Julekalenderindlæg
2

“Nightmare in Goa – 2. del” af Patrick Leis

Her er så fortsættelsen på Patrick Leis’ indlæg fra i går, d. 14. december, her på Rejsejulekalenderen. Indlægget “Nightmare in Goa – 1. del” af Patrick Leis kan du læse her. Jeg tror det er løgn, men lige uden for min havelåge holder der en og dytter, råber noget på indisk og bliver naturligvis akkompagneret […]

Her er så fortsættelsen på Patrick Leis’ indlæg fra i går, d. 14. december, her på Rejsejulekalenderen.

Indlægget “Nightmare in Goa – 1. del” af Patrick Leis kan du læse her.

Jeg tror det er løgn, men lige uden for min havelåge holder der en og dytter, råber noget på indisk og bliver naturligvis akkompagneret af mine vagthunde foran hoveddøren. Jeg flår longien, som jeg bruger som dyne, til side og springer atter hen og hiver bommen fra. I tusmørket kan jeg skimte en fyr der står lænet op ad en cykel med en stor kurv på bagagebæret. Halvgal af træthed finder jeg kæppen og springer ud i haven for at finde ud af hvor mange slag der skal til for at stoppe munden på ham, da det går op for mig at han er den lokale delivery-bager. Et par af naboerne kommer frem fra skyggerne for at købe brød eller boller, og da jeg alligevel ikke tør fortage en likvidering i påsyn af så mange vidner ender jeg med at købe en pose wanna-bee-gifler og bestikke ham til at gå ned og holde udsalg længere henne af vejen. Jeg spiser en halv bolle eller hvad pokker det nu er han har solgt mig, smider resten af posen på bordet og kryber igen til køjs.

Hundene larmer ikke så meget mere og igennem sprækkerne i vindusskodderne kan jeg se at det begynder at lysne. Jeg lukker øjnene, falder hen, men i det samme starter hvislelydene. Jeg sætter mig op med et sæt. Lydene er fuldkommen ubestemmelig, minder lidt om en gasventil eller svag fløjten, og stiger hele tiden i intensitet. Snart bliver lydene skinger og utrolig høje, en af den slags højfrekvenslyde der går lige i plomberne som kork på en tavle. Og så går det op for mig at det må være cikader.

Fandens, de små sataner sidder og gnidder bagben som var det violiner og spiller lystigt solen op, og lige meget hvad søren jeg end gør, er det umuligt at holde lydene ude. Jeg er ved at fortvivle, magen til larm skal man sgu lede længe efter, og i over en halv time er støjen næsten ren totur.

Endelig kommer solen frem og cikaderne klapper i, og med et dybt støn tager jeg fingrene ud af ørene. Jeg vender mig om på siden, nyder morgenkøligheden og kan endelig slappe af. Tankerne driver væk, drømmebilleder trænger sig på og af en eller anden grund ser jeg et bål for mit indre øje. Jeg er nået godt ned i alphastadiet, svæver af sted mod et befriende intet, da noget med et enormt brag lander på mit tag!

Jeg fare op med et sæt, hjertet hamre i brystet og jeg hiver forskrækket efter vejret. Først tror jeg det var en kokosnød, men pludselig lyder endnu et par knald og i et forfærdende splitsekund går det op for mig at nogen klatre rundt på teglstenene.

Røvere!

Jeg bliver kold over det hele, sveden hagler igen af kroppen og med et er jeg lysvågen. I det lille vindue i loftet ser jeg et kort øjeblik nogen kikke ned på mig, men før jeg rigtig når at registrere det er ansigtet væk. Så flyver jeg op fra sengen, griber stokken og før hjernen når at protestere har andrenalinet allerede fået kroppen til at kaste bommen til side og bragt mig ud ad hoveddøren. Jeg er helt oppe at køre da jeg med et vildt skrig på læberne springer ud i morgenlyset, jeg slår om mig med bambuskæppen og er parat til at flå hovedet af halvtreds vilde banditter om nødvendigt, ikke så meget fordi de forsøger at bestjæle mig, men mere fordi jeg atter er blevet vækket.

Og der står jeg så, med fråde om munden kun iført underbukser og knippel, og glor på en abe!

Aben glor tilbage, med det der hvad-fanden-vil-du-udtryk som kun aber kan stille op. Den virker ikke synderligt overrasket, og dens artsfælder som sidder i mangotræet lige foran huset ser heller ikke overvældende imponerede ud over min fremtoning. Og så står jeg så lidt og tripper med min kæp og aner ikke rigtigt hvad jeg skal stille op. Aberne er næsten hvide, har ufatteligt lange lemmer, og en hale på over en meter. Ansigterne er sorte og ret menneskelige og jeg erfarer senere at de kaldes Spøgelsesaber. Jeg har ligesom tabt tråden en anelse, men da den abe der sprang fra træet ned på mit tag, viser mig det brune punktum og derefter simpelthen lader som om jeg ikke eksisterer, taber jeg også tålmodigheden, gir fanden i de truede arters beskyttelse og hæver truende kæppen.

