Julekalenderindlæg
0

“Nordisk sommer” af Asger Yding Nielsen

Jeg står i lufthavnen ved Stavanger og kigger mere og mere mistroisk på døren, hvor min cykel bør komme ud efter flyveturen fra København. Jeg dobbelttjekker hos damen bag skranken, som ser ud til at undres over, at jeg er den eneste, der ikke enten har skyndt mig ud i den fremragende norske natur eller […]

“Nordisk sommer” af Asger Yding Nielsen

Jeg står i lufthavnen ved Stavanger og kigger mere og mere mistroisk på døren, hvor min cykel bør komme ud efter flyveturen fra København. Jeg dobbelttjekker hos damen bag skranken, som ser ud til at undres over, at jeg er den eneste, der ikke enten har skyndt mig ud i den fremragende norske natur eller videre på arbejde i olie boom byen Stavanger. Men jeg skal på cykelferie, og min cykel skal komme ud af den dør, men det gør den bare ikke.
Det er min årlige cykelferie, som starter, hvor sidste års cykelferie sluttede. Det er efterhånden blevet en lang slange på kortet igennem Danmark, Sverige og Norge. Min cykel kom ikke med flyet fra København til Stavanger. Prøver ikke at blive frustreret. Kaffen er sort og drikkes i solen. Middagslur på en bænk i solen. Jeg venter på det næste fly. Da cyklen endelig kommer 6 timer senere, er den ene pedal faldet ud af transportkassen, som cyklen var i under flytransporten. Det er nu lørdag aften, og alt er lukket.  Heldet følger den kække bi, og planen må ændres. Jeg går de 6 kilometer, der er ud til havet og den halvmåneformet strand Sola. Jeg slår teltet op, og det bliver en smuk aften med solnedgangens gyldne farver som et absolut hit. Farverne og roen sænker sig over stranden og den fine lille hvide kirke, der ligger i klitterne. De sidste folk trasker hjem efter deres hundeluftnings rutiner. 

Jeg finder dødtræt en campingplads i Leirvik efter en lang dag. Bølgen af held, jeg har surfet på gennem de andre cykelferier, ser ud til at have lagt sig. Det oppustelige liggeunderlag er punkteret, og cyklen takker over på den mellemste klinge. Det tærer psykisk, at tingene ikke spiller. Nordmændene er så flinke, så flinke. De hilser og ønsker god tur. Det føles som et land, hvor der ikke kan ske noget ondt. Landet, hvor det flyder med mælk og honning. Jeg er først fremme ved campingpladsen kl. 21:30. Jeg når at nyde et øjeblik med bølgeskvulp og fuldmånen over Hardanger fjorden, før grusset i mine øjne overbeviser mig om, at det er tid til at sove. En venlig medcampist i islændertrøje tilbyder morgenkaffe næste morgen, men jeg har ikke ro i kroppen, ved tanken om hvad dagen vil bringe af oplevelser. 

Turen over Sognefjeldet og Nordens højest beliggende pas i 1434 meter over havet har rumsteret i baghovedet et stykke tid. Nu er dagen kommet, og tyngdekraften hiver godt i den 35 kilo tunge turcykel. Fluerne elsker mine svedglinsende arme, som kun bevæger sig fremad med en beskeden fart. Stopper ved fjeldstuen Furtagrø i 700 meters højde og spiser en is. Det er virkeligt varmt i dag, og pigerne sidder i bikinitoppe. Cyklingen går langsomt, men længden på stigningen er også ekstraordinær dræbende og tager mig 3 timer plus pauser. I de 1434 meters højde uddeler jeg en skål til mig selv i cola, før der begynder at indtikke negative højdemeter på kontoen. Der kommer god fart i cyklen, og det virker til, at guderne vil hilse ordenligt farvel med et tordenbrag. Efterfulgt af en saftig byge. På campingpladsen i Lom sidder jeg på en bænk med en behagelig og træt føles i kroppen, imens jeg kigger på den næsten uendelige række af hvide campingbusser. Det er nemt at fornemme, hvordan folk har deres helt faste rutiner og regler, selv når de er på ferie. Jeg lader tankerne flyde og tænker på sidste års cykelferie, hvor jeg cyklede i Sverige og Norge. Jeg husker tilbage på cyklingen ved Telemarkskanalen og Prækestolen. 

Der er ikke noget fladbanetons i Norge, ingen gratis kilometer her. Der er skovjordbær og et brun egern i grøftekanten. Duften af hø, duften af fyr. Varmedis over asfaltslangen. Gåsehud over alle de flotte udsigter. Den ene tager bare den næste hele dagen. Lyden af fårbjælder. Brusende vandløb. Jeg startede her til morgen i byen Skien, hvor den 105 kilometer lange, gamle vandvej Telemarkskanalen også begynder. Jeg har fulgt kanalen hele dagen til dens ende i Dalen. Flot, flot dag. En god, gammeldags udfordring har jeg svært ved at sige nej til, så det er en god følelse at nappe kanalen på en dag. Når først cirkushesten har lugtet savsmulden. Moderjord har haft grovspartlen fremme, da hun spartlede Norge. Her er meget flot. Landskabet har fået et hak mere på alle tangenter i dag, højere, vildere. ' 

Færgen op gennem Lysefjorden går først kl. 12, og ikke kl. 10 som jeg troede. Jeg har god tid. Drikker kaffe og får lidt rejsesnak. Troldsk er vejret i dag som den rødhårede dame, der passer den lille souvenirbutik, fortæller, imens hun trykker en kop kaffe ud af den farverige termokande til mig. Lave skyer og meget fotogent. Det begynder at regne, og jeg fryser men prøver at varme mig på kaffen, til færgen kommer. Senere kommer jeg til centeret ved bunden af vandrestien til Prækestolen og finder et sted at låse cyklen fast. Det føles som en stor kontrast med turistbusser og mennesker overalt. Beder til, at ingen tager min bagage. Jeg transformere mig fra turcyklist til vandrer på få minutter. Er sulten, men det må vente, afsted op mod Prækestolen. Det regner. Regnen har overrasket dem, der er på vej ned fra Prækestolen. Specielt ses det tydelig hos pigerne. Det er blandende bolsjer. Regnen forsvinder, da jeg når toppen, og et flygtigt solstrejf kigger forbi. Jeg står lidt på Prækestolen og samler mod. Den modige abe taler med den mindre modige abe på mine skulder. Du skal – kom nu. ”Men …” Ikke noget men, er du en tøsedreng? ”Jamen …” Ikke noget jamen, kom nu. Hvad vil du sige til drengene? Jeg må se min frygt i øjnene. Store vertikale drop uden gelænder er ikke min kernekompetence. Kom nu – kom nu. Til sidst overvinder jeg min frygt. Jeg gjorde det – 604 meter fra næsetip til vandoverfladen. Jeg kunne cykle til verdens ende.

Indlægget er skrevet af Asger Yding Nielsen. Asger er en erfaren rejsende, og han har rejst i både Sydøstasien, Rusland, Indien og Europa. Derudover har han også flere gange cyklet rundt i Skandinavien, hvor han har haft denne fantastiske rejseoplevelse – det er sørme også godt gået! Du kan følge Asger og familiens rejser på deres nye rejseblog Turning Globe , mens du kan finde den gamle men bestemt stadig spændende udgave af bloggen her: Den gamle Turning Globe-blog 

Asger Yding Nielsen

Asger Yding Nielsen har sammen med sin familie rejsebloggen Turning Globe

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!