“Over grænsen – på jagt efter julen” af Lise Kryger

Der hvor vi søgte julen, var julen ikke. Og der hvor julen ikke var – fandt vi juleglæden.

Kender du det der med, at juleglæden allerede dukker op i oktober?

Det gør jeg.

Den dukker op ved udsigten til frostklare morgener, glimmerkolde fortove, kanel og hyacint dufte, der blander sig med varme fra gløggen mellem de sne-kolde hænder.

Og har du det som jeg, at juleglæden fordufter og har svært ved at indfinde sig i de bugnende reklamer om julefrokoster, juleshopping og Black Friday?

I vores lille familie, som udover undertegnede, består af min mand Peter og vores dreng Sebastian på 6, er julen gået i børnehøjde, og vores fornemmeste opgave er at pøse så meget jul i sprøjten, at Sebastian oplever juleglæden helt som børn nu gør, vildt og ud over alle grænser.

Og det er jo, som det skal være.

Men juleglæden er forjættende. Den er som et gammelt årligt fix af barndoms glæde, håb og længsel.

Når jeg som voksen ikke længere får den, er der et lille hul af tomhed, som jeg ad andre veje prøver at udfylde med substitutter. Substitutter som fx sidste weekend, da vi jagtede juleglæden og kørte til Friederichsstad i Tyskland, for at opleve et tysk julemarked og finde juleglæden.

Vi havde hørt, at julemarkederne i Tyskland skulle være ren julehygge med Weihnachten Glühwein og punch.

Vi havde også hørt, at julemarkederne var nemme at komme til, fordi de var i mange byer tæt på Danmark – som fx. Hamburg, Lübeck, Flensburg – og Friedrichstad.

Da vi allerede har taget ture til både Hamburg, Flensburg og Lübeck i år, valgte vi at køre til Friedrichstad, som skulle være helt specielt smuk – og ganske hollandsk i arkitektur og stil – og med små kanaler…

Virkelig meget julestemsk…

Der hvor vi søgte julen, var julen ikke
Det tog os ca 3 timer at køre derned.

Så snart vi krydsede grænsen til Tyskland, lagde vi mærke til, at julepynten ændrede karakter. I den del af Tyskland, hvor vi kørte, havde de pyntet op med juletræer indhyllet i røde julebånd og sløjfer.

Vi var helt sikkert på vej til juleglæden – også for os voksne.

Efter at have kørt gennem tyske marker og skove dukkede Friedrichstad pludselig op, og på et øjeblik var vi inde i “Lille Holland”, som stod med små honningkagehuse i hollandsk stil og omkransede små, livlige kanaler, der skar sig på kryds og tværs gennem byen.

Vi var ikke i tvivl om, hvor markedet var, der var kun ét torv i byen og med sine små 2.500 indbyggere var det centrum i byen.

Der var bare det, at da vi trillede ind på torvet, var der ingen juleglimmer og guirlander, der lyste os velkommen. Ingen boder, ingen mennesker … ingenting.

Og da jeg rullede vinduet ned for at indsnuse, om juleglæden skulle være her, måske blev den båret med vinden, var der heller ingen duft, der ramte mig af Glühwein og krydderier …

Torvet var tomt

– på nær to mennesker, der stod lidt i ly for den grå dags støvregn. De hilste pænt på Peter, da han trådte ud og spurgte dem, om de vidste, hvor markedet var henne, og de fortalte, at markedet var rykket til Husum, en lille by 18 km. nord for Friedrichstad.

Vi snørklede os ud igennem Friedrichstads ensrettede veje og nåede derfor at se det meste af byen på vej til juleglæden i Husum.

Friedrichstad var aldeles betagende, og byen indtog vores hjerter og begejstring med dens hollandske renæssancestil og ægthed.

Turen går til Husum
– og var kort. Her måtte vi finde juleglæden.

Vi kørte ind i Husum og mod torvet. Byen var trafiklys, grå gader og trods masser af liv – sjæleløs. Men vi kørte modigt mod byens midte, varmen, det røde skær…

… som blegnede i hørmen af friturestegte fedtboller (noget der minder om æbleskiver) og frankfurtere.

Vi forsøgte forgæves at mætte vores julestemningshungrende maver med Glühwein, fedtboller og vafler, mens fulde danskere væltede rundt om tønderne, som var stillet op i de trakterende boder.

Vores dreng var skuffet, og kun effekten af rødvinen fra Glühwein fik humøret til at stige, og vi så helt frem til en tur forbi grænsehandlen for at indhente resterne til vores tomme julehuller i maven i form af julegodter og chokolade.

Der hvor julen ikke var – fandt vi juleglæden
Det lyder jo næsten som en ren dystopi, det ved jeg. Men det ender faktisk godt, det her.

For rejsen var ikke forgæves. Vi oplevede 2 nye tyske byer. Og vi ved jo alle, at vi ikke altid får, hvad vi forventede, så det tager vi med.

Vi søgte juleglæden på et tysk julemarked. Det fandt vi ikke. Men der hvor julen ikke var – i Friedrichstad – fandt vi juleglæden.

● De to mennesker der stod der på pladsen.
● Roen.
● Det ægte.
● Accepten af gråvejret.
● Det sagte vand der løb i kanalerne.
● Bådene, der var smidt op på bredden, ventende på at blive sejlet i til foråret.
● Cyklen, der stod lænet op af husgavlen – mens manden var inde på besøg.
● Gardinerne, der nøjsomt var trukket til side for at få lyset ind fra gråvejret

Jeg ved ikke, hvordan din juleglæde føles. Men jeg genkender denne fra min barndoms juleaftens dag. Stilheden og glæden ved, at nu er det snart “nu”. Erkendelsen af at ventetiden er forbi. Nu er den her. Julen.

At blive mindet om denne følelse giver mig en juleglæde, som jeg tror hører min voksne alder til. Og det er alt, hvad jeg behøver. Det var ikke chokoladen eller vinen i glöggen, der gjorde det. Det, der hænger ved, er denne følelse. Juleglæde.

Og der er rigeligt af den, nok til at sprøjte daglige doser ud til vores søn Sebastian.

Udover juleglæden fik vi oplevelsen af at opleve både Friedrichstad og Husum – og den første af byerne er helt klart et besøg værd igen.

Juleaftens indlæg er skrevet af Lise Kryger. Lise er selvstændig og arbejder med flere online projekter. Blandt andet er hun og hendes mand Peter Vejrum Terp ved at starte hjemmesiden Eventyrsstyrelsen.dk op, hvor de blogger om alverdens eventyr og rejseoplevelser. Indlæggene kommer hovedsageligt til at bestå af hendes og Peters beskrivelser af oplevelser de har haft af de 28-30 lande de har rejst i, både i og udenfor Europa. Lises 3 favorit lande: Australien, Mexico og Nepal. Fremtidsplanerne går på at bygge en tilværelse op med så mange eventyr fra verden som overhovedet muligt.

Tekst og billeder er copyright © Lise Kryger.