Julekalenderindlæg
2

“Nightmare in Goa – 1. del” af Patrick Leis

Jeg tog til Indien for første gang i 87. Næsten lysegrøn bag begge ører, men propfyldt af ungdommeligt gå-på-mod. Turen havde gået via Ægypten og til Mumbai, og efter nogle uger endte jeg i Goa, hvor jeg lejede et lille hus. Det sidste udlejerne sagde til mig før de gav mig nøglerne, var at der […]

Jeg tog til Indien for første gang i 87. Næsten lysegrøn bag begge ører, men propfyldt af ungdommeligt gå-på-mod. Turen havde gået via Ægypten og til Mumbai, og efter nogle uger endte jeg i Goa, hvor jeg lejede et lille hus.

Det sidste udlejerne sagde til mig før de gav mig nøglerne, var at der ofte kom tyvebander op fra nabostaten Kerala. Javelja, jeg skulle bestemt nok huske at låse dørene og om ikke andet var jeg jo allerede blevet rigtig gode venner med de tre nabohunde der havde slået sig ned på min veranda.

Jeg var slet ikke klar over at nætterne kunne være så varme. Om dagen skinnede solen og alt var én lang sommerferie tæt på hav og indbydende iskiosker, men når solen gik ned bag Sharporafortet ved 19-tiden, var det som om varmen blev hængende blandt skygger op palmer.

Væggene i mit lille hus var stadig lune, luften føltes tung at trække ind. Jeg kaster mig rundt på den hårde madras på gulvet, slingre ind og ud mellem drømmebilleder og delvis bevidsthed. Fanen går hele tiden i stå. De dæmpede suk fader ud, som en vejrtrækning der stopper ved at en behandsket hånd lægger sig over mund og næse på offeret i en gyserfilm. I samme øjeblik fanens rotation aftager, stiger temperaturen i det lille værelse. Sveden sniger sig ud gennem porerne i huden og på grund af indbrudsfaren tør jeg ikke engang åbne de tilskoddede vinduer. Der er omkring 28 grader varmt og mit soveværelse begynder at føles som en forstad til helvede. Jeg er fuldkommen overtræt og har efterhånden opgivet at falde i søvn.

Udenfor hyler landsbyens køtere mod månen som ulve. Støjen er enoverende og selv en motorvej ville være at foretrække frem for dette cirkus. Jeg stikker fingrene i ørene og begraver ansigtet i puden, er endelig ved at falde hen, og så begynder mine fødder pludselig at klø som bar fanden!

– Fuck, mumler jeg ud i stilheden, og rejser mig op på albuerne.

Mit myggelys må være brændt ud, for til trods for at jeg er plasket ind i lokal myggeolie af åbenlys tvivlsom kvalitet, har de lokale blodsugere holdt happy hour på mine fusser i samme øjeblik fanen gik i stå. Jeg bander over strømafbrydelsen og roder i mørket efter stearinlyset ved min sengekant. Omsider finder jeg lighteren og svinger benene ud i den lille cirkel af lys. Myggelyset er ganske rigtigt slukket, en grå askespiral ligger nok så fint på gulvet omkring den lille tinholder. Jeg aftaler med mig selv at jeg simpelthen må se at få købt det fordømte myggenet, og fumler endnu et grønt spiral-myggelys ud af pakken. Det er ellers lidt af en fest at læse varedeklarationerne på indiske produkter, og på den pakke Mortin Mosqitocoils jeg sidder med, står en af de bedre: Deep reach action! forklare sloganet, og får mig uvilkårligt til at tænke på hvilke skadevirkninger røgen fra de kemiske produkter mon gør ved mine lunger. Men det bedste er så afgjort indholdsbeskrivelsen: Alletin – 2%, Other items 98%. Total 100%! Ja, den var sgu ikke gået i Sverige, tænker jeg og tænder myggeforskrækkeren i håbet om at “The other items” ikke er alt for kræftfremkaldende.

