Julekalenderindlæg
0

“Nye venner i Grækenland” af Thomas Bidstrup

For første gang står jeg på mine egne ben. Det gør jeg på en færge på vej fra Pireaus til Iraklio, Kreta i Grækenland. Jeg har ingen planer og jeg har ingen idé om hvad jeg skal. Udover den lille løse idé at der, ifølge min guidebog, skulle være et fantastisk vandrerhjem på sydsiden af Kreta. […]

“Nye venner i Grækenland” af Thomas Bidstrup

For første gang står jeg på mine egne ben. Det gør jeg på en færge på vej fra Pireaus til Iraklio, Kreta i Grækenland. Jeg har ingen planer og jeg har ingen idé om hvad jeg skal. Udover den lille løse idé at der, ifølge min guidebog, skulle være et fantastisk vandrerhjem på sydsiden af Kreta.

Ifølge min trofaste Lonely Planet-guidebog skulle det være et sted, man kommer for at være der i tre uger, men ender med at blive der i tre måneder. Så kan det jo ikke være helt galt?!

Alligevel står jeg der, mutters alene på en kæmpe færge. Jeg har hørt, at der vil være en masse andre rygsæksrejsende unge mennesker ligesom mig selv. De er dog ingen steder at se, og klokken nærmer sig kl. 22, inden færgen bevæger sig ud af Pireaus’ havn. Så jeg sætter mig ned og begynder at læse i Niko Kazantzakis’ bog ”Zorba the Greek”. 
Jeg håber lidt at støde på nogle andre unge ryksæksrejsende og høre om, hvad deres planer er. Men de eneste andre unge mennesker med rygsæk ligger trygt og sover under trapperne nede ved toiletterne. 

Så jeg kigger rundt. Jeg vil i det mindste finde en at snakke med et par timer, inden jeg går ned og sover under førnævnte trappe. Nu står jeg netop på egne ben, og så må jeg jo selv få opsøgt nogle oplevelser. 
Der sidder en flok truckere, som stirrer olmt op over deres rygende, sorte kaffe. Der sidder et ældre græsk par, som pludselig udbryder i latter, over noget manden siger. Manden bag baren sidder henslængt med benene oppe på baren og læser en avis.

I modsatte ende spotter jeg en ung græsk fyr, som sidder for sig selv. Hans sorte hår stritter op, og han lytter til noget musik, som hans hoved sagte vipper i takt til. Han er i gang med at rulle en cigaret i hånden, idet jeg går hen og spørger verdens nemmeste spørgsmål: ’Må jeg sætte mig her?’. Han kigger lidt forvirret op, men siger da uden tøven ja. 
Jeg hiver min egen rulletobak frem fra lommen, og han kommenterer på, at vi ryger den samme slags. Snakken begynder at gå. Han hedder Akis, han er Græker og opvokset i Thessalonki på fastlandet. Han er på vej til Kreta for at besøge sin bedste veninde og hendes familie. 

Til at starte med snakker vi om de basale ting, forskelle på Grækenland og Danmark og lærer hinanden et par bandeord på hinandens modersprog. Snart drejer snakken dog over på et mere seriøst emne: den aktuelle økonomiske krise. Fire dag forinden, inden jeg ankom til Grækenland, havde nyhederne pumpet scener ud fra Athen, som lå bådet i tåregas. Det virkede til at hele Grækenlands ungdom er i oprør, og at der var kampe på hvert gadehjørne. 
Alligevel sidder vi her, to unge mennesker, og diskuterer, hvad der ligger bag krisen. Ikke mindst hvad det kommer til at få af betydning for hans generation af grækere. Det er jo i sidste ende dem, som skal arbejde krisen af. 
Akis lyder ikke positiv, lang fra. De unge aner ikke, hvad der venter dem. Politikerne snakker om bankpakker, nedskæringer og fastsat løn til unge mennesker. Alt imens landet strejker i tide og utide, og de unge gør oprør i gaderne.

Vi snakker dog også om så mange andre ting, og før vi ved af det, annoncerer en kvindestemme over en skrattende højtaler, at skibet snart lægger til havn. Sådan kunne man jo også få seks-syv timer ombord på færgen til at gå. 

Vi forlader vores faste bord med et overfyldt askebægrer og går ud og kigger mod Kreta, der er dukket op i horisonten. Klokken nærmer sig seks om morgenen, og solen er ved at kravle frem, alt imens månen forsvinder i modsatte retning. 
Vi går ud af færgen sammen, og udenfor møder Akis sin bedste veninde. Vi bliver introduceret til hinanden, hendes navn er Marianna, og det næste spørgsmål falder ligeså naturligt, som havde vi kendt hinanden i flere år: ”Hvad skal du så nu, Thomas?”. 
Jeg griner, slår ud med armene og siger, at jeg ikke ved det, men at jeg kunne godt bruge en kop kaffe. 

Så der sidder vi, ved hvad der normalt er en travl plads, men her om morgenen sidder der kun os og et par enkelte andre grækere, som får deres rygende, sorte kaffe.

Snakken forsætter, og før jeg ved af det, er det blevet aftalt, at jeg sover hos bedsteveninden sammen med Akis.
Samtidigt skal jeg også med ud og spise om aftenen, så hendes mor og familie kan møde mig – for nu er jeg ikke bare en anden turist, jeg er deres gæst. 

Indlægget er skrevet af Thomas Bidstrup. Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe – og han har da også en super fin blaffer-rejseblog, som du kan se her. Thomas har blaffet meget rundt i Danmark, men han har blandt andet også været i Italien, Tyskland og Grækenland, hvor dette julekalenderindlæg kommer fra. Det er så dejligt at høre om og selv opleve, hvor utroligt venlige og gæstfrie mennesker rundt om i verden er. Det er en fantastisk egenskab, som man altid bliver overrasket over, men som kan findes alle de steder, man rejser, når bare man, som Thomas, selv er åben og imødekommende overfor andre. 
Og så er det dejligt at have Thomas med som skribent på Rejsejulekalenderen igen i år – i 2012 deltog han med hele to indlæg, nemlig: "At være blaffer" og "Placering og ventetid".

Thomas Bidstrup

Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe. Thomas har blaffet meget rundt i Danmark, men han har blandt andet også været i Italien, Tyskland og Grækenland.

There are 0 comments

Leave a comment

Want to express your opinion?
Leave a reply!