Rejsejulekalenderen 2015
0

“Mongoliet – Stemmer fra steppen” af Mette Holm og Søren Zeuth

For nu at sige det ligeud: Jeg tabte mit hjerte til Mongoliet ved allerførste blik – i 1981 på vej til Kina med den transsibiriske jernbane; seks dage med tog gennem Sovjetunionen, Mongoliet og en bid af Kina. Ved de få stop undervejs i Mongoliet hoppede jeg ud på perronen eller trinbrættet for at forsvinde […]

“Mongoliet – Stemmer fra steppen” af Mette Holm og Søren Zeuth

For nu at sige det ligeud: Jeg tabte mit hjerte til Mongoliet ved allerførste blik – i 1981 på vej til Kina med den transsibiriske jernbane; seks dage med tog gennem Sovjetunionen, Mongoliet og en bid af Kina. Ved de få stop undervejs i Mongoliet hoppede jeg ud på perronen eller trinbrættet for at forsvinde i de endeløse vidder og indånde den klare luft. Det var strengt forbudt at bevæge sig væk fra toget. Fattigdommen og betonkommunismen hvilede tungt over de trøstesløse perroner, hvor gamle damer falbød en gulerod eller to, et indtørret kålhoved eller syltet grønt på glas. Men når jeg løftede blikket, fik det vinger …

Resten af tiden sad jeg klinet til vinduet – som en samvittighedsfuld kinesisk togstewardesse heldigvis vaskede flere gange dagligt for lokomotivets sod – og kiggede begærligt på det betagende landskab.
Der skulle gå godt 10 år, før jeg vendte tilbage til selve Mongoliet – nu som journalist – omend jeg flere gange besøgte den mongolske såkaldt Autonome region i Kina, Det indre Mongoli. Men det er slet ikke det samme! Kinesisk herredømme har betydet en overvældende kinesificering, der bevidst og over relativt kort tid har tilstræbt at udligne forskellene mellem Kina og Mongoliet, hankineserne og mongolerne. Fx er der ikke flere nomader tilbage i Det indre Mongoli. En dramatisk og sørgelig udvikling at have bevidnet.
Men denne bog handler om den selvstændige nation Mongoliet, som ligger klemt inde mellem Kina og Rusland uden adgang til havet, og hvor en tredjedel af befolkningen er fuldtidsnomader. Og hvor udviklingen har været den modsatte – fra betonkommunisme til demokrati og selvstændighed.
Aldeles ufortjent bliver Mongoliet altid glemt – på trods af bestræbelserne på at melde sig ind i alle tænkelige internationale fora. Landet falder ud af regionale sammenhænge; regnes sjældent med i Centralasien og Nordøstasien, selvom det retteligen hører til begge steder.
Her er et land, der i 70 år lå i Sovjetunionens baggård, og som på eksemplarisk vis har viklet sig ud af kommunismen til fordel for demokrati.

Mongoliet fik sit første parlament, Xiongnu, 209 år før vor tid. For 800 år siden var det verdenshistoriens største sammenhængende rige. Siden er der blæst meget sand over stepperne. I 1921 blev Mongoliet verdens andet kommunistiske land og tilbragte 70 – ofte meget brutale – år som sovjetisk vasalstat frem til 1990, da det kommunistiske styre blev væltet ved en fredelig revolution – i helt ned til 40 minusgrader.

Bogen her er mit forsøg på at tage temperaturen på demokratiet i Mongoliet efter 25 år. Den helt korte version er, at det er gået forbilledligt, især når man sammenligner med udviklingen i de regionale postkommunistiske lande i Centralasien og fx Ukraine, Rumænien og Bulgarien.
Det er mit håb, at bogen her – ikke mindst gennem Søren Zeuths kraftfulde fotografier – vil bidrage til at udbrede kendskabet herhjemme til det storslåede land og til at formidle mongolernes vilje til demokrati og til livet; deres umådelige gæstfrihed, deres kærlighed til naturen og deres land og selvfølgelig Mongoliets skønhed og prægtige egenart.

