“Santa Marta og Den Forsvundne By” af Mette Jakobsen

Mettes indlæg til Rejsejulekalenderen kommer fra hendes internet-dagbog, som hun skrev, da hun i 2009/2010 var på en 8 måneders backpacker-rejse i Sydamerika. 

Mette var på rejse i Colombia, og her er, hvad hun skrev i sin dagbog om sin største rejseoplevelse:  

"Så er der sgu sket ting og sager igen … 😉
Mandag d.16/11 var dagen sat af til skype, så jeg kunne få sagt tillykke til min søster. Jeg fik også skypet med de gamle, A-K og Bjørn, og det er virkelig dejligt, at det er så let at snakke med dem derhjemme på den anden side af jorden. Efter skype gik vi lidt rundt i byen for at finde en tur til Den Forsvundne By. Vi fandt dem på et rigtig backpacker hostel, som vi ellers ikke havde kunne opstøve i denne by, som solgte dem, så der fik vi turen købt. Vi bestilte 5-dagsturen med start onsdag morgen, så tirsdag gik med at få pakket om og købt myggespray, solcreme, sandaler til mig, og en masse vand. Vi skulle også have en Indiana Jones hat til Lars, men da vi kom i tanke om det alt for sent, havde butikkerne lukket.

Dag 1:
Onsdag morgen stod vi klar til afhentning kl. 8, men da vi først ville blive hentet kl.8.30, tog vi igen et smut igennem byen og ledte efter Indiana Jones hat. Det lykkedes desværre ikke, så Lars måtte overleve uden. 
Vi var seks personer i vores gruppe. Foruden Lars og jeg, var der to australiere fra Sydney, Mark på 27 og hans mor Annett på 60 samt to spaniere.
Den ene, Rosa, boede i London, og det var virkelig heldigt, at hun snakkede saa godt engelsk, for guiderne kunne stortset ikke et eneste ord engelsk. 
Hun var afsted sammen med sin niece, Julia på 25, som dog ikke havde trænet, som hun ellers havde lovet sin moster. Så der kunne man snakke om dårlig form. 

Først skulle vi dog køre et par timer i jeep, til vi kom til "indgangen" til nationalparken. Her stod militæret og tjekkede alt i vores tasker igennem (ved ikke helt, hvad man skulle smugle med ind i regnskoven …). Efter det, var der en halv times kørsel i mudret terræn, før vi kom til en lille by, hvor vi spiste frokost, inden vi begav os afsted ind i regnskoven. De tre damer besluttede sig for at "leje" et mulddyr til at bære deres rygsække, for ellers skulle man selv gå med alle sine ting. Lars, Mark og jeg gik dog med vores, for vi havde jo pakket fornuftigt, og det var rart at have sine ting hos sig. 
I dag var virkelig hård, og jeg har helt seriøst aldrig svedt så meget i mit liv!! Lars og jeg gik langt foran de andre, og det var dejligt at se, at jeg var i langt bedre form, end jeg havde turde håbe på. Det var sindssygt varmt, måske 32 grader, og det gik stejlt opad, længe!! Vi var alle fuldstændig gennemblødte af sved, og det dryppede fra ens ansigt.. Adder! Så at der ofte kom en flod, man kunne bade i, var helt fantastisk!
Da vi kom frem til vores første overnatningssted, fik vi turister et åbent skur, hvor der så blev hængt hængekøjer op med myggenet over. Udover "vores skur", var der to andre "huse", hvor to familier boede. Efter en kold øl, som man heldigvis kunne købe, badede vi i floden, inden vi spillede kort hele aftenen med de to australiere. Mark lærte os et spil, Shithead, som jeg elskede denne aften, for jeg vandt hele tiden! 😀 Kl.21.15 gik vi i seng, og det var super lækkert at sove i hængekøjer og høre alle lydene fra dyrene og regnen, som dog var ret voldsom.

Dag 2:
Vi skulle op ved 7-tiden, men kl. 6 var jeg frisk, så da stod jeg op og fik skrevet lidt dagbog (Er stadig mega stolt over, at jeg får skrevet hver dag! :D).

