“På tværs af Zanskar” af Tore Grønne

Dybt inde i den indiske del af Himalaya ligger det gamle buddhistiske kongedømme Zanskar. Vi vandrer med vores cykler surret fast på heste ind i dalen, hvor befolkningen mere end halvdelen af året er sneet inde, inden vi samler dem og bumler tilbage til omverdenen på den eneste vej, der fører ind i området – den smukkeste vej på mine 50.000 kilometer på cyklen rundt om i verden.

Grusvejen ender blindt på en lille, grøn eng i et hjørne af Himalaya. Vi smider de tungt lastede cykler ved en lille, brusende smeltevandsflod, skiller dem ad og surrer dem fast på Tashi og Lobsangs to heste. Tashi er en buddhistisk munk med spinkle, runde briller, og når han smiler, slår han genert øjnene i jorden. Lobsang er iført stramtsiddende, ternede busker, der hænger lavt, en cowboyjakke ud over en hættetrøje og et orange tørklæde. Håret er pjusket, overskægget trimmet helt smalt og om panden bærer han en bandana, hvor der står ’Just Bone Me!’ Jeg tror dog ikke, han aner, hvad det betyder. Han taler i hvert fald ikke et ord engelsk. De to venner vil gøre os følgeskab de næste 100 kilometer på vandrestierne til Zanskar – et oldgammelt, buddhistisk kongedømme, der ligger i et ekstremt afsidesliggende område af Indisk Himalaya. Et af mine absolutte favoritsteder på kloden.

Det er syv år siden, jeg sidst cyklede til Zanskar. Dengang førte vejen fra Manali over fem bjergpas til Leh, herfra videre til Kargil på den pakistanske grænse og endeligt ad den 240 kilometer lange vej, der ender blindt i Zanskar. Af de 50.000 kilometer, jeg har cyklet rundt om i verden, er det den smukkeste vej. Og området, den ender i, er den kombination af rå, smukke bjerge og en befolkning, der har bevaret en ældgammel kultur. Herinde, i omtrent 4000 meters højde, bor cirka 5000 mennesker, der mere end halvdelen af året er afskåret fra omverdenen, når passet Pensi La sner til. Vintertemperaturen falder til minus 40 grader. Befolkningen er primært tibetanske buddhister, og da Zanskar var et selvstændigt kongedømme og først blev åbnet for omverdenen i 1970’erne, har befolkningen bevaret den traditionelle kultur, der har haft ekstremt svære kår i Tibet, siden Kina invadere for over 60 år siden. Dalai Lama har udtalt, at området er ’vitalt for den traditionelle tibetanske buddhismes overlevelse’

Nu er jeg tilbage i Himalaya med min kæreste, Cassie, som jeg mødte dengang for syv år siden i en flække under det buddhistiske kloster, Lamayuru. Men i stedet for at cykle de 1000 kilometer over otte gigantiske bjergpas til Zanskar har vi en anden plan: At vandre til Zanskar over passet Shingo La med cyklerne på heste, samle dem og cykle videre, når vi igen kommer til en vej.
De første fire dage møder vi ingen mennesker på stierne. Vi krydser isnende floder, der bulder ned fra bjergsider. Vandet stikker som nåle, når vi barfodede vader gennem dem. Under spidse, sneklædte tinder sveder vi i den brændende sol på vej op til passet, hvor bedeflag smælder i mere end 5000 meters højde. Kravler ind i teltet, når temperaturen styrtdykker, og stjernerne myldrer frem som et tindrende tæppe over os. Ser skyerne drive hastigt over de orange, røde, brune og sorte, golde klipper, hvor der hverken er tegn på dyr eller mennesker. Endelig er vi i udkanten af Zanskar.

Vi vader gennem endnu en mælkehvid smeltevandsflod til en eng under et mastodontisk klippebjerg, der rejser sig lodret fra en flad dal, som havde det lidt skibbrud. Her møder vi tre kvinder med sprukne kinder, mørkebrune øjne og store, kridhvide smil. De tager sig af yakokser, laver ost til den lange vinter og samler dung, tørret yakmøg, til at fyre op med, når passene snart lukker sig om dem, og de i et halvt år må klare sig selv. For om vinteren går alt i stå i Zanskar. De voksne arbejder ikke. Børnene går ikke i skole. Alle bliver inden døre, samles om lerovnen, spiser, drikker hjemmebrygget bygøl og fortæller historier. Masser af historier. Et ordsprog i Zanskar lyder: ”Når markerne er grønne, skal ingen historier fortælles.” De skal gemmes til vinteren.
Snart kommer vi til de første landsbyer. Smukke, små landsbyer med firskårne, hvidkalkede tibetanske huse med bittesmå trædøre, der går mig til midt på brystet, frimærkegrøntsagshaver ude foran og bedeflag på de flade tage. Landsbyerne ligger omgivet af gyldne bygmarker – en af de få ting, der kan vokse højt heroppe Himalaya. Herude er ingen veje, ingen maskiner, og de voksne svinger segl i markerne, mens de større børn tager sig af de mindre. Sang fylder luften. Folk vinker, inviterer på te. Vi er nået ind på den anden side af Himalaya, til et helt andet Indien.

