“Myrekryb i Vietnam” af Søren Bramsted

1. juli – Vi ankommer til Vietnam, med vores cykler, Torben, jeg og tre gode veninder: Lotte, Anne og Signe. Da vi trækker vores belæssede cykler ud af lufthavnen i Hanoi, er vi lykkelige over, at de overlevede den lange flyvetur, inklusiv et flyskifte i Moskva.

På pladsen udenfor lufthavnen møder vi en vietnameser, der insisterer på at prøve min cykel. Han kan knap holde balancen. Slår et par ukontrollerede sving med forhjulet og stiger af, inden han vælter. Han griner.
Da vi triller bort fra lufthavnen, passerer en ung mand forbi os på cykel. Vietnamesisk musik strømmer fra en højttaler, han har monteret på styret. Han vinker til os. Humøret er højt i Vietnam. Og vi er i højt humør. Vi har længe glædet os til de næste fem uger på cykel, fra Hanoi til Saigon. 

20. juli 
Dagen starter tidligt. Klokken er 5.15. Vi træder ud i Det Kinesiske Hav, inden natten helt slipper sit tag. Det lunkne vand vækker det yderste af huden. En svagt lysende stribe strækker sig i horisonten lige over vandoverfladen. Ganske langsomt rejser lyset sig. Så kommer solen op af havet. Et orange skær løber i forvejen hen over himlen. Vi glider igennem det orange vand, der glitrer som guld. Vandet er blødt og lukker sig om vores lemmer. Vi griner lidt. Ikke fordi det er morsomt, men fordi det er dejligt. Og fordi det er svært at forstå, at vi kan være så heldige, at det er vores trætte kroppe, der glider gennem Det Kinesiske Hav denne morgen. 

Det salte vand gør huden blød, og forventningerne til dagens etape vokser. Da vi en time senere hopper på cyklerne og kører sydover ad hovedvej 1, er det allerede meget varmt. Men i dag vil vi ligge under en skyggefuld palme fra kl. 11.00 til kl. 14.00. Det har vi aftalt. I de timer er det for varmt at cykle. Solen er som et brændeglas, og vinden føles som luften fra en føntørrer.

Da klokken er 11, har vi kørt godt halvdelen af dagens etape på 115 km. Vi kommer forbi en mindre gårdsplads, der, så vidt jeg husker, er omkranset af en ganske lav mur. Et træ, hvis vældige trækrone lægger en fristende skygge henover den tommer plads, rejser sig midt i. Der er også et mindre, hvidkalket hus med et ornamentalt gitter for vinduerne. Døren står åben. Lyden af børn trænger ud til os. En pause fra solen og cykelsadlen er tiltrængt. Ro bliver der nok ikke meget af.  
Vi sætter os i skyggen. Et par børneansigter kommer frem i døråbningen. De trækker sig skyndsomt tilbage, da vores øjne møder deres. Snart dukker de op igen. Nu flere af slagsen. Nysgerrige, som ind i helvede. Vi smiler. Og griner. Lotte rækker hånden ud og smiler sit skandinaviske blomstersmil. Så kommer de ud. Forsigtigt, trip trap. De holder sig endnu lidt på afstand. Én af dem begynder at grine og kigger rundt på sine venner. De kommer tættere på, og da de opdager, at vi ikke er farlige, begynder de at fjante og snakke ivrigt med hinanden. De peger på mine øreringe, mine briller. Med tommel- og pegefingre former de runde briller foran deres øjne, og så hyler de af grin. Jeg kommer til at tænke på, at jeg vist ikke har set én eneste vietnameser med briller. 