I går aftes fik vi tilbuddet om, at vi for et ekstra beløb kunne se en kokainfabrik, og I gruppen talte vi meget om, om vi virkelig skulle give penge for at se det, og dermed støtte dem yderligere i deres ulovlige foretagende. Vi blev enige om at sige ja tak, for problemet med kokainfremstillingen ville jo ikke forsvinde, bare fordi vi kiggede den anden vej. Og jeg tænkte, at vi ligeså godt kunne opleve kokainfabrikken og dermed få en idé om, hvordan dem der arbejdede havde det – så ville jeg bedre kunne sætte mig ind i deres liv og forstå den kultur, de kom fra. Jeg syntes, det var interessant at høre om selve processen vedrørende kokainfremstillingen, men det der gjorde størst indtryk på mig, var de kummerlige arbejdsvilkår, mændende her havde.
De mænd, der arbejdede her, arbejdede langt, langt inde i junglen og var konstant på vagt for militæret og de helikoptere, der prøvede at finde deres kokainfabrikker, og det var jo ikke de mænd, som tjente kassen og blev rige. De havde et lorte job og et lorte liv, og så var der nogle bagmænd, som snuppede hele den økonomiske gevinst. Mændene, der arbejdede her, var jo så langt inde i det, at de ikke kunne komme ud af det. De blev truet af bagmændende, som jo kunne betale sig fra alt overfor politiet. Men de mænd, der fremstillede kokainen på kokainfabrikken, kunne hurtigt komme i fængsel, hvis de pludselig ikke ville være med mere – det skulle bagmændene nok sørge for! 
Selve fabrikken var blot 4 høje pinde med en pressening over, men det var altså her, de producerede kokain. Mændene fortalte, hvad man skulle bruge til kokainfremstillingen. De viste os også hele processen, så det var interessant nok at opleve. For at lave et kilo kokain, skal man bruge 100 kilo koka-blade, hvilket er lig med 6000 koka-træer.
Jeg var glad for, at jeg fik den oplevelse med mig, men gud hvor var det bare trist. Jeg tænkte på, at hjemme i Europa var det primært de rige, som benyttede sig af kokain, og jeg kunne forestille mig, at der i nogle kredse ligefrem var prestige omkring det … Og så kom kokainen bare fra fattige mænd, som ødelagede træerne, gik rundt i deres gummistøvler og trådte på bladene, til nærmest ingen penge og oven i købet risikerede deres liv for det! Jeg havde ondt af mændene på kokainfabrikken, men de skulle jo også have en form for en indkomst … 

Efter besøget på fabrikken begyndte vi at gå, og da Lars og jeg var en del hurtigere end de andre, føltes det helt som at være alene i regnskoven. Ret sjovt … Vi gik forbi floden en masse gange, så vi fik badet en del. SKØNT! Igen var der nemlig alt for varmt, og når man gik med oppakning, var det rart at blive kølet lidt ned engang imellem. Min ene helt nye, meget seje vandresandal (der var dødningehoveder på) gik i stykker, så ligesom min mor fik det på vores trek i Thailand, fik jeg bundet snor om den. Det holdt et stykke tid, men da den anden sandal kort tid efter også gik i stykker, blev de droppet, og mine løbesko kom på.
Da vi kom til vores andet overnatningssted, tog vi et bad, et primitivt men dejligt bad! Efter det spillede vi igen Shithead, men i dag hadede jeg spillet, for det gik ikke særlig godt. Øv! Ved 19.30 tiden gik vi i seng, da vi skulle op kl. 4.45 dagen efter. Men sikke en nat! Igen var der bare et tag over stedet, hvor vi sov, men i nat var der køjesenge med myggenet over. Jeg kunne ikke sove, og det kriblede bare overalt!!! Jeg tændte lommelygten, men kunne ikke finde nogle myg … Jeg prøvede at ligge på mine hænder og lade være med at klø, da jeg tænkte, at det jo måtte være indbildning. Men det var umuligt, jeg havde dyr overalt og var ved at blive sindssyg. Da jeg tændte lommelygten igen, kunne jeg dog se, at min hovedpude var fyldt med bitte små loppe lignende ting … Føj hvor var det ulækkert, men det endte med, at jeg faktisk fik sovet 3-4 timer. 

