Rejsejulekalenderen 2016
0

”Nordlys i Norge” af Anne Marie Boye og Rasmus Lyngsøe

Vores rejser har gennem årene givet os farverige solnedgange, fascinerende templer, betagende landskaber og smukke mennesker. Fælles for alle disse oplevelser er, at de tager sig bedst ud i det rette lys. Netop lyset er grunden til, at vi i dette indlæg gerne vil tage jer med til Norge, og til noget af det smukkeste […]

”Nordlys i Norge” af Anne Marie Boye og Rasmus Lyngsøe

Vores rejser har gennem årene givet os farverige solnedgange, fascinerende templer, betagende landskaber og smukke mennesker. Fælles for alle disse oplevelser er, at de tager sig bedst ud i det rette lys. Netop lyset er grunden til, at vi i dette indlæg gerne vil tage jer med til Norge, og til noget af det smukkeste vi til dato har oplevet.

Nordlys i Norge

Kameraet er indstillet med lang lukketid, sat på stativ og fjernbetjeningen tilsluttet. Vi føler os lidt som Michelinmanden i vores termodragter med fuld vinterbeklædning indenunder. Men vi er glade for dragterne, og vi kan allerede mærke, at det er koldt om tæerne. Termometret viser minus 18 grader denne aften.

Folk i vores lille gruppe småsnakker, men det er som om, mørket lukker de fleste lyde ude. Snart bliver der helt stille. Ind imellem kører en enkelt bil forbi på vejen og blænder os med forlygterne. Vi er meget spændte. Kommer vi til at se det, vi er kommet efter? Rasmus tjekker kameraindstillingerne endnu engang, og Anne Marie trækker huen længere ned i nakken. Lidt endnu står vi i mørket. Kun den flotte frostklare stjernehimmel lyser op over os.
Vores guide anbefaler os at kravle op på en stor klippeblok. Det er besværligt i alt det lag-på-lag tøj, vi har på. Stenen er glat, og samtidig skal vi også have kameraet og stativet med derop. Men det lykkes ved fælles hjælp. Rasmus stiller kameraet op igen. Vi spejder mod himlen. Læner os lidt ind mod hinanden. Venter, småsnakker, skutter os, hopper lidt op og ned for at prøve at få varme i tæerne, venter igen.

Pludselig er det som om, at vi kan se to svagt gule striber på nattehimlen. Er det? Kan det være sandt? Er vi så heldige?
Efterhånden bliver de to gule striber mere grønne, og snart er vi ikke i tvivl. For første gang i vores liv er vi vidne til nordlys. Dette fantastiske og sagnomspundne fænomen, som kun kan ses højt mod nord – og langt mod syd.

Nordlys i Nordnorge

Kameraet kommer på overarbejde. Hele tiden kommer der et billede på himlen, som er endnu mere fantastisk end det, som vi netop lige har taget. Indimellem ser vi også et stjerneskud og ønsker. Det er usigeligt smukt.

Smukt nordlys i Norge

Efter en times tid pakker vi alt udstyret sammen og kryber sammen i bilerne. Vi skal videre til næste spot. En lille hytte, som ligger ud til en bugt, hvorfra der er smukt udsyn til nattehimmel og nordlys.
Nu begynder det virkelige show. Grønne farver kastes frem og tilbage over himlen. Vi står som fortryllede og nyder synet. Det føles som en drøm.
Efterhånden kryber flere og flere ind i den lille hytte, hvor vores guide har tændt et bål. Her grilles der pølser, ostesandwich og varmes fingre. Snakken går livligt og rejsetips udveksles. De hardcore bliver uden for hytten og får hele det fantastiske himmelshow med.

Hval i Norge

Et par timer senere køre vi hen til nattens sidste nordlysstop. Igen ser det anderledes ud, end de to andre steder, hvor vi har gjort holdt. Vi nyder det sidste glimt af nordlys, inden vi sent om natten kører tilbage til Tromsø.
Vi kan lige nå at sove et par timer, inden vi igen skal op og ud for at se, om vi kan være heldige at spotte et par smukke spækhuggere og pukkelhvaler i de få timer med dagslys, som vinteren giver. Men det er en helt anden og meget smuk historie …

Dagens indlæg er skrevet af Anne Marie Boye og Rasmus Lyngsøe.

Sammen har de rejsebloggen To på tur. De rejser gerne til fjerne egne af verden med nysgerrighed, kamera, svømmefødder og rygsæk. De har begge besøgt 50+ lande med flere i vente. Anne Marie og Rasmus har backpacket så forskellige steder som Belize, Galapagosøerne, Grønland, den selvudråbte republik Transnistrien, Georgien, Oman, Madagaskar, Myanmar, Palau og Mikronesien.
Læs mere på To på tur eller Facebook og Instagram under navnet Two Danes On Tour.

Anne Marie og Rasmus skrev et indlæg til Rejsejulekalenderen 2014 med titlen Vidunderlige Madagaskar” og et indlæg til Rejsejulekalenderen 2015: Elefanten var på ferie.

Tekst og billeder er copyright © Anne Marie Boye og Rasmus Lyngsøe

Anne Marie Boye og Rasmus Lyngsøe

Anne Marie og Rasmus har rejsebloggen To på tur.

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!