Jeg forsøger at skrive dagbog. Børnenes glødende øjne følger skriverierne på de blanke sider. De bryder hele tiden ud i latter. Fjumrer omkring. Tjatter til hinanden. Og vender tilbage. Det er en vanskelig opgave at skrive i det selskab. Én er modig og rækker hånden ud mod mig. Det er en dreng på henved 5 år. De andre børn kigger beundrende på ham. Han afventer. Jeg stikker kuglepennen hen og kilder ham i hånden med bagenden. Han griner højlydt og kigger på de andre børn. Flere børn rækker deres hænder frem. De vil også kildes. Snart hænger de omkring os, som druerne i en klase.
Et par piger har samlet mod til sig og står med hænderne i Lottes lyse hår. Hun smiler. De mærker på håret, løfter det, lader det løbe mellem deres fingre. De bøjer sig ned og kigger ind i Lottes havblå blik. Signe ler, hun har fået én på skødet, og Anne, der er en mester i croquis, giver sig til at tegne hurtige portrætter af børnene; hun stjæler hurtigt det meste af opmærksomheden. Torben lukker sine øjne og læner sig op af træets stamme. Han gider ikke lege med. Men vi andre, vi soler os i børnenes glæde og nysgerrighed, fuldstændig uvidende om de lidelser og den tryggede stemning der venter os mod denne dags slutning.

Senere samme dag
Dagen går på hæld. Vi er kommet til byen med det klingende navn Binh Dinh. Vi er ikke stødt på ét eneste hotel på vej ind i denne by, men vores ben er slatne, og vi har hverken lyst eller tålmodighed til at lege gemmeleg. Vi vælger at spørge en ung mand om vej til overnatning. Han starter sin scooter og viser os vej til et sted, vi kan sove. Det viser sig at være en karaokebar med en hel del larm, nul ro og med alt for dyre priser. 7 dollars pr. næse pr. overnatning. Nu, flere år efter, ler jeg ad denne tanke. For dyrt! Man kunne være udstyret med tre næser, og det ville stadig have været en fin pris. 
Vi siger tak for hjælpen, men nej tak til tilbuddet. Vender cyklerne om og kører tilbage. Håber på bedre held. Vi finder en anden ung mand. Han står på fortovet med sin cykel, paralyseret af den flok fremmede cyklister, der triller gennem byen med retning direkte mod ham. Hans engelsk er ringe, som de fleste vietnameseres, men ved hjælp af kropssprog og en kunstig, gurglende lyd fra mit svælg og min næse, falder brikkerne på plads.  Han kender til et sted, hvor vi kan sove. Han sætter sig op på cyklen og guider os gennem byen. En af byens restauranter har etableret en række udlejningsværelser i en tilbygning i baggården, en slags aflang bungalow, med en lang smal træveranda, som løber langs med værelserne. I gårdhaven står et par mindre palmer. I et hjørne hænger et fuglebur, der ligner en miniaturemodel af et vietnamesisk tempel. Et par kanariefugle sidder deri og synger. 

Fem senge fordelt på to værelser. Ét værelse til pigerne og ét til mandfolkene. Vi tjekker badefaciliteterne ud. Ét brusebad. Pigerne laver en hurtig fordeling: pigerne bader først. Da sveden og støvet er skyllet af vores kroppe, mødes vi på pigernes værelse. Vi smider os trætte i sengene. Humøret kunne godt have været bedre. 
Et par af pigerne er udstyret med en temmelig komfortabelt syn på livet, og det giver visse kontroverser på vores cykeltur igennem Vietnam. Desuden er vi trætte efter en lang og kogende dag. Jeg har fået varmeknopper over store dele af ryggen. Anne har ondt i røven. Lottes cykel har problemer med gearene. ”Så kan du lære det,” tænker jeg. Lotte købte en gammel, brugt mountainbike for 500 kr. to dage inden vi rejste hjemmefra. Og Signe, hun har fået menstruation. 
Vi vender lige dagens etape mellem os. Hvad har vi, i dag, lært om at rejse på cykel? 
“At man kan få ondt i røven,” vrisser Anne. 
Torben minder os om, at det faktisk virker at holde pause de to-tre timer, hvor solen er værst. Også selvom pauserne ikke giver os ro til at koble af, skrive dagbog, lukke øjnene for en stund. Selvom vi konstant er på, når vi er i Vietnam, så virker pauserne. Vi har nemlig ikke holdt én eneste pause under den svidende asiatiske sol, uden at vi har trukket selskab til os. Nysgerrige vietnamesere strømmer til, så snart vi sætter cyklerne fra os. Om det er ved en af de utallige “cafeer”, der ligger langs hovedvej 1, en vandretur på en markedsplads eller på en himmelstræbende bjergryg. 