Dag 3:
Kl. 4.45 vækkede vores guide os, og efter for anden dag i træk at hive vådt tøj og våde sko og strømper på var der morgenmad. Vi begyndte at gå, og efter at have gået opad i nogle timer, skulle vi krydse floden 8 gange. Der var vildt meget strøm, og flere af stederne gik vandet til op over hoften, så hvis ikke jeg havde haft nogle i hånden, var jeg røget pokkers langt ned af floden … 😉 Vi begyndte dog at lave en lang kæde, når vi gik over, og så var det meget lettere. Jeg gik bare med løbesko, strømper og mit tøj, for alt blev alligevel vådt. I dag var vi nødt til at vente en masse, da Julia, som havde redet på mulddyr de første to dage, var nødt til at gå selv. Kæft vi var trætte af det, hun skulle aldrig have taget denne tur, for den var sgu hård. Så vores guide gik bagerst med hende i hånden, HELE tiden. Også når det gik ligeud. Så vi havde steder, hvor vi næsten ventede i timer. Træls! 
Heldigvis gik kokken forrest, så han fungerede som vores guide. 
Da vi havde krydset de 8 floder, var vi for foden af Den Forsvundne By. Herfra var der 1200 trappetrin op til byen. Godt så! Lars og jeg fik lov til at gå i forvejen, og wauw det var hårdt! Tror godt nok lige, mine lårmuskler er blevet større efter disse dage, for hold op hvor er de blevet brugt!
Vi havde fået af vide, vi bare skulle følge stien, så det var let nok at gå alene … Troede vi. Da vi kom op til de første tegn på Den Forsvundne By, gik vi bare forbi og videre, og det gjorde vi i ca. 20 min. Der blev vi lidt i tvivl om vejen, da den både svingede til højre og venstre, og det havde guiden ikke nævnt noget om. Så vi satte os og ventede, men da der efter ca. 20 min. tid stadig ikke var kommet nogle, blev vi lidt nervøse. Vi valgte at gå lidt tilbage, for så måtte vi jo møde dem på vejen. Men det gjorde vi ikke rigtig. 
Så da vi kom helt tilbage til de første tegn på Den Forsvundne By, begyndte vi at overveje, om vi måske var gået forkert. Vi blev enige om, at selvom vi nu havde været væk fra det sted i en time, kunne Julia næsten ikke være nået op, såa vi satte os der og ventede … Og ventede … Og ventede …
Og da de stadig ikke var kommet efter en halv time, og det saa ud til at blive voldsomt regnvejr, besluttede vi os for at prøve nogle andre veje. Og med mere held end forstand endte vi med at finde "byen" og vores overnatningssted. Denne nat skulle både os og en anden gruppe, vi havde krydset nogle gange, sove der, og da vi kom frem, vidste alle, at vi var blevet væk. Ikke pinligt, nej da 🙂 Så vi blev sgu lost i "The lost city" … Ret imponerende! 😉

Vi fik et velfortjent bad og spillede derefter kort med Mark, Annett og en israeler fra den anden gruppe, Guy. Vi gik igen tidligt i seng, for kl.19.30 var vi helt færdige. I dag havde vores gruppe på 6 mand 5 madrasser, der lå sammen med et kæmpe myggenet over. Så vi lå lidt tæt, men jeg sov som en baby, så det var fantastisk. 

Dag 4:
I dag skulle vi gå samme rute som på dag 3, men inden da gik vi et par timer rundt i Den Forsvundne By. Lars og jeg havde dog set nogle af stederne dagen i forvejen, da vi selv var forsvundet. Vi gik rundt sammen med den anden gruppe, som foruden 3 israelere bestod af en masse hollændere, en brasiliener og en enkel tysker, som var for sygt irriterende 😉 Efter det begyndte vi "nedstigningen" af de 1200 trappetrin. Og det var hårdt, eller "svært" hedder det nærmere … Det havde regnet om natten, så stenene, som trinene var lavet af, var vanvittigt glatte! Og små! Så det var med at holde tungen lige i munden og koncentrere sig.
Efter det var der igen de 8 flodkrydsninger, og ved den 9., som var forholdsvis tæt på vores lejr, holdt vi alle ca. en times pause, hvor vi kunne bade og fik frokost. Igen gik aftenen med et bad, aftensmad og kort. Kl. 20.30 gik vi i seng, og jeg var noget nervøs ved at kravle op i koejesengen og ind under myggenettet. Jeg frygtede virkelig, at der igen ville være en masse lopper, men det var der til alt held ikke, og jeg sov fantastisk.

Dag 5:
De andre i vores gruppe havde taget 6-dagesturen, men da Lars og jeg havde valgt at tage den på 5 dage, betød det at vi i dag skulle gå samme strækning som dag 1 OG dag 2.
Kl. 5 ringede min alarm derfor og kl. 6 havde vi pakket, spist morgenmad og var klar til at gå. Vores guide fulgte os over til den anden gruppe, som havde lejr ca. 20 min. væk. Der var tre israelere, som også havde 5-dagsturen, så dem skulle vi følges med. Vores guide havde sagt, at det var vigtigt, at vi var der ca. 6.20, for da skulle vi begynde at gå. 
Da vi kom over til den anden lejr, lå de dog stadig og sov, så vi satte os ned og snakkede med nogle af de andre. Igen havde jeg jo bare trukket det våde tøj på, for så længe jeg gik, var det varmt nok. Men vi endte med at sidde der en times tid til halvanden, og da var de ikke engang klar. I stedet for fik guiden en 12-årig dreng til at være Lars og min guide. Vi gik strækningen fra dag 2 på ca. halvanden time, og efter 4 timer samlet var vi tilbage til startstedet. Vi holdt virkelig også et godt tempo, og jeg troede da også, jeg skulle dø på de lange strækninger hvor det fik stejlt opad … 

