Julekalenderindlæg
2

“Placering og ventetid” af Thomas Bidstrup

Når man blaffer lærer man hurtigt to ting: placering og ventetid! Hvor du vælger at blive sat af, er så alt afgørende om hvorvidt du kommer hurtigere videre. Men sandheden er: Du kan egentlig aldrig vide dig sikker. Selvom du har blaffet det samme sted hundredevis af gange, og du ved at der altid går […]

Når man blaffer lærer man hurtigt to ting: placering og ventetid!

Hvor du vælger at blive sat af, er så alt afgørende om hvorvidt du kommer hurtigere videre. Men sandheden er: Du kan egentlig aldrig vide dig sikker. Selvom du har blaffet det samme sted hundredevis af gange, og du ved at der altid går omkring et kvarter, så kan det en dag pludselig tage en time. Sådan er det nu engang at blaffe og ventetiden er en del af det.
Man kan dog ikke komme uden om at placering alligevel spiller en stor rolle. Det lærte jeg på vej til Holland i min efterårsferie.

Jeg var blevet sat af ved en rasteplads et stykke udenfor Bremen, på vej til Osnabrück. Jeg sad imellem en pornobutik og en McDonalds, og så solen gå ned bag den gule måge.
Timerne gik (Fire timer, for at være specifik) og pludselig var der en mand som piftede – jeg kigger op. Manden sidder i en lastbil og spørger efter hvor jeg skal hen. Amsterdam råber jeg og han nikker.

Et par timer efter holder han pludselig ind og jeg vågner fra den halvdøsige tilstand jeg er kommet i efter at have kigget på en endeløs motorvej. Han skal forsætte ligeud, men hvad han beskriver som det perfekte sted til at blaffe til Amsterdam, er blot lidt længere fremme. Jeg takker mange gange og hopper ud af lastbilen. Idet han trækker ud går det op for mig: jeg står midt på den tyske autobahn!
Fuckfuckfuck tænkte jeg og håbede inderligt at det sted han beskrev, ville være en afkørsel med en tilhørende tilkørselsrampe så jeg kunne komme væk. Det var det ikke – det var noget så langt fra som det kunne være. Det var motorvejen som delte sig i to, hvor den sidstnævnte var mod Holland. Så der stod jeg ved hvad der nærmere var en accelerationsrampe, i buldrende mørke, midt på den tyske Autobahn.

Jeg ville gerne her, som i mit sidste indlæg, kunne sige ”og så kom der ud fra det blå en bil og holdte ind”. Men det gjorde der ikke. Efter 2 timer gav jeg op – bilerne kunne jo overhovedet ikke nå at se mig, og samtidigt reagere. Og hvem vil også tage en blaffer op i buldrende mørke midt på den tyske autobahn? Så ved midnat pakkede jeg mig godt ind, tog en ekstra trøje på inde under jakken og trak i mine trofaste termobukser. Jeg lagde mig om bag nogle træer og kiggede på den klare stjernehimmel til jeg faldt i søvn.
(På trods af hvad der måtte være næsten 12 timer tilbragt midt på den tyske autobahn, før jeg kom videre om formiddagen, blev jeg aldrig stoppet af politiet. Selvom de kørte forbi tre gange – jeg anbefaler dog ikke nogen at forsøge sig på det samme!).

Min optimisme har ført til udtalelser, hvor jeg i bakspejlet tænker at jeg må være skør når jeg troede på det. Én af de udtalelser var ”Jeg kan da sagtens blaffe fra København til Holstebro klokken 16 om eftermiddagen”.
Så efter utallige lifts ender jeg ved Randers omkring kl. 23.00. Liftet der havde bragt mig til var en ung fyr og hans kæreste der var på vej hjem Randers. Pudsigt nok var det gået op for os 10 minutter inden vi nåede til Randers, at den unge fyr og jeg havde gået på samme efterskole, dog med et år imellem os. Jeg ved ikke om det var dét der gjorde at han lige ville om i bagagerummet og hente et refleksarmbånd til mig, for jeg skulle da i det mindste kunne ses i mørket, mente han.

Så der står jeg, på vej til Viborg, på en øde hovedvej, kl. 23.00 om aftenen, en påske helligdag. Havde jeg vist at det ville være refleksen der fik familiefaren til at holde ind, havde jeg takket den unge fyr endnu mere end jeg allerede havde gjort. Denne familiefar holdte nemlig ind omkring midnat, og efter en times ventetid tilbragt med at lytte til musik fra min lille højtaler. Familiefaren var på vej hjem for at sove, efter at have været i sommerhus med konen og børnene. Så han kunne bringe mig 10 kilometer udenfor Viborg.
Jeg bliver smidt af i en rundkørsel, som kun er svagt oplyst af gadelamperne der står rundt omkring. Jeg gør mig seriøse overvejelser om at finde et sted og få et par timer på øjet indtil solen står op igen. Inden jeg når at gør alvor af mine tanker, holder en bil ind.
”Hej Thomas! Se jeg sagde det var ham!” er den første kommentar jeg får smidt i hovedet idet jeg sætter mig ind i bilen. Jeg går fuldstændig i baglås, for foran mig sidder der det kristne par.

Hvem er det kristne par så? Der skal vi næsten et år tilbage, midt i sommerferien, som jeg tilbragte med at blaffe landet tyndt. Omkring Aalborg tager dette kristne par mig op, og kvinden bliver fascineret af vores diskussion og invitere mig til et kristent foredrag i Holstebro, hvor vi begge bor. Så selvom jeg er ateist, øjnede jeg muligheden for gratis aftensmad og et par gode diskussioner. Så jeg tilbragte en aften i selskab med dem, og hørte et godt foredrag.

Så hvad er chancen for at det kristne par, som bor i Holstebro, netop skulle befinde sig i en rundkørsel 10 kilometer udenfor Viborg, om natten og med retning med Holstebro? Jeg kan slet ikke udregne de odds – men der var de i hvert fald, og jeg kom atter hjem den aften.

Indlægget er skrevet af Thomas Bidstrup. Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe. Han har blaffet meget rundt i Danmark, men har også været i Grækenland, Italien og Tyskland. Thomas har en fed blaffer-blog, som du kan se ved at klikker her.
Og så har Thomas skrevet to indlæg til Rejsejulekalenderen, hans første indlæg, der var på Rejsejulekalenderen d. 20. december, kan du læse her.

Tekst er copyright Thomas Bidstrup.

Thomas Bidstrup

Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe. Thomas har blaffet meget rundt i Danmark, men han har blandt andet også været i Italien, Tyskland og Grækenland.

There are 2 comments

  • […] Indlægget er skrevet af Thomas Bidstrup. Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe. Han har blaffet meget rundt i Danmark, men har også været i Grækenland, Italien og Tyskland. Thomas har en fed blaffer-blog, som du kan se ved at klikker her. Og så har Thomas skrevet to indlæg til Rejsejulekalenderen, hans sidste indlæg kom på Rejsejulekalenderen d. 23. december. […]

  • […] december Placering og ventetid Når man blaffer lærer man hurtigt to ting: placering og […]

  • Leave a comment

    Want to express your opinion?
    Leave a reply!