De næste dage vandrer vi langs vægge mani-vægge, der er adskillige hundrede meter lange. Vi overnatter i huse, hvor der bliver kværnet smør i de mørke afkroge, den søde lugt af røgelse og dung fylder røgfyldte køkkener. Landsbyer lyser op som gyldengule oaser i et ellers goldt landskab. Her er utroligt smukt. Luften er tynd og sprød, og for hvert skridt, hver time, glemmer jeg mere og mere verden på den anden side af Himalaya.
Vi vandrer op i en snæver sidedal til det 1000 år gamle buddhistiske kloster Phugtal. Små munkeboliger ligger klinet til en næsten lodret klippe adskillige hundrede meter over en flod. Munke i mørkerødt rister bygkorn over bål, inden de knuser dem til det mel, de laver tsampa af (den grød af mel og vand, jeg overlevede på, da for adskillige år siden ulovligt sneg mig ind i Tibet for at vandre med tibetanske pilgrimme rundt om Mt. Kailash og endte i kløerne på det kinesiske sikkerhedspoliti – men det er en anden historie).
Munkene inviterer os inden for. Ind i indestængte, støvede tempelrum med flakkende stearinlys på gyldne altre ved siden af Buddha-statuer. På væggene skuler beskyttende dæmoner i falmede farver, og munke messer buddhistiske mantraer, der svæver ud over bjergene og tinderne, op i den kølige luft. Nogle er unge og kæmper med koncentrationen, andre har dybe furer i de hærdede læderansigter, der vidner og et langt liv her på klippekanten dages gang fra den nærmeste vej, afskåret fra omverdenen.

Vi siger farvel til Tashi og Lobsang, der galoperer tilbage, hvor vi kom fra, da vi efter en uge på stierne når en grusvej. Vi svinger os i sadlerne og cykler til Padum, ’hovedstaden’ i Zanskar, hvor huse ligger spredt på hovedvejen, der ligger omgivet af marker. Vi finder et homestay, hvor lys strømmer ind gennem panoramavinduer, og vi har den brede dal, der åbner sig under os. Skyer driver hastigt over den blå himmel, skygger flygter over de bare bjergsider. I en uge spiser vi vores måltider med familien og udforsker dalen på cyklerne. Adskillige tibetansk-buddhistiske klostre ligger højt på bjergsiderne.
Alle steder bliver vi inviteret inden for. Drikker te. Lytter til munkene recitere bønner. Taler. De fortæller, at her er altid plads til en ekstra munk. Og lokker livet uden for klosteret, kan de lægge det bag sig. Herude er der oldgammel tradition for, at hver familie sender en drenge i kloster. Munkene navngiver børn, velsigner nybyggede huse og afholder religiøse ceremonier – fantastiske maskedanse. Og det er klostrene, der har kornreserver, hvis høsten skulle gå galt. De er på mange måder samfundets samlingspunkt. Og mens den tibetanske buddhisme er blevet undertrykt og udvandet i Tibet, siden kineserne invaderede for over 60 år siden, har den her fået lov til at være i fred.

Vinteren ligger for døren, og vi sætter ud på de 500 kilometer til Leh i Ladakh – de første 240 kilometer på min favoritvej. Snart lægger vi landsbyer, der er ved at lukke ned for vinteren, bag os. Omkring os rejser kantede klippebjerge sig dramatisk, enorme gletsjere slynger sig ind i dalene, og vi bumler af sted på stenede veje. Om morgenen er vores halvanden liters vandflasker, der ligger 10 centimeter fra vores næser frosset til is. Det er som at sove i en dybfryser, men så snart solen titter frem over bjergtinderne, ryger de mange lag tøj, og vi bumler videre. Vi zigzagger os op i 4500 meters højde på den øde vej, hvor der højst er en håndfuld biler om dagen, og den sidste dag i Zanskar vågner vi i den lille landsby Rangdum. På de flade tage ligger brænde og tørret yakmøg klar til vinteren. Røg flimrer op gennem skorstene, og et tyndt lag sne dækker bjergsiderne som flormelis. Vinteren står for døren, og vi bumler ud over en enorm slette, der spreder sig under de to kæmper Nun og Kun, der rejser sig 7700 meter op mod den kølige, lyseblå himmel. Her er ikke rigtig nogen vej, blot hjulspor, der krydser små vandløb. De eneste lyde er dækkenes knasen mod gruset og vores åndedræt. Vi passerer de sidste bedeflag, og vejen falder stejlt ned langs en buldrende flod under lodrette bjergsider, der forsvinder i et skydække. Snart sner passet bag os til, og folkene lukker sig inde, til markerne igen bliver grønne. Afskåret fra omverdenen i en afsidesliggende del af Himalaya.

Dagens indlæg er skrevet af Tore Grønne. Tore Grønne har cyklet 50.000 kilometer rundt om i verden, arbejdet som kriminalreporter på en indisk avis i Bombay, som chefredaktør på magasinet Opdag Verden, og han leverer artikler til diverse magasiner i f.eks. Danmark og Norge, England og USA. Han bor i Californien det meste af året.
Tore er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole og San Francisco State University, er forfatter til bogen “Farvel Tibet – På sporet af et tabt land” (Gyldendal 2012), som han har været så sød at donere 2 eksemplarer af til dette års udgave af Rejsejulekalenderen, og så holder foredrag om bl.a. sine eventyr på cykel, Indien og USA. Du kan se meget mere om Tore på hans hjemmeside: Tore Grønne. Tore skrev også 9. decembers indlæg “Bolivias vilde sydvest” her på Rejsejulekalenderen..