“Nordetiopien rundt med høns på taget” af Lene Kohlhoff Rasmussen

At rejse rundt med bus i det nordlige Etiopien kræver stærke nerver. Til gengæld belønnes man med bl.a. obelisker og ruiner efter dronningen af Sapa, som vidner om dengang området var vugge for den etiopiske kristendom og mystik.

Jeg gik søvndrukken ned til busstationen i Mekele. Gitterporten ind til busstationerne åbnes klokken fem om morgenen og det er bedst at være der tidligt. Køreplaner er overflødige, for her kører busserne, når de er fyldte til bristepunktet, hverken før eller senere.
Der står mange mennesker tætpakket og venter udenfor. Så snart porten åbnes hersker et kaotisk virvar af mennesker, der vrimler ind på stationen. Hurtigt får en af “gribbene” øje på mig og spørger, hvor jeg skal hen. Mit blege danske pokerfjæs bliver hurtigt testet, da vi forhandler om prisen for at smide min rygsæk op på taget af bussen og for at sikre mig en god plads oppe foran ved siden af chaufføren.

Jeg holder skarpt øje med, hvordan min rygsæk bliver bundet fast på taget. Den er ikke det eneste, der bliver bundet fast deroppe. Kufferter, store pakker og bomuldssække fyldt med levende høns. På tagbagagebæreren bliver nogle af de levende høns bundet fast i benene og hænger og dingler med hovederne ned af langs siderne på bussen. Jeg får øje på en ged, der kører af sted bundet i fast i benene til tagbagagebæreren på en af busserne.

Inde i bussen har kvinden bag ved mig medbragt en hane, som hun sidder med i skødet. Den galer på livet løs og “vennerne” på taget svarer igen. Hanegalen bliver dog snart overdøvet af øredøvende etiopisk musik. Buschaufføren har en stak plastikposer, som bliver flittigt brugt, da en del af passagerne bliver køresyge undervejs. Jeg kommer aldrig til at sidde behageligt, det sørger de mange huller i vejen for og der er varmt og klamt i bussen. En ildelugtende blanding af opkast, sved, dårlig ånde og hønse ekskrementer.

Et puf i siden på chaufføren
Busturen tager godt 10 timer og chaufføren var tydeligvis træt. Jeg opdager, at hans øjne er ved at glide i og han begynder at nikke med hovedet. Da han styrede direkte ud i rabatten, gav jeg ham et lille puf. Han vågnede med et sæt og svingede over i den modsatte vejbane, inden han fik rettet bussen op og vi kom på ret kurs igen. Heldigvis nåede han det kun få sekunder, før en stor lastbil kom imod os.
Busserne er dekoreret med adskillige amuletter, så jeg sætter min lid til, at vi nok skal nå sikkert frem. Vinduerne er også klisteret til med bibelske motiver. Jeg får øje på et af Jesus, med sin kåbe bundet op over den ene skulder og hængende halvt ned over brystkassen. Han var tegnet med en flot maskulin krop og så ret sexet ud på det billede, tænkte jeg. Tilbed mig, elsk mig! Jeg trækker lidt på smilebåndet. Nå ja, måske skulle jeg først begynde at tro!

Jeg var på vej rundt på den klassiske rundrejse i det nordlige Etiopien. Fra hovedstaden Addis Ababa rejste jeg nordpå til Bahir Dar. På Lake Tana udforskede jeg Nilens udspring og nogle af søens århundrede gamle ø-klostre, besøgte derefter Afrikas “Camelot” i byen Gonder, med sine middelalderlige slotte og paladser. Jeg vandrede i den smukke natur i Siemens bjergene og rejste derfra den lange vej med bus til Aksum. Byens obelisker, ruinerne efter Dronningen af Sapa og kapellet med Pragtens Ark vidner alt sammen om dengang, Aksum var centrum for de gamle Abysiniens kejsere og vugge for den etiopiske kristendom og mystik. På vejen fra Aksum oplevede jeg nogle eventyrlige klatreture til klippekirker og templer i Tigray. Nu var mit næste stop Lalibela og derefter retur til Addis. Rundrejsen med bus tager 10 dage alene i rejsetid, så jeg var efterhånden blevet vant til at få nyrerne banket på plads.

Hotel med røde lamper
Da jeg steg af bussen i Woldia, havde jeg alligevel fået eventyr nok for den dag. Jeg havde ingen planer om at blive i Woldia, men ville rejse videre med bussen igen den næste dag for at komme til Lalibela. Efter den lange bustur var jeg træt og fuldstændig ligeglad med standarden af mit hotelværelse. Jeg fik øje på et skilt med hotel i nærheden af busstationen og traskede derhen. Det var et skummelt og halvmørkt værelse på 1. sal. Det var heller ikke særlig rent. Pyt, det var jo kun for en enkelt nat, og det kostede ca. 20 danske kroner. Hvad kan man næsten forlange for kun 20 kr.?
Pedaltoilettet stank og i løbet af natten var jeg flere gange ude for at hælde vand i det, i håb om at afløbet var forsynet med en vandlås. Men det hjalp ikke. I stueetagen nedenunder var et diskotek, som spillede høj musik til langt ud på natten. Det gik pludselig op for mig, hvorfor pæren i loftet var rød. Jeg var havnet på et billigt bordel, så jeg skyndte mig at slukke lyset. Det tilstødende værelse blev flittigt benyttet til formålet i løbet af natten.