Oplevelsen på bjerget
Hvilket får mig til at tænke på en oplevelse vi havde. Vi besteg et knejsende bjerg. Vi sad der hver især på vores cykel og fandt frem til netop det tråd, der bedst passede os for at komme helskindet til bjergets top. Samarbejdet mellem cykel og krop. Den rette rytme. Det sande flow, der forvandler dig fra at være en mand, der sidder på en cykel, til en mand, der er ét med sin cykel. Til en mand, der trækker vejret, fordi han cykler. Til en mand, hvis livsnerve er forbundet med de syngende dæk mod den varme asfalt. Til en mand og hans cykel, der er i live nu og her, i dette sekund.

Bjergvejen snoede sig, slog et knæk, kravlede så videre og forføjede sig støt og roligt opad. Den jungleagtige skov gik langsomt i knæ under os. Havet trådte frem, og himlen bredte sig ud. Og jeg kørte forrest, for jeg var en knag til at køre i bjerge. Der var langt ned til mine cykelvenner. Og jeg tænkte, at jeg var meget alene, hvis der pludselig trådte en tiger ud af buskadset. Det gjorde der ikke. Det kunne der have gjort, men jeg var heldig, måske. Eller også var jeg noget andet. Slanger krydsede derimod min vej, som ivrige, grønne S’er snoede de sig hastigt over bjergvejen. 
Jeg var den første på toppen. Helt alene, var jeg, på toppen af et vietnamesisk bjerg. I den  asiatiske luft. Ingen vind, bare fugtig hede. I glimt dukkede mine rejsefæller frem af den spredte vegetation længere nede ad bjerget. Små, huggende cyklister, der langsomt kom nærmere. Snart ville Torben nå frem. Men nu var jeg alene, i himlen.  Eller det vil sige, at jeg troede, jeg var alene. 
“Coca Cola. Bier!” To unge mænd kom løbende med hver deres køleboks over skulderen.  “Coca Cola. Bier!” råbte de i kor. 
Jeg drog et dybt, dybt suk. Jeg trængte til at være alene. Bare en lille smule. Men det var ok, for det var vilkårene. Men alligevel, bare et øjebliks ro. Og så kom Torben. Han masede håndbremsen i bund, steg af cyklen og så lettet ud. Han svedte som en pisket. Tørrede sveden af sin pande. Jeg bemærkede hans brune hånd, dybt begravet i den sorte cykelhandske. Torben taler aldrig om, at hans ben er trætte, at det er koldt eller varmt, for han har aftalt med sin krop, at den ikke skal ynke. Sådan! 
Torben stillede sin cykel fra sig, trak sin T-shirt af og tørrede sveden af sin overkrop med den. Torben ikke er en lille mand. Han har en stor, blød mave. Når overkroppen er bar, ser man, at maven ikke alene er stor, den er også hvid som bolledej. 
Da colasælgerne så Torbens bløde bjerg dukke frem under T-shirten, blev de helt stille et øjeblik. De stirrede på den blege vom, satte køleboksene fra sig, og for så hujende frem mod ham med fremstrakte hænder. Snart stod de helt tæt på ham, med deres hænder på hans overkrop. Deres hænder var alle steder. På ryggen, brystet, maven. Hele vejen rundt. De så mere eller mindre himmelfaldne ud. De smilede stort, mens de henført gentog følgende ord: “Buddha, Buddha, Buddha …”

De lækre flutes
Tilbage til Binh Dinh. Vi ligger i sengene og snakker, men vi er ikke alene. En lille håndfuld vietnamesere passerer forbi værelset, og når de kommer forbi vinduet, sagtner de farten og kigger ind. De vender tilsyneladende om, for snart dukker de samme ansigter op igen marcherende den anden vej. 

