tyske ven (som jeg ikke havde haft kontakt med i det år, der var gået) + flere gengangere fra den sidste tur, ny skønne bekendtskaber og en uge under de vuggende kokospalmer i mit thailandske paradis.

Jeg er så glad for, at vi tog den beslutning, den trætte og varme januareftermiddag på Koh Changs hovedvej, om at tage taxaen tilbage og tjekke de hytter ud. Den eneste ulempe er, at jeg konstant savner min lille bid af paradis og altid tænker på, hvornår jeg mon kan snige mig tilbage.

Indlægget er skrevet af Camilla Roesen. Camilla er en ivrig rejsende, der tager ud i verden, så ofte som det overhovedet er muligt for hende. Og hun er fantastisk god til at gøre alle os, der følger hende på forskellige sociale medier, vildt misundelige, over de dejlige steder hun rejser af sted til. I dette julekalender-indlæg beskriver hun på fineste vis, hvor vigtigt det er at have et åbent sind, når man er på rejse. For selvom man inde i sit hovedet allerede har lavet en plan for, hvad man skal, så kan man meget let komme til at stå i en situation, hvor man må revurdere den – og hvor vil få en meget federe oplevelse, end man ville have fået, hvis man stædigt havde holdt sig til sin plan. Så gør ligesom Camilla (og mig, Maria Erica): Rejs ud og tag tingene, som de kommer – livet behøver ikke være så planlagt på forhånd :0)