I Mongoliet bruger folk som regel kun ét navn endda ofte en forkortelse af det; kun de allerfornemste og selvhøjtidelige bruger deres slægtsnavn. Vel fordi jeg er kommet der gennem så lang tid, har jeg haft lejlighed til at interviewe de fire præsidenter for det nye Mongoliet: (Punsalmaagiin) Ochirbat, (Natsagiin) Bagabandi, (Nambariin) Enkhbayar og den siddende siden 2009, (Tsakhiagiin) Elbegdorj. Også de omtales kun ved ét navn i befolkningen, deres eget, der står til sidst, mens det første navn typisk er farens i genitiv, i præsident Elbegdorjs tilfælde: faren hed Tsakhia, drengens eget navn er Elbegdorj. Navne har ofte betydning, Helt, Røde Helt, Stålhelten, Strålende Juvel eller andet poetisk, fx blomsternavne. Eller det kan være lige det modsatte – et grimt navn, der skal værne den nyfødte mod onde ånder det første år og derfor kaldes fx Nergui = Intet Navn, eller Muunokhoi = Onde Hund, Enebish = Ikke Denne, eller Terbish = Ikke Hin.
Her i bogen bruger jeg, som jeg også altid har gjort i reportager, folks kaldenavn.

Stemmer fra Steppen er blevet til på opfordring og initiativ fra Dansk Mongolsk Selskab, der som demokratiet i Mongoliet fejrer 25-års jubilæum i år. Jeg blev umådelig glad for opfordringen.
For så mødte jeg endnu engang nye prægtige mennesker, som Dorj i Uliastai i Zavkhan, der havde mistet stemmen, fordi han ganske enkelt måtte bade og vaske byen af sig i den iskolde, krystalklare Zavkhan-flod på den lange køretur hjem fra den beskidte hovedstad.
Bogen er skrevet på baggrund af godt en halv snes rejser i Mongoliet gennem 25 år. Senest i september 2014 i selskab med fotograf Søren Zeuth, grafiker Nina Wolff Juhlin og Bulgan Njama, der uden sidestykke er den bedste rejsekammerat og anfører, man kan have på de kanter. Vi fire var på farten i september for at samle endnu flere indtryk til bogen, og det blev endnu én af de heftige rundture, hvor man dårligt har tid at sove, fordi man ikke vil gå glip af noget.
Men sovet, det fik vi – rundt om på hoteller og i hovedstaden, Ulaanbaatar, i endnu en lejlighed, som en god kvinde flyttede ud af, så Nina, Søren og jeg kunne bo der. Vi boede dejligt og kunne samles i køkkenet om at fordøje vores oplevelser, sortere dem og gøre noter. Vores værtinde tjente nogle hårdt tiltrængte penge. Og hun beklagede inderligt, at musikanlægget i den løjerlige pink brusekabine ikke duede … Til gengæld havde hun lagt kulørt stofbetræk på toiletbrætterne! Første gang jeg boede på Mongoliets tidlige variant af airbnb, var i 1995 i Ulaanbaatar med min søster.

Lad mig slutte med et stort tak til Bulgan og Dansk Mongolsk Selskab for initiativ, inspiration og opmuntring og til grafiker Nina Wolff Juhlin og fotograf Søren Zeuth for formidabelt samarbejde og samliv på rejsen.
Mette Holm
Taarbæk, april 2015

Dagens indlæg er skrevet af Mette Holm og Søren Zeuth, og det er forordet til deres fælles bog, “Mongoliet – Stemmer fra steppen”, som også er præmie på Rejsejulekalenderen.
Mette Holm er journalist og forfatter, og hun har arbejdet rundt om i verden med en særlig forkærlighed for Asien; Sydøstasien har været et centralt område for Mette, men Mongoliet er lidt af et yndlingsland for hende. Mette bor i øjeblikket i New York, hvorfra hun skriver om sine oplevelser på bloggen Incidental & Temporary New Yorker. Du kan også se mere om Mette på hendes hjemmeside: http://www.metteholm.com/.
Søren Zeuth er fotograf og har arbejdet som selvstændig siden 1984. Søren har rejst og arbejdet i mange lande rundt om i verden, og han har taget de fleste af de helt fantastiske billeder, du kan se i “Mongoliet – Stemmer fra Steppen”. Se Sørens hjemmeside her: http://www.zeuth.dk/.

Topbilledet: Fotograf og copyright © Søren Zeuth
1. billede: Fotograf og copyright © Søren Zeuth
2. billede: Fotograf og copyright © Søren Zeuth
3. billede: Fotograf og copyright © Søren Zeuth

Tekst og billeder er copyright © Mette Holm og Søren Zeuth.

Mette Holm og fotografen Søren Zeuth

Mette Holm står bag hjemmesiden: http://www.metteholm.com/ og hun skriver bloggen Incidental & Temporary New Yorker fra sit midlertidige hjem i New York. Søren Zeuth står bag hjemmesiden: http://www.zeuth.dk/

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!