At rejse er at møde andre kulturer, og man skal, grundlæggende, være beredt på at kunne rumme dem. Hvis ikke man kan det, skal man blive hjemme. 
Jeg er egentlig ret god til at rumme andre folkeslag, og deres mønstre. Når det så er sagt, må jeg tilføje, at der er dage, timer, minutter, hvor det bare ikke er muligt. Det er der, hvor undtagelsen bekræfter reglen. Der er stunder, hvor broen over kulturkløften skrider sammen. Broens styrke afhænger af dagsformen. 
At rejse er at handle. Eller forhandle. Jeg besøger dig. Du vil gerne, at jeg besøger dig. Jeg gør køb på mine grundlæggende leveregler og normer for at møde dig, og du gør til dels det samme for at møde mig. Det gør vi for at kunne mødes midt på broen og se hinanden i øjnene. 
Det er nok mig, der giver køb på mest, for jeg har valgt at rejse til dit land. Sådan skal det være. Men vi er villige til at indgå et samarbejde, hvor vi i fællesskab definerer virkeligheden, her og nu. Vores fælles virkelighed. Hver for sig er virkeligheden en anden. Men sammen laver en klausul for, hvordan den ser ud, når vi betragter den fra en fælles vinkel. 
Der er bare stunder, hvor det at definere en fælles virkelighed er vanskeligt. Og sådan en stund er det blevet på det lille værelse i Binh Dinh. 
Torben trækker gardinet for. Lotte lukker døren helt i. 
“De stjæler sikkert også vores cykler i nat,” mumler en af pigerne. 

Sulten går ikke længere på listefødder. Nej, den buldrer storskrydende gennem min mavesæk. Jeg har været sulten længe nu. Hvis ikke jeg snart får noget at spise, bliver jeg urimelig at være i selskab med. Jeg meddeler, at jeg går. Nu! For at få noget at spise. Torben er ikke sulten, han har nemlig aftalt med sin krop, at den ikke skal blive sulten. Det er så heller ikke det rette tidspunkt at komme med den slags nonsens. Vi spænder pengebælterne, trækker i sandalerne og træder ud i den varme, fugtige by. 
Trætheden sidder som en pæl gennem kroppen. Én har fået en vabel, en anden sveder som et svin. Og de fleste af os er sultne. Vi krydser gaden. Der ligger en restaurant henne om hjørnet. Før var den næsten tom, nu er den fyldt med spisende gæster og gnistrende spisepinde. Derinde vil vi vække alt for megen opsigt. 

“Jeg orker ikke det her,” siger Signe højt, og griner. “For helvede, vend jer lige om.” Hendes latter vokser. “Det er fandeme for meget”, hulker hun. 
Vi har fået følgeskab. Af en eller anden grund har jeg ikke lagt mærke til det. 40-50 vietnamesere følger efter os. Vi er som et fluepapir. Det kan godt være, at det er irriterende, men det er også morsomt, det er det. Nogle af dem laver pis med os. Går lige som os, forsøger at gengive vores verbale udbrud. Vennerne skriger af grin. Flere følger trop. Tjenerne fra restauranten kommer ud og følger følget, deres øjne smiler. De spisende gæster lægger spisepindende fra sig og stirrer på de fem turister, der trækker en hale af den lokale ungdom efter sig. Det må se pænt sjovt ud fra sidelinjen. Fordi det er sjovt. Bare ikke i dag. Vi bliver hurtigt enige om at smutte ned ad en smal sidegade, hvor lyset stråler ud fra små butikker. Vi håber, at vi kan finde noget mad, som vi kan tage med hjem på værelset. 
Vi finder mad. “Den smilende ko”-ost og kager, og efter lidt søgen også nogle flutes. En spinkel fyr står ved en mintgrøn vogn med et påmonteret glasskab. Og derinde bag glasset er der flutes. Masser af flutes. Mine tænder løber i vand. Hvor er vi dog bare heldige! Jeg beder om ti styks, og han forlanger en horribel pris. Men jeg er en mester til at prutte om priser og får forhandlet prisen betragteligt ned. Helt ned på overpris. 
Humøret stiger. Snart bliver sulten stillet. Det ved jeg nu.
Flokken af børn og unge mennesker har ikke sluppet os, men om lidt er vi i havn. Nu kan de grine og fjolle og le ad os, alt det de har lyst til. Det preller af som vandet på en gås.  Da vi smutter ind i baggården, slipper halen af grinende vietnamesere os. Vi er et forskrækket firben, der har mistet sin hale og nu forsvinder ind i stenbruddet. 