Indiske myg er ikke udstyret med skandinaviske harpunsnabler og kan man bare klare de første ti-femten minutter uden at bryde sammen og klø løs, forsvinder irritationen som oftest af sig selv. Men til gengæld er de små sataner komplet lydløse! Man høre simpelthen ikke den mindste summen, de lusker bare rundt som avancerede mikrohelikoptere og slår til mens man mindst venter det. Nå, up yours, jeg har heldigvis modgiften parat, tænker jeg og forsøger at blive klar nok i hovedet til at finde dåsen med tigerbalsam. Jojo, det er skam et glimrende middel mod kløe. Det svider et par minutter, men bagefter mærker man ikke det mindste til myggestikkene og undgår en eventuel betændelse hvis man kradser hul. Jeg finder omsider min tigerbalsam under en T-shirt, og bøjer mig forover for at smøre vidundermidlet på fødderne, da en sort skygge pludselig fare ind i lyskeglen. Hurtigere end øjet kan opfatte, hurtigere end hjernen kan godtage, springer den hånds-store jagtedderkop hen over gulvet, løber direkte hen over begge mine fødder og forsvinder som en flugtbilist i mørket.

Jeg skriger som en gammel kælling, flår knæene op under hagen og får ved samme lejlighed væltet stearinlyset omkuld.

Mit soveværelse går fuldkommen i sort da lyset slukkes, og det samme gør jeg. Jeg sidder bare ret op og ned på madrassen og som en mediterend sadu mens hele kroppen ryster af væmmelse. Det var fandeme den største edderkop jeg nogensinde har set!

Der kommer en smule månelys ned gennem det lille vindue i loftet og da mine øjne har vendet sig til mørket rækker jeg forsigtige den ene hånd frem for at lede efter lighteren. Hvert øjeblik venter jeg at blive skambidt i pegefingeren af et tokilos loddent dræberkryb med kindbakker så lange som stødtænder, og nu skyldes det ikke kun temperaturen at sveden hagler af mig. Endelig finder jeg lighteren, tænder skyndsomst alle de stearinlys jeg har inden for umiddelbar rækkevidde, og ser mig om efter mine sko. Fodtøjet bliver rystet med næsten manisk energi, og da jeg har forsikret mit tyndslidte nervesystem om at der ikke bor noget i dem, tager jeg dem på og begynder at lede efter bæstet.

Jeg bander fælt over den manglende strøm mens jeg lister rundt og gennemsøger huset med en bambuskæp i den ene hånd og stearinlyset i den anden, og synes pludselig der er en helvedes masse flere kroge end der plejer at være. Jeg når hele hytten rundt med minutiøs grundighed, men edderkoppen lader sig ikke sådan uden videre finde. Fanden tage mig om jeg vil lægge mig til at sove mens det uhyre krabler rundt, og jeg har lige lagt mig på knæ for at rode under kommoden for 7. gang, da lyset kommer tilbage. Fanen begynder dovent at snurrer i loftet, den hvide pære afsløre støvet langs væggene, og naturligvis sidder edderkoppen på kommoden og glor lige ind i fjæset på mig med alle sine øjne. Jeg udstøder et vræl og springer tilbage og min behårede logerende tager omgående flugten. Den er afsindig hurtig, piler hen over gulvet og hvis det ikke var for den mindre strategiske detalje at den farede hen i et hjørne, var jeg ikke sikker på at jeg nogensinde havde fået fanget den.

Jeg står og glor bistert på edderkoppen mens jeg nervøst slår kæppen ind i håndfladen som en jysk politiaspirant til sin første gadekamp, og spekulere på hvad hulen jeg nu skal stille op.

Krybet er fandeme på størelse med en hamster, benene mere behårede end en talskvinde fra Femø og kindbakkerne ser ud til at kunne bide gennem en middelsvær brystbeskytter uden det store besvær. Min første tanke er naturligvis at hakke krybet til sildesalat med kæppen, men efter dens imponerende opvisning i overlydsfart, er jeg ikke sikker på at jeg vil kunne nå at ramme den før den atter har gemt sig. Gode råd er dyre og jeg begynder så småt at blive urolig for at strømmen igen sætter ud og bevæger mig langsomt baglæns mens jeg holder et vågent øje med uhyret. Jeg har en blå vandspand stående lige om hjørnet og hvis jeg kan få smidt den over hovedet på fyren slipper jeg dels for at tørrer 2 kilo indvolde op fra gulvet samt undgå at eventuelle ottebenede familiemedlemmer kommer for at gøre krav på de jordiske rester.