Efter nattens strabadser stod jeg op til en ny lang bustur og traskede endnu en gang søvndrukken ned til busstationen klokken fem. Det var den samme bus og hønsene hang stadig på taget. De havde hverken fået vådt eller tørt i 24 timer og så mere bevidstløse ud end jeg. Busturen til Lalibela skulle tage syv timer, men efter halvanden time gik bussen i stå og det lugtede brændt fra motoren. Jeg fik min rygsæk ned fra taget og ventede sammen med de andre passager et par timer, indtil en anden bus stoppede og tog os med. Vi måtte stå tætpakket resten af vejen, for bussen var propfuld i forvejen.

“I am menu”
Da jeg endelig nåede frem, trængte jeg til et godt måltid og fandt en lille lokal restaurant. Den var ejet af en buttet afrikansk kvinde klædt i traditionelt farvestrålende tøj. Hendes øjne strålede og hun lyste op i glæde over at se en ny gæst.
“I am menu” sagde hun med sit flotte hvide tandsmil. “I make good pizza” Hun fik ret. Hendes pizza smagte forbavsende godt. Det var en del af hendes hus, som hun havde lavet til en lille bitte restaurant. Gulve og vægge var lerklinede og kun en pære hang ned fra loftet. Der var to lavbenet borde af træ og stolene var klodser af ler, belagt med et stykke fåreskind. Men det 21. århundrede lurer alle vegne, for oppe i det ene hjørne var fjernsynet tændt. De viste et program på MTV, hvor rige amerikanske superstjerner viser deres overdådige hjem frem og disponerer deres glamourøse tilværelse. Det var en overvældende kontrast.
“Ser dit hjem i Danmark også sådan ud?” spørger hun.
“Nej, heldigvis. Mennesker, der lever sådan rejser ikke til et land som Etiopien”.
Hun smiler bredt og serverer traditionel etiopisk kaffe ceremoni som afslutningen på en dejlig middag i den mest autentiske restaurant, jeg nogensinde har oplevet.

Om lørdagen bliver markedspladsen fyldt op. Bønderne går til byen for at sælge deres korn, grønsager, krydderier, honning, høns, geder og æsler.
Det er kvinderne, der sælger kornet, grønsagerne og krydderierne, mens mændene handler om kreaturerne og hønsene. Der sælges potter, pander, tøj og alverdens krimskrams.
En ung mand sidder med en stor bunke hullede og nedslidte sko, man skulle være heldig at finde et ens par.
Mens jeg kanter mig igennem menneske mængden, nyser en mand bag mig. Han holdt sig ikke for munden og jeg fik lidt spyt på kinden.
Jeg tørrede det væk og tænkte ikke mere på det, før nogle timer senere. Da jeg ville tage håret væk fra ansigtet og opdagede jeg, at der sad en stor ulækker snotklat i håret.

Imponerende historiske klippekirker
Efter jeg havde vasket håret godt og grundigt tog jeg ud for at se Lalibela’s smukke klippekirker fra det 12. århundrede. Før den tid hed byen Roha, men har fået sit navn efter Kong Lalibela. Han havde været på pilgrimsrejse til Jerusalem, hvorefter han besluttede, at opføre sin egen version af det hellige land på afrikansk jord. Han byggede derfor 11 skulpturelle kirker, der er hugget ned i den lyserøde granitblok. Det er imponerende bygningsværker skåret ned i klipperne med hammer og mejsler, komplet med flere etager, vinduer, søjler, endog tagrender ud af en og samme klippesten. Præsterne og munkene holder liv bygningerne med kulørte og farvestrålende ceremonier.
Kirkerne i Lalibela var et af de største højdepunkter blandt fantastiske kulturskatte, der findes i dette helt unikke og smukke afrikanske land. Og blev en smuk belønning efter min strabadsfyldte rundt med bus, hvor hønsene hang og dinglede ned fra taget.

Indlægget er skrevet af Lene Kohlhoff Rasmussen, og det er også hende der har taget billederne. Lene har været på utallige rejser rundt om i verden, den ene rejsedestination mere eksotisk og spændende end den anden. Du kan se mere om Lenes rejser på hendes hjemmeside: http://www.leneswebsite.dk/

Tekst og billeder er copyright Lene Kohlhoff Rasmussen.

 Ready for the big ride, baby!

 

 

 

 

 

 

En kvinde der både ammer og sælger grønsager på markedet.

 

 

 

 

 

 

 

Den største af de 11 kirker i Lalibela hedder Bet Medhane Alem. Den måler 33,5 x 23,5 m. og er 11 m. høj. Rundt om bygningen er der 34 søjler (flere af dem restaureret pga. fare for nedstyrtning). Indvendig er der yderligere 38 bærende søjler.