Nu var det jo ligesom planen at aben skulle fyldes af rædsel og foretage en omgående retræte, men i stedet vender bæstet sig om, stiller sig på bagbenene og hvæser som en dæmon fra helvede. Den er næsten lige så høj som mig, har noget længere tænder og set i bakspejlet tror jeg det var mere held end forstand der reddede mig fra at blive skrællet og brugt som banan hvis det var kommet til kamp, for netop som vilddyret skulle til at angribe kom naboens tre hunde galopperende med fuld fanfare og blottede tænder, og hurtigere end jeg kunne blinke med øjnene var aben steget til vejrs. Den spænede simpelthen op ad husgavlen, for over i mangotræet og sprang sammen med sine syv-otte venner gennem haven og forsvandt før hverken jeg eller hundene nåede at se hvorhen.

Og så står jeg så bare der, med hamrende hjerte og tre lækkersultne hunde der logre og fisker efter en belønning for veludført heltegerning, mens jeg prøver at forstå hvor galt det faktisk kunne være gået. Jeg er helt sidelæns af mangel på søvn, klapper hundene uden at opdage det og går som en søvngænger ind i huset for at hente en godbid til dem. Jeg snapper posen med morgenbrød fra stuebordet, smider et stykke til hver hund og sætter mig på varandabænken mens jeg automatisk tygger på den sidste giffel. Jeg glor tomt ud i haven, og selv om det klør i min mund opdager jeg ikke der er noget galt før en af hundene kaster op. Det er som om jeg vågner af en trance, sidder stadig med munden fuld af brød da det går op for mig at der er myre overalt på min hånd. Rædslen kommer i samme sekund jeg forstår hvad der kravler i min mund, jeg opdager at den halve giffel jeg sidder med er sort af myre og når lige at vende hovedet væk fra verandaen før jeg brækker en kvart giffel og cirka 300 myre ud i haven.

Jeg stormer gennem huset, finder vandflaskerne i køleskabet og gurgler mund som en vanvittig. Der svømmer et utal af både levende og døde myre rundt i vasken da jeg spytter og hakker, og tanker om hvor mange der måske allerede kravler rundt i min mavesæk får mig til at ørle igen.

Endelig er det ovre, jeg mener at ha fået druknet, eller i det mindste spyttet de fleste myre ud, og går med usikre skridt tilbage til verandaen. Hundene sidder der stadig, men ser ikke specielt tilfredse ud med det ellers proteinrige morgenmåltid og som kompensation får de en håndfuld kiks.

Solen er steget godt til vejrs, det er blevet behageligt varmt og på den lille gade er folk begyndt at tusse rundt. Nogen hilser og smiler, og med et ser jeg en ko stavre af sted på vejen. Der sidder en hvid hejrelignende fugl på dens ryg, en lille hjælper der sikkert lever af parasitter eller fluer. Der hopper to jordegern rundt på muren ind til naboen, man kan ikke se om det er i leg eller om de er på arbejde, men de er utrolig søde, og selv om jeg stadig er vindøjet af træthed og udmattelse, begynder jeg at smile. En lille gekko klatre på muren over mit hoved, fugle kvidre i træerne og pludselig har jeg det som om jeg sidder midt i en naturudsendelse. Tænk engang at kunne få en oplevelse bare ved at gå ud i sin have, tænker jeg, og føler mig med et enormt glad.

Solstrejf danser i mellem teglstenene, en eller anden har skrevet De Sousa på tværbjælken under taget og i det hele taget begynder jeg at lægge mærke til en masse enkeltheder og detaljer omkring mig som jeg aldrig før har været opmærksom på. Det føles som om min bevidsthed og verdensforståelse bliver udviet, bare en lille smule, men alligevel nok til at virke overvældende, og af en eller anden grund begynder jeg for måske første gang i mit voksenliv at føle mig tilstede. Jeg er her bare ligesom, mærker verden omkring mig og føler livet bruse gennem kroppen.

Så fanden stå i et par aber på taget eller en morgenmad med myrepålæg, det vigtigste er at opleve, og jeg har netop bestemt at jeg fra nu af vil tage verden som den kommer.

… Og så i øvrigt altid huske at gemme mine fødevare i køleskabet!


Dette var så fortsættelsen på Patricks fantastiske indlæg fra i går, d. 14. december.

Indlægget er skrevet af Patrick Leis. Patrick er en fantastisk kunstner, der kan lidt af hvert. Han er en mester ud i body-paintingens og illustrationens kunst, han skriver de mest fantastiske rejsebøger, samt sjove og spændende børnebøger og romaner. Og så har han rejst i ca. 50 lande, heriblandt Brasilien, Canada, Pakistan og selvfølgelig Indien, hvor han har oplevet det, han fortæller om her på Rejsejulekalenderen. Læs mere om Patrick Leis her på hans hjemmeside.

Patrick har været så sød at donere et par af sine glimrende rejsebøger til præmier her på Rejsejulekalenderen, nemlig “Røverhistorier fra et rejseliv” og “Den Sorte Bog om Rå rejsetips – Indien”, og endda to af hver :0)

Tekst er copyright Patrick Leis.

Patrick Leis

There are 2 comments

  • […] Nej, nej, hvad pokker sker der nu for Patrick? Læs fortsættelsen på hans fantastiske indlæg i morgen, d. 15. december her på Rejsejulekalender… […]

  • […] december Nightmare in Goa – del 1 og del 2 En grøn indienrejsendes oplevelser i Goa – blandt andet et møde med aber, en edderkop og […]

  • Leave a comment

    Want to express your opinion?
    Leave a reply!