“Søsyg ved Gili Meno” af Pia Dorthe Linnemann Nielsen – ekstra Rejsejulekalenderindlæg

Denne oplevelse er fra øen Gili Meno, hvor vi ankom med hurtigbåd fra Bali. Øen Gili Meno er fantastisk. Paradis med palmer, og sandstrand med azur blå hav omkring.

Vi oplevede mange fede ting derude, bl.a. udklækning af skildpaddeæg, snorklede fra glasbåd, hvor vi så mange fisk, koraller, havskildpadder …
Derudover blev der spillet beach volley med de lokale samt med andre turister. Vi så VM fodbold finale 2010 sammen med hollandske turister (finalen var mellem Holland-Spanien, som Spanien vandt fortjent) på et lillebitte gammelt tv, der indimellem skulle have et slag ovenpå for at virke. Vores søn Nicklas (der på det tidspunkt næsten var 12 år) var lærer i engelsk for en dag på den lokale skole, og vi oplevede mange andre spændende ting.

Den lidt uheldige oplevelse, jeg vil beskrive her, er en meget våd og voldsom oplevelse vi fik på vej tilbage til Bali fra Gili Meno.
Vi skulle tilbage til Bali med hurtigbåd. For at sejle tilbage til Bali, skal man sejle fra øen Gili Travangan, hvor vi mødte en amerikansk familie der er bosat i DK. De fortalte, at de alle havde været dårlige på den sidste hurtigbåd, og derfor havde de valgt at tage søsygetabletter på tilbage turen.

Turen til Meno gik jo fint, så vi mente ikke vi behøvede søsygetabletter, det kom vi så godt nok til at fortryde. Det startede fint ud. Vejret var smukt, vinden stille og alt virkede ok. Da vi så kom ud på åbent hav, startede bølgerne.

Der sad 2 franske piger ovenpå bådens tag, der var indrettet sådan, at man godt kunne sidde deroppe. Pludselig væltede bølgerne indover hele båden. De balinesere, der arbejdede på båden, frygtede for de 2 unge piger på taget, de fik efter et stykke tid stoppet båden, alt i mens at 2 af bådarbejderne kravlede op på udvendig side af båden, og fik de 2 unge franske piger ned. Pigerne frøs, rystede af kulde, og var meget skræmte.

Båden satte i gang igen. Efter ca. 5.min. begyndte Maja (vores datter på 7 år) at kaste op. Vandet væltede ind over os. Maja og jeg valgte, sammen med 10 andre, at blive ude på dækket, for stadigvæk at få noget luft. Torben (min mand) og vores søn sad inde i båden, her kom vand fra bølgerne også ind. Der var vand overalt. Jeg blev selv dårlig og begyndte at kaste op.

Alle om bord hjalp hinanden med at får delt brækposer delt ud. Vi var mange søsyge på den lille hurtigbåd. Maja og jeg valgte på et tidspunkt, at gå ind til de andre, de var også bukket under for søsygen. Jeg tror de eneste om bord der ikke var syge, var balinesere og 3 af de 5 amerikanere vi havde mødt på Gili Travagan. 2 af deres børn var også blevet syge, selvom de havde spist søsygetabletter.

Vi sad nu inde ved de andre, pludselig sagde Torben at det er mærkeligt, men han syntes at vandet ved hans fødder var varmt og Nicklas kunne mærke det samme. Det viste sig, at en ældre fransk dame, der sad og pressede sig hårdt ned i sit sæde, var så bange at hun ikke turde at bevæge sig de 10 skridt der var over til toilettet, så hun tissede i sine bukser!

Efter ca. 1 ½ time stopperdebølgerne, og vi sad slukørede, trætte og våde tilbage og glædte os meget til at komme i land igen!

Indlægget er skrevet af Pia Dorthe Linnemann Nielsen. Pia har blandt andet rejst i så spændende lande som Indonesien og Marokko. Og Pia og hende mand, Torben, er ikke blege for at tage deres to børn med ud for at opleve verden – de er til stor inspiration for andre, der også gerne vil rejse rundt i verden med deres familier.

Pia har været så god at skrive to indlæg til Rejsejulekalenderen i år, og hendes andet indlæg, fra d. 13. december, kan du læse her.

Tekst er copyright Pia Dorthe Linnemann Nielsen.