Pigerne dækker op, som kun piger kan. Med T-shirt som dug. Med spisebestik og tallerkner fra cykeltaskerne. De trætte øjne tændes. En joke fyger gennem lokalet. Dagens højdepunkt er nået. Jeg stikker hånden ned i posen og langer flutes rundt. To til hver. Et kvalitetstryk på brødets skorpe afslører, at de ikke er bagt i dag. Hvad gør det? De blev sandsynligvis heller ikke bagt i går, men det er lige meget.
Jeg stikker kniven ned i brødet, laver et snit, vrider brødet op, kaster smøreost indenbords, lukker fluten og æder rub og stub i løbet af et øjeblik. Jeg kender ikke til bordskik i dette øjeblik. Venter ikke på mine rejsefælder. Er allerede i gang med mit andet flute. Hamrer kniven gennem det tørre brød. Rykker til, så det flækker. Rækker ud efter smøreosten …
”Føj for helvede!” råber Anne. Hun kyler det tørre brød hen ad gulvet. Der bliver helt stille. “Hvad sker der Anne?” 
“Hvad der sker, prøv lige at se hvad der er inde i brødet, helt ærligt!” 
Ingen forstår hvad problemet er. Torben gumler brød og ser salig ud. Anne fisker det forkastede brød op. Åbner det og viser det frem. 
“Brødet er fyldt med myrer,” siger hun, væmmelsen er kalket henover ansigtet på hende. 
Umiddelbart er der ikke noget at se. Jeg stikker hele fjæset ned i hendes tørre brød, og nu ser jeg det. De er godt nok små, og der er godt nok mange. Ved nærmere øjesyn myldrer brødet med bittesmå, lysebrune myrer. 
Torben lægger sin ostesandwich fra sig. Signe og Lotte tjekker deres flute ud og lægger dem fra sig. 
“Der er også myrer i mit brød,” udbryder de i kor. 
Jeg skærer resten af brødene op, og hver og ét er en myretue. 
Torben smider sin halve sandwich i skraldeposen. 
Anne kigger på mig med et undrende blik.
“Havde du ikke også to flutes?” 
’“Jo,” svarer jeg. “Men jeg har spist det ene.” 
Stilhed før storm. Før latter. Og så bryder helvede løs. Tøserne hyler af grin. Torben griner ikke. Men pigerne gør, så det forslår. De trimler om på gulvet og Lotte stønner: “I har spist en myresandwich …” 
En bemærkning der hæver latteren til nye højder, og som har gjort det mange gange siden. 

Skal der bindes en sløjfe på denne rejsehistorie, og det skal der, så må det være, at der ikke er noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget. 
Den myresandwich fik virkelig vendt stemningen imellem os. Ikke bare den aften, den satte nemlig også en lattermild spire, som vi altid, altid og altid kan finde frem. Når vi en sjælden gang mødes i dag, kan vi, med den oplevelse, hurtigt og nemt bygge bro over den kløft, der rummer den lange tid, vi ikke har set hinanden. 

Indlægget er skrevet af Søren Bramsted. Søren er historiefortæller, forfatter, foredragsholder og pædagog. Han har rejst en hel del, blandt andet som backpacker og langturscyklist. Her er nogle af de lande, han har besøgt: Egypten, Israel, Rusland, Letland, Spanien, Frankrig, Italien, Ungarn og som denne historie afslører: Vietnam. Sørens favorit rejsemål er, når alt kommer til alt, hele verden. Lidt på samme måde som at Sørens livret er mad. At foråret er den smukkeste årstid, når det er forår, sommeren den dejligste tid på året, når det er sommer og så fremdeles. Vi havde også fornøjelsen at have Søren med i Rejsejulekalenderen 2012 – se hans indlæg fra 2012 her: "Der må være en grænse 1" og "Der må være en grænse 2".