Da vi kom tilbage til start, skulle vi jo egentlig vente på de andre og tage en jeep med dem, men heldigvis var der sket en fejl, og der var faktisk ikke plads nok. Så vi slap istedet for at vente 2-3 timer, og efter at have fået en dejlig frokost, fik vi lov til at sidde bag på motorcykler ned og derfra tage en taxa, uden at vi skulle betale for det.
Turen ned påa motorcykel var satme sjov, men også lidt vild. Da vi på første dagen kørte der i jeepen, syntes jeg, det var lidt vildt, da det bare var mudder og store glatte sten, og jeg forstod da slet ikke, at nogen kunne gøre det på en motorcykel. Men det var virkelig skægt, og i stedet for at være tilbage i Santa Marta kl.17, som egentlig var planen, var vi der omkring 13.30.

Her tjekkede vi ind på det hostel, hvorfra vi bestilte turen, og det er virkelig lækkert. Mindede lidt om LOKI, som vi boede paa i Cuzco og La Paz. Her var pool i midten, hvor der ikke var tag over, dejlig bar, pool bord, hængekøjerum og videorum med en masse madrasser. Skønt!
Vi fik sendt en masse tøj til vask, og da vi lige ville høre lidt mere angående dykkercertificat, ringede receptionisten til firmaet, og 10 minutter efter stod der en og fortalte os det, vi ville høre. Vi bookede det, og på tirsdag, onsdag og torsdag fra klokken 7-14 tager vi derfor dykkercertificat. FEDT! 
I dag faar vi vores manuael og skal læse de første to kapitler til i morgen. Ligesom at gå i skole igen! Glæder mig virkelig som et lille barn, det bliver så fedt! Og det koster kun små 1400 kr. Det må være min julegave til mig selv i år 😀

I eftermiddag kommer resten af vores gruppe tilbage fra trek, så vi skal vist have et par øl med Mark og Annett i aften. Kun et par stykker, for vi skal jo være friske til at dykke i morgen! Vi har også allerede aftalt med Annett, at vi besøger hende på 5. dagen, når vi er i Australien, dagen hvor vi får vores bil, for hun bor ca. 45 minutters kørsel uden for Sidney. Og hvis Mark også er i Sidney på det tidspunkt, viser han os rundt. Dejligt:)
Det var alt for denne gang, nu vil jeg se om jeg kan uploade billeder her, eller jeg må vente til i morgen. Lars' net driller nemlig lidt. 
Håber I alle har det godt og glæder jer til december. Jeg er lidt misundelig. Her er der også store julemandsfigurer overalt, men det er lidt forkert når det er sammen med palmer og her er 35 grader … Men skal vel ikke brokke mig 😉 
Pas på jer selv og hinanden.
Kærligst Mette.

Puuha mine lår og knæ kan godt mærke, at vi lige har gået 66 km. på 5 dage i meget dårligt terræn 😉 Men det har virkelig været lækkert at bruge sig selv på den måde, at svede igennem og være øm i kroppen. Og det er fedt at vide, at vi sgu er i ret så god form! Dejligt! Har dog ud over ømme ben, fået vanvittig mange myggestik, og mine ben er så grimme og ødelagte.. Men det hører jo med… Desværre, for hold op hvor det klør!!!"

Indlægget er skrevet af Mette Jakobsen. Mette skriver i sit indlæg om nogle af de helt store dilemmaer, man kommer ud for, når man rejser rundt i verden. Det er simpelthen så svært et spørgsmål, om man som rejsende kan tillade sig at tage til for eksempel en diktaturstat, om man skal besøge fabrikker, der benytter sig af børnearbejde, om man skal se lokale dyretæmmere, der ikke behandler dyrene anstændigt, eller om man skal, som i Mettes tilfælde, besøge en kokainfabrik. Jeg synes, at Mette taklede situationen rigtig godt, da hun, som hun skriver, tænkte meget over sagen og så turen ud til fabrikken som en mulighed for at se "bagsiden" af kokainfremstilling – her i skikkelse af de hårdtarbejdende, lokale mænd, der ikke kunne slippe ud af kløerne på bagmændene. 
Det er vigtigt, at vi tænker over, hvad vi gør, især når vi rejser rundt i verden. 

Mette er meget snart uddannet som pædagog og vil derefter specialisere sig indenfor den pædagogiske psykologi. Hun er vild med at rejse, og indtil nu har hun blandt andet rejst i Sydamerika, USA, Indien, Australien og Sydøstasien. Og til februar tager hun 3 måneder til Mellemamerika. Vi kan jo håbe, at hun opretter en ny rejseblog, så vi kan følge med i hendes spændende rejseliv. Rigtig god tur, Mette.