“Rejseoplevelser som blaffer” af Thomas Bidstrup

Når jeg blaffer, bliver jeg gang på gang overrasket over, hvor venlige folk er. Det er lige meget, om du står på en tilfældig rasteplads i Tyskland eller i vejkanten i Danmark. Du vil opleve en hel anden venlighed fra folk, når de inviterer dig ind i deres egen lille, private bobbel og kører dig de næste ti, tyve eller måske firehundrede kilometer. Derfor er det følgende indlæg, et par af mine (mange) bedste rejseoplevelser som blaffer, både i indland og udland.

Påske-blaffer i Danmark
Utallige billister har mellem 2010 og 2013 kørt mig til og fra mit gymnasium i Viborg. Jeg blev alligevel altid overrasket, når billisten simpelthen bare spurgte: ”Hvor vil du gerne smides af?”. 
Ni ud af ti gange nærmest insisterede de på, at de ville smide mig af i nærheden af kollegiet, for: ”det er jo kun en lille omvej” eller ”det ligger næsten lige på vejen”. 
Sådan en venlig gerning, hvor en person gerne går lidt ud af vejen for at hjælp en helt fremmed blaffer, varmer alligevel, hver gang jeg tænker på det. 
Det sker utrolig sjældent (for hvad er oddsene?), men jeg har trods alt prøvet et par gange nu, at blive taget op af en billist, som tidligere har samlet mig op. 
Første gang, dette skete, var det et ældre, kristent par fra Holstebro, som havde samlet mig op om sommeren, året tidligere. Vi havde snakket godt, og de havde inviteret mig til et foredrag med tilbuddet om gratis aftensmad. Jeg tog med og havde sågar skrevet et indlæg på min blog om det om aftenen. 
Spol så et år frem til næste forårs påske, hvor jeg stod i en rundkørsel ti kilometer udenfor Viborg. 
Klokken nærmede sig kl. 22, det var helt mørkt, udover de enkelte lygtepæle som var tændt. 
Jeg var på vej hjem fra et par dage tilbragt i København, og jeg troede overhovedet ikke, at det ville lykkedes mig at nå Holstebro den aften. Så jeg valgte at vente fem minutter mere, før jeg ville gå ud og slå mit teltet op for natten. 
Pludselig kom der en bil kørende, og den holdt med det samme ind, idet chaufføren fik øje på mig. Jeg sprang med det samme ind og blev mødt af kommentaren: ”Se, jeg sagde jo, at det var Thomas!” Og foran mig sad det gamle, kristne par. 
Endnu engang blev jeg kørt hjem til døren – efter endnu en god snak. 

David fra Østrig
Her i sommers blaffede jeg mod Kroatien. Det var midt juli, og hele Europa brændte af den varme sommersol. Jeg havde blaffet i to dage og taget tyskland på samme tid. 
På tredje dagen var jeg halvvejs igennem Østrig, da jeg om aftenen blev taget op af en gut ved navn David. Han havde langt, brunt og en smule filtret hår. Som gik hånd i hånd med hans hippie-look og Jimi Hendrixs nummer ”The Wind Cries Mary”, som blæste ud af bilens højtalere. David havde netop afleveret datteren til hendes mor, og han var på vej hjem igen, da han spottede mig, imens han var ved at tanke bilen op. 
Vi begyndte at snakke, og han fortalte mig om, hvordan ham og datteren havde sovet under åben himmel dagen før. De havde sovet ved en flot, lille sø inde i en skovlysning. Jeg sagde til ham, at det godt nok lød noget bedre end hjørnet af de rastepladser, som jeg havde sovet på de sidste par dage. Pludselig tilbød han så at køre en lille omvej og vise mig en fantastisk sø, som han kendte, fra dengang han var ung. Det ville være en lille omvej for mig, da jeg skulle blaffe tilbage til motorvejen næste dag, men jeg hoppede alligevel med på idéen. 
Der gik ikke lang tid, før vi snøvlede vi os afsted ad små østrigske landeveje. Snart holdt vi på en parkeringsplads, og efter en kort gåtur stod vi ved søen. 
Den var mere fantastisk, end han beskrev den, på trods af at den var menneskeskabt. Det klare, kølige vand virkede indbydende, og efter en smøg tog vi afsked. Jeg ledte efter et passende sted at sætte hængekøjen op, da jeg pludselig mærkede efter … Min mobil – jeg havde glemt min mobil!
Selvfølgelig! Jeg havde lige dén dag købt en biloplader til den, og jeg havde prøvet den af for første gang i Davids bil. Og så havde jeg selvfølgelig glemt alt om den i røgen fra cigaretter og lyden af Hendrix. 
Jeg skyndte mig tilbage til parkeringspladsen. Men ak – han var for længst kørt afsted. Jeg stødte på en anden vandrer og spurgte, om jeg lige måtte låne hans mobil. Jeg forsøgte at ringe til min egen, men måtte opgive. Heldigvis var det da kun en gammel Nokia-klods, men jeg havde ikke alle mine numre skrevet ned. 
Slukøret gik jeg dog alligevel tilbage til hængekøjen og begyndte at varme vand til en kop kaffe. Det er aldrig sjovt at miste mobilen, og hvordan dælen skulle jeg nu få det planlagt, så min søster og jeg mødtes det rigtige sted i Kroatien? Selv bare det lige at kunne ringe hjem og lade dem derhjemme vide, at jeg stadig var OK, kunne jeg ikke. 
Jeg kværnede et par smøger, imens jeg overvejede, hvordan jeg lige skulle få ringet hjem og spærret mobilen. 
Pludselig lød en engelsk stemme bag mig: ”Hov, du glemte da vidst den her”. 
Jeg vendte mig om, og det var ham, David, med et smørret grin, som holdt min mobil og bilopladeren. Han havde opdaget den, efter han var holdt ind på den første rasteplads for at spise aftensmad. Han var så kørt tilbage for derefter at gå halvdelen af søen rundt for at finde mig. Jeg spurgte ham, hvordan dælen han kunne regne ud, hvor jeg ville sætte hængekøjen op. 
”Jeg gik bare udfra, hvor jeg ville hænge min” sagde han og grinede. 
Vi fik os endnu en smøg, og jeg takkede ham tusindvis af gange imens. 