Så som sagt så gjort, og med ynde som en ninja fra det 14. dynasti lister jeg mig nærmere med min blå edderkoppefælde hævet højt over hovedet.

Jeg tager en dyb indånding der kunne være en malaysisk perledykker værdig, smider spanden ned over edderkoppen, og springer instinktivt et skridt baglæns. Jeg har myrekryb over hele kroppen og da det begynder at rasle i spaden er jeg ved at gå i chok. Nå, langt om længe får jeg samlet mig nok sammen til at finde et ark papir og stikke under spaden og få den vendt på hovedet. Jeg slår bommen fra hoveddøren og bære fangsten ud på verandaen. Naboens tre hunde vågner da jeg kommer ud og begynder nok så fint at logre og fedte og opføre gi-mig-noget-mad-dansen, og følger mig helt ud til vejen mens de holder et vågent øje med den blå spand. Stor er deres skuffelse da jeg tømmer spanden og der i stedet for kiks og godter bare tumler en monsterstor edderkop ud på jorden. Det største gadekryds glor forarget, først på edderkoppen og dernæst på mig, og tager så, nærmest i protest, en bid af min krigsfange. Jeg væmmes på grænsen til opkast da køteren forsøger at guffe edderkoppen, men når lige at tænke at det da alligevel var en ganske smart måde at holde huset fri for kryb, da edderkoppen, som stadig kæmper en fortvivlet kamp mellem tænderne på hunden, pludselig vrider sig og hakker kindbakkerne i snuden på sin bøddel. Hunden hyler som besat og flygter hen ad gaden, stadig med edderkoppen hængende i tuden, og mens jeg går tilbage til huset spekulere jeg på hvem der mon egentlig ender med at æde hvem.

Jeg er dødtræt, men tager alligevel endnu en er-der-mon-mere-kryb-i-hjørnerne-runde, før jeg kravler i kassen. Jeg finder to kakerlakker og en strøm af myre der skovler rundt i et hjørne, men selv om kakerlakkerne (der i øvrigt er godt 6 cm. store og næsten røde) må lade livet, orker jeg ikke at spekulere mere over myrerne og kaster mig fuldkommen udmattet på madrassen. Klokken må være fire eller fem, og hundene i omegnen holder stadig koncert. Jeg er ved at vende mig til larmen da lyden af et båthorn får mig til at springe op af sengen.

Nej, nej, hvad pokker sker der nu for Patrick? Læs fortsættelsen på hans fantastiske indlæg i morgen, d. 15. december her på Rejsejulekalenderen.

 

Indlægget er skrevet af Patrick Leis. Patrick er en fantastisk kunstner, der kan lidt af hvert. Han er en mester ud i body-paintingens og illustrationens kunst, han skriver de mest fantastiske rejsebøger, samt sjove og spændende børnebøger og romaner. Og så har han rejst i ca. 50 lande, heriblandt Brasilien, Canada, Pakistan og selvfølgelig Indien, hvor han har oplevet det, han fortæller om her på Rejsejulekalenderen. Læs mere om Patrick Leis her på hans hjemmeside

Patrick har været så sød at donere et par af sine glimrende rejsebøger til præmier her på Rejsejulekalenderen, nemlig “Røverhistorier fra et rejseliv” og “Den Sorte Bog om Rå rejsetips – Indien”, og endda to af hver :0)

Tekst er copyright Patrick Leis.

 

 

Patrick Leis

There are 2 comments

  • […] Her er så fortsættelsen på Patrick Leis’ indlæg fra i går, d. 14. december, her på Rejsejulekalenderen. Indlægget “Nightmare in Goa – 1. del” af Patrick Leis kan du læse her. […]

  • […] december Nightmare in Goa – del 1 og del 2 En grøn indienrejsendes oplevelser i Goa – blandt andet et møde med aber, en […]

  • Leave a comment

    Want to express your opinion?
    Leave a reply!