Turen til København
Så var der også lige den dér gang i september, hvor jeg var på vej til København. 
Jeg fik snøvlet mig afsted ved middagstid, og jeg regnede med, at det nok skulle passe med, at jeg var der om aftenen. Det gik ikke så hurtigt, som jeg havde håbet på, men efter et par lift og et par timer i vejkanten endte jeg i nærheden af Middelfart. 
Jeg nåede at købe en sodavand og fik kværnet et par cigaretter, før lyden af en bus, som dyttede, fangede min opmærksomhed. Den holdt ved afkørslen til vejen, og en masse mennesker vinkede i forruden. Jeg smilede og vinkede tilbage – det var garanteret bare lang tid siden, at de havde set en blaffer. 
Tit så vinker folk også bare for at vinke, hvilket altid er bedre end de unge mennesker, som mener, at en udstrakt langefinger giver respekt. 
Pludselig sprang døren op, og én råbte: ”Ska’ du med til København?!”. 
Bussen fik lavet et lille sving, og inden længe trillede den hen og holdt foran mig. Døren gik op, og jeg sprang ind. Derinde sad 20-30 mennesker i alle aldersgrupper. Jeg smilede, vinkede og sagde: ”Tak, for at tage mig med – men hvem er i?”. 
En af de yngre gutter rejste sig op og rakte to kolde Tuborg-dåseøl frem til mig. 
”Vi er ansatte fra Carlsberg og Tuborg!”. 
Så der sad jeg imellem chefer, salgsledere og andre ansatte. Ved siden af mig stod en ramme kolde Tuborg, og resten af turen gik i højt humør. 
Hvem siger man ikke kan være heldig som blaffer? 

Dette er dog kun en lille brøkdel af alle de gode rejseoplevelser, som jeg har fået ved at bruge min tommelfinger. Man møder mennesker på en anden måde, og man lære at blive taknemmelig for hver en lille venlig handling, som en helt fremmed person uopfordret gør for én. Samtidig med får man næsten altid en god historie ovenikøbet, og alt sammen til den nette sum af nul kroner. 

Indlægget er skrevet af Thomas Bidstrup. Thomas rejser oftest på en utraditionel, men utroligt fascinerende måde, nemlig ved at blaffe, som han skriver om her – og Thomas har da også en super fin blaffer-rejseblog, som du kan se her. Thomas har blaffet meget rundt i Danmark, men han har blandt andet også været i Italien, Tyskland, Grækenland og Kroatien, hvor en del af dette julekalenderindlæg kommer fra. Det er så dejligt at høre om og selv opleve, hvor utroligt venlige og gæstfrie mennesker rundt om i verden er. Det er en fantastisk egenskab, som man altid bliver overrasket over, men som kan findes alle de steder, man rejser, når bare man, som Thomas, selv er åben og imødekommende overfor andre. 

Og så er det dejligt at have Thomas med som skribent på Rejsejulekalenderen igen i år – i 2012 deltog han med hele to indlæg, nemlig: "At være blaffer" og "Placering og ventetid".